At indhente Livet

Ventetiden var lang i dag… Da vi sad der i ambulatoriet og ventede på at det blev vores tur. 1 god times forsinkelse gjorde ikke meget for min nervøsitet – for selvom vi havde smugkigget på scanningsbillederne og ikke så noget alarmerende er det ikke ens betydende med, at der ingen vækst har været. Den situation har vi været i før – og vi er blevet kloge af skade – og lige det her – med min Muslings fremtid og liv på spil – så tages der ingenting for givet. For at vide hvad der er sket siden 2. januar inde i Noelles hovede har vi brug for de opmålinger og beskrivelser, som radiograferne laver. De var kommet og havde været oppe på konferencen i går. Og dommen er….. Uændret situation. Ingen vækst. Da vores Læge fortalte det – bekræftede det – følte jeg en enorm lettelse. Ikke fordi jeg har syntes, at Muslingen er blevet dårligere – hun er stagneret i sin genoptræning og er nu på et vedligeholdelsesstadie ja, men det måtte jo komme og vi vidste jo, at hun ville forblive hjerneskadet. Men jeg følte denne lettelse, fordi jeg nu ved, at vi har fred for endnu en periode. Det var den allerbedste nyhed vi kunne få. Vi talte om prognosen for fremtiden og scanningsinterval og faktisk havde lægerne diskuteret, hvornår Noelle igen skulle scannes, fordi man typisk siger, at efter 2 uændrede kvartalsscanninger øger man intervallet til 6 måneder, men i og med Noelle allerede efter første OP sprængte statistikken ved, at skulle under kniven – ikke bare 1 men hele 2 gange mere, så mener lægerne ikke, at det er hensigtsmæssigt endnu, at lade der gå 6 måneder. Noelle er atypisk (det er du på så mange måder, min elskling), så vi lander på et kompromis, der hedder 4-5 måneder til næste kontrolscanning. Men hold da kæft, mand! Pause så længe!! Næste kliniske kontrol ligger i midten af juni og vi har endnu ikke fået svar på hendes blodprøver – de kommer om 2-3 uger, da lægerne igen er obs på hendes vækst og sult, som må siges, at være en sand Mandalay værdig (med den sprængfarlige cocktail af Hansen/Jensen gener i puljen. Intens madglæde og højder i familien på de 2 meter).
Vi vendte også en anden af mine observationer – nemlig at Muslingen kropssymmetri er ved at være en by i Rusland. Der er enorm forskel på størrelsen af hendes hænder – både i muskelmasse og knoglelængde (de kunne tilhøre hver sit barn med 1 år til forskel) og Lægen tjekkede ben, hofter og arme igennem – og jo, der er helt klare forskelle i længder fra venstre til højre side. En ting, som vi skal have under observation, således hun ikke skævvrides fra benet op gennem hofte og ryg. Ikke at hun skal have benforlængelse, men mere i forhold til evt rette benskinnen til, bruge indlæg osv. Mht hånden er der ikke meget at stille op og jeg er faktisk skidebange for, at hun ender med sådan en forkrøblet funky hånd og slaskearm, hvilket desværre nok ikke er usandsynligt. Kald mig bare forfængelig. Whatever. Må finde ud af, hvordan jeg styrker hendes selvværd nok til, at det ikke får betydning for hende, når hun bliver ældre.

Dagens andet meget store spørgsmål var naturligvis… Prognosen… Vores meget diplomatiske læge kan jo ikke spå om fremtiden, men mente dog godt, at vi kunne tillade os, at se lyst på fremtiden. Den er ikke død, altså vævet er ikke dødt, men i ro… Ja, i ro. I dvale. Ingen garantier for fremtiden, men jeg har slået mig til tåls med, at vi ikke kender fremtiden og at garantier er ikke eksisterende. Jeg ved godt, at det har ingen forældre, men det er nu ikke ret mange andre forældre, som har skulle forholde sig en meget virkelig og reel risiko for ikke at kunne holde sig barn i armene om 3 måneder  – men FOR NU har vi ro. Den ro skal udnyttes, nydes, strækkes og mærkes. Hver dag.
I bilen på vej hjem fra Riget føltes det næsten som om, jeg er ved at kunne skimte og indhente Livet igen. Det er svært at forklare præcist og jeg tror bloggens navn bedst forklarer, hvordan mit liv har føltes det sidste 1 1/2 år. Som En Anden Virkelighed. Et parallel liv, der aldrig rigtig er faldet helt på plads for mig. Jeg har levet det – fået det bedste ud af det – så godt, som det har været mig muligt. Et tåget perspektiv, hvor jeg har kunne skimte andre på den anden side – se det normale liv med normale problemer. Mærke længslen efter at bytte mine bekymringer ud med deres.

