Før-skole vurdering udsat

Fik en meget medfølende opringning i dag. Marianne fra Synscentret Refsnæs havde modtaget vores tilmelding til den 1 uge lange før-skole vurdering i oktober, som vores synskonsulent indstillede os til før sommeren. 1 uge med undervisning af begge forældre i synshandicap og hvilke foranstaltninger vi skal tage vedrørende vores barn samt samlet vurdering af Pomfritten af en række fagpersoner – herunder fys, ergo, psykolog og synshandicap-eksperter. Da jeg sendte tilmeldingsdag skrev jeg samtidig et brev, der forklarede at vi ikke vidste, hvad næste scanning ville vise og, at vi muligvis ville blive nødsaget til at aflyse, alt afhængig af Noelles status. Jeg forsikrede dem at jeg ville vende tilbage så hurtigt vi vidste besked i midten af september.
Marianne ringede for at give os muligheden for at tage ugen i uge 2, i stedet for allerede i oktober. Så har I lidt mere luft, uanset hvad, som hun sagde… Det takkede jeg naturligvis ja til. HVIS Musen skal starte kemo er oktober nok ikke en fed måned at have de vilde planer i. Så håber vi at uge 2 ser lidt bedre ud – uanset hvad… Skolestart i ’14 bliver nok lidt af en cliffhanger.

And though she be but little…

Skrev lige en mail til Astrid her til morgen, da vi endnu ikke er nået til 4 års undersøgelse samt vaccine med Noelle – som bekendt fejrede vi hendes 4 års fødselsdag på Riget – 4 dage efter diagnosen. Så kom der endnu en OP i vejen i marts og nu aner vi ligesom ikke hvilken vej vinden blæser, så jeg tog chancen og bookede tid hos vores egen læge til på fredag. Og så blev jeg totalt i tvivl – for er det nu en god idé at få hende vaccineret nu her? Astrid er, som altid, kvik til at besvare mails og her er hvad hun skrev;

IMG_2376

Okay – så vi er på til på fredag… Flere nåle. Har du set nålene, de bruger til at vaccinere med?? De er tykkere end dem, man tapper donorer med. Yikes.
Måtte også lige læse mailen et par gange eller 3…. ‘…før vi overvejer om det er aktuelt med kemoterapi’…. Ja, den skal jeg altså stadig tygge på. Som et ualmindeligt sejt stykke kød, der ikke rigtig vil opløses til videre fordøjelse. Klumpen bliver liggende i munden og vil ikke finfordeles, så det kan synkes i mindre bidder. Jeg har det svært med kemo-udsigterne. Ikke at en OP3 overhovedet ville lette mig – tvært imod. Men skal vi igennem et kemo-forløb, ja så bliver vi for alvor en cancerramt familie. Totalt plat og i virkeligheden noget fis, at tænke sådan, for det er vi allerede… Måske fordi det bliver så synligt. Og Noelle vil for første gang siden hun røg på Dexa sidste efterår, virkelig syne og være syg. Jeg mener, det er jo det kemo er! Cellegift, designet til brutalt og uden nåde, at slå cellerne ihjel.
På en måde har vi været så heldige at Pomfritten har ‘sejlet’ igennem – eller i alt fald kunne kompensere sig ud af cancermarkørerne – især nu, hvor håret er vokset godt ud over arrene og hun har lært at skjule sin krops svageheder. Men det bliver en helt anden situation med kemoterapien.

