En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

If these walls could talk…

Som jeg sidder her, en lørdag morgen og tegner med ungerne, slår det mig pludseligt, hvor længe det er siden, jeg sidst har griflet her på min ventil. Og det er jo rigtig dejligt, for det er en direkte indikation af, at jeg ikke har et totalt og turbulent kaos inde i mig. For jeg har det godt. Noelle har det godt, min Manse og Hubby har det godt. Vi er gået sommeren i møde med en god portion erfaring udi skolelivet rigere – på godt og ondt og med et stort behov for, at lade dagene gå som de nu engang gør bedst for os – en ad gangen og nogle dage med aktiviteter, andre som rene tøffedage.

Der er sket store forandringer og flere er på vej, opbrud og skilsmisse i vennekredsen, nye små vidunderlige bebser er kommet, et par er på vej og vi har efter en del måneder fået solgt huset og skal finde os et nyt hjem.

Vi har boet her i huset i 10 år efterhånden. Vi købte det efter at have boet på 43 m2 i nogle år og faldt for alternativet til en villalejlighed i dobbelthuset her. Meningen var, at det bare lige skulle danne rammen om os i et par år, men sådan blev det ikke just. Vi udvidede familien med hund nr 2, en måtte på de evige jagtmarker. Så kom et frieri, lige her i køkkenet under en romantisk middag med rødvin, forberedt altimens jeg drønede hjem fra 3 dages kursus i det jydske. En ny tatovering manifesterede for hele verden, at kommende Hubby altså agtede, at elske mig for evigt. 6 måneder senere stod vi i Las Vegas og reciterede vores vows foran 20 venner og familie. Året efter kom så min mors cancerdiagnose og sygdomsforløb. Det stod på under min graviditet og i efteråret 08 kom vores lille Røde Flamme. Hun flyttede ind med 3 måneders heftig kolik og jeg jonglerede en fødselsdepression med kolikken og min mors nedagående helbred.
I sommeren 2009 holdt jeg min mor i hånden, som hun tog sit sidste åndedrag og jeg begyndte at arbejde mig op fra det dybe og mørke hul, der havde overvældet mig så pludseligt. 6 måneder efter min mors død, i april 2010, sad vi endnu engang omkring sengen, hvor min Svigerfar måtte slippe os.
2011 viste sig fra sin langt bedre side og her kom så vores Manse efter en langtrukken fødsel med en efterfølgende tur på operationsbordet for mit vedkommende. Min allerførste tanke, da jeg fik Mansen op til mig var, at det var ligegodt vildt, så meget han lignede sin Farfar og Far! Det har faktisk overhovedet ikke ændret sig 😉 Hverken i udseende eller temperament.

2012 bliver min Musling diagnosticeret med sin hjernetumor og hasteopereret 1. gang.
2 tilbagefald i 2013. Erhvervet hjerneskader og handicaps følger i kølvandet på tumorens pres på hjernen samt følgeskader af de livsnødvendige hjerneoperationer. En fundamental justering af mit liv, der ændres så fuldstændigt, at jeg slet ikke følte, at jeg havde redskaberne til at finde mit nye, tvungne ståsted.

2014 byder på skolestart og en tilbagevenden til vores anden virkelighed, som nu er blevet til en hverdag med alt for mange x-faktorer og en konstant guitar-problematik for mig, som mor.

2015 vil så give os en ny start i et nyt hus – og selvom jeg glæder mig ubeskriveligt til at ‘komme videre’, så er det også med en varm værdsættelse af, hvor meget disse 4 vægge har lagt ører til. Hvor meget jeg egentlig har læsset af her. Hvor meget huset har været med til at fylde mig op. Dette hus har været Hjem på så mange niveauer, mere hjem end alle de andre steder, som jeg har boet i siden barnsben. På godt og ondt har disse 4 vægge stået her, lagt ører til min gråd og mine frustrationer, når det hele bare blev FOR uretfærdigt og angsten gnavede for dybt i min sjæl. Disse 4 vægge har rummet min glæde og lettelse over Livet, min familie, mine venner og den støtte vi har mødt på den usikre og alt for ubarmhjertige vej, som vi brutalt blev skubbet ud på.
Dette har været vores hjem mens vi har måtte sige farvel til fuldstændig centrale personer i vores liv, mens vi har taget imod 2 nye små, sprudlende liv. Masser af latter, masser af tårer og et væld af følelser. Glædelige stunder og lettelsens suk. Gråd og angst for at miste.

IMG_1818 IMG_1806 navngivning 15.februar 2009 012_2 IMG_0666 IMG_1298 IMG_0400

Jo, nyt hjem og med den halvårlige scanning i vente. Noelle skal i 1. klasse, Mansen kører Børnehaveræset med tumlelege og superhelte. Vi er jo næsten som en helt normal familie 🙂
Jeg glæder mig til tiden, der kommer og forhåbentlig kan vi opleve et 2016 uden nogle af de senere års major ændringer… Det vil være første år siden 2007 og jeg kunne godt bruge et år uden nogle vilde følelsemæssige udsving… Det ville jeg værdsætte af hele mit efterhånden meget bulede hjerte. Infragilis et Tenera.

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s