For 8 år siden var det, at jeg lige klemte en vandmelon ud af mine lady parts. Altså, ikke at det var bare sådan lige… for det var det ikke. Det tog faktisk næsten et døgn og jeg growlede bedre end den vildeste Slipknot koncertgænger. Faktisk hørte jeg godt den der dybe, meget rå og grove brølen og tænkte, hvem fanden det var, der lavede så meget larm. Indtil det gik op for mig, at det var mig selv. Nå, men da Pomfritten så endelig er på vej ud – altså helt ud ud – og jordemoderen siger, Nøj, hvor har hun meget hår! Det er langt – og RØDT – så var det lidt ligesom om jeg mærkede det andet – det udover smerten. Det der med, at man pludselig har skabt et liv, der altså nu indtager sin plads i verden og i vores liv. Misforstå mig nu ikke, jeg syntes ikke just, at min Pomfrit var underskøn og smuk, for da jeg fik hende i armene og gloede på hendes lille klemte fjæs med det røde garn og små blå fingre, tænkte jeg at hun da umuligt kunne være min?! Hun lignede jo overhovedet ikke mig?! Overhovedet. Nå, men det var hun dog, kunne mine lady parts mærke og hun må da siges, at have indtaget sin plads her i verden – og i vores liv. Vores nu dejlige og rolige liv, der har fundet en ny og anden virkelighed end den, der spirede for 8 år siden.
Og når der så er fødselsdag på programmet, så er det en – i vores virkelighed – anledning til at mærke efter, markere og fejre – og det har vi i den grad gjort ☺️ Med kage, kakao, kys, kram og kærlighed. Og den slags mærkedage er efter min mening, de allerbedste, nemlig når man kan mærke dem helt ind i hjertet.
Tillykke med fødselsdagen! Weeeee! Du ville være blevet 65 år i dag! Jeg ville have ringet dig op som det første i morges, skrålet en fødselsdagssang gennem røret og du ville have fnist højlydt og sunget med! Vi ville begge to bryde grinende sammen og diskutere vejret, sol så ville det være for dig, regn – helt sikkert et andet fødselsdagsbarns skyld! Jeg kan kun forestille mig, hvordan du så ville spørge ind til ungerne og hvor meget du ville glæde dig til at fejre din dag sammen med os. Men sådan blev det desværre ikke. For du nåede kun at blive 59 år. Mon Far ventede og tog i mod dig, den morgen den 8. juli 2009?
Heldigvis nåede du at møde min Musling. Den anden dag fandt jeg dine små breve frem igen – dem du skrev, dengang du fandt ud af, at du skulle være mormor. Du skrev om Momse og Morfar, og om din egen Mormor og Morfar. Om din hverdag og hvad du og Jørgen lavede – sådan lidt i dagbogsformat. Hver enkel skrevne side er gennemblødt af din kærlighed til Noelle – allerede inden hun var kommet til verden. Din stolthed over mig, over Carsten og over din kommende titel. Jeg læser de breve med jævne mellemrum og kan høre dig fortælle det hele inde i mit hoved. Din stemme hvisker stadigvæk i mine ører. Jeg sidder tilbage med et smil på læben og et kæmpe stort savn i hjertet. Jeg forsøger ikke engang at holde mine tårer tilbage. Hvor ville jeg dog ønske, at du var hos os endnu. At du snart har været væk i 6 år, kan jeg slet ikke begribe. Noelle spørger ofte ind til dig, det skal du vide. Hun siger, at hun savner dig 🙂 Og hun spørger, om du mon stadig sidder oppe på stjernerne og våger over hende. Det siger jeg, at du gør. Hun ville for nyligt gerne se din gravsten, så vi tog op til Kastanietræet og jeg viste hende, hvor din sten med dit navn og den indgraverede lilje er. Jeg fortalte hende også, at stenen lige ved siden af, er min fars. At lige der, ligger I side om side. Jeg skelner for hende mellem min far og hendes morfar – de er jo to forskellige personer og det forholder hun sig fint til. Og se hvordan min elskling fjerner de par blade, som er faldet ned på Farmands sten! Din sten børstede hun af som det første, den lille skat ❤
