Ej, Mor, seee! Hun har ikke noget hår!!

– Noelle på café LeSoleil i Kalundborg i går inden Evalueringsmødet, idet en skaldet kvinde træder ud fra toiletterne og bevæger sig op imod sit bord… Hun peger på kvinden og vender sig øjeblikkeligt mod mig med strålende øjne. Det kan godt være, at min Pomfrit er halvblind, men det er altså få ting, der undslipper hendes opmærksomhed! Og selvfølgelig hører kvinden det. Jeg tror ikke, at der var nogle i hele cafeen, som kunne undgå at høre det… Jeg hører, at kvinden genfortæller det til sin ven, der sammen med hende, har slået sig ned i den bagerste afkrog af cafeen – sikkert for at undgå stirrende blikke og nysgerrige øjne. Hvad gør man så? Jeg bliver faktisk dybt pinligt berørt og alligevel ved jeg godt at børn jo er ligefremme – min datter er ingen undtagelse. Desuden var Muslingens udbrud helt uskyldigt og faktisk udtrykt med genkendelse og glæde, for hun fortsætter;

Det er ligesom Emilie! Mor, hvornår skal vi besøge Emilie, jeg har ikke set hvor hun bor endnu!

Jeg beslutter mig for lige at steppe op til parret og forklare dem vores situation og især at Pomfritten faktisk blev svært begejstret. At det i virkeligheden ikke handlede om hendes skaldede isse, men genkendelsens glæde. Da jeg nærmer mig bordet er der smil – i både mundvige og øjne… Jeg sætter mig ned i hug og hilser pænt.

Hejsa! Jeg så, at du hørte min datters udbrud lige før – og jeg ville bare lige hurtigt fortælle dig, at hun har en hjernetumor, som hun er blevet opereret for 3 gange. I den forbindelse har vi jo været indlagte og hun har fået en rigtig god og dejlig veninde, som har leukæmi og er i kemobehandling, så hun er jo vant til bare hoveder og blev vildt glad, da hun så dig og kom til at tænke på sin veninde – og ja… Det syntes jeg bare lige, at du skulle vide…

Tjah, jeg tænkte at det måtte være rart at få en positiv respons, for vi kender kun alt for godt øjne på stilke og hvisken-tisken bag håndflader – eller børns ‘uskyldige’ udbrud. De kan gøre ligeså ondt som snakken bag ryggen. Så ja, jeg valgte at adressere det for ‘komplimentens’ skyld. Og kvinden var muligvis vant til at blive kigget på – jeg syntes sgu bare lige, at det måtte være rart, at få en positiv sløjfe på en skaldet isse 🙂