Jeg vidste at det ville komme – spørgsmålet om, hvorfor Tumoren kom igen og dermed lagde hende under kniven igen. Vi havde lige sat os ved morgenbordet, da hun højt og klart spørger mig. Kigger mig i øjnene og giver mig hendes fulde opmærksomhed. Hvorfor kom knuden igen , Mor? Ja, det er et godt spørgsmål, Noelle, svarer jeg, lægerne ved faktisk ikke, om der har siddet noget tilbage fra sidste gang eller om den er kommet igen helt af sig selv… Men nu mener Lars, at han har fået taget den ud. Hun kigger ned i havregrøden igen og scooper en stor ske op og putter i munden. A penny for your thoughts, tænker jeg. Hun gumler videre, tilsyneladende tilfreds med svaret, med højre arm hængende ned langs siden. Jeg har adskillige gange observeret hende tage sin højre arm op med sin venstre, og lægge den i skødet. Rette på benet og foden når hun sidder. Og skal jeg være ærlig, så stikker det mig i hjertet hver gang. Hold kæft, hvor er det synd for hende. At hun skal igennem alt det her – igen!
I dag fik hun sit første bad efter operationen. Godt med jojobaolie i vandet, så vi kan få alt den lim af som elektroderne under både OP 2, opvågning og scanningen har efterladt sig på hendes hvide hud. Omridsene er blevet mørke af tøjfnuller og hun har det, der ligner en stor sommerfugl midt på brystet. Det størknede blod i håret og på hovedbunden bliver ikke fjernet helt i dag. Sidste gang tog det et par hårvaske før, det var helt væk. Jeg kan ikke gnubbe og må ganske forsigtigt vaske hår og hovedbund. Hun er øm og operationssåret skal kun lige strejfes og skylles. Men hun nyder det. Lægger hovedet helt tilbage og kæmper lidt med balancen, dér i baljen, men lukkede øjne og en halvlam krop.
Efter 15 mins badedyrsleg kommer hun op igen. Hendes højre hånd er fuldstændig runken, fordi den har ligget i vandet. Det griner vi lidt af og så siger hun; Den er bare helt træt, den vil ikke noget og sover bare hele tiden! Ja, det gør den, men den skal nok vågne, det er jeg sikker på, Musling. Og så må vi gøre den stærk med træning, det skal nok komme.
Hun får selv taget underbukser på men vi hjælpes ad med resten af tøjet. Jeg tager hendes hænder og siger – prøv at give mig et lille klem med denne her, og løfter den højre hånd lidt. Og hun klemmer. Jeg mærker en blid stramning af nogle af hendes små fingre og griner højt til hende. Fremskridt! Åh, jeg frydes helt ind til benet og nakkehårene rejser sig. Vi er på vej tilbage! Små skridt, ja. Men hun arbejder på fuld tryk indeni. Jeg kan ikke læse hvad hun mon mener om sin nye krop, men hun lader den under ingen omstændigheder bremse hende.
Og lige præcis DET, er forskellen på voksne og børn – selve årsagen til at børn bare brænder igennem og fræser derudad. Hun har ikke ondt af sig selv. Ingen selvmedlidenhed. Kun gå-på-mod. Og tanker om, hvad hun skal i morgen, ikke hvad der var i går. Hun er i nuet.
Jeg har sagt det før og jeg siger det igen. Noelle, jeg har så meget at lære af dig!
enandenvirkelighed.dk 