En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

(våben)hviletid

Går det den forkerte vej? Er det en akkumuleret træthed, der endelig har bidt sig fast, fået skovlen under min musling? 1 års indlæggelser, 3 giga hjerneoperationer, 3 nye udgaver af en besværet krop, der skal genoptrænes, et syn, der spiller kispus og lader alt kommende fra højre være en slags titte-bøh-leg, men uden de store grin til følge. Mere chok og et hjerte, der hopper et slag over, for hvad end det er, der sniger sig ind på hende fra højre, opfattes først, når det er lige ud for hendes centrale syn. BØH! At skulle genfinde veninder i et lille vindue af legetimer, finde fælles fodslag med andre børn, som leger sammen 8 timer hver dag, på en brøkdel af den tid. Med et sværere udgangspunkt både fysisk og psykisk – det koster krudt… Uanede mængder af krudt. Er det det, som trætheden kommer af eller er det igen det diskrete symptom på vækst?

For hun er træt. Absolut ingen tvivl om det. Og det er faktisk lidt som om, at hun ikke bliver friskere eller øger sin udholdenhed… Hun bliver bare ved med at være træt. Jeg giver hende ro, kæmper for at finde et aktivitetsniveau, der er lavt nok til, at hun ikke tigger om at få aftensmad og komme i seng kl 17 og ikke græder over, at hun har en negl, der stikker. Eller strømpen ikke kan komme hurtigt nok af. Eller over hun nyser mig i ansigtet og jeg brokker mig lidt, hun siger undskyld og jeg siger at det er ok…

IMG_5214

Kl. 11 en lørdag formiddag

Ikke at jeg bebrejder hende, at hun er træt. Er der et menneske i hele denne verden, som har ret og lov til at være træt, så er det min Musling. Jeg aner bare et lidt atypisk mønster og alligevel ikke, for hun er også blevet markant mere træt hver gang tumoren har bredt sig derinde i hendes hjerne, skubbet hjernen udad for at tilrane sig bedre vokseplads.

Jeg betragter hende ofte. Ofte og længe. Tænker på, hvad der mon ligger til hende i hendes fremtid. Hvad Livet vil byde hende og os. Hvordan hun mon nogensinde skal komme igennem og ud på den anden side. Jeg spekulerer på, hvordan hun ville have været, hvis ikke hun var blevet forrådt af sin egen krop. En uautoriseret knop-skydning på hjernen. Hvis ikke Cancer havde prikket hende på skulderen. Havde hun mon været en  af de flabede 5 årige? Havde hun været en af de vilde tøser, der klatrer rundt på Piratskibet i Børnehaven? Hvor meget bedre ville hun mon have været til, at snirkle bogstaver og tegne, hvis hun havde fået fuld valuta i Børnehaven? Jeg grubler over, hvordan jeg mon har påvirket hende, som bussemandsmor, som pylremor og som legekammerat. Pakker jeg hende for meget ind? For lidt?

Mit hjerte og min hjerne kan ikke finde hvile. De kan ikke enes om, hvorvidt trætheden skyldes det sidste år med alle dets udfordringer og snørklede stier eller om det er Tumoren, der igen er på vej til at kræve en ofring.
Altimens mit hjerte og min hjerne kæmper en endeløs og indædt kamp uden våbenhvile i sigte, må jeg respektere min Muslings behov for fred og ro og indføre hviletid. Kvalitetstid fremfor kvantitetstid. Jeg hører min hjerne råbe ‘Bare det kun forbliver i forhold til hverdagen her og nu og ikke i forhold til tiden tilbage!’. Mit hjerte kaster sig vildt og voldsomt fremefter, svinger et glimtende sværd af håb over hovedet og hugger ud efter min hjerne.
Nej… Ingen våbenhvile i sigte. Vi er begge 2 trætte krigere, forskellen på os er, at jeg har et valg i forhold til min krig, det har min Musling ikke.

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , ,

2 replies

  1. Hej Sif.
    Jeg kender jer ikke, men hele jeres historie rører mig dybt og sætter virkelig dagligdagens småproblemer i perspektiv. Jeg tænker på jer, og håber alt det bedste for din skønne, lille musling.

    • Tak for din hilsen, Christina 🙂
      Og ja, det er som om småtingene ikke får lov til at fylde så meget – og det er jo en god ting midt i alt det dårlige. Det er også det jeg for det meste holder fast i.
      Knus Siff

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s