Tid til sammenhæng

Posted on 29/10/2014 by Siff Ravn Mandalay

Svar

Tog mod til mig. Endelig. Har hørt fra så mange, at det bare er helt fantastisk. Det der Body-sds. Jeg har snuset lidt til det tidligere, men fandt det alt for grænseoverskridende og noget mærkværdigt. Men, nu skulle det altså være. Body-sds skulle eftersigende virkelig give kroppen et wake-up call. Og det har min brug for. Trætheden og 2 års intens kamp, stress overload og spekulation har sat sine spor. Min krop føles… gammel. Alt for gammel, øm, stiv og knudret. Så det var med let svedige håndflader, at jeg bookede tid hos Sofie i Privilegium. Sofie kender jeg fra gymnasietiden og vi har jævnligt holdt kontakt og set hinanden sporadisk igennem årene. Så jeg var tryg ved at skulle behandles af hende – i foråret fik jeg en prøvebehandling andetssteds – og det var slet ikke mig! Viiiildt mærkelig oplevelse!
Jeg ved, at Sofie har et bomstærkt ry og underviser andre body-sds’ere, så det kan vel ikke blive meget bedre?! Som jeg sad i venteværelset nåede lyden af tungt åndedræt mig. Gråd og av’er… Mærkede med det samme alt indeni mig strittede imod. Tab af kontrol. DET kan jeg ikke – det nægter jeg!
Selv før Noelle fik sin frække knude, var jeg nok i mange aspekter en person i kontrol – spontanitet var altid velkomment – bare jeg liiiige kunne planlægge det først. Og selvom jeg i ordets mest basale forstand, måtte opgive kontrollen i behandlingen af Noelle, operationerne og alt, der fulgte med, så har jeg i det mindste kunne udøve kontrol over mit sind. Holde sammen på min familie, en hverdag og mig selv. Og det er lidt som om, at jeg nu skal til at betale afdragene.

Så nu skulle jeg se hvad det var for noget – og om det var noget, der kunne ruske lidt op i mig, løsne op og hægte sammen. Og jeg blev meget overrasket. På den gode måde… Body-sds-behandlinger adskiller sig på mange måder fra traditionel massage og er en behandling, der åbner for en masse i kroppen, der igen åbner for en masse i sindet. Giver et flow og connecter krop og sind – det lyder måske lidt sært, men altså, jeg tror man skal prøve det, for at forstå det. Efter en time på briksen, havde jeg ømmet mig, knebet en enkelt tåre og grinet sammen med Sofie. Jo, det her body-sds, som alle roser til skyerne, forstår jeg nu. I get it! Jeg er fan. Min krop summer, jeg er lidt rundtosset og jeg er mærkbart løsnet op i nakke, ryg og hofter. Wow.

Da jeg havde Noelle til Fysiotrerapi i dag talte jeg med Fys om, at jeg synes at kunne se, Noelles ene ben er kortere end det andet, hvilket vi målte os frem til var ganske korrekt. 1 cm forskel på højre og venstre ben. Hendes hænder og arme er der endnu større forskel på, da hun ikke har vægtbæring/brug af motorik i lige så stor grad, som på benet. Men ikke desto mindre vil jeg for alt i verden undgå, at hun får så stort et vrid i hoften og op igennem ryggen, at hun udvikler skoliose (skævhed i rygraden). Så jeg må i morgen have fat i hhv bandagist og kommunen med henblik på, at rette skinnen til med indlæg. Og så har jeg booket en tid til Noelle til en body-sds behandling, for jo mere flow vi kan få igennem kroppen, jo bedre.

