En Anden Virkelighed

Om livet for os som familie, der pludselig står overfor en usikker fremtid, da vores datter, 4 dage før sin 4 års fødselsdag i 2012, diagnosticeres med en tumor i hjernen. Adskillige tilbagefald følger. Dette er vores Anden Virkelighed.

Sprøde rødder

Så er jorden blevet kultiveret, luget og rodet godt rundt, gødet og klargjort til plantning.

En spontan ferie til de sydligere og lunere himmelstrøg gjorde underværker. En gedigen fede-den-ferie, et afbræk fra hverdagen og forsommerens bekymringer gjorde underværker. Nærvær, små hænder i mine, is på hagen og sand mellem tæerne – og lys på nethinderne. Dage, der kun kan adskilles alt efter hvilken gelato vi spiste – pistacie, jordbær, hvid chokolade eller melon… Nord formåede at spise pizza i 10 aftner i træk. Og pizza til frokost flere af dagene – og nå ja, også en enkelt gang til morgenmad – bare fordi han kunne. Jeg tror ikke, at jeg kan huske en ferie, hvor vi har følt os så langt ‘væk’. Jeg blev faktisk helt overvældet, da vi skulle have snude tilbage i sporet og hverdagen bankede på.

Skoleskifte. For 1. og for 3. (forhåbentlig sidste) gang for Noelles vedkommende.

Jeg tror sådan set, at de færreste forældre ønsker, at deres børn flere gange skal hives op med rod og forsøgt plantet i ny, ukendt jord. Jord, man bare håber rødderne kan få godt fat i og fæstne, ja gro i.

Og denne gang er det 2 skoleflytninger, for både Nord og Noelle er flyttet skole. Samme skole, 2 nye klasser, 2 nye forældre grupper og 2 nye lærerteams. Noelle blev visiteret til en gruppeordning med specialiseret fokus på børn med specifikke indlæringsvanskeligheder og da Nord fik valget om at blive på sin daværende skole eller flytte med til ny, tøvede han ikke et eneste sekund. Han skulle med og starte på en frisk.

Den første uge er ved at gå på hæld og vi går på weekend med en masse nye indtryk, en masse nye ansigter, nye navne og rutiner x 2. Også en god mavefornemmelse og et næret håb om, at rødderne her kan få fred og plads til at sprede sig nedefter og trække godt med næring op. Også når jorden er sunket lidt og trådt på plads, men det ser ud til at rødderne foreløbigt synes om de nye omgivelser og årets 1. skoledags-billede blev lige akkurat som det skulle være 😜

Kategorier:Mandalay

2 replies

  1. Hvor er det skønt med en ferie og børnene er så glade kan man se. Hvor skønt Nord ville flytte med storesøster, det vidner jo om et stærkt søskendebånd må man sige.
    Dejligt I alle trives – også mor & far.
    Klem fra alle os i Irland

  2. Hvor var det godt at ferien gjorde underværker 🤗. Dejligt at ungerne er kommet godt igang, det er ret væsentligt for det videre forløb 🤓

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s