Det føles næsten som om, at linen slækkes lidt… Linen mellem os og Børnekræftafdelingen… Og hvor må den dog gerne slækkes. Jeg tænker tilbage på disse sidste 3 måneders tid – på, hvordan jeg har oplevet og er gået til hver dag med forventningsfuld glæde, håb og en snert af fremtidsoptimisme. Den følelse kan jeg mærke bobler inde i mig nu igen. Især efter mødet i dag. For i dag har jeg fået lov – fået lov af kirurger, læger og Canceren til at forsøge, at indhente lidt af Livet igen.

Så ligger jeg her…

På Noelles kontrolscanningsdag… Syg med halsbetændelse, høj feber og snot. Der er ikke noget sted jeg hellere ville være i hele verden, end ved min Muslings side. En umulighed taget i betragtning, at hun i dag er på hhv Børneonkologisk og til MR-scanning og derefter på opvågningen, for så at komme tilbage til afdelingen. Fandens også. Har sendt Daddy afsted med hende velvidende, at de to nok skal klare det uden problemer, men jeg ville stadigvæk gerne have været med. Især når turen til Riget indbefatter fuld narkose.
Svaret på scanningen får vi på fredag. ved ikke helt hvad jeg forventer. Den sædvanlige nervøsitet lurer – selvfølgelig – og så har det været 3 vidunderlige måneder med pause og 0-vækst. Er vi så heldige at vi endnu en gang slipper med svedige håndflader og hjertebanken? Eller?

Det ved vi på fredag – og der håber jeg så på, at min halsbetændelse er på retur…

Nørder i 2.potens

Så var det at vi endelig kunne overraske ungerne med denne her lille godte… Mød Pixie, vores nye medlem af Mandalay familien…

20140413-134823.jpg
Ja, hun er lille. Meget lille. Hun er en chihuahua og hun er sgu lidt for sød end hvad godt er. Bring on the treats – weeeee!! Jeg har hørt, at de har en tendens til at formere sig – eller, sagt på en anden måde, så kender jeg ingen – ingen – der kun har én af dem. Jeg kender 3 forskellige vennepar og de har hver især 4, 4 og 8?!!
Nuvel. Der er ikke flere på planen for os foreløbig, men jeg må erkende, at alle mine fordomme om de “små arrige rotter”, man knap nok kan klappe, er manet i jorden. Jo, jeg elsker store hunde, mastiffer, grand danois, alt over 50 kg, åh, klappe klappe klappe!! Men, der er nu også noget over de der bitte små fine poter, den lille våde snude og de der kæmpe store stritører, that gets me. Og så er det værd at bemærke, at en bette skid som Pixie ikke grisser så meget som de førnævnte racer (savlespor i loftet og bæ på størrelse med kokasser, anyone??).

Noelles reaktion på, at vi skulle op og hente en hundehvalp, var ren og skær lykke! Først lidt mistro Skal den med hjem? Og blive her hos os? Er den her også i morgen? så komplet overgivelse Jeg tror den er vild med mig! Må den sove i min seng? Må den hedde Maria?

20140413-140129.jpg
Mansen tog det lidt mere cool, men vil gerne kæle og lege med Pixie. Tror han ser hende som lidt af en konkurrent til mors kram og puttetid…
Pixie er en rolig vappe, ikke den, der kommer blæsende ud til døren eller er kæk overfor fremmede – meget modsat vores tidligere hunde. En dejlig og rar forandring! Jeg havde faktisk også glemt, hvor meget man pludselig falder i snak med folk, når man har en hundehvalp… Kæft mand, hundefolk er nogle nørder. Røverhistorier om hvalpetiden og bedrifter til træning. Mobiler flyver op af lommen med billeder af hunde sovende på ryggen i sofaen, i haven i fuld firspring med ører, der flagrer bagud og nærbilleder af brune øjne, våde snuder og store tunger, der hænger ud af munden… Faktisk er hundefolk ligeså nørdet som forældre. Det vil jo så nok også betyde, at vi så er dobbeltnørdet, for nu skal jeg straks vise billeder af begge unger OG vores Chihuahua…

20140413-140230.jpg

It’s MAGIC!

Hjemvendt. Ude er godt men hjemme er bedst. Bare ikke hvis du spørger Noelle. Jeg vil ikke hjem, jeg vil bo her! var hendes kommentar til, at vi skulle vende snuden hjemad fra vores helt FANTASTISKE besøg i Disneyland! And I can’t blame her. Vi har haft den mest overdrevne, vilde, fantastiske, sjove, opløftende og pragtfulde tur til Disneyland Paris. Aldrig har jeg mødt så imødekommende mennesker, med oprigtige smil på læben og varme øjne, som vi har, under vores ophold… Og Disneyland er virkelig lavet i børnehøjde – wow – gennemført koncept – jeg er fan!! Og en lang tur med 5 overnatninger var helt perfekt – at nogle blæser igennem på 3 dage virker for mig som en helt umulig opgave! Og vi stod ikke engang i kø! Åh, Disneyland Paris – m’amour!