Groft skitseret handler vores efterår om 1 ud af 2 ting; tæt observation + MR scanninger eller behandlingsopstart. Enten OP3 eller Kemo. Ligemeget hvor mange gange jeg siger det – og det gør jeg adskillige gange for mig selv hver dag – så er det bare stadigvæk så ubegribeligt. Min kære, lille Musling. Kemo. Min erfaring med kemo er en grel een – min mor gennemgik et kemoforløb, der ganske enkelt var så hårdt for hende, at hun bevidst fravalgte yderligere behandling efterfølgende. Hun ville hellere dø tidligere end at modtage mere kemo. Og sådan blev det. Min Svigerfar var også hårdt medtaget og hvis I har mistet kære til den lortesygdom efter et kemoforløb, kan man, som mig, være i tvivl om, hvad der egentlig slår patienterne ihjel. Jeg fortæller mig selv, at Noelles cancer ikke er en metastaserende en af slagsen. Det trøster mig en anelse – indtil jeg kommer i tanke om, at den er lige så dødelig, hvis den ikke behandles overhovedet. Så er vi igen tilbage til lort med lort på. Jeg er til stadighed baffled over, hvordan Pomfritten coper med alt det her… Hun er simpelthen AMAZING!
Min bedste coping mekanisme er nok at ty til nålen hos Anom. Ikke for smerten – jeg nyder ikke at mærke nålen bryde igennem min hudoverflade, omend smerten ikke rører mig, men jeg elsker det synlige levn den efterlader. The mark. En meget tæt veninde sagde til mig for lidt tid siden; Jeg kan se på dig, at du har ondt indeni, for når det gør rigitg ondt på dig, får du nye tatoveringer. Din måde at få smerten ud på, tror jeg. Camilla – du har så evig ret. Jeg vil hylde min Pomfrit – og pønser på den næste tatovering. Skal hun i kemo, kommer der en lille ny på kroppen i hendes ære. Jeg har et Shakespeare citat i tankerne – som vi har hængende herhjemme på billedvæggen, nemlig;

Find-though-she-be-but-little

Men inden jeg får tid til at blive tatoveret, til at lade min coping mekanisme tage over, så skal Noelle foreløbig til lægen på fredag til vaccine. Og jeg er sikker på, at hun tager det med ophøjet ro, at skulle prikkes i. Hun er nemlig fierce.

Mulige fremtidsudsigter

Tryg. Tryg ved vores læge. Ved Rigshospitalet. Vi var til kontrol i ambulatoriet i dag. Møde med Astrid og Mette. Vi havde planlagt at tage det videre behandlingsforløb op i dag – mest fordi, altimens vi trippende venter på næste scanning og svar, må vi i den forbindelse forsøge, at forberede os på alt og intet. På en evt status quo og på en videre behandlingsplan.
Som altid gennemgik vi Noelles almene tilstand – vi havde endnu engang hendes tics oppe at vende, hendes glubende appetit og vores meget store bekymring om hendes syn. Synet er Astrid også obs på og hun tjekker ind, når vi har været til øjenlæge om 2 uger, for at se, om der er sket ændringer. God viden når vi skal sammenholde status med scanningen og videre forløb. Svaret vedr hendes blodprøver var kommet og viste en enorm høj markør for væksthormon. Så meget, at det er bekymrende. Det kan være tegn på en begyndende pubertet omend hendes pubertetshormoner så fine nok ud. Hun er gennemsnitligt vokset 1 cm om måneden, siden vi blev sluset ind i hospitalsverdenen for 9 måneder siden – med et stort spring omkring nytår. På kurven ser det ok ud, men Astrid bestilte alligevel et fuld panel af blodprøver på hormoner – og tjek for antistoffer. Antistoffer i forhold til skoldkopper, som vi ikke er sikre på, om hun har haft. Hvorfor det er aktuelt? Fordi behandlingsforløbet kan gå i retning af kemo og da kan en skoldkoppe infektion være ganske katastrofal. Det er ingen hemmelighed at kemo slår immunapparatet helt ned. Så der venter muligvis en vaccination for skoldkopper om hjørnet…

Samtalen drejede sig helt naturligt over på, hvad scanningen mon ville vise. Vi er selvsagt svært bekymrede. Astrid ridsede de 2 mulige scenarier op: 1) Status quo, som giver endnu 2-3 måneders tæt observation og ny scanning eller 2) Vækst, der er behandlingskrævende.

