En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Tanker i natten

Jeg husker dem godt. Alle følelserne. De følelser, som jeg troede, jeg kun skulle føle den ene gang. Dem, jeg igen skal face og forsøge at holde for døren. De kom til mig i aftes, da jeg forsøgte at sove. Jeg lå i stirrede på indersiden af mine øjenlåg i et par brændende, hævede øjne og tænkte for første gang tanken til ende. Den tanke, som jeg kun lige havde skrabet overfladen på siden Lægen ringede. Indlæggelsen. Dagene op til operationen. Dagen for operationen, narkosen og ventetiden. Følelsen af total overgivelse af mit barns fremtid i ukendte lægers hænder. Nervøsiteten over ikke at vide hvilke konsekvenser operationen ville have. Chokket over at se min datter på 4, bleg og med slanger og dræn alle vegne. Se det hårde blow, hendes lille krop har skulle håndtere med så invasiv og lang en operation. Høre hende klynke af smerte og mærke mit hjerte krympe fordi jeg ikke kan tage det hele fra hende og overføre til mig selv. Det burde ikke være hende, der skal gennemgå så meget lort – det burde være mig. Hun er jo kun et lille barn. Dagene efter operationen, hvor der kommer lidt lettelse af angsten. Det gik ok godt. Og så er det jeg ikke længere kan fortrænge den tanke, at her i anden omgang kan vi ikke vide os sikre på noget som helst.
Første gang anede vi ikke hvad vi gik ind til. Det gør vi nu. Og det gør det hele endnu sværere.
Som jeg lå der med hamrende hjerte skyllede gamle følelser ind over mig. Den onsdag aften i 1994 – 9. november. Denne aften gav mig det første snit i min sjæl. Det var den aften min bror og jeg desperate forsøgte at puste liv i min far, da han døde af et hjerteanfald hjemme i stuen. Og Brian – vi gjorde det så godt vi kunne! Vi kunne ikke gøre det bedre eller anderledes. Det ved jeg. Men det ændrer ikke det faktum, at vi den aften stod med Fars liv i hænderne uden at kunne gøre andet end at se livet forsvinde fra hans øjne midt i panikken af hjertemassage og kunstigt åndedræt. Daddy – det var sgu alt for tidligt du rejste. Så mange ting du ikke fik lov til at opleve.
Andet hårde snit blev tildelt mig den 8 juli 2009. Da jeg sad med min kære mor i hånden og lyttede til at hun drog sit sidste suk. Jeg så hendes ansigt endeligt afslappedes, så hende endelig få lov til at give slip – endelig opgav kroppen og smerterne kunne forlade hende, ligesom hendes hårdprøvede sjæl. Kærlighed til dig, Mor. Du var et fantastisk menneske og den bedste mor jeg kunne ønske mig.
5. April 2010 – igen et snit. Min elskede Svigerfar gav endeligt slip og måtte også opgive kampen mod kræften. Go West, J.A. Life’s better there.

Hvor mange snit skal jeg dog have??? Hvor meget mere skal jeg bære? For helvede, jeg er kun 36 år! Hvornår har jeg taget nok?

HVORNÅR?

Kategorier:Mandalay

Tags: , ,

1 reply

  1. Sidder i Grisen på vej mod 3300 og mærker tårerne. Så mange slag at det ingen mening giver! Det er ikke erfaringer der gør det lettere. Men fordi du skriver om din smerte, gør du det lidt lettere for andre som har ondt. (Og så sender jeg lige dine dejlige forældre en kærlig tanke!)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s