En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Prinsessen på køkkenbordet

Mit kælenavn hjemme på Astersvej var Prinsessen. Om det var min lange kridhvide og tykke hårpagt der gjorde det eller om det slet og ret var min opførsel, skal jeg ikke yderligere kommentere her (og da min elskede mor ikke er længere, ja, så er der ligesom heller ikke nogle at spørge – så den lader vi bare lige dér, ikke).

IMG_4376

Lille Siff (eller Mia, som jeg i fordums tid blev døbt – men det er en helt anden historie)

En af de ting, som jeg absolut hadede som barn, var, at få vasket hår. Faktisk hadede jeg det SÅ meget og blev SÅ hysterisk ved udsigten til, at det skulle vaskes, at min mor simpelthen opgav (!) og vaskede det over køkkenvasken, med mig liggende, lige så lang jeg var, på køkkenbordet. Det er et af de minder, jeg har fra min tidlige barndom (det – og dengang vores kæmpe amazonepapegøje, Ludvig, besluttede sig for, at lande lige oveni hovedet på mig. Behøver jeg at nævne, at jeg ikke er en fugle-person den dag i dag?).
Min mor vaskede mit hår på denne måde over en lang periode, indtil mit hår var langt, at hun ikke kunne nå, at holde det oppe og ude af afløbet. Så fik jeg valget mellem af få det hele klippet af eller få det vasket i badet, som børn (uden prinsesse-tilbøjeligheder) nu fik det. I told you – jeg ved ikke lige om det var hønen eller ægget – det med Prinsessen-kælenavnet… Mener faktisk, at jeg derefter gav mig. Det var vist først nogle år senere, at jeg rent faktisk fik det klippet af – og tudede i flere dage efter.
Mindet om denne hårvaske session min mor og mig imellem, stod lysende klart for mig her til aften, hvor jeg skulle vaske Muslingens hår. Ikke fordi hun på nogle måder opfører sig som en Prinsesse. Fordi operationssåret, der stadig er friskt og meget sart (læs i fare for at springe op visse steder) helst ikke skulle gennemvædes, opblødes eller gnubbes på. Så dér stod jeg, i samme situation, som min egen mor stod i med mig, for et par og tredive år siden. Håndklæde lagt for at skærme for det kølige bord og et ekstra foldet håndklæde til at støtte nakken. Lunt rindende vand og en Dora The Explorer kop i vasken.
Op på mig kiggede to smukke funklende blå øjne – 2 forskellige størrelse pupiller, men ikke desto mindre spændte og glade øjne. Det var en meget særlig og smuk oplevelse for mig og jeg kunne se, at Muslingen nød at ligge der, i mors hænder og med lunt vand flydende henover hovedbunden.

IMG_4365

Operationssåret heler rigtig fint, synes jeg!

Interessant som det af og til føles som om History repeats itself og som jeg alligevel og måske især nu, 4 år efter hun døde, mærker min mor leve videre i mig. Jeg håber, at alt det gode, som min mor gav mig og som dukker op i situationer som her ved vasken til aften, ikke bare glider hen over hovedet på Muslingen, men også lægger sig og trænger ind under huden på hende. Jeg kan håbe på, at jeg formår, at videregive noget mere end bare et kælenavn.
En meget finurlig observation jeg gjorde mig til aften var, at efter OP3 er hendes øre bedre placeret på siden af hovedet… Efter OP2 sad hendes øre nemlig lidt skævt i forhold til øregangen, men det er altså rettet lidt op igen og nu sidder det som før operationerne. Og det er meget vel primært kosmetisk, meeen jeg blev jo ikke kaldt for Prinsessen for ingenting.

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s