En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Om at være stærk

Jeg hører det en hel del. Det der med, at jeg må være stærk. En stærk kvinde og en stærk Mor. Hvor får du alt den styrke fra? Hvordan hænger du sammen? spørger de… Jeg sidder og kigger mig over skulderen – for hvem er denne her stærke kvinde og Mor, som de alle taler om? Det er da ikke mig, de taler om!? For jeg – jeg er sgu ikke stærk!

Jeg pakker min angst væk i dagtimerne. Den gør mig ingen nytte og den absorberer mit nærvær – et nærvær, der er så uendeligt vigtigt, når jeg er sammen med min Musling. Alt hvad jeg gør, gør jeg med den hensigt, at skabe en normal hverdag for mine børn. Noelle og Phoenix har behov for stabilitet. For normalitet. Begejstringen for at skille sig ud fra mængden kommer ikke før om mange år.
Det er det allersværeste, jeg nogensinde har prøvet. At forsøge at leve ‘normalt’, når jeg stadig forsøger at stykke et liv sammen, der er så forskelligt fra før. Det er som om puslebrikkerne er de samme – men de passer ikke sammen på samme måde længere.

Jeg er ikke stærk, eller stærkere end dig. Jeg står i en helt ekstrem situation med den højeste indsats overhovedet, men jeg tror, at du ville gøre nogenlunde som mig, hvis du stod i mine sko. Det her handler ikke om mig. Det handler om mit barn. Om hendes liv. Lige nu er det hende, der er vigtigst. Og Mansen selvfølgelig – hans liv er lige så præget af omstændighederne som mit, omend det kommer til udtryk på en anden måde. De to dejlige kræ skal fylde det meste, og så må jeg pakke mine brølende og skarpe følelser ind, til tiden er moden for mig. Jeg er iøvrigt så overjordisk heldig at være gift med min bedste og mest fortrolige ven. Min allierede, der kæmper sammen med mig.

Jer, der kender mig ved, at jeg ikke en kold skid. Tværtimod. Jeg har altid haft let til tårer, latter og smil. Og det har jeg stadig. Jeg er nok bare blevet bedre til at tage afstand til disse meget store og angstprovokerende følelser. Mon ikke det er det man kalder overlevelsesinstinkt?

You-never-know-how-strong-you-are,-until-being-strong-is-the-only-choice-you-have.

 

Kategorier:Mandalay

Tags: , , ,

4 replies

  1. Jo, jeg tror også, at det er overlevelsesviljen, man mobiliserer. Jeg har ikke stået i din situation, men har haft meget andet sygdom i familien at slås med. Og har, som du, oplevet at andre beundrende har kaldt mig stærk. Hver gang er jeg blevet meget såret og har følt, at de ord, som måske udefra lød anerkendende og oprigtige, i virkeligheden var distancerende og beskyttede den, der sagde dem. Jeg følte, at personen indirekte sagde, at hun aldrig kunne komme i min situation, og derved følte jeg mig faktisk bare endnu mere ensom med min angst og sorg.
    Man bærer det, man er nødt til, for dem man elsker -så enkelt er det i min verden.
    Mange gode ønsker for dig og din familie.

    • Kære Jette!
      Jeg forundres over at ‘min styrke’ er så beundringsværdig – allermest fordi jeg hverken føler mig særlig stærk eller som en person, der udmærker mig ved at eje et så stort et karaktertræk. Jeg gør jo bare det, jeg kan – for dem jeg elsker og for mig selv – som du rigtignok skriver.
      Det er helt klart ment som et kompliment og det gives altid sammen med et; jeg aner jo ikke hvordan det er at stå i din situation – og deri ligger en anderkendelse af, at kunne de støtte på nogen anden måde, gjorde de det. Og det synes jeg er dejligt…

  2. Kære siff, jeg har læst din blog fra ende til anden nonstop siden igår… Hvor er den hjerteskærrende. Du er sej og modig og stærk!!! Og Noelle, jeg har ingen ord…. Jeg ønsker alt godt til jeres familie. De aller varmeste og kærligst hilsner Katrine ( snart sygeplejerske, der har lært helt utroligt meget af jeres historie!)

    • Kære Katrine!
      Sikke en tålmodighed du må have, hvis du har læst alle mine indlæg! Det glæder mig at du kender hele historien, at du tager dig tid til at sende os en hilsen men mest af alt, glæder det mig, at du har fået noget med dig – fra mit virvar af tanker – som du kan bruge til noget i dit eget liv.
      Dit job er et ultra krævende et, jeg opgav halvvejs igennem samme uddannelse, alt det der pædagogik var jeg slet ikke klar til. Det var nok en anden ting, hvis jeg sprang ud i den uddannelse i dag. Men ikke desto mindre er dit job et af dem, som betyder alfa omega, for dine patienter eller borgere. Du skal have hjertet med, overblik og empati. Og ved du hvad? Det kræver også en masse styrke 🙂 Pas godt på dig og dine.
      Kh Siff

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s