En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Krumspring

For mange år (og mange kilo) siden – post-heste, pre-drenge æraen af mit liv, var jeg ret vild med springgymnastik. Egentlig startede jeg med at gå til dans som 2 årig, motorcross som 3 årig og mine sportsinteresser bredte sig gennem årene vidt, fra dans-jazzballet-hip-hop til springgymnastikken, der endda foregik på højt plan med rep hold og opvisninghold. Lidt udlandsrejsen og den slags blev det også til, men også håndbold, gokart og boksning har jeg taget nogle sæsoner i. Dog tænker jeg altid tilbage på dans og gymnastik som noget af det, jeg har nydt mest. Sammenholdet og glæden ved den fysiske udfordring.
Og jeg indrømmer da gerne, at da jeg fik Muslingen tænkte jeg på, hvordan det mon ville være at få lidt redskabsknubs og lidt hal-luft i lungerne igen, for et eller andet skulle hun gå til med tiden. Men sådan blev det jo ikke lige, omend Pomfritten fik en enkelt sæson til gymnastik hos en af fysioterapeuterne tilknyttet vores genoptræningsperiode på Riget imellem et af hendes tilbagefald samt lidt børnecrossfit. Siden hendes 3. operation, har hun dog været så udfordret motorisk, at hun ikke kan følge et almindeligt gymnastikhold (det er utrolig svært for hende at lave 2-håndsaktiviteter og man kan ikke lige kompensere sig ud af en vejrmølle eller et flikflak med hendes synshandicap og halvsidige parese), desuden har hun rigeligt, at bruge sin sparsomme energi på med skole og 2 timers genoptræning hver uge, filmklub, legerupper og fødselsdage and what not.
Derfor var det også lidt med et Noelle-stik i hjertet, at jeg meldte Mansen til gymnastik til her efter Nytåret – noget han rigtig gerne ville prøve og som jeg synes kunne give ham en god sportslig, kropslig og motorisk udvikling, hvis han bliver bidt af det. Ved aftensmaden i går spurgte Pomfritten så, om ikke også hun måtte gå til gymnastik… Og det er jo ikke fordi jeg ikke under min Mus, at prøve kræfter med sport, men jeg kan bare ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. 1 ting er hendes hjerneskade, der mindsker hendes udholdenhed markant, men noget andet er – hvad nu hvis hun rent faktisk fik lov til at prøve at starte og finder ud af, at hun ikke kan en brøkdel af, de øvelser, som de skal? Hvordan tackler jeg den evt åbenbaring det vil være, at hun oplever, HVOR stor forskel der er på hendes formåen og andre børn og er det en bjørnetjeneste, at jeg ‘beskytter’ hende mod at få sine fysiske begrænsninger klasket lige op i femøren foran et hold af 25 andre børn? Tager jeg sorgerne på forskud, når jeg ikke ønsker, at hun skal føle det som et nederlag, at falde helt ved siden af sine jævnaldrende? Jeg mener, hun er kun 7 år og stadig utrolig skrøbelig på sit selvværd. Jeg kunne sige – fint, det får du lov til! Så tager vi afsted og så skal de øve vejrmøller. Hvad siger jeg så – Prøv på 1 arm, skat? Eller – sid du bare den over. Hun kan jo ikke slå skæve kolbøtter i en hel time hver gang. Bevares, jeg tænker ikke, at de andre børn på 7 år allerede springer på eliteplan, men jeg har set hende stå tilbage, når pigerne i klassen til fødselsdage laver vejrmøller og øver håndstand. Jeg har set hende kigge opgivende på, uden mod til at prøve selv. Hmm, måske ville noget andet, som svømning f.eks. være et bedre bud.

Måske har jeg ganske enkelt pakket hende for meget ind i vat.
Jeg spekulerer. Er det helt galt at lave et par krumspring for at skåne hende lidt endnu eller skal hun have lov til at springe ud i det? Og sidst men ikke mindst, hvis vi finder på noget, hun gerne ville prøve af, hvad andet skal vi så vælge fra?

