Tag-arkiv: Livet med Børnekræft

I det skjulte…

Posted on by
2

Her er stille, ikke? Måske undrer du dig over, hvad der egentlig sker her i min anden virkelighed. Måske har du allerede glemt alt om mig og min Flamme, min Manse og vores ihærdige fægtning med en stædig og fræk knude, og det liv, som den bestemt og ubarmhjertigt trak ned over hovederne på os. Måske ikke. For Livet går jo videre, ikke sandt? Man opsluges af en endeløs succession af dage, der kræver mange ofre på enhver given dag, med både små og store udfordringer, krav fra jobbet, fra skolen, fra børnene, fra familielivet… Og sådan er det jo.

Sandheden er, at jeg bevidst har skåret lidt ned på min online tid. Jeg har gjort mig en del overvejelser vedr. mine forskellige sociale medie konti og har ryddet op hist og her. Mere oprydning er undervejs. Jeg har ikke skrevet her på bloggen længe – og ikke fordi, jeg ikke har tumlet med tanker og følelser, det har jeg bestemt, men jeg har også haft behov for at sunde mig. Trække mig lidt fra det åbne virtuelle landskab. Jeg har haft nok på tapetet hen over sommeren. Sideløbende med renoveringen af vores nye hus, har jeg også haft en del møder på Riget med min Flamme. Vi blev, for et halvt års tid siden, tilknyttet Vækst og Reproduktion på Riget, ja hvorfor ikke tilføje endnu en afdeling til listen af hægtede kroge. Jeg kan give guidede ture på Riget efterhånden. Måske burde jeg få mig et job i Informationen dér 😛 Nej, spøg til side… Det er jo rigtig beroligende, at vi bliver fulgt tæt. Og det ser i øvrigt også sådan ok ud for Noelle ift den afdeling. Hun er ikke akut på vej i pubertet, men dog er de obs på hendes hormonbillede alligevel, da denne her ‘hudpubertet’, der stammer fra en større aktivitet fra hendes binyrer, kan være en precurser for en decideret for tidlig pubertet. Så vi er ikke sluppet derfra endnu og bliver fulgt med blodprøver og tjek hver 4. måned indtil videre. Så er der jo de sædvanlige tjek på Øjenklinikken hver 3. måned (som heldigvis ikke viser nogle ændringer pt), klinisk kontrol på Børneonkologisk ambulatorium hver 3. måned og så har Pomfritten også haft nogle sessions hos Børnepsykologen med speciale i Hjernetumorbørn. Der var nogle reaktioner, som jeg ikke kunne greje og som jeg ikke kunne skelne fra almindelige udfald og ‘almindelig’ hjerneudtrætning. Psykologen bekræftede mig dog i – og understregede – at min Musling døjer med sin kognitive træthed, der altså (helt normalt) giver udslag på riiiigtig mange punkter. Langt flere end jeg faktisk havde overvejet! Det er et usynligt, men meget omfattende handicap, den kognitive træthed, der er en del af de hjerneskader, som OP’erne har givet. Så jo, lidt har der da været at se til, på trods af stilheden her på bloggen. Altså udover de almindelige skolerelaterede projekter i klassen. Jøsses, der er sket en del, siden min tid i 1. klasse på Skævinge Skole! Okay, hvor gammel lød jeg lige dér??

Men som jeg så rent faktisk sad og scrollede gennem mit Facebook feed, faldt jeg over et opslag i vores Børnekræft gruppe – en artikel, baseret på en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse, der sætter fokus på konsekvenserne af, at have overlevet kræften og skulle leve i samfundet med en bred vifte af usynlige senfølger, hjerneskader og udfordringer. Nu har man jo overlevet krisen, ikke! Videre i livet. Afsted med os alle sammen. Så simpelt er det bare ikke. Langtfra! De færreste – herunder både indenfor det offentlige og i erhvervslivet – skænker ikke senfølger en tanke. Ofte kender de ikke til begrebet eller husker på, at børnekræft er en sejlivet følgesvend, der ikke lige giver slip. Og hvis den gør i whatever omfang, så har den linet en række sjove poser op med alle mulige interessante og morsomme ting, man så lige får med sig på vejen. Guderne skal vide, at der ikke just er en ‘Post-cancer-kasse med følger’, man kan putte sig ned i og så går det hele skidegodt. Virkeligheden er en helt, helt anden for disse små krigere, der har trodset oddsene og overlevet deres børnekræft.