En lille del af mig, er glad for, at du ikke her mere. Kun en lille del, men det er den del, der ved, at du ville være mere end sønderknust over Noelles diagnose. At du ville være så ubeskrivelig bange, vred, ked af det og i fuldstændig komplet oprør over, at Noelle fik en hjernetumor og skulle opereres akut. Om du ville have kunne støtte mig, hmm, måske. Måske ville det have været mig, der skulle støtte dig – sikkert en vekselvirkning mellem de to. Jeg er glad for, at du blev skånet hele den rædselsfulde tur gennem 3 operationer, genoptræning og alle de søvnløse nætter op til kontroller og scanninger, men når det er sagt, så er jeg også fuldstændig heartbroken over, at du ikke har kunne være hos mig i de hårde perioder. Og selvfølgelig er jeg ufattelig ked af, at du ikke også fik lov til at se, hvordan min stærke tøs har kæmpet sig igennem det hele. Hvordan dine rødhårede gener har været med til at skabe en vidunderlig pige, der, på trods af udfordringer, tonser derudaf. En pige, der kæmper med alt, hvad hun har i sig, hver dag. Jeg er så uendelig ked af, at du ikke har fået lov til, at være mormor længe nok til at se Noelle blive til ældre. 8 måneder var virkelig alt, alt for kort tid at bære din stolte titel. Og hvor ville jeg dog ønske, at du havde nået at møde Mansen – åh, du ville have tabt dit hjerte fuldstændigt, helt og aldeles til ham, det ved jeg. Gid fanden havde den skide Cancer.
Som jeg sidder her og kigger igennem gamle billeder, flyder mit hjerte over af kærlighed og savn til dig, Mor. Jeg betragter hvert billede, studerer dit ansigt og husker hvert træk og hver linje krystalklart. Jeg husker lyden af din stemme, både din latter og dine trøstende ord, når jeg var ked af det. Jeg husker dine arme omkring mig – følelsen af ultimativ tryghed, betingelsesløs kærlighed og absolut accept. Jeg husker duften af din parfume – ved du, at jeg stadig har din yndlingsduft stående i mit skab? Den tog jeg med hjem fra huset i dagene efter du døde og jeg tager den frem i ny og næ og lader duften omfavne mig. Duften sender mig direkte tilbage til dengang du var i live. På godt og ondt, for når duften er væk, tvinges jeg til at åbne øjnene og indse, at det er du også.
På en mærkedag som denne, din 65 års fødselsdag, mindes jeg dig. Din stærke personlighed, formet af en hård barndom, men vendt til en løvemors hjerte og kærlighed til sin familie. Jeg sender tanker til Canada til Brian og Michelle – og min smukke niece Lily – hun har jo fået sit navn efter din yndlingsblomst. Med min rødhårede Noelle og Lily med sit smukke navn, ladet med kærlighed til dig, sørger vi for, at du lever videre i os – også selvom du ikke kan være her fysisk.
Death leaves a heartache no one can heal, Love leaves a memory no one can steal. Tillykke Mor ❤
Sommerfugle i maven, et dunkende hjerte og øjne, der simpelthen ikke kunne holdes lukket, om så der var tape på dem! Natten føltes så lang, som varede den 100 år og selvom jeg døsede hen ud på morgentimerne, var min hjerne ikke sat på pause… ENDELIG morgen og jeg hørte min mor pusle rundt i køkkenet… Lyden af tallerkner, der blev sat på bordet og raslen med papir og bånd…. ENDELIG hørte jeg fodtrin ved min dør og med ét blev den åbnet på vid gab og dér stod min mor, far og bror og brølede i kor; I dag er det Siffens fødselsdag, hurra hurra hurraaa! Min fødselsdag! Hviiiin! Jeg har altid elsket den dag. Min mor har, lige så længe jeg husker, gjort et kæmpe nummer ud af det. Piskede en stemning op i ugerne (!) op til vores fødselsdage. Spændingen var til at tage og føle på! Og dette scenarie udspillede sig hvert eneste år. Lyt her – hvordan det var for mig…
