Jeg ser dem. De fine, glade piger, der løber omkring. De lette, smidige og kontrollerede bevægelser. Temposkift, retningsskift og det særlige problemfrie bevægemønster, som andre aldrig ville lægge mærke til. Jeg ser dem. Så ukomplicerede bevægelser, naturlige, glidende og ubevidste. De ler mens de hopper op og ned af klatrestativer, eksperimenter med alle de nye udfordringer som SFO legepladsen rummer. Vipper, der kan snurre og gynge, hjul, der kan dreje og som de kan gå på – for ikke at tale om mooncars og cykler. En af pigerne falder af hjulet, men hun slår sig ikke. Hun falder af, ruller og lander uden besvær på siden og ler atter. Det har nok givet en forskrækkelse, men kilden i maven har taget over. Mit hjerte synker. Mine øjne brænder. Jeg synker en gang mere og kigger ned på mine fødder. Tænker på Noelle. Det skulle have været min pige, der løb dér. Min Musling, der uden besvær kunne springe omkring, gribe ud efter stænger og torve, træde så hårdt i pedalerne, at vinden blæser håret helt væk fra ansigtet. Min Mus, der kunne tumle ned uden at slå sig – bare grine videre. Men det er det ikke.
Jeg rammes af en stor sorg, når jeg konfronteres med disse helt normale og adrætte tøser. Sådan skulle Noelle også have været. Sådan var hun. Inden. Hvis ikke det var fordi, at hun har hjernekræft. Hvis ikke hun var blevet berøvet en del af sin selvstændighed, sin udvikling og ret til at være en helt almindelig pige – så havde hun været en af dem. Men det er hun ikke. Noelle er den, der løber ind i de andre, falder hårdt på asfalten uden at kunne tage fra med hænderne, hende, der græder af forskrækkelse og smerte, når hun mister balancen, falder eller støder ind i andre eller i ting. Jeg fyldes af sorg – af vrede over, at hun ikke får lov til at være ligesom de andre. For jeg fødte jo et perfekt, rask barn i 2008. Men jeg mistede det i 2012 til hjernekræften. Jeg mistede den fremtid, som jeg havde taget fuldstændigt for givet og som en naturlig selvfølgelighed. Så jeg skulle blive klogere. På trods af klogskaben gnaver misundelsen, som jeg sidder og betragter de sorgløse pigers leg. Den sidder og piller i såret, skraber skorpen af, lader blodet pible frem og minder mig igen om, hvor meget tilvalget af Livet har kostet. En sød mor sendte mig et kort citat af Sokrates; Misundelse er Sjælens sår… Så sandt, så sandt.
For det er ikke at jeg ikke under ‘de andre’ deres dejligt normale liv og normale problematikker, det gør jeg så absolut. Jeg ville bare så inderligt – så inderligt – ønske, at jeg kunne være mine Sjælesår foruden. For det er mig, der sidder tilbage med et handikappet og hjerneskadet barn. Et barn, der går en usikker fremtid i møde og som vil sakke bagud på flere områder.
Og jeg ved det godt. Jeg ser hende anderledes end disse børn gør – lidt endnu ihvertfald. Og jeg burde være taknemmelig over, at jeg overhovedet har hende endnu –  intet var givet – hverken 1. 2. eller 3. gang hun lå på operationsbordet under skalpellen. Og jeg er taknemmelig. Men for helvede, hvor er jeg også vred. Vred og så ubeskrivelig ked af det… Og jeg knokler – knokler for at undlade at overføre mine følelser til min Guldlok. Min Pomfrit, der tonser derudaf, bruger sin krop så godt, som hun kan, forsøger at følge med, orientere sig i et nyt univers med nye spilleregler og fremmede børn omkring sig. Og hun klarer sig. Fordi hun aldrig har lært andet. Fordi hun er en fighter. Fordi hun heldigvis endnu ikke, har forstået alvoren af hendes sygdom, omkostningerne og fremtidsudsigterne. Dem brydes jeg med – og det med rette. Det påhviler mig som hendes mor. Sådan skal og må det være. Men de bliver så fremtrædende, omkostningerne, når jeg ser børnene og især pigerne i SFO’en. Og de betragtninger følges af vrede og sorg – også selvom jeg ‘burde’ være taknemmelig.
Og selvfølgelig er jeg stolt af hende. Det er bare svært når ingen af de andre nye børn og familier kender Noelles kamp, hendes historik. På en måde ønsker jeg, at de alle ved, hvor pisse sej min Fighter er, at hun har været igennem langt mere end hvad fair er, at hun har gået rundt med en label i panden i 1 1/2 år – Cancerbarn, Livstruende sygdom, Hjernekræft – alle de hårde begreber, der bringer alle til pinlig tavshed. Samtidig ved jeg, at det kan frarøve hende en ny begyndelse…
Jeg vidste, at denne friske start også ville have en bagside – jeg er ikke overrasket over, at mine tanker vandrer, at jeg overvældes af bekymringer, ængstelige følelser og at såret rippes op igen. Det er uundgåeligt. Jeg ved, at denne første tid vil ryste mig. På den gode måde – når jeg ser min Musling vinke farvel og når jeg betragter hende ude fra vejen, men også på den hårde måde, når jeg ser hendes udfordringer, når hun kæmper med at orientere sig, følge med i legen eller slet og ret ikke forstår legens regler… Jeg forbereder mig på, at dette kun er toppen af isbjerget – at der vil afdækkes flere hjerneskader som tiden går og skoletiden begynder. Og det vil udfordre ikke kun min Musling, men også mig. Jeg vil skulle redefinere vores anden virkelighed, som jeg har gjort det før. Men jeg vil også lade min sorg få plads. Plads til at skylle ind over mig, vælte mig omkuld, trække mig ud på dybt vand for derefter at slippe grebet i mig. Så vil jeg kigge på Noelle og lade taknemmeligheden omsvøbe mig. For hun er her – lige her hos mig – og hun er en fighter – meget mere end jeg nogensinde vil være, tror jeg.