Sofie – du er simpelthen SÅ dygtig! Det er i sandhed på den hylde, du hører til, vi ses snart 🙂

En af de der opringninger

Posted on 21/10/2014 by Siff Ravn Mandalay

Fik en opringning fra vores sygeplejerske fra ambulatoriet. Vedr Noelles blodprøver, som stadig viser nogle for høje hormontal. Det behøver ikke at betyde noget, som sygeplejersken sagde, men vi vil gerne være helt sikre, så kan I komme ind til en blodprøve? Vi måler og vejer hende også i den forbindelse. Argh, det er den – hvad – 8. gang, de tjekker hormoner på Muslingen?… Forrige gang blev der talt om, hvorvidt hun skal udredes på Vækst og Reproduktion, hvis hendes tal bliver ved med at ligge over kurverne. Endnu en af de følger, vi uvilligt har budt indenfor i vores liv, da den Frække Knude flyttede ind og blev skåret ud fra Noelles indre hjerne?
Nænner simpelthen ikke at tage hende med ind i denne uge – aflyse svømmehals-tur og genoptræning eller spolere hendes fødselsdag på fredag. Det må blive efter skole i næste uge. Frem med Emla’en og trylle lidt i albuerne. Heldigvis plejer de at være virkelig gode til at tage blodprøver inde på BørneBP, men det koster mig nok en chokolade croissant fra 7/11 – skidt pyt med det. Så ved vi da, hvad vi skal lave i stedet for legeaftale eller SFO-tid, på tirsdag. Vælge gave fra Prikkekassen og spise chokolade croissanter.

Knæk Cancer interview

Posted on 17/10/2014 by Siff Ravn Mandalay

Svar

Okay, lidt kriller i maven har jeg da… Altså ved tanken om, at vores interview bliver vist i Go’ Morgen Danmark på søndag mellem 9-12. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvordan det er blevet – vi ævlede jo i 3 timer, så det må have været en udfordring af koge det ned til en lille 3-4 mins snas, der også er sammenhængende. Jeg håber, håber, håber at vi fremstår bare nogenlunde fornuftige og rigtig stolte af Muslingen – for hun er jo den, der fortjener alt credit for, at vi stadig står oprejste.

Selvom det er lidt nerve wrecking at blive eksponeret sådan DK-wide, så er vi trods alt kun en lille bobbel af opmærksomhed iblandt et stort glas bobler. Måske får vi vist, hvordan man trods dire straights, alligevel kan rejse sig igen og – ikke ligefrem være lykkelig for at blive prikket af Cancer – men dog få sat livet i perspektiv. Det håber jeg i hvert fald kommer til udtryk på søndag – hvis ikke, så ved I bedre ☺️

Den sidste Bastion

Posted on 10/10/2014 by Siff Ravn Mandalay

Jeg troede faktisk, at jeg var ovre det! Havde 100% accepteret det. Ingen forfængelighed, ingen pinlighed eller anden negativ association. Så da jeg i dag stod og skulle pakke Noelles kørestol i bilen og aflevere den på skolen ifb med fødselsdag efter skole, kunne jeg bare mærke, hvordan mit indre ulmede. Modviljen brød ud i lys lue. Hvis du tager kørestolen med over på skolen, så kan hele skolen se, at Noelle er handicappet. De kan se, at hun ikke er som de andre elever, de kan se, at hun har særlige behov. Hun bliver med ét target for mobberi og hun bliver udstillet og gloet på. Jeg mærkede modviljen brænde i mig. Satte mig ned og begyndte at sms’e den forælder, der skal holde fødselsdagen – om hun mon havde en cykel, som Noelle kunne trille med på, så jeg ikke behøvede, at tage hendes kørestol med på skolen. Skrev, at jeg godt var klar over, at det var min egen forfængelighed, der stod til hinder. Da jeg læste den igennem igen, blev jeg overvældet af skam, vrede og irritation. HVORFOR er det en big deal?? Fordi jeg har en idé om, at hun måske har kunne ‘gemme’ sig lidt i mylderet af de mange børn? Et barn i kørestol sticks out like a sore thumb. Og jeg har fået nok af, at mit barn stikker ud. Skolen er min sidste bastion, hvor Noelle næsten kan være ‘just another kid’ – lidt anonym på trods af benskinne og funky motorik. Klassen har været gode til at embrace hendes handicap – men lige pludselig føles det som om, at jeg smider et kæmpe neonskilt hen over hovedet på hende… PAS PÅ – HANDICAPPET UNGE! Øv, øv, ØV, hvorfor hænger den i mig endnu??? Det er jo ingen skam, at have et handicappet barn… Og Noelle har ovenikøbet sloges med intet mindre end en hjernetumor! Det er no small feat at overleve! Jeg burde nærmere være stolt over, at hun kun skal bruge stolen, når der er distance, navigation i trafikken eller tidsfaktorer involveret. Og jeg har iøvrigt intet problem med at færdes med Noelle i stolen ellers?
Nej, jeg må sgu bare tage mig sammen! For helvede. See the bigger picture. Min pige glæder sig over, at skulle have sin stol med i skole – ja sgu! Og den er nødvendig for hende. Så kan hun få sig et hvil, hun ikke skal orientere sig eller navigere i trafikken med resten af klassen. Get over it, Siff! Skrot din skide forfængelighed og forstå, at det ikke er noget, at være flov over. Tag Noelles upbeat indstilling til dig. Noelle er som hun er – og det skal du hellere være stolt af! For alternativet var langt værre. Perspectives, Siff, perspectives.

