Stilhed. Stilhed i huset og stilhed i mit hovede. Hvor længe siden er det mon siden jeg sidst kunne høre stilheden ude og inde? Jeg husker det ikke. I de sidste 15-16 måneder har der været en hvirvelvind, en altødelæggende tornado af tanker i mit hoved. Endeløse og angstfyldte tanker om min Musling, om hun ville leve eller dø, om hun ville kunne gå eller stå og om nogen af os overhovedet ville komme igennem det cancerindviklede liv med livet eller psyken intakt. Om min Manse mon fik sine behov dækket – var jeg en god nok mor for ham – for Noelle? Ser jeg virkelig Phoenix, tilgodeser jeg hans behov godt nok, pakker jeg Noelle for meget ind? For lidt? Hvordan ser vores fremtid ud, hvordan ser Noelles fremtid ud? HAR Noelle en fremtid? Passer jeg nu godt nok på Hubby? Støtter jeg ham nok? Giver jeg ham frihed nok? Åh ja, så mange tanker – for få af dem, der giver et smil, for mange af dem, der giver rynker og rande under øjnene. En konstant stresspåvirkning. En storm af flere dimensioner.

I dag sidder jeg i et stille hus. Og jeg mærker for første gang siden efteråret 2012 en ro i mit hoved. Et helle for tanker, bekymringer og angst. Ro i mit sind. Nyder det så meget mere end ord kan beskrive. Men her er stille. Klart. Og rart. Det er vel nok i netop dette øjeblik, at jeg sådan rigtigt, får ladt lidt op. Et par timers me-time. Mig. Priceless. Og helt igennem nødvendig. Om det er stormens øje eller om vi vitterlig sidder i udkanten af tornadoen – det ved jeg ikke. Men det er også ligemeget, for begynder jeg at spekulere over det, så kan det være jeg misser Stormens øje og alt den vidunderlige stilhed, den fører med sig…