En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Genkendelsens glæde

Ej, Mor, seee! Hun har ikke noget hår!!

– Noelle på café LeSoleil i Kalundborg i går inden Evalueringsmødet, idet en skaldet kvinde træder ud fra toiletterne og bevæger sig op imod sit bord… Hun peger på kvinden og vender sig øjeblikkeligt mod mig med strålende øjne. Det kan godt være, at min Pomfrit er halvblind, men det er altså ting, der undslipper hendes opmærksomhed! Og selvfølgelig hører kvinden det. Jeg tror ikke, at der var nogle i hele cafeen, som kunne undgå at høre det… Jeg hører, at kvinden genfortæller det til sin ven, der sammen med hende, har slået sig ned i den bagerste afkrog af cafeen – sikkert for at undgå stirrende blikke og nysgerrige øjne. Hvad gør man så? Jeg bliver faktisk dybt pinligt berørt og alligevel ved jeg godt at børn jo er ligefremme – min datter er ingen undtagelse. Desuden var Muslingens udbrud helt uskyldigt og faktisk udtrykt med genkendelse og glæde, for hun fortsætter;

Det er ligesom Emilie! Mor, hvornår skal vi besøge Emilie, jeg har ikke set hvor hun bor endnu!

Jeg beslutter mig for lige at steppe op til parret og forklare dem vores situation og især at Pomfritten faktisk blev svært begejstret. At det i virkeligheden ikke handlede om hendes skaldede isse, men genkendelsens glæde. Da jeg nærmer mig bordet er der smil – i både mundvige og øjne… Jeg sætter mig ned i hug og hilser pænt.

Hejsa! Jeg så, at du hørte min datters udbrud lige før – og jeg ville bare lige hurtigt fortælle dig, at hun har en hjernetumor, som hun er blevet opereret for 3 gange. I den forbindelse har vi jo været indlagte og hun har fået en rigtig god og dejlig veninde, som har leukæmi og er i kemobehandling, så hun er jo vant til bare hoveder og blev vildt glad, da hun så dig og kom til at tænke på sin veninde – og ja… Det syntes jeg bare lige, at du skulle vide…

Tjah, jeg tænkte at det måtte være rart at få en positiv respons, for vi kender kun alt for godt øjne på stilke og hvisken-tisken bag håndflader – eller børns ‘uskyldige’ udbrud. De kan gøre ligeså ondt som snakken bag ryggen. Så ja, jeg valgte at adressere det for ‘komplimentens’ skyld. Og kvinden var muligvis vant til at blive kigget på – jeg syntes sgu bare lige, at det måtte være rart, at få en positiv sløjfe på en skaldet isse 🙂

Kategorier:Mandalay

Tags: , , ,

11 replies

  1. Hvor er du cool, at du bare går over og forklarer situationen! Men du har jo helt ret – selvom damen er vant til øjne der hviler på hende, så må det da være rart, når der også er positive øjne 🙂

    • Jeg tænkte bare, at når det for en gans skyld havde en positiv klang, så må det da være rart at høre det… 🙂

      • Og det er jo helt rigtigt tænkt 🙂 Sødt af dig at forklare hende det – det kan være det reddede hendes dag!

        Fik lige en mail om at du ville følge min gamle blog (den der kommer frem når man trykker på mit navn – og jeg må bare ikke ændre det til den blog jeg bruger!)
        Det er den her du skal finde hvis du vil: wwww.mullefilumsen.bloggerdelight.dk (hvis du har bloglovin kan du søge på mullefilumsen, så er jeg der 🙂 )
        OG så skal jeg nok stoppe med at spamme dine indlæg med “se mig”. 😀 Håber I får en dejlig weekend!

      • Bliver aldrig træt af at ‘se’ dig 🙂 Jeg har været forbi bloggers delight – skal lige bookmarke dig her i min browser 😉

  2. Du er SÅ cool. Hvad sagde kvinden til det ?

    • Hun blev glad – ikke at hun var ked af det (eller måske stikker det uanset hvad – tvivler på, at man bliver hårdfør, selvom det er ens virkelighed) – men hun smilede stort og gav udtryk for at det da var rart med positive associationer 🙂

  3. Det må have været skønt for hende. Det ville det have været for mig, og jeg er i samme situation. Så du og Noelle har også lige reddet min dag:).

    • Er du Nanna? Det er jeg sgu ked af at læse :-/ Hvad er status?
      Og du bekræfter mig i, at vi ikke behøver at være så berøringsangste – så jeg vil henvende mig en igen, hvis det en dag sker en anden gang 🙂
      Klem Siff

  4. Det er slet ikke så slemt. Jeg har bare tabt håret. Det er heldigvis ikke farligt, men jo stadig ret synligt. Valgte i en periode at gå uden paryk. Men JA, der er ingen grund til berøringsangst. Og hvor spørgsmål måske bliver trættende i længden er Noelles kommentar jo luge til at blive varm af:).

  5. sidder og smiler stort, har heldigvis fået mit hår igen og er erklæret cancer fri men…. hvor kan jeg huske det… mange mærkelige blikke, hviskende kommentarer, alternativet var at have en “kemo hue” på men det gav lige så meget snak og kunne bare ikke med min paryk… ville personligt også have elsket Noelles kommentar og at du kom med en foklaring bagefter 🙂

    Læser dine opslag som ugens fighter og sender jer de bedste tanker og ønsker for fremtiden.

    • Jo tak, hvor er din kommentar dejlig at læse! – og pissegodt gået!! Du er også en sej fighter 💪 – hvor er jeg glad på dig og din families vegne ❤️👍 cancerfri – jubii! Bliv lige ved med det, ikke! 😘

      Store knus fra mig til dig!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s