En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Trappefald

Så skete det. Det vi begge havde frygtet – nemlig at Noelle faldt ned af trappen. Ikke bare en lille trappe eller et par trin – men selvfølgelig hovedtrappen med klinker, husmur og fliser. Noelle vil vinke farvel til Farmand fra lågen og var gået ud på hovedtrappen selv. Jeg hører ikke selvet faldet fra køkkenet, men jeg hører hendes forskrækket og smerteplagede skrig. Jeg vælter stolen og kaffekoppen bliver nærmest kastet over i vasken, som jeg løber ud til trappen. Åh nej, åh nej, åh nej er min eneste tanke. Dér, for foden af sidste trin ligger Noelle. På ryggen/nakken med begge ben opover hovedet og armen under hende. Hun græder og græder og jeg hiver bare fat i begge ben og trækker hende lidt ud fra husmuren, som hun ligger i spænd i. Løfter hende op til mig. Hun tager sig stortudende til hovedet – på venstre side. På sit ar. Jeg isner nærmest inden i. Min frygt er selvfølgelig, at hun har slået sig der, hvor kraniepladen har været fjernet og sidder så-som-så fast. Den er ikke groet sammen endnu, kun 1 1/2 måned efter OP2. Det og hjernerystelse. Jeg løfter hende op og går indenfor og sætter mig med hende på sofaen. Undersøger hende mm for mm i hovedet, armen og ryg/mave. Ser ok fint ud umiddelbart. Knubs og hudafskrabninger hist og pist. Hun holder op med at græde og jeg slapper lidt mere af. Hun bliver ikke søvnig eller slap, som dengang hun skvattede ned fra puslebordet som baby og fik hjernerystelse. Ja, vi er ‘De forældre’. Dem, der har stået på Skadestuen med en unge, der har Skandinaviens største bule i panden, et halv-blåt øje og mega hjernerystelse og bare følt os som Verdens Dårligste Forældre. Been there, done that. Nå, men det er en helt anden historie.
Jeg har nu gået og observeret hende i et par timer og hun ser ud til at være sluppet for at skulle en tur på Hospitalet for denne gang. Ingen brækkede arme eller ben – og hovedet er ikke hævet op, så det må være ok for nu. My Little Pony plastret på hudafskrabningen på armen har gjort underværker.
Så meget for at kunne opføre sig som en normal mor, når ungen skvatter ned af en trappe. En luksus, der ikke længere er mig forundt.

Kategorier:Mandalay

Tags:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s