Med den tankestrøm slettede jeg sms’en, hentede kørestolen, pakkede den i bilen og rystede modviljen af mig.
Den sidste Bastion er faldet.

1 års jubilæum…

Posted on 09/10/2014 by Siff Ravn Mandalay

For præcis 2 dage siden var det 1 år siden Noelle blev opereret for 3. gang. Noget af et jubilæum, faktisk, for min Pomfrit var under kniven 3 gange indenfor 11 måneder. 3 massive, dybdegående og aggressive hjerneoperationer på under 1 år. Fuldstændigt vanvittigt at tænke tilbage på. Sidder og ryster på hovedet. Her er vi så i dag. Ikke rask, men dog stabil. Ikke behandlingskrævende lige nu, men under nøje observation.
Havde vi valgt ikke, at lade hende operere tilbage i 2012, så ville hun ikke have været her i dag. Kald lige den tumor godartet en gang til?! Hvordan kan noget, der kræver liv være godartet?? Hvordan kan man kalde en tumor-type godartet, hvis den langsomt kvæler livet ud af mit barn? Gør hende handicappet? Det er paradoksalt, at fordi tumortypen ikke har tendens til at sprede sig og vokse ind i det omkringliggende væv, men skubbe det, værende dødelig uden behandling, kan kaldes ‘godartet’. Simply mindboggling.
Hvorom alting er, så er vi dog her. Lige her – med efterårsferien lige om hjørnet og Noelles fødselsdag efter. Og vi har indtil videre livet i behold. Alle 4. Jeg har ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er for det. At vi har hende endnu. Og min Manse. Min lille lækre Manse, der stadig elsker at putte og stadig har en liiiille bitte snert af baby i sig. Jeg bliver aldrig træt af at kramme og kysse på ham! De kinder!!! Haps!
Selvom vi har nogle hårde statistikker imod os, så har jeg også vældig meget at værdsætte. Og jeg ved det heldigvis godt.

Tadaaaah

Posted on 06/10/2014 by Siff Ravn Mandalay

Jo – det er jo STORT! Noelles første skolefoto! Åh, så fin hun er! Klassebilledet lægger jeg ikke op her – men det fik mig til at bryde ud i latter – sådan som min Pomfrit står der, på bagerste række og griner, så man kan se alle hullerne i stakittet! Typisk Noelle! Typisk min pragtfulde, livsglade og boblende datter. Love it!
Og ja, hun ser sgu da ret så kær ud på hendes egne billeder også… Hubby var et kort øjeblik klar til at photoshoppe hendes ar, men kom dog på andre tanker. For hun HAR jo et ar. Et fint hvidt ar, der vidner om hendes lange vej til netop sit første skolefoto. Hendes lange vej tilbage til Livet som Barn. Det er ikke et ar, der skal gemmes væk eller retoucheres på billeder – for det er unægtelig en del af hende – et vidne om hendes historie og hendes ukuelige mod. Og så er det set med mine øjne ikke et grimt ar – ikke den del, man ser i panden. Anyways – inden jeg spinder mig selv ind i storslåede lovprisninger om min datters livsmod og livsglæde, så får I her mine favoritter – Noelle, stylet af sig selv fra top til tå ❤

