På vej hjem fra Ergo i går gaber Noelle stort. Hun har højlydt ærget sig over, at der nu går 2 uger før hun igen skal til Vibeke. Hun spørger hvorfor, at der går 2 uger.
Fordi du jo skal have lidt mere tid til at lege i SFO’en, Mus… svarer jeg, underforstået, at krudtet bliver fordelt på dagligedagen så meningsfuldt som muligt.
Men jeg vil ikke være længere i SFO’en, Mor… svarer Muslingen mig.
Nå, hvorfor ikke? Bliver du da træt?
Nej, det gør jeg ikke, men min krop vil bare ikke…
Min dygtige Musling. Hun mærker efter og udtrykker sig. Hun fornemmer en eller anden form for træthed – hun er fyldt op – og jeg genkender, at hun atter kæmper mellem hovedet og hjertet. At hun, som altid, gerne vil meget mere, end hun egentlig kan rumme og holde til. Når hun siger, at hun ikke er træt, men at kroppen ikke vil være med fortæller mig, at hun nok gerne ville være mere i SFO, men simpelthen ikke orker det. Det her er et gigaskridt for hende! Måske kan vi endda minimere hendes stress-nedbrud med gråd og mavesmerter, hvis hun så småt lærer, at sætte ord på, hvordan en dagligdag tærer på hende. Og på den måde kan jeg endnu bedre være med til, at planlægge og hjælpe hende med at fordele krudtet. Klokken skulle dog blive 16.45, før hun lå med sin dyne oppe om hagen og spurgte om hun måtte lukke øjnene og om ikke hun måtte komme tidligt i seng…
Jo, min Musling, selvfølgelig må du det ❤
Kategorier:Mandalay
Tags: Familieliv, Skoleliv, Træthed
