Special-Normal

– Går hun i normal skole eller på specialskole? er et af de spørgsmål, jeg ofte får, når vi taler om min Musling. Det er et helt legitimt spørgsmål og jeg undres ikke over, at blive spurgt, for det er jo faktisk sådan, at når børn bliver diagnosticeret med hjernetumorer og opereres herfor, så ophører alt ‘normalt’. Eller, sådan har det i hvert fald været for os.

For 1 år siden blev vi kontaktet af vores Kommune. En invitation fra PPR. PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og er dem, der tager sig af inklusion og børn med særlige behov. Vi vidste, at Skolen netop havde sendt ansøgning til støtte afsted og min første tanke var, at de manglede info vedr Pomfritten og evt ville sætte hendes støttetimer ned. Så, klar til kamp, mødte vi op med boksehandskerne i baglommen til mødet – og blev afvæbnet ved døren! For mødet her var absolut ikke for at fratage Muslingen noget som helst, tværtimod. De ville høre os, om ikke hun måske havde brug for noget mere og/eller andet, end praktisk støtte i skolen. De havde ingen andre børn i Kommunen med Noelles profil/diagnose og undrede sig over, at hun ‘kun’ havde behov for praktisk støtte i skolen. Og det havde hun jo – behov for andet end praktisk støtte, selvfølgelig havde hun det, men når man får tudet ørerne fulde af, at specialundervisning og udredninger er ‘The Great White Buffalo’ og nærmest umuligt at få bevilliget, så er det ikke første tanke, der dukker op, når en mødeinvitation tikker ind i E-boksen. Men vores mistanke blev gjort til skamme. Og igangsat blev en decideret udredning af Noelle og hendes behov for faglig og social støtte i sit skoleliv. Det er det forgange halve års tid så gået med. Møder, samtaler, tests og beskrivelser fra alle omkring Pomfritten. Jo, det er ikke sket fra den ene dag til den anden, men jeg brokker mig ikke. Her er en kommune, der rækker hånden ud, nysgerrigt spørger og tilbyder, for derefter at klarlægge og analysere og til slut, handle på det – og det er jeg faktisk virkelig taknemmelig for.

Muslingen er blevet talt med, observeret og testet over flere dage, da hendes udtrætning og tics satte en effektiv stopper for for megen kognitiv udfordring på een gang. En grundig skolepsykolog, der informerede mig, indkaldte til møder og forklarede hver enkelt skridt på vejen fulgte. Og efter endt indsamling af ‘råmateriale’ bad hun om et par ekstra dage til at dykke dybere ned i testens resultater. For, som alle på kommunen er enige om, så Noelles ‘sag’ unik og meget kompleks. Og det handler kun om 1 ting, nemlig at tilgodese hende bedst muligt fremadrettet.
Hvad viser disse tests og observationer og samtaler så om min Pomfrit? Jamen de viser samlet set, at min Mus har ‘alderssvarende kognitive resourcer’ og ‘specifikke indlæringsvanskeligheder’. Det er især indenfor det visuo-spatiale område samt indenfor det abstrakt-tænkende område. Altså – hun er akkurat lige så intelligent og kvik som sine jævnaldrende og så er der nogle områder, hvor hun har sværere ved at indlære, dels pga sit synshandicap og dels pga sine erhvervede hjerneskader og senfølger efter operationerne. Ikke noget, der overrasker mig meget, men det belyser vigtigheden af, at hun har undervisningsmateriale samt specifik undervisningsdifferenciering, der tilgodeser hendes særlige behov og desudentager hensyn til hendes massive trætbarhed, som er en faktor, der i den grad begrænser hendes indlærings-vindue.