Med vores 2.nd opinions lurende i baghovedet var vi spændte på, hvad Astrid kunne byde ind med. Vi blev heldigvis bekræftet endnu engang i, at vi er i kompetente hænder. Professionelle hænder, der behandler med samme protokol, som de gør på Johns Hopkins og i Tyskland. Det var lidt spændende at se, hvordan hun mon ville reagere på vores udmelding om, at have fået en 2.nd opinion – men hun var helt med os. Hun syntes, at det var rigtig godt, at vi havde forhørt os og hun var også glad for at høre at man syntes at Neurokir havde gjort et virkeligt godt arbejde på Noelle. Hun havde på ingen måde indtryk af, at vi ikke var tilfredse med vores forløb indtil videre. Hvilket jo var rigtig rart – vi ønsker absolut ikke at fremmedgøre os for ‘vores afdeling’ eller vores læger. Men det lader til at de udover at være professionelle også er menneskelige. Kan man mon være andet, når man arbejder med børnecancer??
Astrid vil, efter scanningsbeskrivelsen – såfremt den beskriver mervækst, indkalde til samtale – både med Neurokir og os. Hun kunne ikke sige OM løsningen var OP3, det afhænger af, hvor meget Tumoren fylder og vores ønsker med vores 2.nd opinions i bagagen, for en anden mulighed er at behandle med kemo. Selve kemo-cocktailen vil som udgangspunkt være hhv Carboplatin og Vincristine, men den kan tweakes alt efter hvordan den tåles (læs: hvor slemme bivirkningerne er for barnet). Altså samme behandlingsforslag, som vi fik foreslået fra Johns Hopkins. Stråler vil de allerhelst undgå – selv protonstrålerne, som har ry for at være meget præcise, men som Astrid beskrev det – så er der tale om The Good, The Bad and The Ugly… Og det er forskelligt, hvad man ser som de 3 optioner henholdsvis – det afhænger af barnets unikke situation. Ingen af mulighederne er rosenrøde. Kæft, hvor var det underligt at sidde der, med den snak om fremtiden. Mit barns fremtid. Min Pomfrits fremtid. Selvom den endnu er helt hypotetisk, er jeg nødt til at høre mere om den. Så jeg kan tænke, forberede mig og få kontrol over mit indre. Jeg har bare sådan en snigende fornemmelse af, at vi kun står ved begyndelsen… Jeg har en følelse af, at vi kommer til at gå på kemo vejen. Og det er af flere årsager; jeg ved, at der er vækst – det burde/skulle der helst ikke være, så hvad er oddsne for, at den stopper med at vokse nu? Dernæst føler jeg, at en OP3 er for risikabel. Med Dr. Gassers og Dr. Jallos udtalelse i baghovedet skræmmer den option mig så meget, at jeg næsten ikke kan trække vejret – fuld højresidig lammelse, tab af sprog, syn – og så kan hun jo dø fra mig! D-Ø!
Det er selvfølgelig ikke sikkert, at vi kan undgå en OP3 – hvis tumoren nu er vokset tilbage til hønseægsstørrelse, men åh, jeg håber af hele mit hjerte ikke, at det bliver aktuelt… Det er bare lige det, ved denne her situation, at vi ikke altid selv får lov til at vælge :-/
Kemo er ikke en fed option heller – der skal vi tage godt og vel 18 måneder (!!) i maven med CVK, kvalme, behov for blodtransfusioner, infektionsrisici, hårtab, nyreproblemer, periodisk begrænset eller svingende sociale formåen og tonsvis af andre bivirkninger. Uden et shot af en egentlig helbredelse… I bedste fald en hindring af mervækst. For en periode. Fuck – hvordan var det lige vi endte her??

Jo, der bliver en hel del, at fundere over i de næste 4-5 uger, før vi får en eller anden form for udsigt til, hvilket slags efterår vi går imøde.
Vi har kontrol på øjenklinikken om 2 uger og den bliver afgørende for, hvor hurtigt Astrid presser på for scanningssvar – om vi får den mandagen efter scanningen eller først 10 dage efter. Det er jo sådan, at man på Glostrup scanner onsdage og det er også på onsdage, der afholdes CNS-konf på Riget, så at nå både at få scannet, læst og beskrevet billederne til overførsel til konf samme dag, er liiiidt forhastet. Når der er tale om en sag som Noelles, skal billederne nemlig læses ekstremt præcist og det er ikke en proces, man kan skynde sig med eller billeder, som man lige hurtigt kan skimme over. Der skal måles på alle snit af billederne, således tumoren måles ned på millimeteren.

