En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Selv små fødder sætter store spor

I dag har været en af de helt hårde. En af de dage, hvor vi har fået klasket virkeligheden helt up close og ubarmhjertigt holdt den dér, lige foran øjnene. Uden at kunne kigge væk eller bare lukke øjnene fast i og ignorere det. Insisterende og af den kaliber at hårene i nakken rejser sig. Halsen strammer til og maven slår knuder på sig selv. De sidste par uger har ledt op til i dag og vi har vidst, hvad der skulle ske. Det uundgåelige og så ubegribelige. Først en terminalerklæring, så en smertefuld forværring og så… Stilhed. Fred.
Lille Zanderbasse ville være blevet 4 år om små 14 dage, men Canceren havde helt andre tarvelige og lusede planer. Efter et årelangt og hårdt kræftforløb blev Zander overhalet. Bare sådan. Slået af Neuroblastomer, der ikke ville lade sig standse af hverken operation eller kemo.
Det er en virkelighed, som ingen af os ønsker, at skulle forholde os til – også selvom flere af os har stået på tærskelen – og det endda flere gange. Det er den grimmeste og den grummeste virkelighed, der står og lurer, kryber ind i ly af natten og langsomt men sikkert vrider Livet ud af de små kroppe, mens vi som forældre må stå på sidelinjen og… bare håbe! Hvor ulideligt. Hvor meningsløst og hvor ubarmhjertigt. En tung byrde.
Det er den virkelighed, som en af vores venner fra Børnekræftafdelingen, har måtte forholde sig til siden forrige uge. Hun har måtte acceptere, at det var et spørgsmål om tid – og at hun måtte give slip på sin lille tapre mand, der til sidst fik lov til at give slip på Livet. Og det er en uendelig lang, snoet og hård helingsproces forude for Zanders Mor, at skulle kæmpe sig igennem.
Som jeg stod der i kirken og kiggede på den – alt, alt for lille – kiste, blev jeg vred, ja, det blussede op inden i mig… Den fucking cancer! Det er simpelthen så pisse uretfærdigt! Hvad fanden i helvede skal den til for??? Min afmagt og magtesløshed blev til tårer og da Burhan G’s Ikke i Nat indledte begravelsen blev jeg fysisk dårlig. En følelse, som jeg husker alt for tydeligt fra de allermest tilspidsede timer og kriser igennem Noelles diagnose og tilbagefald. Jeg ved ikke, om du nogensinde har oplevet en smerte og angst, en magtesløshed så stor, at din krop helt og aldeles protesterer med hver eneste fiber og celle? Det føles som om, at du er ved at vende vrangen ud på dig selv og sandheden er, at det kunne have været os, der stod der. Tanken strejfede os begge men lettelsen over, at det ikke er det, kom ikke helt.
For mit hjerte bløder for den Lille Zanderbasse, der aldrig skal vokse sig stor, løbe og lege, spise is på stranden eller give sin mor grå hår i hovedet… Mit hjerte bløder endnu mere for hans Mor, for hvordan bliver man nogensinde hel igen? Når ens barn dør? Den surrealistiske bobbel, man omsluttes af, mens hele verden udenfor bare går videre… Solen står op og dagene går… Folk ler og går på arbejde… Kan de ikke se at Verden er for evigt forandret?

Og hvor må det være svært, at skulle træde ud af den bobbel og finde ny mening med Livet, når man mangler sit barn og dette tilfælde, sit eneste barn. Jeg har ikke ord. Følelser, dem har jeg masser af, men ingen af dem, kan sidestilles med dem, som Zanders Mor må stå alene tilbage med. Årh, for fanden. Vi sad der på bænken, en af de hårde kerner fra Børneonkologisk, og jeg tror at de, som jeg, gik fra begravelsen med tanken om, om det mon er en af os, der står her næste gang? Det kan det meget vel være. Så tog vi hjem hver og især og krammede vores unger, færdigbehandlede som tilbagefaldne. Hjemme eller på Riget. Men Zanders mor, hun skal hjem til en tom lejlighed. Til et børneværelse, der ikke længere skal leges i. Til en hverdag, der ikke længere indeholder hendes lille Livslys. Min dybeste medfølelse dækker ikke mit indre følelsesliv lige nu. Jeg får decideret åndenød ved tanken, åh, jeg ville så inderligt ønske, at det var anderledes. Selvfølgelig står solen op igen i morgen. Og på mandag. Og selvom vi fortæller os selv, at det var det bedste og at det var okay, når han havde det så dårligt, at han fik fred, så er det selvfølgelig ikke okay, at skulle dø inden man er fyldt 4 år. Et grotesk paradoks.
Med hjælp fra familie, venner og psykologer er jeg sikker på, at Zanders mor nok skal finde en værdi i Livet Efter Zander, for han var ikke en Fighter for ingenting. Den egenskab fik han fra sin Mor.

FullSizeRender FullSizeRender-1

Kategorier:Mandalay

Tags: , , ,

2 replies

  1. Åh jeg har ikke ord for denne hæslige sygdom. Og hans stakkels mor, hvordan bliver man menneske igen.

    • Nej, det ved jeg heller ikke, men i går var det 1 år siden begravelsen og jeg er glad for at kunne fortælle, at Zanders mor stadig hænger i – med masser af op- og nedture, savn og gode minder… Men hun er en sand fighter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s