Det er så uhyre vigtigt, at hun oplever successer og at hun ikke hele tiden er den, er skal have forklaret det hele igen – og igen… Eller helt bliver opgivet og stukket et papir i hånden med spørgsmålet om hun ‘ikke lige kan tegne lidt istedet for’.
PPV’en – den Pædagogisk Psykologiske Vurdering, observerer også, hvordan hun gebærder sig i en klassesammenhæng – og hvordan hun bliver opfattet – og her er der også store udfordringer for hende, da hendes synshandicap umuliggør at følge med i meget af det non-verbale, der foregår omkring hende. Hun kan ganske enkelt ikke se ting, som ansigtsudtryk på tværs af klassen, flyvende håndtegn eller andre udtryk udenfor hendes meget begrænsede synsfelt og derfor når hun kun, at opfatte få brudstykker af en rig kommunikation kammeraterne imellem. Det forvirrer hende og sætter hjernen på overarbejde. Hun er med på sine egne præmisser, men det er svært at opretholde jævnbyrdige relationer, dels pga hendes reducerede skema, dels pga en (helt naturlig!) mindre moden personlig udvikling.

Nå, men alt dette og mere til har vi fået ført til bogs hos PPR. Det efterfølgende møde på Kommunen blev en rigtig god snak omkring, hvor Noelle har størst og bedst mulighed for at blive styrket i sin udvikling, både fagligt og også socialt, og hvor hun vil opleve at være god til masser af ting samt hvor hun bedre ville kunne spejle sig i sine klassekammerater. Og det har betydet, at vi har mødt nye mennesker og et nyt specialskoletilbud med Kommunen i ryggen.
Og det har været en lettelse, at blive hørt og set, for det vigtigste er nu engang Noelles trivsel og udvikling, men det, at sende sit barn på Specialtilbud er også at miste en lillebitte flig af ‘normal’ (hvor lille den så end er for os) og det lyder måske skørt, men jeg synes alligevel, at den niver en – lillebitte – smule.

Endvidere har jeg også haft et øget fokus på Mansen, for vi har længe herhjemme gået og været i tvivl om, hvorvidt han egentlig trivedes i skolen. Afvisninger, når vi spørger på legeaftaler, ingen opsøgende legekammerater udover en enkelt klassekammerat, og en svær faglig start. Alle faktorer plus lidt andre ting, der har gjort, at vi har tygget på det længe. Gennembruddet kom, da han selv gav udtryk for, at han ikke følte at han havde nogle kammerater i klassen og savnede venner. Da vi begyndte at åbne ballet med et skoleskifte for Noelle, kom han prompte med: Jeg vil med over på den skole, hvor Noelle skal gå! Så kan jeg måske få nogle gode venner og så har Noelle og jeg også stadig hinanden.
Da jeg spurgte ind til, om ikke han ville savne sin klasse, sagde han, nej, kun min ven. De andre ville jeg da bare kunne besøge, hvis det var. Ligesom med Oliver (hans ven fra børnehavetiden, som han stadig elsker at lege med).
Den gik jeg så og spekulerede over i et lidt tid og vi talte meget sammen, Manden og jeg. For og imod – man ved hvad man har, ikke hvad man får osv.
Vi er kommet til den konklusion, at udover at logistikken vil hænge langt bedre sammen med begge børn på samme skole (skolearrangementer, til- og fra skole osv), så giver det også mening, at flytte dem som søskende. Jeg har en meget klar idé om, at de begge vil have stor glæde af, at gå gennem et skoleskifte sammen, at kunne se hinanden dagligt og kende den samme skole, børn og lærere. Vi havde en god snak med den faglige leder på den aktuelle årgang, og hun vil rigtig gerne tage imod Nord på den almene skoledel.
Og sådan bliver det så.

Vi går således en sommer i møde, hvor vi skal se hvad en ‘fremrykket’ MR scanning siger og dermed bestemmer retningen for sommerferien – enten tilbragt på Riget eller hjemme i haven og hvor et helt nyt kapitel skal åbnes for begge unger, med hvad der end sker over sommeren, i bagagen.