På trods af det dystre emne gik vi derfra med en ro. En tryghed og bekræftelse i, at vi er, hvor vi skal være. Kompetente hænder og med medspillere på banen. Vi har alle et fælles mål, nemlig at styre Noelle igennem dette her på den allerbedste måde. Det er det, jeg må holde fokus på. At få hende igennem på den bedst mulige måde. For igennem, det skal hun sgu.

Korte længder

Vaskede hår på Muslingen lige før. Ikke noget ud over det sædvanlige. Lige indtil jeg mærkede håret på den korte/undercuttede side… For første gang i 9 måneder kunne jeg faktisk fange lidt længde i mellem fingrene… Det lyder muligvis ikke som nogen big deal, men for mig var det lige præcis det. Sikkert en særlig pigeting eller mor/datter ting, men hår ER en big deal. Og jeg indrømmer blankt, at da jeg første gang så den nøgne hovedbund dekoreret med et 42 stings hesteskoformet operationssår, dræn og mærker efter hovedstabiliseringsstativet, græd jeg. Jeg græd af frustration, forfængelighed og frygt for fremtiden. Da vi på gaderne i Søborg, blev overbegloet af voksne og børn, som passerede os i tiden efter OP, boblede vreden inden i mig.

Men nu… Min Pomfrits smukke røde hår i mellem fingrene på mig. Bare lidt længde, så at sige… Men jeg kunne mærke noget andet, end stride korte strå… Arret er ved at være så godt dækket at man ikke ser det. Mon vi om nogle måneder kan sætte lidt spænder i igen?? Eller? Minder mig selv på at nyde nuet. Vi ved ikke om striben skal ridses op igen, om det bliver lokale pletter uden hår eller om hun måske vil miste det hele – alt det afhænger af tumoren. Vækst og behandling. Fremtiden.
Men nu, for nu stryger jeg fingrene gennem håret, nyder spillet i de orange nuancer og duften af shampooen. Jeg tænker på, hvor pragtfuldt dette lille væsen er. Hvor tappert, hvor modigt og hvor stor min kærlighed for denne smukke Musling er.

20130808-192443.jpg

Gisp og gips

Billede

20130807-165737.jpg

Så var det lige at jeg havde taget fejl af datoen for bandagisten. For det var faktisk i dag. What?!? Vores fys Frida ringede til os og så var det ellers ud over stepperne med røde kinder… Tsk tsk tsk. Meget ulig mig at notere forkert dato. Har købt flødeboller som kompensation til Frida i morgen…
Nu er afstøbningen lavet og skinnen bliver sat i produktion og skal tilpasses om et par uger. Kan du gætte hvilken farve den bliver?

Nye hjul

Noget af det første, som vi fik af vide, da vi fik diagnosen på Noelles syn – homonym hemianopsi, var, at hun dermed aldrig vil kunne tage kørekort. Hendes syn er simpelthen for dårligt – ikke afstandsmæssigt, men pga det markant indskrænkede synsfelt kan hun ikke få lov til at føre bil. Ever. Af samme årsag blev hun i samme moment registreret i synshandicapregistret.
I dag fik hun så den slags hjul, som hun KAN få lov til at trille med – nemlig kørestol. Eller – dvs hun blev målt og fik afprøvet en rød og raffi sag, der dog (på trods af udtrykket på billedet) faldt ganske godt i damens smag. Det tog lidt overtalelse at få hende op at sidde i den – men da hun først fik sat sig til rette, var det ikke så tosset endda. Hun blev faktisk pænt skuffet over, at hun ikke kunne beholde den og få den med i Børnehave i morgen for at vise den frem. Det hjalp så lidt på sagerne, da Jytte, kørestolsrepræsentanten, skubbede en bunke farveprøver hen til os og bad Noelle vælge lige den farve, som hun kunne tænke sig hendes stol skulle være! Oh joy! Det kom ikke som den helt overvældende og jaw-dropping surprise, at Pomfritten valgte den hot pink farve 🙂 Man er vel pige! Et kort øjeblik vaklede hun dog imellem den orange og den pink, men valget endte altså alligevel på pink.