Når man allernådigst får lov til at træde ud af den sorte skygge, hvor det handler om liv eller død og skal til at bygge noget op, der minder om en dagligdag, er man dybt, dybt afhængig af omgivelsernes forståelse, accept og tålmodighed. Den nye, anden virkelighed, som man er blevet skubbet ud i, er svær. For familien og for barnet – men det ved du, hvis du har læst med her gennem de sidste par år. Anyways, jeg synes, at artiklen belyser nogle meget, meget aktuelle og ekstremt relevante problematikker – og jeg ved, at for mig og endnu vigtigere for Noelle, ville en, som i artiklen omtalt, senfølge-vandrejournal være ubeskrivelig værdifuld! En sådan ville lette alle aspekter af det kommune- og skoleregi m.m. man bliver viklet ind i og den ville ‘lovliggøre’ samt synliggøre alle de skjulte handicap, som de pådragede hjerneskader har resulteret i. Den pris, barnet har betalt for Livet. En sådan journal ville betyde, at jeg, som Cancermor, ville kunne bruge mine resourcer på andre og bedre ting, end den endeløse strøm af informationsindsamling og videregivelse, der kræves og er nødvendig. Den ville lette det enorme pres, jeg ofte mærker, når jeg skal påpege, fortælle, informere, slå i bordet og eller forsvare. Hvad endnu vigtigere er, at den ville kunne give Noelle et forspring! Hun ville blive mødt af en helt anden indstilling, forventning, forståelse og forhåbentlig en bedre tilrettelagt hverdag, når Livet en dag byder på uddannelse, job og familie.
Slutteligt vil jeg sende Kræftens Bekæmpelse en High Five! Læs artiklen her.

Hvirvelvinde

Posted on by
Svar

Mange bolde i luften – med møder, evalueringer, opsamlinger og alligevel et ton af ubesvarede bekymringer og uafklarede konklusioner. Må finde fast grund under fødderne. Ikke blivet fejet væk i hvirvelvindens kaotiske cirkler og sidevinde.

Min kære Mus. På tur i går, i dag både (afkortet-)skoledag, ridefysioterapi og skole/hjem-samtale. Utålmodigheden over, at veninden fra klassen kommer i morgen og skal overnatte… For meget spænding i din lille krop og dit kønne hoved… Resultatet var et full blown ‘ondt i maven’ stress udbrud… Ak ja, alt, alt for meget for dit lille endnu helende hoved at kaperere… Min lille Musling. En dag, så lærer vi det begge to, det lover jeg dig, Skattepige, en dag… Den udtrættende hvirvelvind, den skal vi nok lære, at navigere udenom, at tæmme og stå fast i mod.

IMG_0745

Jeg glæder mig over, at den lyse tid kommer mig i møde – det er som om, den har lade vente på sig ekstra længe i år – på trods af gode scanninger og fremgang i skolen… Måske er det den, min Flamme også mærker tage fat og er årsagen til, at kræfterne slipper op fra det ene øjeblik til det næste? For der er tryk på hende, min Pomfrit. Ingen tid til at slappe af, ingen tid at spilde. Men Musling, vi har masser af tid at spilde, masser af tid til at slappe af, for vi er lige hvor vi skal være.

