Sommerfugle i maven, et dunkende hjerte og øjne, der simpelthen ikke kunne holdes lukket, om så der var tape på dem! Natten føltes så lang, som varede den 100 år og selvom jeg døsede hen ud på morgentimerne, var min hjerne ikke sat på pause… ENDELIG morgen og jeg hørte min mor pusle rundt i køkkenet… Lyden af tallerkner, der blev sat på bordet og raslen med papir og bånd…. ENDELIG hørte jeg fodtrin ved min dør og med ét blev den åbnet på vid gab og dér stod min mor, far og bror og brølede i kor; I dag er det Siffens fødselsdag, hurra hurra hurraaa! Min fødselsdag! Hviiiin! Jeg har altid elsket den dag. Min mor har, lige så længe jeg husker, gjort et kæmpe nummer ud af det. Piskede en stemning op i ugerne (!) op til vores fødselsdage. Spændingen var til at tage og føle på! Og dette scenarie udspillede sig hvert eneste år. Lyt her – hvordan det var for mig…

Selv som voksen, ringede min mor mig op i dagene op til min fødselsdag. Hun lavede altid teksten om, så det passede til det antal dage, der var til den 19. august… Også selvom det ødelagde hele rytmen og rimet i sangen… Sådan var hun bare 🙂 Om 5 dage er det Siffens fødselsdag… Hun ville fnisende udspørge mig om jeg glædede mig til min fødselsdag… Den første opringning på dagen var altid fra hende. Med sang. Ikke en skøn fødselsdagssang, for nogle stor sangstemme havde hun ikke – men hun sang igennem! Åh, det var… Pragtfuldt. Denne glæde og spændende forventning til dagen tog jeg for givet. For sådan var det jo bare. Når hun selv havde fødselsdag gjorde hun det samme – bare med ‘omvendt fortegn’! Nu er det snart min fødselsdag – hurra hurra hurraaa! galede hun ned i røret… Eller; Hvem er det nu det er, der har fødselsdag i morgen? NÅÅÅÅ – det er jo mig! sagt med en stemme, der var lige ved at knække over af fryd. Det var ret så mærkeligt, da hun døde – for med hende døde også denne tradition for melodramatisk piskning af stemning. Desværre. Jeg har ikke haft overskud – eller også forsvandt min Fødselsdags-crazy muse med min mor. Jeg har ikke gjort sådan vildt meget ud af det siden og da Noelle og Phoenix kom til, ulmede en lille gnist i maven sørme da på mig, men ikke nok til at udvikle en eksplosionsagtig fnisen op til dagene. De er jo heller ikke så gamle endnu, at de helt fanger det på samme måde. Og faktisk havde jeg ikke skænket det en videre tanke – omend Carsten har prikket til mig og formået at tænde min gave-nysgerrighed fra i fredags, hvor han drillende tekstede mig, at han havde savnet mig og det var jo en vældig fordel, nu han havde fundet min fødselsdagsgave.

Weekenden ville have været en lang en af slagsen, hvis ikke Phoenix var blevet ringet hjem med feber og ikke sov hele natten til lørdag. Gaab, manner.
Anyways – i går morges lidt over 6, hørte jeg de velkendte små fusser gå/slæbe hen ad gulvet, døren blev skubbet op og min Pomfrit stod badet i lyset fra gangen. Hun kravlede straks op til mig og sagde; I dag har du fødselsdag, Mor! Hun var et stort smil, hvilket øjeblikkeligt gav mig et kæmpe smil på læben. Så skal vi synge fødselsdagssang – du må vælge 3 instrumenter! 3 små fingre blev viftet i luften, som håndtegn kastet på Nørrebro, og som ligesom understregede alvoren i det… Givet – jeg måtte selv lægge ud med skønsangen, men jeg måtte ganske enkelt fnise/grine mig igennem den… Oh – hvor kært, lille Musling, at skråle med glædestrålende øjne og en lille krop, der hoppede op og ned i sengen af ren fryd… Det smittede sgu.
Da vi kom op i køkkenet, var det dækket med fødselsdagstog i hjerteform og med en fin gave i midten. Pomfritten gik helt i selvsving – flag, lys og gaver! Jeg undlader at nævne, at toget var ladet med tallet 36.

Som dagen skred frem fik jeg adskillige fødselsdagssange fremført af Noelle – her og der og alle vegne – ja selv fra WC’et! Dagen forløb med low key hygge (og et par nye tusser til samlingen – herunder de indledende skitse-streger) og gæster til spisning. Lidt familie og lidt mad – altid en fremragende kombi 🙂

Da jeg puttede Muslingen spurgte hun, om jeg havde haft en dejlig dag… Jeg følte denne overvældende ømhed og taknemmelighed og jeg fortalte hende oprigtigt, at dette her, ganske enkelt, har været den allerbedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft… Med en fortryllende snert af barndommens stemning, som jeg ikke har mærket til i 4 år. En glæde, der fuldstændig overmandede mig. Det var en helt speciel dag. Og nu glæder jeg mig til, at piske en stemning op om et par måneder, når Pomfritten i oktober fylder en hel håndfuld!

Pssst: Jeg fandt iøvrigt ud af, at jeg var blevet nomineret til Feminas Blogaward 2013 – vildt ikke?!  Her kan du læse mere og nominere din yndlingsblogger…