En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Med andres ord – Velkommen til Holland

Jeg stødte på dem første gang for 4 år siden, de andres ord, da jeg sad og stirrede ud i luften, tårerne silende ned af mine kinder. Ved siden af mig lå en lille rødhåret og storskrigende pige. Jeg følte det som om, at jeg var splintret inden i og jeg kunne mærke kviksandet omslutte mig og trække mig ned. Jeg havde levende fantasier om, hvordan jeg kune få pigebarnet til at tie stille mens jeg sad der, knugende dynen i hånden og grædende på sengekanten. Aldrig havde jeg fortrudt noget SÅ meget, som jeg, i det øjeblik, fortrød at have fået det barn. Til mit held ringer en af mine gode veninder igennem mange år og hendes alarmklokker ringer big time efter vi har talt sammen. Hun ringer Carsten hjem og han tager mig bogstavligt i hånden og slæber mig op til lægen, der meget bekymret kigger indgående på mig. Stiller ‘de der’ spørgsmål, som jeg mange gange har læst på nettet. Kan du komme op om morgenen? Ja, jeg har jo ligesom ikke noget valg, svarer jeg bittert. Græder du hver dag? Stopper jeg nogensinde? Har du nogle tanker, du bliver bange for? Du mener såsom at kyle ungen ind i væggen eller skubbe barnevognen ud foran 171’eren? Ja, det har jeg. Men jeg gør det ikke. Og bagefter får jeg så ondt i hjertet – hvordan kan man tænke sådanne onde, modbydelige tanker om sit eget barn? Hvorfor kan jeg ikke bare elske hende? Blev sendt direkte til psykolog samt specialmødregruppe med besked om at tjekke ind hver uge og hvis jeg ikke havde fået det bedre inden for 14 dage var der medicin i sigte. Psykologen sagde ikke skidemeget, som jeg kunne bruge, men mødregruppen… Det blev min redning.
At sidde overfor 6 andre mødre, der tænkte de samme syge tanker med efterfølgende dårlig samvittighed og det samme dødsensskræmte blik i øjnene. Psykologen sagde, hvilket jeg tog til mig – helt ind til mig – at vi ikke var dårlige mødre, men bare mødre i en ekstrem situation. At der var adskillige andre, ydre faktorer, der gjorde det lidt sværere for os, at håndtere det pres, det er at blive mor for første gang. Såsom når ens egen Mor bliver syg af cancer og dør, sideløbende med graviditet og første barn, samt de nye ‘Mor’-sko skulle gåes til – og altså helt uden støtte og backup. Jeg var ikke Palle Alene i Verden alligevel! Og jeg fik ikke brug for medicin til at balancere kemien i hjernen.
Det var også i denne forbindelse en anden kær Mor sendte mig dette digt. Et digt, der bare gik rent ind. Jeg er stødt på det igen for nyligt – og ved du hvad? Det er bare evig gyldigt. Selv i denne situation, hvor vi har fået en Anden Virkelighed at leve i. Jeg har fundet ud af, at dette digt faktisk bliver brugt rigtig meget af familier med handicappede børn, autisme eller andre særheder, der vender op og ned på normen. Hende Emily er en temmelig klog dame. Både for os på den anden side af ruden og jer, der kigger ind til os – digtet, om man vil, giver et ret præcist billede på, hvordan det er her. Her i Holland. Og nu skal du få lov til at læse det;

Velkommen til Holland
At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien. Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer. Colosseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig. Du lærer dig nyttige vendinger på italiensk. Alt er meget spændende.
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen. Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen. Stewardessen kommer ind og siger:
“Velkommen til Holland”.
HOLLAND?!? råber du. “Hvad mener du med Holland? Jeg har bestilt en rejse til Italien! Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!”
…Men der er lavet om på fartplanen. Maskinen er landet i Holland, og der skal du blive.
Det vigtige er, at de ikke har ført dig til et rædsomt, fælt, snusket sted, fuld af pest, sult og sygdom. Det er bare et sted, som er anderledes. Så du må ud og købe nye rejsehåndbøger. Og du må til at lære et helt nyt sprog. Og du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke ville have mødt. Det er som sagt et sted, der bare er anderledes. Tempoet er langsommere end i Italien. Der er ikke så pragtfuldt. Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret, ser du dig omkring … og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland … og Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandt’er.
Men alle, du kender, har travlt med at rejse til og fra Italien. Og de praler af, hvor vidunderligt de havde det der. Og resten af dine dage vil du sige:
“Ja, det var der, jeg skulle have været, det var det, jeg havde planlagt”. Og smerten ved det vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde fortage sig, for tabet af den drøm er et tab af stor, stor betydning. Men … hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning, at du ikke kom til Italien, bliver du aldrig fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, det virkeligt vidunderlige … ved Holland.

Skrevet af: Emily Perl Kingsley i 1987.

 

Ret godt skrevet, synes jeg.

Måske er det en fordel at bo i Holland – så er der kortere (at tage på ferie) til Italien…?

Kategorier:Mandalay

Tags: , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s