En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Tåget udsyn

Den har rigtig godt fat i mig nu. Helt nede om roden. Angsten. Den forplanter sig fra mit inderste til det yderste. Nogle gange forbander jeg min intuition langt væk. Havde det godt på fornemmelsen. Der er noget, der har ændret sig. Noget, der ikke stemmer.

Efter øjentjek her til morgen kunne Overlægen konstatere en yderligere forværring på i hvert fald 10 %. Siden sidste tjek for 4 uger siden. Jeg vidste, at der var noget i gære. For Pomfritten har været mere træt end hun plejer, trukket på sit højre ben mere end ellers og lidt mere kluntet end hvad godt er. Bad pædagogerne kigge lidt efter hende i ugen her – fordi jeg syntes hun var lidt dårligere.
Jeg er SÅ bange for, at hun skal miste det syn, som hun har tilbage. Og jeg synes også, at 2 uger til scanning – og svar 1 uge derefter, er ALT for længe at vente, hvis det er decideret tumor tryk, der giver de udslag, jeg kan se i Noelle.
Mailede Astrid med det samme og hun ville vende tilbage.
Ingen tvivl om, at tiden er meget kostbar – ikke fordi Noelle vil være væk fra denne jord indenfor de næste par uger, men resten af hendes sparsomme syn kunne være det.

På vej hjem fra Børnehaven her til formiddag. Med musik i ørerne – skruet så højt op, at det var på nippet til at gøre ondt. Opdager først for sent at jeg går og bider mig i læben. Mærker lidt kølig vind på mine kinder, der er fugtige af tårer. Jeg er så ked af det. Bange og ked af det. Frygten for at Noelle skal dø af den lorte tumor står krystal klart i mit sind. Frygten og angsten skærer gennem mig og jeg kan kun tænke, at hun ikke må dø fra mig. Hun må ikke dø. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne rejse mig igen? Jeg kan ikke ignorere tanker som denne. Og det skal jeg heller ikke, for det er desværre ikke så usandsynligt, som det var for 1 år siden. Ikke når man først er blevet prikket på skulderen af Cancer.
Fordi vi ikke kan håbe på helbredelse af Noelle, men kun efter at stoppe yderligere vækst, så skal vi forholde os til et liv med tumoren – og alt hvad den har bragt med sig, samt alt, hvad den vil slæbe med og hive op af hatten, i fremtiden.

Nu sidder jeg og stirrer på min mail… Venter. Ved ikke lige hvad jeg skal forvente. Men jeg er urolig. Jeg håber inderligt på, at det ikke skal koste mere af Noelles syn. Hun får nok udfordringer som det er. Jeg håber virkelig på, at Astrid vender tilbage med noget action…

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , , ,

4 replies

  1. Dyb fortvivlelse, – er vist det ord, der bedst kan beskrive mine tanker for jer efter dagens blog. Kærligst faster Lis.

  2. Jeg kan ikke holde op med at græde over denne rædselsfulde situation.

  3. Det g¢r ondt meget dybt inde…..
    fortsæt med at nyde, være om, tage hvert sekund sammen som en gave og lade hende nyde hvert sekund med de udfordringer dagligdagen giver hende.
    Fortsæt jeres intense familieliv og dagligdagen og giv dermed hinanden glæden ved livet og alt hvad I kan dele. Lige NU og HER.
    KNUS

  4. Ja bliver også meget rørt – håber at I kan fokusere på at leve og hvor skøn en oplevelse det er at få et barn, og tage en dag af gangen. Det gør så ond og angsten lammer en fordi man elsker sååå ufatteligt højt og det er gave – så elsk hinanden og lad ikke frygten og fortvivlelsen tage over :-9 Held og lykke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s