Den har hængt over os i adskillige måneder… Indmeldelse i klubben… Det er ikke en fed sportsklub eller hobbyforening – heller ikke millionærklubben… Nej, det er Foreningen for cancerramte børn jeg taler om. Det var en af de foreninger, der var med til at sponsorere weekenden på Solborgen tilbage i forsommeren. Vi har talt om det så mange gange at NU skulle vi lige få meldt os ind… Og hver gang er det ligesom gledet lidt i baggrunden… Måske fordi vi med situationen og scanningen liiige om hjørnet har været temmelig distræte – ‘temmelig’ værende en svær underdrivelse. Eller også har det været fordi det er et stort skridt, sådan at skulle have den badge på også… Vi har jo en fornem samling af diverse labels efterhånden, farverige eksempler som Handicappet, Halvsidig cerebral Parese, Synshandicappet og med en livline på Hjælpemiddelafdelingen på Kommunen og en Handicaprådgiver, så er det endnu et strå i hatten med Cancerramt barn. I virkeligheden er det jo netop den label, der opsummerer alle de andre.
Fagre nye verden…
Ikke desto mindre er denne forening en katalysator for et fælleskab, hvor normen er cancer, sygdom, de helt store spørgsmål i livet. Hvor cancer – ja selv døden – ikke er tabuemner, men helt normale samtaleemner. Og det er en forening, der sammenbringer familier i glæde, i fælleskab og aktiviteter, der giver livskvalitet og kvalitetstid med børnene.
Jo – det var vist på tide at tage den op og lære den bedre at kende – hvem kunne ikke bruge lidt ekstra krudt, nu efteråret kommer os imøde?
Kategorier:Mandalay