Knæk Cancer 2014

Posted on 30/09/2014 by Siff Ravn Mandalay

Nu er det jo ikke fordi jeg har en pige, der ligefrem elsker at blive filmet. Jo altså, af os herhjemme – ikke af folk, som hun ikke kender. Som da Natholdet skulle optage til deres og Mads Langers When you Smile-tribute til Knæk Cancer sidste år. Der, hvor Noelle sad og malede på legestuen på 2. dagen efter hendes 2. operation. Ikke, om hun gad at smile dengang. Tale? – HA, no way. Hun var faktisk skidesur – af flere og meget forståelige årsager – faste-sult og forestående post-operativ MR scanning, operationssmerter og hovedpine – og den der tunge og uhåndterlige højre side af kroppen, der pludselig ikke lystrede længere. Så ja, det var da helt forståeligt at pigebarnet ikke gad smile til kameraet eller i det hele taget kommunikere med dem.

Jeg meldte også klart ud, da en journalist, Helle, henvendte sig til mig vedr dette års Knæk Cancer og muligheden for, om vi ville lade os interviewe til et lille 4 minutters segment til Go’ Morgen Danmark. Bare en ‘nær-på-historie’, som hun kaldte det.
Jeg sagde med det samme, at jeg på ingen måde, kunne garantere en samarbejdsvillig Pomfrit, men, såfremt vinklen var positiv og ingen tudekiks skulle uddeles, så ville vi hjertens gerne være med – alt hvad, der kan spæde til forskning, behandling og oplysning omkring cancer, herunder naturligvis især børnecancer, er jeg selvfølgelig med på.
Jeg havde et næsten 2 timer langt pre-interview over telefonen med Helle forrige uge, og hun kom ud forbi og hilste på Noelle og jeg et par dage efter. Det var faktisk helt underligt, sådan at skulle genfortælle hele vores liv de sidste 2 år. På en måde føltes det som om, at det er 100 år siden – og alligevel kom følelserne tilbage for fuld styrke. Angsten, frygten for at min Mus skulle dø – chokket over, at den lortetumor blev ved med at vokse, selvom den var blevet snittet i, skåret i stumper og suget ud af det indre af Noelles hjerne. Den lille bitte rest, der ikke ville give op og hånligt voksede videre – nærmest takkede os for at give den god plads til at brede sig på. Efter forløbet var fortalt spurgte hun ind til, om hun evt måtte kontakte Baba, for at belyse det, at stå helt tæt på og alligevel udenfor. Det syntes jeg var en glimrende ide, så de fik sig vist også en god snak over telefonen og da vi mødte op på Nordisk Film i går, havde hun absolut læst godt på tingene. Vi gik interviewet over i store træk og Noelle fik på forunderligvis lokket både en is og en lille isbjørnebamse ud af Helle! Helt uden at tigge om det – men med en henkastet bemærkning om, at den der bamse må jeg i hvert fald ikke få, siger min mor… Frække unge! Oplægget til interviewet var med fokus på, hvordan Noelles sygdom har påvirket vores familie – så det var jo dejligt, at det ikke var Noelle, der var 100% i fokus.

Noelle og Mor – og Isbjørnen Thea – den lille ny til samlingen!

Så var det ind og sidde foran kameraet. Vi blev filmet opdelt således at Noelle ikke sad med, mens Carsten og jeg blev interviewet – hvilket jeg var glad for og ville have insisteret på, såfremt det ikke havde været en helt naturlig ting for produktionen. Og jeg klarede den næsten uden at tude. Næsten. Kun 1 gang måtte jeg opgive. Har I nogensinde været bange for at skulle miste hende? Pyha, smerten og angsten skyllede ind over mig. Hver gang jeg har lagt hende på operationsbordet og kysset hende på panden… Kunne ikke engang fuldende sætningen – og sagt Jeg elsker dig… Carsten måtte tage over. Og sikke han kunne tale, min elskede Hubby. Det var en oplevelse, at høre ham tale og fortælle – jeg kunne mærke, at han havde så meget på hjerte og at der endelig var luft til det. Ikke fordi vi ikke taler, Hubby og jeg, vi taler meget og ofte – ellers var vi nok heller ikke blevet så stærke sammen, som vi er nu, men til andre. Udenforstående. Jeg er så stolt af ham. Og jeg er stolt af Baba. Som vi ikke havde kunne undvære i den hverdag, der var så anderledes, så amputeret og så opdelt i perioderne, hvor Noelle har været indlagt.
Mest af alt er jeg så fandens stolt af min Noelle. Den seje tøs! Hun var utrolig lav- og fåmælt, da Helle spurgte hende om den frække knude, hospitalet og hendes arm og ben, så jeg begyndte at spørge lidt ind til hende, så hun bare skulle tale til mig. Det hjalp lidt og hun fortalte, at den frække knude gjorde hendes arm og ben træt, vi talte om, hvordan den frække knude ser ud og hvor den sidder henne – for ja, hun er jo fuldstændig med (på et fornuftigt alderssvarende niveau, naturligvis) på sagerne – og jeg kunne se, at Noelles interview trak tårer hos både Daddy og Baba, der sad lige bag ved Helle.

