En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Fra Høne til Løve

fullsizeoutput_331c

Jeg putter mit ansigt helt ned i en fyldig tot af min Muslings hår. Snuser duften af nyvaskede lokker ind og helt ned i bunden af lungerne. Forsigtigt åbner jeg øjnene og der er helt orange for mit blik. Den smukke røde hårfarve, som min Flamme har. Hårfarven, som tog røven på mig for 8 år siden, men som jeg elsker og beundrer. Farven og den tykke manke er en stor del af Noelles identitet – det tror jeg er meget karakteristisk, når man har en hårfarve, som kun få procent i verden er født med. Det smelter ind og bliver en væsentlig del af selvopfattelsen. Og der gik heller ikke længe før selvportrætterne spejlede dette særpræg – og så hendes smukke fregner selvfølgelig. Som stjerner på nattehimlen.
Som jeg sad der i sofaen og nød duften og følelsen af min datters lækre, bløde og kraftige hårpragt, måtte jeg beherske mig. For ligesom hele venstres side af håret endelig er nået ned i længde med resten, så skal det barberes af igen. Og uanset hvor hot undercut er, så skærer det dybt i mig, når Muslingen siger, at hun kommer til at ligne en dreng igen, når håret skal af. Jeg forsikrer hende om, at det jo vokser ud igen, prøver at marginalisere det lidt. Ja, du kommer til at se anderledes ud end nu, Mus, men heldigvis vokser det ud igen. Ligesom sidst. Vi kan jo høre om Mette vil klippe det – og vi kan klippe det kortere i den anden side også, hvis du vil eller rede det henover, hvis du fryser om øret…? Hiver eksempler frem på piger, der har flotte korthårsfrisurer… Uden at det sådan rigtig overbeviser hende…
Det er en hårfin balance (!) ikke at overføre min forfængelighed – eller nervøsitet ved tydeliggørelse af hendes sygdom til Pomfritten – måske oplever hun det ikke som andet end, at hun er bar på den ene side af hovedet… Jeg skal passe på ikke at foreslå for mange løsninger på problemer, som måske ikke er opstået i min Muslings hoved…
Og selvom jeg lyder forfængelig ved tanken om, at Musens hår skal barberes af, så ved jeg, at det for mig, også handler om, at Noelles Cancer pludselig bliver meget synlig. Den får lige pludselig langt mere plads i denne verden, end jeg ønsker den skal have. Den vil sidde på første parket og være det første alle får øje på, når de ser Noelle. Den skaldede venstre side af hovedet med 50 sting og et frisk ar, vil råbe højere end resten af den lille fysisk udfordrede krop. Det, at min barn har en livstruende sygdom, samt det, at vi aldrig vil kunne vide os sikre på hendes liv, bliver vi konfronteret med på uundvigelig vis. Og det vil gøre ondt, vække alle minderne fra de 3 foregående operationer og konsekvenserne deraf, kampene med genoptræning, finde en ny hverdag og holde sammen på os alle 4 som familie. Det vil også minde mig dagligt om, at min Musling aldrig får lov til at leve sit liv på sine egne præmisser, men på Cancerens. Og med den smerte vil mit ulmende beskytterinstinkt tændes. Synet af min sårede Flamme vil vække et stærkt, fundamentalt og meget brølende beskytterinstinkt, der med stor sansynlighed også vil være meget konfronterende. Farvel pylret Hønemor, Hej Løvemor.

Min store, lille Musling… Hvordan får jeg lært dig, at du ikke er din sygdom, når den på en så rædsom måde gennembløder dit liv…? Jeg ruger videre med dig under vingerne lidt endnu.

Kategorier:Mandalay

4 replies

  1. F****** hell 😢

    Det er så… godt skrevet, at det rammer os som et øksehug.

    Tak for at dele Jeres smerte- selvom det ved en imaginær gud, havde været bedre uden den nødvendighed.

    Vi er med jer på den rejse, selvom vi ikke kan begynde at forstå, hvad I går igennem.

    Hvis der er en gud – så kan jeg ikke li’ ham/hende.

    Allan

  2. Hold op hvor er verden bare uretfærdig at en lille pige som Nulle skal igennem al det igen. Jeg er bare røv ked af det på hendes vegne og på Jeres.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s