En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Næsten som en normal familie

Jeg gør det med stor beslutsomhed. Tramper. Tramper demonstrativt og ivrigt de små bobler af uvelkomne og usagte følelser ned, der af og til slipper op af mit indre simrende følelsesregister. Når en enkelt realitetsfyldt bobbel rent faktisk slipper udenom mine steppende fødder og springer, får jeg hjertebanken, jeg taber pusten fuldstændigt. Virkelighedens klare og skarpe realitet rusker mig så hårdt, at jeg mister mit fodfæste. Som et lyn fra en klar himmel. Jeg tvinger boblerne ned. Jeg destruerer dem før de får lov til at vokse sig store, runde, modne og klar til at briste, for så at sende mig ud på endnu en emotionel angstgennemsyret rutsjebanetur. Jeg må og skal trampe dem ned. Genforene den med suppen, der småsimrer i dybet. Jeg er fast besluttet på, at nyde tiden vi har nu og her – vores svæven i uvishedens bløde, luftige skyer. Det føles nogle gange som om vi er… en helt normal familie…
I min dagligdag, hvor sær og anderledes den end er gået hen og er blevet, kan jeg glemme alvoren i vores situation. Glemme, at mit barn er uhelbredeligt og livstruende sygt. Føj. Den sætning er så stor og rummer så enorm en kraft, at jeg ikke kan rumme den. Den er så… Unaturlig. Jeg har ikke lyst til at se den i øjnene, for jeg er bange for, at den slukker et sagte, men ulmende håb i mig. Håbet om, at få lov til at se min datter vokse op i sit eget liv. At se hende i et liv med værdi og kvalitet for hende. Og det gør hun måske også. Men måske ikke. Uhelbredeligt og livstruende syg. Føj. Jeg vælger at træde boblerne ned, som mælkebøtter i græsset, velvidende, at de er hårdnakkede og med al sandsynlighed kun bøjer sig, mens jeg lægger vægt på dem.
Jeg vælger at snige mig hen ad benægtelsens vej lidt endnu. 2014. Vi har lidt tid at nyde uvisheden i endnu.

Hvordan har du det, Siff? Et spørgsmål jeg jævnligt bliver stillet. Og mit svar er rutinemæssigt; Jeg hænger ok sammen. Og det gør jeg. For jeg ser på min ukuelige datter, der godt nok er en meget træt og svært udmattet Mus, men hun er glad. Glad det meste af tiden. Hendes glæde afløses af træthed, der følges af passive aktiviteter og småslumren på sofaen. Omkring kl. 17 begynder spørgsmålene om, hvornår hun skal i seng, hvornår der er mad, så hun kan se en ende på dagen. Jeg er træt, Mor… Vildt, når jeg tænker på, hvor meget jeg higede efter, at høre de ord, da hun var mindre og bare aldrig gad at sove!
At trætheden nu kommer fra det sidste års skævvridning af vores liv, se, det er noget jeg meget, meget gerne ville have været foruden. Så hellere en Flamme, der ikke er til at slå ned…
Men jo, hun er ukuelig, glad og en herlig pige. En smertefri pige ! – og havde hun ikke været det, glad og smertefri, så havde jeg ikke kunne samle mig nok sammen til, at kunne fungere. Hun holder mig ved ilden, holder mig oppe og giver mig lysten til, at fjolle rundt med bukser på hovedet eller fjante kildeleg i pudehavet på sofaen. Hun får mig til at grine, til at smile og til at græde… Mit livsstykke. For hende træder jeg boblerne ned. For nu. Og jeg er blevet rigtig god til det, for det lykkes mig faktisk, at føre en ret normal hverdag. Vi griner hver dag, vi smiler hver dag og vi græder af og til. Næsten som en… normal familie.

IMG_4983

Kategorier:Mandalay

Tags: , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s