Det har været vores første rejse siden Pomfritten blev opereret for sin hjernetumor i 2012 og 2013, en hård og krævende tid, der til stadighed trækker i grundreserverne og det var med nervøst hjerte, at vi trillede ud af huset en meget tidlig morgen for 1 uge siden. Hvordan ville det være at rejse med en kræftramt og handicappet pige? Hvordan ville hun mon reagere med alle de synsindtryk, trætheden, der overmander hende efter et par timer – og hvad med Mansen? Ingen lur eller hvad? hvor mange hissy fits skulle vi mon igennem på træthedskontoen??
Med kørestolen, handiskiltet, kufferter og snacks til at overleve en rejse på godt og vel 6-7 timer, 2 børn i heftigt søvnunderskud (tak til sommertid for at hive os op når Natradioen starter – næsten) stævnede vi ud…
Rejsen derned gik fint – service fra Kastrup sucked i forhold til check-in med en kørestol, men da vi først landede i Paris, blev vi behandlet så overvældende godt, at vi var målløse! Hentet og bragt rundt fra A til B – wow! Ankomsten til hotellet var ligeså formidabelt og jeg må sige, at ungerne tog det ret så fint på trods af en lang rejse med meget ventetid! Mansen, som netop er moslet ind i ‘selvstændighedsalderen’ (pfft!!) gav os god kamp til stregen og det første døgn var noget af en prøvelse, men når man er næsten 3 og ikke særlig omstillingsparat, så koster det lidt grå hår i hovedet på mor og far (og ørepropper til folk omkring os). Suuuper god service på hotellet – pudsigt blev vi checket ind af Jenny, der var svensker 🙂 dejligt rum, der ventede med 2 Æsel-bamser til børnene og et yndigt sæt indpakkede espresso kopper til forældrene. En invitation fik vi med fra receptionen, som skulle vise sig at være noget helt, helt særligt!

Selve vores oplevelse af Disneyland var vitterligt en oplevelse for livet. FOR LIVET! Både Carsten og jeg skulle liiiige sluge den der med, at trille forbi køerne af børn og familier og smutte foran alle andre, fordi Noelle sad i kørestolen. Hvad ville du tænke, hvis du så en familie med et barn i kørestol bare trille forbi og komme til foran alle andre, der har stået i kø i 30 min? Spurgte Carsten mig i køen til Dumbos Cirkus Tog. Hmm, nok Ej, mand! Hvor bliver jeg misundelig! Gid det var os! Eller nej, ikke alligevel med et barn i kørestol… Meeen, det er det jo faktisk. Os. Os med et barnet i kørestolen. Freaky når min tankestrøm sådan bider sig selv i halen. Men – alt hvad min Musling kan få af medvind, det fortjener hun sgu! Hun har fandeme været igennem mere end nogle børn nogensinde kunne fortjene! Så med den kamel slugt, trillede vi rundt i parkerne og benyttede os af hendes Priority Card, så hun fik prøvet alle de forlystelser, som hun ville, mødt alle de karakterer vi ellers kun ser på fjernsynet – hvilket var til hvinende fryd for Pomfritten – og de er intet mindre end GENIALE, de mennesker, der er inde i dragterne – de ER deres karakterer! Og de forbliver i karakter både til og fra deres photo-op’s og til og fra Prinsesse Pavillionen – vi blev f.eks overhalet af Rapunzel, der løb op bag os og kildede Noelle under hagen for at trisse småklukkende videre.

IMG_0071
Jeg skal være helt ærlig at indrømme, at jeg kneb en tåre eller 2 under flere af møderne – jeg blev så rørt… At se min datters glæde lyse ud af hver fiber i hendes lille hårdprøvede krop… Hjertekuglen – BUM.

image

IMG_0051

Vi har taget en million billeder og du kan kigge mange af dem igennem på mit Instagram feed – eller på Carstens (mrmandalay77) – lige herude til højre – og selvom et billede siger mere end 1000 ord, så dækker de ikke de følelser, som turen har bragt os igennem. Især en helt særlig oplevelse var det, at modtage en invitation til en hemmelig surprise, der viste sig at være en play date med Pluto og Chip og Chap – helt og aldeles for Pomfritten! Surreal oplevelse af blive kørt over af det Bumletog, der hedder Pluto, Chip & Chap – OMG, det var en fest! Fis og ballade af overjordisk kaliber!!

IMG_0091 IMG_0093 IMG_0094 IMG_0095 IMG_0096

IMG_0105

Uden mange af jer, der læser med, havde turen ikke været mulig. DU har været med til at give os en uvurderlig ferie og en oplevelse for livet. For det har det været. En oplevelse for livet. Så tak – tak til Marie for at sørge for at sætte skuden i vandet, tak til Jonas for at puste endnu mere vind sejlene og tak til DIG fordi du undede os så massivt et break fra vores anden virkelighed. Det har været Magisk!

IMG_0004 IMG_0201

IMG_0010 IMG_0086 IMG_0073 IMG_0276 IMG_0171