NV+A+4sYQtuJM4un0nHDvQ

En Anden Virkelighed

Efter en længere årrække med høj aktivitet på de sociale medier mærker jeg det trække. Som en sløv strøm, der stille oversvømmer mig for derefter at trække mig et langt sejt træk ud mod havet igen. Lysten – nej, behovet for at skrive, poste billeder og dele min hverdag svinder. Vi er alle blevet 5 år ældre siden diagnosen og vi er alle vokset – Phoenix, Carsten, Noelle og jeg. Vi er blivet klogere på nogle ting mens andre ting stadig er lige så uvisse som de var for 5 år siden. Vi har med tiden fundet et nyt fundament for vores lille familie, et krystalklart perspektiv, der sætter nogle helt klare rammer for vores hverdag. Og jeg kan mærke at tiden er ved at være inde for at slippe tasterne lidt her. Måske opstår behovet igen (det håber jeg ved Gud ikke, da Bloggen alle dage har været min ventil for angst, svære tanker og barske følelser), men indtil da lader jeg tasterne hvile.

Vi har fundet os til rette i vores Anden Virkelighed, så at sige. I hvert fald så godt som vi kan og som den ser ud lige nu. Som den har set ud siden 2012, hvor Noelle blev syg. Med de udfordringer, tilbagefald og nye retninger, vi har skulle forholde os til, er det, trods alt, blevet til en slags hverdag. De seneste 5 år har tvunget os til at leve med usikkerheden, ja leve i usikkerheden. For leve, det skal vi. Det VIL vi. Og det gør vi 🙂

Godt Nytår herfra En Anden Virkelighed.

fullsizeoutput_2349

De små ting…

2 hånds aktiviteter. Lyder banalt og det er det sådan set også. De aktiviteter, der kræver 2 hænder. 2 hænder, der skal samarbejde med fingernemhed, snilde og præcision. Vi tænker ikke over det, vi gør det bare, ikke? Skruer låget af tandpastaen, holder tandbørsten med den ene hånd, tandpastaen med den anden. Spiser aftensmad med bestik, kniven i den ene hånd, gaflen i den anden. At tage tøj på. Bukseben, ærmer og knapper og lynlåse – alt sammen noget vi bruger begge hænder til – uden så meget som at blinke, det er ren automatik.
Så er der de sjove ting, såsom sport, leg og snoldeposer. Klippe klistre med saks i den ene hånd, papir i den anden, slå vejrmøller eller gribe bolde til Firkantspillet. Åbne slikposer eller pakke en is ud. Flette og sy på symaskine – lige ud af landevejen, højre og venstre hånd i brug. Sysler og aktiviteter, som vi slet ikke skænker en tanke, når vi, uden besvær, udfører dem.
Anderledes er det dog for min Pomfrit med de der 2 håndsaktiviteter – hun skal kompensere for sin højre hånd, der kun har sparsom funktion tilbage. Og hun gør det uden så meget som et kny, hun kompenserer flydende og finder strategier for, hvordan hun, på sin helt egen måde, når i mål. Hun mønstrer en stor tålmodighed og vedholdenhed – det er mildest talt imponerende. Guderne skal vide, hvor hun har det fra – det er sg ikke fra mig 😆

Nu er det ikke gået ret mange hen over hovedet, at Pomfritten har en smuk hårpragt – det er både langt, tykt og rødt. Og jeg nyder at få lov til at rede hendes hår, flette det, sætte det op og nusse hende i det dagligt. Jeg holder utroligt meget af at vaske det for hende, selvom hun efterhånden begynder at forsøge selv mere og mere. Hun skal før eller siden gøre det helt selv og i det lille ‘hjælpe-helle’ jeg har endnu, så er det langtfra en sur pligt, men en fornøjelse og et privilegium at få lov. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun selv finder på måder, at klare det på, det ved jeg ☺️
Glæden og stoltheden var derfor også mærkbar, da hun i aftes for første gang efter aftenbadet kom og viste mig, at hun selv kunne sætte håret i en hestehale 💜 Jeg flåede mobilen frem og begyndte at filme – det pigebarn er der altså alle mulige krummer i!