Selv som voksen, ringede min mor mig op i dagene op til min fødselsdag. Hun lavede altid teksten om, så det passede til det antal dage, der var til den 19. august… Også selvom det ødelagde hele rytmen og rimet i sangen… Sådan var hun bare 🙂 Om 5 dage er det Siffens fødselsdag… Hun ville fnisende udspørge mig om jeg glædede mig til min fødselsdag… Den første opringning på dagen var altid fra hende. Med sang. Ikke en skøn fødselsdagssang, for nogle stor sangstemme havde hun ikke – men hun sang igennem! Åh, det var… Pragtfuldt. Denne glæde og spændende forventning til dagen tog jeg for givet. For sådan var det jo bare. Når hun selv havde fødselsdag gjorde hun det samme – bare med ‘omvendt fortegn’! Nu er det snart min fødselsdag – hurra hurra hurraaa! galede hun ned i røret… Eller; Hvem er det nu det er, der har fødselsdag i morgen? NÅÅÅÅ – det er jo mig! sagt med en stemme, der var lige ved at knække over af fryd. Det var ret så mærkeligt, da hun døde – for med hende døde også denne tradition for melodramatisk piskning af stemning. Desværre. Jeg har ikke haft overskud – eller også forsvandt min Fødselsdags-crazy muse med min mor. Jeg har ikke gjort sådan vildt meget ud af det siden og da Noelle og Phoenix kom til, ulmede en lille gnist i maven sørme da på mig, men ikke nok til at udvikle en eksplosionsagtig fnisen op til dagene. De er jo heller ikke så gamle endnu, at de helt fanger det på samme måde. Og faktisk havde jeg ikke skænket det en videre tanke – omend Carsten har prikket til mig og formået at tænde min gave-nysgerrighed fra i fredags, hvor han drillende tekstede mig, at han havde savnet mig og det var jo en vældig fordel, nu han havde fundet min fødselsdagsgave.
Weekenden ville have været en lang en af slagsen, hvis ikke Phoenix var blevet ringet hjem med feber og ikke sov hele natten til lørdag. Gaab, manner.
Anyways – i går morges lidt over 6, hørte jeg de velkendte små fusser gå/slæbe hen ad gulvet, døren blev skubbet op og min Pomfrit stod badet i lyset fra gangen. Hun kravlede straks op til mig og sagde; I dag har du fødselsdag, Mor! Hun var et stort smil, hvilket øjeblikkeligt gav mig et kæmpe smil på læben. Så skal vi synge fødselsdagssang – du må vælge 3 instrumenter! 3 små fingre blev viftet i luften, som håndtegn kastet på Nørrebro, og som ligesom understregede alvoren i det… Givet – jeg måtte selv lægge ud med skønsangen, men jeg måtte ganske enkelt fnise/grine mig igennem den… Oh – hvor kært, lille Musling, at skråle med glædestrålende øjne og en lille krop, der hoppede op og ned i sengen af ren fryd… Det smittede sgu.
Da vi kom op i køkkenet, var det dækket med fødselsdagstog i hjerteform og med en fin gave i midten. Pomfritten gik helt i selvsving – flag, lys og gaver! Jeg undlader at nævne, at toget var ladet med tallet 36.
Som dagen skred frem fik jeg adskillige fødselsdagssange fremført af Noelle – her og der og alle vegne – ja selv fra WC’et! Dagen forløb med low key hygge (og et par nye tusser til samlingen – herunder de indledende skitse-streger) og gæster til spisning. Lidt familie og lidt mad – altid en fremragende kombi 🙂
Da jeg puttede Muslingen spurgte hun, om jeg havde haft en dejlig dag… Jeg følte denne overvældende ømhed og taknemmelighed og jeg fortalte hende oprigtigt, at dette her, ganske enkelt, har været den allerbedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft… Med en fortryllende snert af barndommens stemning, som jeg ikke har mærket til i 4 år. En glæde, der fuldstændig overmandede mig. Det var en helt speciel dag. Og nu glæder jeg mig til, at piske en stemning op om et par måneder, når Pomfritten i oktober fylder en hel håndfuld!
Pssst: Jeg fandt iøvrigt ud af, at jeg var blevet nomineret til Feminas Blogaward 2013 – vildt ikke?! Her kan du læse mere og nominere din yndlingsblogger…
enandenvirkelighed.dk 