Scanningsresultatet

Posted on by
5

Vi skulle have været til kontrol og svar på Ambulatoriet i går, men min Musling lagde sig med 40 i feber torsdag, så jeg ringede ind og bad sekretæren ligge besked om ikke vores Læge ville ringe svaret hjem fredag – det har tidligere været fint nok, hvis scanningsresultatet ikke er faldet sammen med en decideret kontrol (jo, jo, vi kommer ofte på Riget i forskellige henseender. Sådan en gang hjernetumor og 3 OP’er giver – heldigvis – rigtig mange krydstjek med alle de nyerhvervede handicap, og kontrol og scanningssvar er ikke een og samme sag). Og jo, vi HAR fået dårlige nyheder over telefonen – der var nemlig engang, hvor vi var helt sikre på, at Pomfritten var helbredt og tumorfri, at vi saaagtens kunne få resultatet over telefonen. Pffft, vi er sgu blevet klogere, omend også væsentlige hårdere i filten. Som Noelles feber rasede og nåede 40 grader, blev det mig hurtigt klart, at der absolut ingen mulighed var for, at vi kunne troppe op på Ambulatoriet og smitte de immunsuppresserede kemobørn – vores fellow cancerfightere, dagen efter, ergo måtte vi få scanningsresultatet over telefonen.

Det blev fredag morgen. Den der ventetid er bare SÅ ubeskrivelig hård. Langtrukken og altkonsumerende. Ingen fokus på andet end telefonen… Christ, jeg kunne ikke engang slappe af under bruseren! Mon de ringer tidligt eller sent på dagen? Hvis det er vildt akut ringer de vel tidligt? Næ, ikke nødvendigvis, for der skal være god tid i telefonen og hele dagen er booket op i ambulatoriet.. Tidligere har Overlægen haft ringet så sent som kl 17 – selvom det var dårlige nyheder… Nej, intet er sikkert og vi må bare vente. Sidde og forsøge at holde hovedet koldt… Selvom vi så billederne allerede i fredags efter scanningen har jeg ingen ro i maven. For selvom selve tumorresten så ud, som den ‘plejer’ (SÅ crazy at skrive det!! ‘Tumoren ser ud som den plejer’ – hvad er det her for et liv??). Der var så andre områder, som havde ændret sig – og det er ret så tricky at skelne ting og sager fra hinanden, helt derinde i midten af min datters hjerne – det er jo ligesom derfor, at der sidder uddannede personaler til netop det, men ikke desto mindre må jeg være helt ærlig og indrømme, at jeg faktisk var oprigtig bekymret. Nej, ikke bekymret. Komplet angst, skræmt fra vid og sans og med kvalme. Konsekvensen af, at Tumoren igen muligvis var i vækst, vidste jeg godt hvad ville betyde – og det var en tanke, som jeg på ingen måde havde mod til at tænke til ende. Jeg vikler mig til stadighed ud af denne her stramme cancergarnnøgle og jeg er så småt begyndt, at kunne trække vejret og lade alle de ‘almindelige’ dagligdagsudfordringer fylde lidt. Tanken om endnu et tilbagefald gav mig en lammende kvalme, angst og panikfølelse. Så jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at lægge den tanke væk. Og det har jeg gjort med varierende succes gennem ugen.
Så fredagen i går var en ulidelig lang dag. Jeg gik rundt om mig selv, vred mine hænder, bed mig i læben og skulle minde mig selv om, at huske trække vejret. Da telefonen endelig ringede kl 15.30, sprang jeg ud af sofaen og tog telefonen med lukkede øjne. Heldigvis kender vores læge os godt og lagde ud med at give os resultatet. En kort præsentation (- som om vi ikke vidste, hvem det var, der ringede) og så kom orderene; Vi har jo set på Noelle scanningsbilleder, og de ser jo ud som det skal, ingen forandringer, så det er vi bare rigtig glade for! Jeg tænker, at vi scanner igen om 6 måneder og hvis den også er fin, så synes jeg at vi skal strække intervallet til 1 år, for så har hun været stabil i 2 år. Jeg synes lige, at vi skal lave en ny dato for kontrol – evt næste uge? Vi skal jo lige se på hende og høre hvordan det går.
Jeg troede næsten ikke på hende… Stabil, stationær, ingen forandringer. Efter jeg havde lagt røret på var jeg lettet, rundtosset og så ubeskrivelig taknemmelig. Min pige får lov til, at være pige lidt endnu. Mon jeg nogenside kommer dertil, hvor det bliver rutine, en formsag, at få scanningsresultatet? Jeg måtte lige fortrække og lade et par tårer trille udenfor Noelles synsvinkel. Åh gudskelov.