Da jeg lagde hovedet på puden i aftes, lå jeg længe og tænkte på den samtale vi havde, da hun blev puttet. Vores snak faldt på Den Frække Knude, hvorfor den kom til lige netop hende, om det knuden og operationerne har gjort ved hendes syn og hendes svære hånd og arm og hvem vi ellers kender, der har en Fræk Knude og svære arme og ben. Hun spurgte også ind til fremtiden og hvad der ville ske, hvis man ikke kunne gøre noget ved Den Frække Knude. Det er store spørgsmål, der bliver stillet nu, og de kræver store svar. Som jeg lå der under dynen, gik det op for mig, hvor ubeskrivelig taknemmelig jeg er, over de små ting, såsom 2 håndsaktiviteter og hestehaler.

Fejl
This video doesn’t exist

Brede Skuldre og senfølger

Nogle gange føles det som om, der er uendelig lidt at gøre. Ikke kun for Noelle, der i højere grad brænder sammen i denne tid, men også for andre børnkræftfamilier. Det er en hårfin balance, når der skal uddeles krudt for Noelles vedkommende, men det er det faktisk også for mig. Forrige uge dumpede der en lille besked ind til mig. Det gør der i ny og næ – forespørgsler på deltagelse i spørgeskemaer fra studerende eller interessegrupper, der mangler sparring og viden eller andre skribenter, der har opråb på hjertet – og alle med rigtig gode pointer og en vilje til, at gøre en forskel. Det er en kunst at vælge til og fra, for jeg tror på, at man skal gå all in, når det drejer sig om at samle momentum og komme ud over kanten. Det duer ikke at fedte rundt ved startlinjen og så ikke rigtige komme afsted med budskabet. Og jeg er nødt til at prioritere benhårdt, hvad der er plads til på mine skuldre.
Forrige uge kom så en lille besked fra Børnecancerfonden – en fond, som jeg har nævnt adskillige gange her på bloggen og som har en direkte linje til mit hjerte. Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, hvorvidt jeg ville hjælpe dem med et af deres rigtig fede projekter – nemlig Fredagshistorier på Facebook. Så efter en laaaang snak med deres pressemedarbejder fik vi strikket en fin lille bid sammen – vores anden virkelighed og den situation, som vi står i nu med senfølger og handicaps. Det er nu altid sådan lidt pudsigt, at læse vores historie skrevet ned, kort og med andre ord end mine egne – af og til spekulerer jeg på, om hele den her oplevelse har gjort mig hård. Hærdet skjoldet lidt mere og klippet de yderste nervebaner ned… Måske er det bare fordi jeg lever i det, har accepteret det og fokuserer på det, der er vigtigt, nemlig Livet Her og Nu, at jeg ikke altid tænker over, hvor hård en impact vores historie har på andre. Ak, mon ikke det er en nødvendighed? Jeg kan jo ikke leve i en evig high alert… Uanset hvad, så er budskabet fra Børnecancerfonden utroligt vigtigt – nemlig behovet for at fokusere, ikke kun på den akutte fase, men også på Livet Efter – det liv, der er præget af senfølger og konsekvenser af, at have overlevet hjernekræften. I kan se Børnecancerfondens opslag på Facebook (med detaljer om deres arbejde) her.

Og meget apropos Livet Efter, så fik Kræftens Bekæmpelse for nyligt strikket en rigtig god og enormt rørende rapport sammen, der netop tager udgangspunkt i de unge, der i dag fortsat må kæmpe med de følger, deres overlevelse har medført. Systemet er hurtige til at skubbe på videre, men faktum er, at når man har været ramt af cancer i barndommen, så er Livet for evigt forandret. Udover den hyppigere forekomst i voksen kræft-statistikkerne så er der en masse senfølger, som ikke er anerkendt, ikke tilgodeset eller for den sags skyld taget hensyn til, når det kommer til Skoleliv, uddannelse, stiftelse af egen familie – ja, Livet som Ung og Livet som Voksen i det hele taget. Man bliver ligesom glemt, hægtet af og lander mellem 2 stole. Det synes jeg faktisk er en tarvelig pris, at skulle betale for, at kæmpe sig igennem er hårdt kræftforløb som barn. Senfølger er jo ikke kun de mentale udfordringer, men også sociale og fysiske ting, der gennemsyrer tilværelsen for den unge. Anyways, rapporten taler for sig selv og giver et virkelig vigtigt og også hjerteknugende indblik i, hvad man skal ruste sig til, efter at have holdt børnekræften stangen. Den burde være obligatorisk på uddannnelsesinsitutioner og jeg kan se mig selv stikke den til horden af underviserer i Pomfrittens fremtid. Kald mig bare Curlingmor. Jeg har brede skuldre. Det får man af Den Anden Virkelighed. Se den her.

