En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Forandringernes tid

Jeg sad og betragtede hende endnu en gang ved morgenbordet her til morgen. Min Guldlok. Jeg tænkte tilbage på det sidste 1 1/2 år og alt det vi har været igennem. Det virker så surrealistisk. Så voldsomt. Og alligevel sidder vi lige her. Ved morgenbordet. Sammen. Som om vi er en helt normal familie.
I dag har Mansen sidste dag i vuggestuen. Afslutning – Vuggestuelivet er forbi og Børnehavelivet kan begynde. Til afslutningen, der holdes i eftermiddag har jeg bagt en brownie (kun til de voksne – frugt og bær til børnene) og satte mig ned for at grifle et par ord til vuggestuen. En stor og dybtfølt tak. Hvordan skulle vi have klaret skærene uden deres støtte? Der har været mange, der har hjulpet os igennem og Vuggestuen har haft en afgørende rolle i vores liv – i Mansens liv og det er meget vemodigt, at skulle sige farvel til en gruppe voksne, som jeg har kunne læne mig opad og som jeg har kunne aflevere Phoenix til velvidende, at de gav ham kys, kram og sjov leg altimens vi har været på hospitalet, indlagt eller til genoptræning. Noelle stopper om 2 ugers tid i børnehaven og skal starte i SFO – også en kæmpe, kæmpe skridt for os – og hende.

Ak ja, livet går videre – det mærker jeg nu. Måske fordi jeg rent faktisk har overskud til, at mærke andet end en lurende angst og følelsen af at leve i 3 måneders intervaller. Er det mon sådan her det er, at vende tilbage til en normal hverdag? Jeg kan stadig mærke følelsen af, at miste vejret totalt, når jeg tænker på den ordeal, som vi har været igennem det sidste 1 1/2 år… Den ramte mig så sent som i går, da jeg kom rullende med Noelle i kørestolen på vej hjem fra Børnehave… En forbipasserendes blik – måden hun kiggede først på Noelle, så stolen og så på mig, fik mig til at tabe pusten fuldstændigt. Dybden og omfanget af vores situation ramte mig hårdt – lige i mellemgulvet. Jeg blev overvældet af en følelse af ømhed, kærlighed og beskyttertrang. Pomfritten, der sad i kørestolen og snakkede på livet løs, bemærkede ikke den forbipasserendes blik, men hun passerede også på højre side (Noelles blinde side). Jeg blev for nyligt spurgt om, hvordan jeg mente det, at have et barn med en livstruende sygdom, havde påvirket mig som mor. Og det, at have et barn med en hjernetumor, har i den grad påvirket mig som mor. På mange, mange måder. På gode måder for det meste. Rummelig, tålmodig og nærværende. Og på mindre gode måder sikker også, som feks meget observerende, opmærksom og deltagende – for ikke at bruge ord som pylret, ravnemor eller blandemaskine…

Men her står vi altså. På vippen. På den anden side venter der en masse nye børn, nye venner, nye udfordringer og nye input. Er vi klar? Ja, det er vi – vi er SÅ klar til at mærke de nye vinde, der blæser i vores retning.

IMG_2613

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , ,

5 replies

  1. Hvem kan se vinden?
    Hverken du eller jeg
    Men når træerne bøjer hovedet,
    blæser vinden denne vej

    Gid i må få rigtig meget medvind i både børnehaveliv og skoleliv ❤

  2. Hej Siff!

    Jeg faldt i sidste uge over din blog – egentlig ad snørklede omveje via #ugensfighter. Synes simpelthen det er et genialt påhit at kunne få en indsigt i en hverdag, som desværre rammer mange flere end der burde, på Instagram! Det taler så meget til mit kommunikations bankende hjerte!

    Anyways, det bragte mig til din blog – pga. jeres gribende og heartbreaking skæbne, din fantastiske måde at skrive på – som tankerne flyder og sindssygt smukke billeder af Noelle, Phoenix og hey, de betagende tatoveringer – du overrasker, og det har holdt mig fanget. Jeg har tygget bloggen igennem fra start til slut – det er intenst at læse og endnu mere surrealistisk, at det er – og har været – jeres hverdag. Som mor til en 2-årig Olivia er det svært helt at fatte hvilken anden virkelighed i lever i – men jeg er fuld af beundring og ydmyghed! Over jer og jeres überseje datter! ❤

    Det er fantastisk du kan dele, at det både hjælper dig og os andre – for selvom min lille mus er rask, har det givet stof til eftertanke igennem de sidste par dage! Der er røget mange kys og kram gennem luften og jeg tror hverdagen skal revideres……. TAK Siff; rammende blog, utroligt firkløver i er med en Noelle udover det sædvanlige – absolut girlpower i verdensklasse! Håber i går en sommer i møde med en masse fortjente OPture med mulighed for at nyde hvér og én af de skønne solskinsdage! You deserve it!

    Kærlige hilsner fra en ny følger,
    Majbrit 🙂

    • Orv, wauw, Majbrit! Hvor er du bare sød, skøn og dejlig, sådan at smide en kommentar sprængfyldt med varme, omsorg og fornyet perspektiv! Det gør mig SÅ glad, at du tager lidt med dig – det ved jeg, at Olivia nok skal mærke – og ja, dig selv, for den sags skyld!

      Jeg er SÅ klar til at kunne se fremad – lidt længere end de 3 måneder og jeg er sgu nervøs for, hvad sommeren og efteråret bringer for os alle 4, men jeg vil ikke bytte det ud med Cancerbekymringer – ikke for noget i verden!!

      Og det der med ikke at kende sin styrke før det, at være stærk, er den eneste mulighed – så sandt som det er sagt! Må du, Olivia og resten af din familie få det bedste ud af sommeren – og igen, 1000 tak for din fantastiske hilsen – dagen kan da kun blive god, når man vågner til sådan en!

      Klem Siff

Trackbacks

  1. Når året går på hæld | En Anden Virkelighed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s