Så på tirsdag kan vi forhåbentlig tage ind med en rask Noelle og få hende målt og vejet, tjekket resultater på de 8 blodprøver på hormonpanelet, der blev taget ved scanningen og diskutere de sidste 4 måneders svære periode i skolen. På MR scanningen havde de iøvrigt bemærket lidt væske ved øret, hvilket stemmer godt overens med Sundhedsplejerskens resultat af høreprøven i starten af denne uge i skolen. Det skal vi lige have tjekket op på også.

Men alt i alt, så er jeg bare helt punkteret – på den der gode måde, hvor man ikke længere har trykken for brystet, spændinger i kæberne eller hovedpine, hold i nakken eller kvalme. Jeg er bare slap og slatten. Og det er den bedste følelse i verden.

Buffalosko er da seje, eller…

Posted on by
1

Okay, så der er lige det issue med Noelles voksende forskel på benlængen. En uundgåelig konsekvens af hendes møde med hjernetumoren og de efterfølgende operationer. Den halvsidige funktionsnedsættelse gør, at hun ikke belaster knogler eller bruger sine muskler og det koster i både vækst, fylde og funktion. Jeg syntes at hun tiltagende haltede og fik vores fys til at måle hende igennem og voila – 1 cm forskel i benlængden. Det er faktisk ret så udtalt for en pige på 6 år og jeg kontaktede vores bandagist, som har lavet Noelles fod- og benskinne for at høre, om det evt var noget, der kunne korrigeres i skinnen. Ikke hensigtsmæssigt, da skinnen ikke ville kunne være i skotøj, såfremt hele sål-pladen forhøjes, så mig til tasterne og skrive til vores super kommune, der sendte mig en bevilling inden for 2 timer, til forhøjelse af højre sko hos skomager. Bum.

IMG_6687

Se, hvis ikke vi får løftet højre fod nu, så vil skævvridningen forværres – knæ, hofte, bækken og ryg, samt en yderligere forfordeling og brug af venstre ben, der igen vil mindske belastningen og dermed den sparsomme vækst.
Om det er noget, der måske bliver endnu mere udtalt med tiden? Ja, det vil jeg tro. Desværre. Ligesom med hendes hænder, der også er stor forskel på i størrelse, hendes fødder, der nu er 2 forskellige størrelser, så må jeg forvente, at hun vil blive mere og mere asymmetrisk. Minder mig selv om, at det stadigvæk er en small price to pay. For hun knokler derudaf, udvikler sig og jeg oplever, at hendes tegninger, bogstaver og hendes sociale kompetencer bliver bedre. Det er nu heller ikke sådan, at forskellen på skoene
springer uvidende i øjnene, heldigvis – og så er det rigtig cool, at skomageren kunne fikse vores egne, almindelige sko 🙂 Og så kan jeg da håbe, at de der Buffalo sko bliver in igen…
IMG_7001

