Ja, der kan man bare se! Nu ingen panik over, at jeg har pustet liv i bloggen igen – der er ingen fare på færde – heldigvis. Jo, jo, der er stadig en masse udfordringer siden jeg var ved tasterne for en god håndfuld år siden – og måske sætter jeg mig ned og få fortalt om dem ved lejlighed, men lige nu skal jeg have rettet mine posts igennem, fundet lidt billedmateriale frem igen, der respekterer Pomfrittens ret til at være (u)synlig online. Vi må se, hvordan det udarter sig.
I dag – 2. PÅskedag står vi på vippen til et 3 måneder langt intensivt neuro-rehabiliteringsforløb på Virum Hjerneskadecenter, hvilket betyder at Fritten ikke når at få den sidste skoletid med sin 10.klasse. Som altid er det et valg mellem pest eller kolera, denne her anden virkelighed, men som altid er det også til valg, der forhåbenligt giver Pomfritten de allerbedste kort videre i sit unge-liv. Det bliver 3 hårde, men også lærerige måneder – og så en sommerferie, der først begynder i slutningen af juli (hvilket hun iøvrigt er svært utilfreds med, haha). For mit vedkommende er jeg på arbejdsmarkedet igen – og det har ikke været uden bump og forhindringer – det viser sig sørme, at det er en anelse vanskeligt at støve jobs op efter 12-13 (ufrivillige) år på det ‘ikke-tradionelle’- arbejdsmarked. Fortæl mig, at karrieretoget er kørt for længst, uden at fortælle mig karrieretoget er kørt for længst. Nå, men det er ikke så relevant i denne forbindelse – nu vil jeg bare lige vifte med flaget og sige, at bloggen altså atter ligger til gennelæsning.