I det skjulte…

Her er stille, ikke? Måske undrer du dig over, hvad der egentlig sker her i min anden virkelighed. Måske har du allerede glemt alt om mig og min Flamme, min Manse og vores ihærdige fægtning med en stædig og fræk knude, og det liv, som den bestemt og ubarmhjertigt trak ned over hovederne på os. Måske ikke. For Livet går jo videre, ikke sandt? Man opsluges af en endeløs succession af dage, der kræver mange ofre på enhver given dag, med både små og store udfordringer, krav fra jobbet, fra skolen, fra børnene, fra familielivet… Og sådan er det jo.

Sandheden er, at jeg bevidst har skåret lidt ned på min online tid. Jeg har gjort mig en del overvejelser vedr. mine forskellige sociale medie konti og har ryddet op hist og her. Mere oprydning er undervejs. Jeg har ikke skrevet her på bloggen længe – og ikke fordi, jeg ikke har tumlet med tanker og følelser, det har jeg bestemt, men jeg har også haft behov for at sunde mig. Trække mig lidt fra det åbne virtuelle landskab. Jeg har haft nok på tapetet hen over sommeren. Sideløbende med renoveringen af vores nye hus, har jeg også haft en del møder på Riget med min Flamme. Vi blev, for et halvt års tid siden, tilknyttet Vækst og Reproduktion på Riget, ja hvorfor ikke tilføje endnu en afdeling til listen af hægtede kroge. Jeg kan give guidede ture på Riget efterhånden. Måske burde jeg få mig et job i Informationen dér 😛 Nej, spøg til side… Det er jo rigtig beroligende, at vi bliver fulgt tæt. Og det ser i øvrigt også sådan ok ud for Noelle ift den afdeling. Hun er ikke akut på vej i pubertet, men dog er de obs på hendes hormonbillede alligevel, da denne her ‘hudpubertet’, der stammer fra en større aktivitet fra hendes binyrer, kan være en precurser for en decideret for tidlig pubertet. Så vi er ikke sluppet derfra endnu og bliver fulgt med blodprøver og tjek hver 4. måned indtil videre. Så er der jo de sædvanlige tjek på Øjenklinikken hver 3. måned (som heldigvis ikke viser nogle ændringer pt), klinisk kontrol på Børneonkologisk ambulatorium hver 3. måned og så har Pomfritten også haft nogle sessions hos Børnepsykologen med speciale i Hjernetumorbørn. Der var nogle reaktioner, som jeg ikke kunne greje og som jeg ikke kunne skelne fra almindelige udfald og ‘almindelig’ hjerneudtrætning. Psykologen bekræftede mig dog i – og understregede – at min Musling døjer med sin kognitive træthed, der altså (helt normalt) giver udslag på riiiigtig mange punkter. Langt flere end jeg faktisk havde overvejet! Det er et usynligt, men meget omfattende handicap, den kognitive træthed, der er en del af de hjerneskader, som OP’erne har givet. Så jo, lidt har der da været at se til, på trods af stilheden her på bloggen. Altså udover de almindelige skolerelaterede projekter i klassen. Jøsses, der er sket en del, siden min tid i 1. klasse på Skævinge Skole! Okay, hvor gammel lød jeg lige dér??

