Hurra for den kommunale skole! Jo, du læste rigtigt! I en tid, hvor vores folkeskoler får så mange hug er det jo nærmest blasfemi at sige noget godt om den. Og så alligevel sidder alle med øjne på størrelse med tekopper og kæben på brystet, når jeg kan fortælle om VORES skole. Ja, jeg har totalt taget ejerskab i den. Gladsaxe Skole – Hell yeah!  Skolen, hvor der er højt til loftet, hvor diagnoserne løber ned ad væggene som ungerne løber ned ad gangene. Skolen, hvor ‘heldagsskolen’ er godt integreret, UUV (understøttende undervisning) og Ugeskema Revolutionen bare støtter hver enkelt individ med netop det’s udvikling. Hvor lærerteams sparrer og kender til de børn, der lige skal have en ekstra vinge i ny og næ, på den ene eller den anden måde.
Aldrig havde jeg forestillet mig at vi skulle blive taget SÅ godt i mod af alle lærere og elever! Jeg var ikke forberedt på, at der var en snorlige fremgangsmåde, hvor bolden rullede og nåede i mål – før tid, endda! Vi har i den grad oplevet, hvordan det er, at blive båret igennem, have medvind på cykelstien og føle os trygge i, at der nok skal blive taget hånd om min Pomfrit – i lige netop hendes tempo. Hvor er det dog befriende, at vide, at hun har plads til, at være lige nøjagtig som hun er. Med sine små skævheder, sine udfordringer og sin bagage. Hvor er det altså bare vildt, at vide, at her går børnene i skole, ikke forældrene, og lærerne har tjek på, hvad der skal laves, tages hensyn til og gives rum til. Glad skole, ja, det tror jeg da nok lige! Det har været en rigtig rar oplevelse, at samtlige lærere og faglig leder har været ovre og hilse på og følge op, samt en skoleleder, der også gerne lige vil slå et smut forbi klassen og byde os velkomne.

Noelle er ved at falde rigtig godt til i sin nye klasse. Hvis du spørger hende, så er hun stadig lidt genert og har ikke fået en ny bedste ven endnu. Men 2 gange (!) har hun fortalt mig; Mor, jeg synes faktisk denne her skole er meget bedre end min gamle skole, det er ligesom lidt sjovere her. Og matematik er faktisk meget hyggeligt. O-M-G – DET er store ord! Især fordi min Musling brugte de første 2 1/2 uge på at græde sig igennem timerne og lukke helt ned, når en af lærerne spurgte om det mindste.
Der var dage, hvor jeg sad på 5. time i klassen og bare tænkte Shit… Ikke fordi jeg tvivlede på beslutningen om at flytte Pomfritten, men fordi jeg slet ikke havde troet, at hun ville være SÅ fortvivlet.
Men ak, når man er vant til at være lidt anderledes, så kan jeg faktisk godt forstå, at hun blev så ulykkelig, der siddende på sin stol i et helt ny miljø. Det var jo kun mig, der kunne se og høre, at hun faktisk ligger rigtig lunt i svinget fagligt og socialt i sin nye klasse – netop fordi der her, er en pragtfuld mangfoldighed og en helt unik dynamik og harmoni børnene imellem. Men lige pludselig gik en dag uden gråd. En stolt Pomfrit kom ud fra klassen og fortalte ivrigt om dagens begivenheder.

En anden ting, der i den grad støtter mig i min beslutning er, at Noelle er blevet ringet hjem 1 -2 gange ugentligt. Hun har også haft dage, hvor hun ikke har haft hjernekrudt til at komme afsted, men jeg er simpelthen så glad for, at lærerne SER hende! De er bare så observante og lytter til Pomfritten. Jeg havde nu heller ikke forventet at hun ville kunne klare skoledage fra 8-14, men jeg er glædeligt overrasket over at hun – selv når hun bliver hentet – er glad. Hjerneflad, men glad. Og så er hun faktisk også blevet bedre til at mærke efter og sige til.
Jo, hun vokser, min dejlige Mus, både fysisk og mentalt, og nogle dage er bedre end andre, selvfølgelig, men jeg er så ovenudlykkelig over, at få lov til at opleve og nyde det. Og sådan er det jo nok, når man tænker på, hvordan vores anden virkelighed også kunne have set ud.