I torsdags oprandt dagen! Dagen, hvor Pomfritten skulle til Ridefys for allerførste gang! Som gammel hestepige var Noelle ikke den enetse, der glædede sig til at komme helt tæt på de store dyr – åh, duften af hest igen! Vakte så mange vidunderlige minder! De bløde muler, varme brune øjne og følelsen af manen mellem fingrene… Jo, vi var begge spændte på hver vores måde. Musse, en mild Nordbakke, blev sadlet op og kom over for at hilse. Til at begynde med var Pomfritten liiidt forsigtig, men da hun stod der med sin ridehjelm på og aede Musse lige så forsigtigt på halsen, så jeg hvordan hendes interesse blev vakt. Hun var top ivrig for at komme op sidde, klokken kunne ikke blive 13 hurtigt nok. Denne gang skulle hun sidde på en western saddel, så hun havde mulighed for at blive tryg ved Musses rytme – snart vil hun skulle nøjes med et lammeskind, så hendes ben skal bruges aktivt til at holde sig fast med. Da hun var kommet op i sadlen og Musse blev trukket afsted var hun noget nervøs, kunne jeg se. Hun havde udover en hjælper til at trække Musse også en hjælper ved sin højre side til at støtte sig og efter den første runde i ridehuset var der All Smiles da hun skridtede forbi! Yay – succes! Det blev både til en tur i skoven og boldtræning, samt ergotræning med at røre ørerspidserne på Musse en efter en og klø godt i manen med højre hånd! Jeg er altså vild med konceptet Ridefysioterapi – det skal nok blive rigtig godt. Nu håber vi så at det kan gå op i en højere enhed når Pomfritten igen skal i behandling…

Her er et par pics af dagens store begivenhed 🙂