I Stormens øje

Stilhed. Stilhed i huset og stilhed i mit hovede. Hvor længe siden er det mon siden jeg sidst kunne høre stilheden ude og inde? Jeg husker det ikke. I de sidste 15-16 måneder har der været en hvirvelvind, en altødelæggende tornado af tanker i mit hoved. Endeløse og angstfyldte tanker om min Musling, om hun ville leve eller dø, om hun ville kunne gå eller stå og om nogen af os overhovedet ville komme igennem det cancerindviklede liv med livet eller psyken intakt. Om min Manse mon fik sine behov dækket – var jeg en god nok mor for ham – for Noelle? Ser jeg virkelig Phoenix, tilgodeser jeg hans behov godt nok, pakker jeg Noelle for meget ind? For lidt? Hvordan ser vores fremtid ud, hvordan ser Noelles fremtid ud? HAR Noelle en fremtid? Passer jeg nu godt nok på Hubby? Støtter jeg ham nok? Giver jeg ham frihed nok? Åh ja, så mange tanker – for få af dem, der giver et smil, for mange af dem, der giver rynker og rande under øjnene. En konstant stresspåvirkning. En storm af flere dimensioner.

I dag sidder jeg i et stille hus. Og jeg mærker for første gang siden efteråret 2012 en ro i mit hoved. Et helle for tanker, bekymringer og angst. Ro i mit sind. Nyder det så meget mere end ord kan beskrive. Men her er stille. Klart. Og rart. Det er vel nok i netop dette øjeblik, at jeg sådan rigtigt, får ladt lidt op. Et par timers me-time. Mig. Priceless. Og helt igennem nødvendig. Om det er stormens øje eller om vi vitterlig sidder i udkanten af tornadoen – det ved jeg ikke. Men det er også ligemeget, for begynder jeg at spekulere over det, så kan det være jeg misser Stormens øje og alt den vidunderlige stilhed, den fører med sig…

Stilhed før stormen

Stilhed. Ingen iPad, der slynger Angry Birds afsted mod de slemme grise, ingen iPod, der ryster Gangham Style ud i små hænder, der svinger fra side til side. Jeg kan høre flammerne slikke et par brændeknuder i brændeovnen og høre suset fra skorstenen. Blev igen vækket kl 5 i morges af Phoenix, der var faldet ud af søvnen og måtte hente ham ind i sengen for at se, om jeg kunne skåne hhv Carsten og Noelle for en lidt for tidlig morgenvækning. Han tog sig en skraber, min lille Manse, liggende der, på min mave med hænderne oppe langs mit hovede. Nød at mærke han vejrtrækning og lille varme krop mod min. Et par bussemænd hvinede i næseborerne – det er nok kun en Mor, der kan kan hygge sig ved lyden af det. Jeg håber, at han ryster forkølelsen af sig så han kan komme med ind på afdelingen og besøge Noelle i den kommende tid. Minimere the impact når nu vores hverdag igen krølles sammen i morgen.
Onsdag. Noelle er i Børnehave, Phoenix i vuggestue og Carsten er hos Anom og blive tatoveret – en slags terapi, jeg også benytter mig af… Skal have vasket og klargjort lidt tøj, fikset en survival bag med The Essentials som tandbørster, tandpasta, hårbørste, pyjamas, tøj, iPad, bamser, dyne, pude, sutsko og snacks og andre remedier til tidsfordriv. Vi har dobbelt af tandbørster, badeting og deo fra sidste gang – det er så træls at skulle pakke med frem og tilbage. Meget nemmere kun, at skulle tage tøj med frem og tilbage. Også selvom der er vaskemaskine på afdelingen. Skal have handlet ind så køleskabet er stocked up med mælk, smør, pålæg og skufferne indeholder boller, kiks og andre weekendspiser. Har bagt og kokkereret lidt til fryseren. Skulle faktisk også lige have hentet en gæsteseng til Baba (min svigermor), der flytter ind i morgen for at hjælpe med Phoenix. Tænkte, at hun i stedet for at skulle sove på sofaen, ligeså godt kunne sove på Noelles værelse.
Prøver at tøjle min hang til at angribe slikskuffen. Mærker tydeligt at min stress kræver sit sukkerfix. Beslutter mig for at finde på noget at bage. Enten nøddehapsere eller måske kanelsnegle, som Noelle ville elske at have med ind på afdelingen i morgen. Vil lige kigge i min nye kogebog Newyorker by Heart – der kunne også være nogle gode forslag i….
Ja… Stilhed før Stormen.

IMG_9563