En af de der opringninger

Posted on by
1

Fik en opringning fra vores sygeplejerske fra ambulatoriet. Vedr Noelles blodprøver, som stadig viser nogle for høje hormontal. Det behøver ikke at betyde noget, som sygeplejersken sagde, men vi vil gerne være helt sikre, så kan I komme ind til en blodprøve? Vi måler og vejer hende også i den forbindelse. Argh, det er den – hvad – 8. gang, de tjekker hormoner på Muslingen?… Forrige gang blev der talt om, hvorvidt hun skal udredes på Vækst og Reproduktion, hvis hendes tal bliver ved med at ligge over kurverne. Endnu en af de følger, vi uvilligt har budt indenfor i vores liv, da den Frække Knude flyttede ind og blev skåret ud fra Noelles indre hjerne?
Nænner simpelthen ikke at tage hende med ind i denne uge – aflyse svømmehals-tur og genoptræning eller spolere hendes fødselsdag på fredag. Det må blive efter skole i næste uge. Frem med Emla’en og trylle lidt i albuerne. Heldigvis plejer de at være virkelig gode til at tage blodprøver inde på BørneBP, men det koster mig nok en chokolade croissant fra 7/11 – skidt pyt med det. Så ved vi da, hvad vi skal lave i stedet for legeaftale eller SFO-tid, på tirsdag. Vælge gave fra Prikkekassen og spise chokolade croissanter.

Guitar-mor

Posted on by
5

Som barn elskede jeg når der skete noget nyt. Det var spændende og jeg kedede mig ikke. Nye udfordringer – yay! Vi flyttede meget da jeg var barn og jeg elskede det, at skulle indrette mig på ny. Egentlig er det nok et karaktertræk – det, at jeg er fleksibel. Det går igen i mit arbejdsliv, hvor jeg fint trives med ændringer, hurtigt implementerede såvel som planlagte. Jeg har behov for forskelligartede opgaver – dagene må ikke være for ens. Sådan er det ikke for min Musling. Slet ikke. Tværtimod. Hun har altid haft det bedst med, at kende dagsordenen og det, at blive preppet på de større ting, der kommer i løbet af ugen. Altid. Og det har jeg gjort meget grundigt siden hun var helt lille. Det kom os især til gode, da den Frække Knude meldte sin ankomst og vi pludselig skulle en masse voldsomme og uvante ting i nye omgivelser med nye mennesker… Og det gik faktisk over al forventning – jeg tror, at Noelle blev tvunget til at lære at tage tingene lidt mere som de kom (alt fra MR scanninger til blodprøver og overnatning på afdelingen, kontroller og fjernelse af de 42 sting – osv osv). Det betyder ikke, at hun ikke stadigvæk allerbedst trives, når hun ved, hvad der skal foregå.
Denne uge på skolen er projektuge. På tværs af klasser og klassetrin. Nyt lokale hver dag og nye opgaver hver dag.
Min Mus er fuldstændig kvast. I går havde hun trukket sig til kontoret og havde siddet for sig selv ‘Fordi jeg trængte til fred i mine ører og mit hovede, mor…’
Jeg har aflyst hendes ridefys på torsdag – det bliver der ikke krudt til.
Guitar-mor. Det er mig. En mor, der giver og tager. Det føles som om, at jeg ikke kan give Noelle noget, uden at tage noget andet fra hende. Giver jeg hende mere tid i SFO’en koster det genoptræningstid. Prioriterer jeg hendes genoptræning tager jeg tid fra hendes leg i SFO’en. Legeaftaler skal planlægges så de ikke ligger op ad genoptræningsdage. Jeg har måtte hente Pomfritten fra skole og køre hende til legegruppe efter et par timers hvil hjemme, da skole, SFO og så legegruppe (ialt fra kl. 8-17) er alt, alt for meget for hende. Jeg har måtte hente hende fra Svømmeren for at skære bare 1 times tid af hendes i forvejen meget lange dag. Og uanset hvad og hvordan jeg prioriterer for hende på en dag, så koster det familietid. For jeg ser hende ikke når vi først er trådt ind ad døren herhjemme. Hun stryger direkte ned på sit værelse og lukker sig inde i fred og ro. Hvilket jo er ok. En dag, da Baba var her, hyggede hun med os i stuen, men da jeg havde hentet Phoenix hjem og der blev lidt mere aktivitet, trak hun sig. Sådan må det bare være – og det accepterer jeg også 100% Det er bare lidt svært at være en guitar-mor.