IMG_2279
Udover at blive målt (ben og ryg) gennemgik vi alle de forskellige tilpasningsmuligheder stolen har. Håndtag, der kan hæves, sænkes og roteres ud ad, fodpladen, der kan svinges frem eller tilbage og højdejusteres, hvordan stolen kan klappes sammen, hvilke hjul vi kunne vælge imellem – punkterfrie (der er hårde og giver mindre siddekomfort), midt-i-mellem hjul med ekstra beskyttelse af slangen og helt almindelige lufthjul. Der var forskellige siddepuder, armstøtter, der kunne skrues af og på – ja, det var faktisk helt vildt, hvad den lille stol kunne! Totally customized wheels!
Det skal nok blive godt – om de der 3 ugers tid, det tager, at lave den til hende. Det, der kommer allermest bag på mig er, at jeg faktisk er helt ok med, at hun skal have en kørestol… Sært, ikke?!

Tveægget sværd

Mandag. Efter 2 uger sammen alle 4, er i dag en mega kold tyrker. Vi har altid haft utrolig svært ved at vende tilbage til hverdagen efter ferier. Vi savner hinanden, Pomfritten og Mansen. Ny(gen)forelskede og helt igennem afhængige af, at flette fingre og tumle med ungerne – ja, det er faktisk til at blive lidt dårlig over 😉 Jeg tror, at denne ferie især, har været speciel, fordi vi har trængt til at lukke verden ude. Et frirum uden krav fra omverdenen, uden konstante påmindelser om, at Noelle lever med hjernecancer og at vi er en cancerramt familie. Ingen kontroller, genoptræning eller hospitalsbesøg. Vi har haft… fri. Fri til at være ‘ligesom de andre’.

I dag sidder jeg med længslen efter min familie, der er 3 forskellige steder i verden. Carsten på job i city, Mansen i Vugger og Muslingen i Børner. Længslen er dejlig – for den vidner om min kærlighed til min familie. Men under længslen og kærligheden, har en anden følelse også manifesteret sig. Det er som om, at den permanent har bidt sig fast i mit liv og følger med uanset om jeg vil den eller ej. Jeg skal lære at leve med den, for den forsvinder ikke igen. Måske bliver den mindre mærkbar med tiden, måske ikke. Følelsen er ligeså stærk som min kærlighed. Den er, kort og godt, sorg…
Men det er vel ikke så underligt – for uden kærlighed kan man vel ikke føle sorg. Det er 2 sider af samme sag… Forsiden og bagsiden af medaljen. Hvorfor, tænker du måske? Kan du ikke bare nyde ferien og se på det gode? Jo, det kan du tro at jeg kan, men jeg kan ikke undgå også at se laget under. Det lag, der kom hånd i hånd med Tumoren. Laget, der truer med at lægge sig øverst. Ferien har været skøn. Pragtfuld! Og altimens vi har betragtet ungerne rende og plaske på stranden, eller køre i karrussel på Bakken og spildt is på de bare maver, så sidder jeg i dag og føler mig så helt og aldeles trist indvendig. Ferien har nemlig også, igen, mindet mig om, hvordan vores liv var før. Før Tumoren tog over og satte dagsordenen. Ferien gav os et hårdt tiltrængt åndehul – med en snert af normalitet – åh, hvor jeg dog savner den! Hvor luksus ikke at skulle spekulere på, hvor hurtigt tumoren mon vokser, om synsindskrænkelsen bliver endnu værre eller om min Mus kan fejre jul med eller uden hår på hovedet, med endnu flere 40-stings ar i hovedet eller om hun vil kunne danse om juletræet. Okay, den sidste dér, den var hård. Den lader jeg ligge. Den gør mig ikke noget godt nu.

I dag, mandag, stirrer vores Virkeligheds hårde realiteter mig så direkte i øjnene. Genoptræning samt mål til kørestol i morgen – kold tyrker. Genoptræning torsdag – kold tyrker. Kontrol i ambulatoriet fredag – kold tyrker. Næste uge byder på genoptræning, bandagist og lægebesøg. Vores Anden Virkelighed.

Jeg har kigget alle mine billeder fra ferien igennem – Optimisten i mig vælger at gribe de dejlige følelser – dem med grin, smil og fnis. Jeg vælger den gode side af vores tveæggede sværd. How could I not? Se lige de her to lækre børn!

IMG_2236 IMG_2241 IMG_2242 Image

IMG_2090

What it’s all about…