For små 2 måneders tid siden dumpede en kommentar ind på bloggen her… Fra en person, som jeg ikke kender. Det hænder jo i ny og næ, at der er en, der tager mod til sig og skriver en kommentar, selvom vi ikke kender hinanden. Eller alligevel skriver selvom det er svært at vide, hvad man egenlig skal skrive, når man bare lige vil sende en varm tanke. Som jeg skimmede ned gennem denne kommentar gik det op for mig, at det ikke bare var en hilsen, men en forespørgsel, der krævede, at jeg satte mig ordentligt op og blinkede et par gange ekstra med øjnene. Mailen var fra Marie. Og den lød sådan her;

Hej Siff. Mit navn er Marie Kronquist og jeg har gået i folkeskole med Carsten. Han kan med sikkerhed huske mig. Jeg har gennem det sidste halve år fulgt jeres blog og fulgt med i Noelles proces. Det har rørt mig dybt.Jeg arbejder som selvstændig mindfulness instruktør i både ind og udland. Blandt andet er jeg tilknyttet Kræftens Bekæmpelse. Jeg har længe haft et ønske om at gøre noget – og derfor nu denne henvendelse. Jeg vil gerne starte en indsamling for Noelle. Jeg holder en del seminarer og jeg har et stort netværk som følge af mit arbejde.Det er min vision at støtte mennesker som har brug for det. Jeg vil høre hvad du og Carsten tænker om det. Jeg skal nok tage mig af det praktiske arbejde idet jeg ved at I har nok at fokusere på. Jeg håber at høre fra jer. Bedste hilsner Marie Kronquist

Det er ikke første gang, at vi har fået tilbudt en indsamling, men vi har ikke rigtig magtet at tage fat på det – og hvad skulle vi egentlig samle ind til? Vi får mad hver dag, børnene mangler ikke tøj på kroppen – og det der med at rejse – luksus, åh, hvor ville det være en drøm at komme væk og snuse til et liv uden hospitalsbesøg og genoptræning, MEN, det er lidt et wildcard eftersom vi ikke har nogen som helst idé om, hvorvidt det er muligt efter vi runder januar. Ingen spontan afbudsrejse, for der skal også lige cleares en rejseforsikring fra den Offentlige Sygesikring med specifikke datoer og land – det tager en god uges tid at få det kørt igennem. Så vi har egentlig ikke rigtig gjort så meget ud af det. Måske synes jeg også, at vi allerede har fået rigeligt – for min søde Camilla indstillede Noelle til et legat, som hun sgu fik – bum – en stor pose penge på hendes Kasper Tot opsparingskonto!! Og min dejlige Faster indstillede os til Ønskefonden, som fik noget af en opgave med de lidt abstrakte ønsker, der blev noteret (snehvidebamse, dukkevogn og noget med delfiner). Ønskefonden arbejder stadig på højtryk, ved jeg! Min FB-mødregruppe spyttede alle i kassen og troppede op med en gameboy og spil sidste år. Af Benjamin har vi fået en tur i Tivoli, turpas and all, som vi agter, at bruge her op til jul, Hr. Skæg koncert + meet & Greet af Manisha og Gitte og Børnecancerfonden udstedte et forkælelseslegat til Noelle så hun kunne få sin helt egen iPad – derudover er der kommet SÅ mange gaver med posten til min Mus… Så alt i alt synes jeg jo, at vi er blevet så forkælet, at det er svært helt at begribe. Jeg kan ikke takke alle, der er så generøse, nok. Jeg overvældes stadig af alt det rare, I har sendt og fortsat sender vores vej – hilsener og deslige!

Så da Marie skrev dette til mig, var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle svare hende… Jeg tror vist nok, at jeg fik sendt hende en knap så heldig mail med, at det var hun da velkommen til, men at vi altså ikke lige kunne være behjælpelige med så meget – denne kommentar kom kort efter Noelle hårdnakket havde nægtet at smile til Natholdets Knæk Cancer film – så jeg regnede ikke med, at Muslingen ville være klar til noget arrangement som sådan – men det skulle vise sig, at det havde Marie allerede taget højde for. Hun har simpelthen taget stafetten og er rendt afsted med den… Spurgt ind til korrekt info, hvilke ønsker vi har på vegne af Noelle (om vi ønskede pengebidrag eller en oplevelse til Noelle – på trods af usikkerhed omkring afrejsemulighed) og ventet på OK fra os om, hvordan indsamlingen skulle formes og stables på benene.
Og en ting var at maile frem og tilbage omkring det – det blev pludseligt noget helt andet, da hun i morges mailede os, at NU var hun gået i luften med det. Fik lidt åndenød ved tanken – og da jeg læste hendes Caremaker profil blev jeg dybt, dybt rørt. Hver gang jeg læser andres udlægning af vores situation, giver det mig et andet perspektiv, end det, jeg selv oplever til daglig. Vildt underligt. Lidt skræmmende, faktisk. Og kan man overhovedet det? Lade en anden samle penge ind til fornøjelse for os 4??
Der sidder en lille person – helt inde i mit inderste – og føler, at det er helt forkert, at tigge penge af andre – at vi allerede har fået rigeligt og at vi slet ikke fortjener alt dette… Noelle fortjener alt det bedste i hele verden – ja! – men nu bliver det pludselig en familie-ting… Meget mærkelig følelse. I hele denne anden virkelighed har jeg lært en meget vigtig ting om mig selv. Jeg har lært mange ting om mig selv – men især 1 ting har jeg indset, at jeg ikke er så god til, som jeg troede. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Hjælp til aflastning, pasning af Pomfritten eller Mansen, hjælp til lavpraktiske ting… Det troede jeg egentlig, at jeg var, men det er sgu ikke tilfældet. Vi har fået – og får – rigtig mange tilbud om hjælp til netop disse ting, men jeg tænker altid at; Det er jo mine børn, så må jeg bare lige tage mig lidt sammen og planlægge lidt bedre eller bare få det at gå op (jvf Noelles Tsunami-dag, hvor jeg bl.a. måtte vække hende for at nå at hente Mansen). Måske er det derfor jeg også sidder med denne følelse af, at det er lidt pinligt (?!) at bede om andres hjælp, til at sende os på ferie. FERIE – den ultimative luksus! Vi må da klare os selv. Spare sammen mens vi ser tiden an. Og sætte næring efter tæring.

Men… Jeg har ikke bedt om denne hjælp. Marie har rakt sin hånd ud til os. Og det allervildeste af dette er, at jeg ikke kender Marie. Jeg har aldrig mødt hende! Hun gik i folkeskolen med Carsten men har ikke set noget til hinanden siden. Alligevel vælger hun, at bruge sin tid og sin energi på, at prøve at gøre en forskel for os. Det er stort. Stort. Det beundrer jeg.

Marie, jeg beundrer dig! Og Magic Tours, som har bidraget med en klækkelig rabat til rejsen og indsamlingen – du må jo have en overbevisende talegave! Uanset om indsamlingen når målet eller ej, så udtrykte Carsten det så smukt i den mail, han sendte dig den anden aften; Tak er et fattigt ord, men jeg er meget taknemmelig for den dejlige håndsrækning du har givet os, og du skal vide, at blot din lyst til at agere og sætte effekt bag dine tanker og empati er en fantastisk støtte. Det er på mange punkter overvældende at tage i mod en så uselvisk gerning, men det giver samtidigt et fantastisk varmt skub og lysten til at  “pay it forward”.

Hvis du vil se, hvad det er Marie er i færd med, at prøve at gøre for os – så kig her!