Spørgsmålet

Posted on by
2

Scanningssvar i dag. Mødt på afdelingen af 2 fabelagtige hospitalsklovne, der fjollede rundt til stor glæde og morskab. Lettede lidt på mine bekymrede tanker. Sange, tryllekunstner og akrobatik. Dr. K og Flyvende Flaka. Pragtfulde! Dejligt at Hubby netop har støtte De Danske Hospitalsklovne – de giver virkelig stor glæde!
Stabil. Ingen yderligere vækst. Bedst case scenario. Jeg kan næsten ikke tro vores held. Kan det mon passe? Selvom jeg gik og gnavede lidt negle op til i dag (eller rettere – stress-spiste alt ungernes slik i slikskabet), så var det først efter vores møde med Overlægen i dag, at jeg mærkede hvor meget beskeden rent faktisk lettede mit hjerte, mit sind og mit humør… Jeg har ikke ord for, hvor dejligt et er, at vi nu kan se fremad igen. Hele 6 måneder før næste scanning og 3 måneder før næste kontrol på ambulatoriet! Crazy vildt!

Vi vovede spørgsmålet, fordi vi begge har spekuleret på det. Det der altafgørende, gnavende og hændervridende spørgsmål.
Er Noelle så rask nu?
Langt eftertænktsomt suk… Nej, altså vi kan jo ikke sige hende fri for resttumor, så…. Men man kan heller ikke kalde hende syg. Hun er ikke behandlingskrævende lige nu, så man kan sige, at hun er under observation og stabil, men hun falder mere over i den ‘kroniske tilstands’-kasse… Vi vil forsat scanne og observere hende – indtil hun bliver 18 år, men hvis I bliver spurgt ad, så fortæl at hun er stabil, men under observation. 

Okay. Det er godt nok. Ikke rask, men heller ikke syg. Ikke cancerfri, men heller ikke behandlingskrævende. Stationær. Aldrig havde jeg troet at jeg ville være så glad for det ord.
Trætheden som går mig så meget på fik vi også talt om, og jeg fik beskeden ligeud, at jeg ikke kunne forvente at hun i løbet af sin 0.klasse ville kunne både skole og SFO. Den var lige lidt hård. Jeg har savnet en forbedring i hendes udholdenhed, men jeg skal tage i maven, at selvom det er 1 år siden hendes 3. og sidste OP her den 7. oktober, så er skaderne på Noelle’s hjerne så omfattende, at det er en meget langsom progression til det bedre. Og det er OK. Og det er det jeg skal acceptere. Tiden arbejder for os. Det håber jeg også, at vores kommune fortsat vil gøre.

Hendes knoglealder fik vi også fulgt op på og hun vokser stødt – vi skal regne med en sluthøjde på ml 1.70 og 1.72 – sådan i den omegn. Hormonprøverne følges der op på om et par uger og så får vi besked om det, men hun har altså stadig et stort vækst potentiale, som Overlægen kaldte det. Hun er i højde og drøjde perfekt, så hun er ‘bare’ hoppet en linje opad på vækstkurven.
Jeg har i eftermiddag siddet med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen og undret mig over, hvordan sådan et lille menneske kan fylde så meget i mit hjerte. Hvor er jeg heldig at have denne Flamme i mit liv, og hvor er jeg forelsket i begge de 2 banditter, der har givet mig grå hår i hovedet, smilerynker og latterkramper. Mine pragtfulde unger. Elsket er de.

