En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

5 års jubilæum

I dag er det 5 år siden, vi fandt ud af at Noelle havde hjernekræft. 5 år siden Canceren sneg sig ind i vores liv og forsøgte at vriste Livet fra vores Musling. Vi fik klistret en mørk og dyster label i panden. 5 år siden vi fik svar på en aften og nats bekymring på en stue på Herlev hospital. 5 år siden vi fik af vide, at uden en vanskelig operation i hjernen ville vores datter dø af kræft. Med en operation kunne der ikke gives nogle garantier for hvordan Livet ville se ud på den anden side – andet end at vi forhåbentlig kunne se lidt længere frem end et par måneder.
En slags jubilæum, kan man sige. 5 år, hvor vi har mistet mere end man bør, modtaget mere end vi kunne bede om og kæmpet mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig muligt! Det er så sært, at tænke på alt det, som vi har været igennem. På en måde føles det friskt som en nyskåret papercut og på samme tid føles det som ages ago…
Og det er velsagtens både godt og skidt – for jeg formår sjældent at lægge Noelles cancerdiagnose fra mig – hvordan kan man det, når hverdagen er overmalet med følgerne af en sådan livsdom og de ofre, som den diagnose afkræver?
Omvendt har jeg lært at leve med den – som en tro følgesvend, der aldrig forlader min side, men trotter along som en trofast labrador. Det betyder, at jeg kan fungere nogenlunde normalt, omend jeg har måtte omprioritere end del ting i mit liv. Venskaber har lidt en del og den udvikling, som jeg har været tvunget igennem ved, at blive revet ud af det liv, som jeg havde opbygget og kastet ind i et andet, har ændret mig helt fundamentalt.  Jeg er ikke den samme Siff, som jeg var den lørdag morgen for 5 år siden – og det bliver jeg aldrig igen. På godt og ondt, take it or leave it.
Jeg fik i dag af vide, at jeg er en ‘bestemt’ person. Det overraskede mig, at andre kan opfatte mig som en ‘bestemt’ person, for indeni føler jeg mig ikke særlig ‘bestemt’. Mere a la en blød klat smør, der har stået i middagssolen lidt for længe. Det er ligesom mere ‘mig’, ifølge min selvopfattelse. Ha, pudsigt, ikke? Måske er det fordi jeg de sidste 5 år har været SÅ in tune med min ‘bløde’ side – altså den, der springer ud som kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård, når Angsten for at miste sit barn pludselig åbner bildøren, skubber mig over på passagersædet, tager rattet og trykker speederen i bund.
For det har været min primære opgave de sidste 5 år – at holde Angsten i ave og forsøge at stå op hver morgen til en ny dag med gejsten intakt. En 5 årig lang og sejtrukken kamp, den er ikke slut endnu og det bliver den givetvis aldrig. Fred være med det. Det har jeg lært at acceptere.
Måske kan jeg fristes til at sige, at i den opgave, som jeg har fået, ligger også en gave. En gigantisk tvungen forårsrengøring, der kommer godt ud i alle kroge, vasker alt ned, lufter ud og viser mig hvordan det er, når der ikke er snavs på linsen. En gave, der ikke efterlader plads til ‘rod og nullermænd’ men netop kræver en ‘bestemt’ hånd.
Mon ikke det nok er sådan, at den ‘bestemte’ del mig altid har ligget under den halvsmeltede klat smør, klar til at samle op og trække afsted. Fremad. Og at det blev en livsnødvendighed for præcis 5 år siden.

Noelles 9 års fødselsdag står for døren, for skæbnen ville, at vi fandt ud af, at hun havde hjernekræft 4 dage før hendes 4 års fødselsdag. Det betyder, at hun har haft Kræft længere end hun har været kræftfri. Det er jo fuldstændigt absurd at tænke på!
Men det betyder også, at jeg vil fejre mere end hendes 9 års fødselsdag på tirsdag. Jeg vil nemlig også fejre, at hun har holdt Kræften stangen i 5 år. Og det er faktisk et temmeligt sejt jubilæum.

 

Kategorier:Mandalay

Tags: , , , , , ,

7 replies

  1. Kære kære pige
    Du er så fucking speciel.
    Så begavet, så meget i kontakt med dit indre, så skråbelig og stærk på samme tid.
    Dine evner på det skriftlige område er vanvittig rørende. De kommer fra et hjerte større end nogen plant.
    Ingen, og jeg gentager, ingen, burde gå igennem, hvad I har været og går igennem. Det er vanvid.
    Vid at vi er nogen, der betragter Jer med ærefrygt.
    I er jægersoldater i frontlinjen. I er dem, der viser os andre, at hvis vi synes, at livet er hårdt og uretfærdigt, så viser I alt, hvad andre bør gøre. Mod, ærlighed og sårbarhed.
    Fucking elsker Jer
    Allan

    • Kære Allan, dine ord er så rørende – for dem skal du have et kæmpe tak – og et mega kram næste gang vi ses! 😀
      Aldrig havde jeg forestillet mig, at naboer ville komme til at betyde så meget for os og vores unger. Når hytten er solgt forventer vi, at du rykker herop til os i kvarteret – det må da være på sin plads?

  2. Kære Siff

    Det har været rigtig dejligt at få Noelle ind i klassen …kærligere, ærgeligere og skønnere pige findes simpelthen ikke. Glæder mig til mange flere stunder med hende de næste mange år.

    Og dig og Carsten er de bedste Noelle kunne ønske sig. Dyb respekt for jer …. og glæder os det flere gode stunder med jer ❤️

    Knus os

    • Kære Peter!
      1000 tak for dine søde ord – vi er SÅ glade for at være landet i klassen – skønne børn og rigtig dejlige forældre – det hører vist til sjældenhederne 😉
      Og ja, Pomfritten er en gæv tøs – hun har lært mig så ubeskriveligt meget, både om mig selv men også om Livet ❤

      Knus!

  3. Kære Siff
    Det er bare godt at høre fra jer,har altid den der lille bekymring.Jeg bliver så rørt når jeg læser om jeres liv,græd da jeg så den lille video af noelles hestehale.
    Jeg er en “heldig”gammel kone på 62:-) som fik konstateret hjernekræft i 2012 samme år som Noelle,var til scanning på riget en gang samtid med jer,føler ligesom en slags bånd
    .Du kan skrive det så klart ,som jeg har så svært ved at forklare,hvor anstrengende det er at bruge venstre arm og ben, fungere normalt
    Min tumor er standby,et ord som man aldrig ved hvor længe holder,kender alt til den evige uro.
    Kæmpe stort tillykke med i morgen,og ønsker jer alt held og lykke med fremtiden.
    Venlig hilsen Birgit

    • Kæreste Birgit!

      Tusind tak fordi du deler! Og du har helt ret – der opstår et bånd mellem ‘diagnosesøskende’ – jeg oplever det ofte når vi er sammen med andre i lignende situation, nøjagtigt som du beskriver. Det er en lettelse, ikke sandt?
      Det gør mit hjerte glad at høre, at du også er stabil – det er den bedste besked vi kan få – omend den lyder absurd for andre. Den daglige kamp, ja den løber ingen steder, ung eller gammel – den kan man kun leve med og forsøge at vinde flere dage end ikke. Hæng i længe endnu, Birgit – for 62år er slet ikke gammel nok, hvis du spørger mig ❤️
      Kærlig hilsen Siff

      • Kære Sif, tak for dit søde svar,det er rigtigt at man har brug for at følge andre,ellers kan man nemt føle sig så helt alene i verden, uanset alder. sender tusinde hjerter til dig- Noelle og hele din familie.
        Knus fra Birgit

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s