En af De Familier

Dette her kom med posten i dag.

IMG_0704

2 tanker slog øjeblikkeligt og dybt ned i mig…
Den første tanke var; Shit… Vi er en af De Familier…. En kræftramt familie. Jeg ved ikke hvorfor det stadigvæk kommer som en overraskelse for mig, her et halvt år efter Noelle fik sin diagnose. Burde jeg ikke have vænnet mig til den tanke by now? Tydeligvis ikke, for det gibber i mig, når jeg modtager et brev som dette, der netop henvender sig til os, der ufrivilligt har brugt tid på 5054 og vil have tilknytning til Børneonkologisk i mange år fremover.
Den næste tanke var; Wow! Det er da det vildeste tilbud at få – det er stort at få foræret et sådan ophold og møde ligesindede familier, hvis verdener også er blevet sønderrevet.

Jeg tror, at det kan gå hen og blive en yderst givtig og helt sikkert også en meget surrealistisk weekend – men bedst af alt – så vil Noelle møde andre børn, der også har visse fysiske udfordringer. Og så er det en mulighed for at stikke lidt af fra Møllevejen alle 4 og bare være sammen. Drive med dagen, fjolle rundt på legepladsen og råhygge ud i de sene aftentimer. Ja, tak, vi vil rigtig gerne med!

Skriv en kommentar