IMG_5748

Facader

Posted on by
5

Jeg har mærket den i flere dage nu. En tung tristhed, jeg ivrigt forsøger, men ikke kan, ryste af mig. Underligt. Sært, fordi jeg burde være glad og spændt! Noelle starter i skole i morgen – og det er en af de allerstørste ting vi har set frem til. Ikke en ting, vi har kunne tage for givet – for det var ikke givet, at Noelle kunne starte i skole. Men i morgen er dagen altså kommet. Og i den sidste uges tid har jeg haft en sær og uvelkommen følelse af tristhed. Uden at kunne sætte min finger på præcist hvad det er, der gør mig trist. Som en tung dyne, der ligger henover min krop og ikke kan sparkes af. Jeg er træt. Mat og ugidelig. Energiniveauet er på spareblus og jeg har allermest lyst til at mure mig inde og sove hele dagen. Fik en tudetur i bilen efter jeg, for en gangs skyld, fik taget mig sammen til at træne lidt. Et release af endorfiner, der satte en kædereaktion i gang i mig. Savnet til min mor og min bror eksploderede og før jeg kunne stoppe det, begyndte tårerne at strømme ned over mit ansigt, hele min krop trak sig sammen og så sad jeg der og hulkede ukontrolleret. Helt nede fra maven. Så begyndte det at regne voldsomt og på en eller anden måde føltes det passende. Store tunge dråber, der larmende hamrede løs på ruden og taget. Sad vel i bilen i indkørslen i 5-10 minutter. Gråden stilnede af og jeg sad med et dunkede hoved, tomt for tanker. Tristheden er ikke lettet endnu.

En senreaktion? En senreaktion på Noelles diagnose, operationer og følgeskader? Jeg ved, at rigtig mange andre cancermødre oplever en reaktion, når hverdagen melder sig og den værste akutte krise er overstået. Alle venner og familien slukker ligesom katastrofe blinket, men inden i mig er der stadig kaos. Der er vist ikke ryddet helt op endnu bag en relativt velfungerende facade. Åbenbart.

1. december og 1. søndag i advent

Posted on by
6

Åh, så kom pynten endelig op! Jeg elsker virkelig tiden med de mørke aftener, stearinlys og julepynten. Brændeovnen med orange flammer og strålevarmen, julemusik og køkkenhygge med julebag og hjemmelavede julegaver… Det er så hyggeligt! Især efter Pomfritten og Mansen er kommet til. Det er ligesom at blive barn igen – julesokkerne hænger på skorstenen ved brændeovnen og luften sitrer af spænding herhjemme. Vi taler om nisser, julemanden og julegaveønsker. Jul i børnehøjde. Og julen i år skal maxes totalt ud.

I dag er dobbelt så skøn, for det er både 1. december og 1. søndag i advent. Der er pakkekalender fra Bedsterne og adventsgave fra Hubby og mig. Dobbelt op på gaver – det er en god start på Julen! Også herligt at se de strålende øjne og høre skingre hvin af fryd, da julepynten kom ned fra loftet (vi fik da lige en herlig gave fra November stormen, da vi sådan set mangler en meters tagryg, sådan ca. Der var i hvert fald et lækkert – meget naturligt – skylight og udsigt til den frostklare vinterhimmel, da Carsten stod der på loftet :-/)

Nå, men ALT pynt blev med stor iver hevet frem og sat fiiint op – allevegne – der var lige lidt retten-til efter puttetid i aftes. D’et fra vores GOD JUL bogstaver tryllede Mansen lynhurtigt væk – og jeg kan simpelthen ikke finde det?! Så nu kører vi GO JUL-stilen til det dukker op igen…
IMG_5301 IMG_5304 IMG_5302

E anden ting, som jeg ikke kunne dy mig for var, at ‘Elf-ourselves’… En app, der bare trækker så gevaldigt i mine smilebånd – lidt plat humor har man vel. Kors, hvor har vi grinet af den lille snas af film – lige hvad jeg trængte til! Muslingen og Mansen ser den non-stop og skraldgriner stadigvæk af den. Selv efter 10-15 gange. Og ja, når min mand nu ikke danser in real life, nej, heller ikke til vores bryllup (da det var i Las Vegas var det egentlig ok), så må jeg jo nyde det digitalt opsat – så skal jeg bare lige udenom de der stribede strømper og lidt fimsede dansemus-arme 🙂

SÅ, sådan her får vi skudt december måned igang – enjoy!