Det føles fuldstændigt som et dobbeltliv, det her med at Instagramme for Kræftens Bekæmpelse – for jeg får pludselig sendt min tankestrøm over i et andet forum og så mangler jeg min tankevirksomhed her på bloggen. Derfor har jeg kort og godt sakset det, jeg har uploaded på IG og smidt det ind her. Sjovt, som mit skrivesprog ændrer sig, når mine dage pludselig bliver peget i en anden retning. Et forum, hvor ingen kender min anden virkelighed – der er så meget forhistorie der og catching-up her – tjah, måske ender det med, at #ugensfighter-følgerne synes jeg er en underlig fisk og dem, der læser mig blog synes jeg er en kold fisk… Oh, well, man kan ikke please alle – og HER bestemmer jeg, murhahaha!

Udover at skrive mig ud af mine følelser, så får jeg også en brændende trang til at blive tatoveret, når jeg virkelig har ondt indeni. Jeg tror det startede dengang min mor fik diagnosticeret #lungekræft. En rigtig aggressiv en af slagsen med dårlig prognose. Jeg blev gravid og fik Noelle i samme periode. Det var en ubeskrivelig svær periode, for min mor havde ikke overskud til at være der for mig og jeg havde ikke overskud til at rumme hende og hendes sygdom. Noelle har altid været sin helt egen. ikke én, der undgår opmærksomhed. Hun lagde ud med at give mig en overraskelse af kaliber – da hun blev født med kastanjerødt hår. Da hun blev lagt op til mig kiggede jeg på hende og tænkte; Nøj, hvor er du grim! Du kan da ikke være min?? Jeg havde forventet en mini-me og det var hun altså ikke, som hun lå der, små-blå og med flammende rødt hår. Hun skulle efterfølgende udfordre mig med intens kolik i hele 3 måneder og aldrig mindre end 4 timers skrigen – nogle aftener helt op til 6 timer. H-V-E-R A-F-T-E-N… Jeg husker så tydeligt de aftener… Shhh-shhh-shhh og til sidst med iPod i ørene for at lukke bare noget af gråden ude. Min mor får det værre og jeg bliver henvist til en Blues-mødregruppe – en specialgruppe for mødre med efterfødselsreaktioner. SÅ syret at sidde der og høre hinanden sige de forbudte ting – som hvordan jeg havde forestillet mig at lægge en pude over hendes ansigt for at få hende til at tie stille. Trille barnevognen ud foran bussen osv. Genkendelse i at man ikke var den eneste her i verden, der kunne finde på, at tænke sådan – og skamme sig så inderligt bagefter – det var befriende. Ligeså befriende at få talt ud om alle de forventninger, vi ikke kunne indfri – men som jo også var helt ude af proportioner – for der findes ikke perfekte mødre. Kun… Mødre. Mit forhold til Muslingen bliver heldigvis væsentlig forbedret og jeg kunne endelig lade mig ramme af en blændende forelskelse. Da Noelle er 8 måneder gammel dør min mor på #palliativafdeling. En rigtig uværdig og langtrukken død – jeg fatter ikke at #aktivdødshjælp ikke er lovlig!! Hvis hun havde været en hund eller kat var hun blevet aflivet uger forinden. SÅ uværdigt for min mor og så grusomt, at skulle nægte min elskede mor hendes ønske om hjælp, når hun tiggende så mig i øjnene og bad mig ende det for hende. I den periode var jeg så ked af det, så følelsemæssigt udmattet at jeg tyede til nålen hos tatovøren. Som om nålens arbejde befriede mig for den smerte jeg følte i mit hjerte. Det var ikke min første tatovering, der var et par stykker i forvejen, men det blev min største. Et håndtegnet kirsebærtræ, der fylder hele min ryg og symboliserer Livets flygtighed. Et par svaler, der er et gammel sømandssymbol på, at rejse ud i Verden og vende hjem igen. Jeg var ‘ude at rejse’, men jeg fandt hjem igen. Som et træ i stormvejr satte jeg dybere rødder, så jeg kunne bære min familie. Da Noelle blev diagnosticeret og var blevet opereret, kommet ud på den anden side, så strøg jeg direkte ned til min tatovør. Infragilis et tenera blev skrevet på indersiden af min overarm. Det betyder ‘Skrøbelig og Robust’. Nøjagtig som min Flamme. Efter Noelle 2. operation var jeg afsted igen. En cancersløjfe under kravebenet til en #cancermom, men det var ikke helt nok, så Fight Like a Girl fulgte efter. Nu, hvor vi endelig har fået lidt gode nyheder, så planlægger jeg min næste, som skal være en Lotusblomst på forsiden af min skulder – Lotusblomsten vokser op af mudder og springer ud til en smuk, smuk blomst. Jeg har også planer om en #flamme, men det er SÅ dejligt at have noget glæde sig til! En af gangen 😊 Der er ikke nogle af mine 12 tatoveringer, der ikke har en dyb mening og stærk symbolik for mig og min tatovør tegner alt selv sammen med mig, så de er dybt personlige. Og de står som et stærk testamente om mit liv, mit liv som #cancermom.