En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Det første Farvel

Blev ramt i går, sådan rigtig ramt. Frontalt, brutalt og nådesløst. Først måtte jeg pakke den væk, sækken med følelser, der truede med at vælte ud som en vulkan i udbrud. Binde en solid knude, der først skulle åbnes når tiden var rigtig for mig. Ikke mens min Musling var hjemme, ikke mens jeg havde besøg af en veninde, der var i Dk på visit fra udlandet. Nej, senere. Sank et par gange.

En af tumorpigerne, som vi har brugt en del tid med under vores indlæggelser sidste år og i foråret, bukkede under i går. Hendes lille 10 årige og hårdtprøvede krop måtte give op. Og hun har fået fred. Fred for kræften.
Det ramte mig som et lyn fra en krystalklar blå sommerhimmel. Jeg blev først ramt at den der følelse af, at nej, det kan jo ikke passe! Sidst jeg så hende, var hun okay?! Altså okay i Børneonkologiske termer… Kom gående med sit kemostativ med balloner på – for at fejre den sidste infusion! Ubegribelig tanke, at hun ikke er her mere. Så ramte næste følelse mig. Hendes søde mor, hendes familie… Medfølelsen og empatien… Sorgen… Jeg kan ikke forestille mig, hvor uendelig hårdt og svært det må være, at blive tvunget til at sige farvel til sin datter. Se livet ebbe ud af ens allermest kære. At skulle fortsætte dagene, når det føles som om, at al tid er ophørt. At Livet udenfor vinduet fortsætter, mens man selv er gået i stå. Gået i stykker.
Så tog angsten fat. Rigtig fat. Mit hjerte føltes som om det blev klemt, mast sammen. Kvalme. Måtte gispe efter vejret. Mine øjne løb over og tårerne fik frit lejde. Lod de hulkende bølger tage over. For jo, jeg kan næsten forestille mig, hvordan det må være… For jeg har også en tumorpige. Der måske skal slæbe rundt på et kemostativ… Uden at det nødvendigvis virker. Det kan blive mig, der skal tvinges til et farvel, der ganske enkelt vil udslette mig. Jeg lod angsten skylle ind over mig – der i min alenetid i bilen, i mørket. Fik luft. Luft for min egen angst, luft for medfølelsen.

I dag føles mine øjne tunge, men jeg tænker på, hvor tunge hjerterne er i familien, der i går har mistet deres smukke datter. Det er vores første Farvel til en kindred spirit. Og intet – intet – kan retfærdiggøre den lortesygdom. Forbandede lortetumorer!

Lille du, må du hvile i kærlighed og fred. Du kæmpede bravt imod en barsk sygdom og må din familie finde en måde at komme igennem på – for at skulle sige farvel til een som dig, det kommer man sig aldrig over.

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , , , ,

6 replies

  1. Sender de varmeste tanker til den smukke englepiges familie ❤

    Ville inderligt ønske at ingen skulle opleve at miste sit barn og ville af hjertet ønske at du ikke skulle gå med de tanker om smukke Noelle.

    • Åh, Ninna, du kender jo til det personligt…

      • Det er så umenneskeligt både at miste, men også at gå med den kæmpe klump i maven som i alle der elsker Noelle gør.

        Håber hun tager det ok, at den lille pige ikke klarede det. Det må virkelig være svært for jer alle.

        Her gik det hele jo så stærkt at vi aldrig tænkte at han kunne forlade os.

  2. Kram til familien der har mistet. Kan ikke forestille mig at miste mine børn. Og da slet ikke inden de er voksne. Kram

  3. Hej. Tak for dit fine indlæg, som jeg tilfældigvis så, via en helt anden.
    Men den lille 10 årige pige du beskriver, var klassekammerat med min søn. Det har været så barskt at opleve hendes kamp. Men også fantastisk at se et lille menneske kæmpe så bravt.
    Nu er kampen slut. Tabt. Og en vidunderlig lille pige er taget bort.
    Vores børn prøver at forstå, at deres klassekammerat er død.
    Det er meget svært. Det er også svært for alle os andre, at forholde os til. Både til vores børns konfrontation med, at børn kan dø. Men også at vi alle udviser en reaktion, som kan være anderledes for nogen, end for andre.

    Jeg har for 15 år siden, mistet en lille pige, Ann-Sofie, ved dødfødsel.
    Jeg ved hvad det gjorde ved mig.

    Så hvad dette gør ved denne piges forældre, og bror. Det er næsten ikke til at bære.
    Og I står med jeres tumorbarn.
    Må alt muligt held og lykke drysse ned over jer.

    Sender jeg en masse gode tanker.

    Knus ❤

    • Kære Charlotte,
      Det er bare så grundlæggende forkert når børn bliver taget fra os. Jeg håber at I alle, klassekammerater og forældre, får sat masser af ord på følelserne her i tiden efter.
      Vi bokser i hvert fald lidt med nogle af de store herhjemme. Noelle har jeg ikke fortalt noget til, det sidste år har indebåret mange ansigter og kun få husker hun fra indlæggelserne. Denne her forbeholder vi os voksne.

      Jeg håber at I får en rar jul på trods…

      Knus Siff

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s