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , , ,

5 replies

  1. Kæreste Siff. Ja, denne situation er svær, for der kommer jo et tidspunkt, hvor hun bliver konfronteret med den barske virkelighed. Har de ikke gymnastik i skolen, så hun har oplevet, at der er noget hun ikke kan ? På den anden side kan du vel forklare, at hun har så travlt, at der ikke rigtigt er tid til mere. Og hun behøver vel heller ikke gå til det samme som P. Han rider jo eks. Ikke. Eller fodbold, hvis det skulle komme op en dag. Måske skal du krybe udenom lidt endnu, evt tale med hendes fys el. Ergo terapeut og høre deres mening. Som du selv nævner skal hun jo heller ikke samle på nederlag. Men det er svært, og det bliver sikkert ikke nemmere jo ældre hun bliver, men måske når hun at blive lidt mere robust, og så skal det jo klart fremhæves hvad hun så er god til. Vi er ikke alle gode til det hele, men som regel til kun til et par ting, og det er skam OK. Men ja, though situation ja. Håber vejret er lidt mere medgørligt, så jeg kan komme ind torsdag. Giv dem en krammer fra mig ❤️❤️😍😍 Knus svimse

    Sendt fra min iPad

    > Den 11. jan. 2016 kl. 15.51 skrev En Anden Virkelighed : > > >

  2. Hej Siff,
    Jeg har simpelthen ikke noget godt svar på dit spørgsmål, men jeg bliver rørt af dit indlæg. Måske kan du finde inspiration i min søn og hans erfaringer til trampolin. Han er motorisk ikke så stærk, og han vil gerne gå til trampolin. Det er svært for ham. Han bakser virkelig med at lykkes og er ikke nogen ørn til det. Han går på et hold for 6-15 årige, og han er 6 år. Der er kæmpestor forskel på, hvad de forskellige børn kan – dels pga deres alder, deres erfaring, nogle er nye, andre har sprunget i flere år – dvs. der er INGEN norm på holdet!

    Vores søn føler sig derfor ikke dårligere end de andre; noget han ellers meget ofte føler, når han er blandt jævnaldrende. For en gangs skyld kan han nemlig ikke sammenligne sig selv med de andre, fordi de er meget ældre/større/mere erfarne end han, så han er med, så langt han selv kan, tør og vil. Han går selv til og fra, når noget er for svært eller han bliver for genert.

    Jeg er der hele tiden, mens han træner, og sådan bliver det. Jeg sidder der bare. På den måde ser jeg selv, om der sker noget, vi lige skal tale om bagefter, og han kan komme hen og få et kram. “Ingen kys, mor, når de andre ser på” 😀

    Måske kan I finde et hold, hvor hun prøver at være del af et hold – men uden at det er niveaudelt eller aldersopdelt?
    Knus & tanker
    Gitte K

    • Hej Gitte! Ja, det er en rigtig god ide med trampolin eller bare hold, hvor niveauet er spredt… Jeg har tænkt på at svømning kunne være godt, en af hendes genoptræningstimer er Ridefysioterapi og det er også super, men hun ville ikke kunne ride på rideskole fordi hun har brug for en til at trække og en til at gå ved hendes højre side…
      Spejder har jeg også tænkt på fordi det i høj grad handler om teamwork, men som hendes energi er nu vil det blive på bekostning af noget andet, så den bro må vi krydse, hvis hun spørger igen 😉
      Knus Siff

  3. Må virkelig anbefale dig Københavns Trampolin Klub. Jeg ved at de gør sig rigtig meget i at hjælpe børn med handicap.

    http://kbhtrampolin.dk/cms/TeamOverview.aspx – de har fx holdet HEC/CP, hvor det stadigvæk er et hold, men med færre elever på, så alle får den nødvendige hjælp.
    Under alle omstændigheder ville jeg prøve at snakke med Betina som står for leder for folk med fysiske handicaps som fx syn, hørelse, gang osv. Og måske Noelle skulle prøve det af på et tidspunkt, hvis hun igen efterspørger en fritidsaktivitet ligesom alle de andre børn. Det vigtigste er jo at hun selv føler at hun får nogle små sejre, og det kunne måske være vejen.

    • Kære Kirstine! Jeg har haft lidt vanskeligheder med min mail, så jeg ser først nu din besked! 1000 tak for dit gode input – jeg gemmer dit link! Rigtig god weekend 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s