Men som jeg så rent faktisk sad og scrollede gennem mit Facebook feed, faldt jeg over et opslag i vores Børnekræft gruppe – en artikel, baseret på en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse, der sætter fokus på konsekvenserne af, at have overlevet kræften og skulle leve i samfundet med en bred vifte af usynlige senfølger, hjerneskader og udfordringer. Nu har man jo overlevet krisen, ikke! Videre i livet. Afsted med os alle sammen. Så simpelt er det bare ikke. Langtfra! De færreste – herunder både indenfor det offentlige og i erhvervslivet – skænker ikke senfølger en tanke. Ofte kender de ikke til begrebet eller husker på, at børnekræft er en sejlivet følgesvend, der ikke lige giver slip. Og hvis den gør i whatever omfang, så har den linet en række sjove poser op med alle mulige interessante og morsomme ting, man så lige får med sig på vejen. Guderne skal vide, at der ikke just er en ‘Post-cancer-kasse med følger’, man kan putte sig ned i og så går det hele skidegodt. Virkeligheden er en helt, helt anden for disse små krigere, der har trodset oddsene og overlevet deres børnekræft.

Når man allernådigst får lov til at træde ud af den sorte skygge, hvor det handler om liv eller død og skal til at bygge noget op, der minder om en dagligdag, er man dybt, dybt afhængig af omgivelsernes forståelse, accept og tålmodighed. Den nye, anden virkelighed, som man er blevet skubbet ud i, er svær. For familien og for barnet – men det ved du, hvis du har læst med her gennem de sidste par år. Anyways, jeg synes, at artiklen belyser nogle meget, meget aktuelle og ekstremt relevante problematikker – og jeg ved, at for mig og endnu vigtigere for Noelle, ville en, som i artiklen omtalt, senfølge-vandrejournal være ubeskrivelig værdifuld! En sådan ville lette alle aspekter af det kommune- og skoleregi m.m. man bliver viklet ind i og den ville ‘lovliggøre’ samt synliggøre alle de skjulte handicap, som de pådragede hjerneskader har resulteret i. Den pris, barnet har betalt for Livet. En sådan journal ville betyde, at jeg, som Cancermor, ville kunne bruge mine resourcer på andre og bedre ting, end den endeløse strøm af informationsindsamling og videregivelse, der kræves og er nødvendig. Den ville lette det enorme pres, jeg ofte mærker, når jeg skal påpege, fortælle, informere, slå i bordet og eller forsvare. Hvad endnu vigtigere er, at den ville kunne give Noelle et forspring! Hun ville blive mødt af en helt anden indstilling, forventning, forståelse og forhåbentlig en bedre tilrettelagt hverdag, når Livet en dag byder på uddannelse, job og familie.
Slutteligt vil jeg sende Kræftens Bekæmpelse en High Five! Læs artiklen her.

En af de der opringninger

Fik en opringning fra vores sygeplejerske fra ambulatoriet. Vedr Noelles blodprøver, som stadig viser nogle for høje hormontal. Det behøver ikke at betyde noget, som sygeplejersken sagde, men vi vil gerne være helt sikre, så kan I komme ind til en blodprøve? Vi måler og vejer hende også i den forbindelse. Argh, det er den – hvad – 8. gang, de tjekker hormoner på Muslingen?… Forrige gang blev der talt om, hvorvidt hun skal udredes på Vækst og Reproduktion, hvis hendes tal bliver ved med at ligge over kurverne. Endnu en af de følger, vi uvilligt har budt indenfor i vores liv, da den Frække Knude flyttede ind og blev skåret ud fra Noelles indre hjerne?
Nænner simpelthen ikke at tage hende med ind i denne uge – aflyse svømmehals-tur og genoptræning eller spolere hendes fødselsdag på fredag. Det må blive efter skole i næste uge. Frem med Emla’en og trylle lidt i albuerne. Heldigvis plejer de at være virkelig gode til at tage blodprøver inde på BørneBP, men det koster mig nok en chokolade croissant fra 7/11 – skidt pyt med det. Så ved vi da, hvad vi skal lave i stedet for legeaftale eller SFO-tid, på tirsdag. Vælge gave fra Prikkekassen og spise chokolade croissanter.