Ja, så mest af alt, så er jeg stolt af Noelle. Det har kostet os dyrt at møde Cancer, og dog har det også givet os meget. Jeg håber på, at det lille segment på 4 minutter virkelig viser, hvor pissesej Noelle er. Jeg håber det viser, hvordan vi har forsøgt, at vende vores livs værste og ubegribelige mareridt til noget andet, noget mere – til et stærkere familiebånd og et større perspektiv. Og også hvordan man på tvungen vis, finder en normalitet i en helt, helt anden virkelighed. Fordi vi vitterligt ikke havde andet valg. Som jeg forklarede til Helle – vores ‘normale’ er anderledes end andres ‘normale’, men det er – ikke desto mindre – vores anden virkelighed og i den finder vi vores normalitet.

I den varme sofa…

Guitar-mor

Posted on 24/09/2014 by Siff Ravn Mandalay

Som barn elskede jeg når der skete noget nyt. Det var spændende og jeg kedede mig ikke. Nye udfordringer – yay! Vi flyttede meget da jeg var barn og jeg elskede det, at skulle indrette mig på ny. Egentlig er det nok et karaktertræk – det, at jeg er fleksibel. Det går igen i mit arbejdsliv, hvor jeg fint trives med ændringer, hurtigt implementerede såvel som planlagte. Jeg har behov for forskelligartede opgaver – dagene må ikke være for ens. Sådan er det ikke for min Musling. Slet ikke. Tværtimod. Hun har altid haft det bedst med, at kende dagsordenen og det, at blive preppet på de større ting, der kommer i løbet af ugen. Altid. Og det har jeg gjort meget grundigt siden hun var helt lille. Det kom os især til gode, da den Frække Knude meldte sin ankomst og vi pludselig skulle en masse voldsomme og uvante ting i nye omgivelser med nye mennesker… Og det gik faktisk over al forventning – jeg tror, at Noelle blev tvunget til at lære at tage tingene lidt mere som de kom (alt fra MR scanninger til blodprøver og overnatning på afdelingen, kontroller og fjernelse af de 42 sting – osv osv). Det betyder ikke, at hun ikke stadigvæk allerbedst trives, når hun ved, hvad der skal foregå.
Denne uge på skolen er projektuge. På tværs af klasser og klassetrin. Nyt lokale hver dag og nye opgaver hver dag.
Min Mus er fuldstændig kvast. I går havde hun trukket sig til kontoret og havde siddet for sig selv ‘Fordi jeg trængte til fred i mine ører og mit hovede, mor…’
Jeg har aflyst hendes ridefys på torsdag – det bliver der ikke krudt til.
Guitar-mor. Det er mig. En mor, der giver og tager. Det føles som om, at jeg ikke kan give Noelle noget, uden at tage noget andet fra hende. Giver jeg hende mere tid i SFO’en koster det genoptræningstid. Prioriterer jeg hendes genoptræning tager jeg tid fra hendes leg i SFO’en. Legeaftaler skal planlægges så de ikke ligger op ad genoptræningsdage. Jeg har måtte hente Pomfritten fra skole og køre hende til legegruppe efter et par timers hvil hjemme, da skole, SFO og så legegruppe (ialt fra kl. 8-17) er alt, alt for meget for hende. Jeg har måtte hente hende fra Svømmeren for at skære bare 1 times tid af hendes i forvejen meget lange dag. Og uanset hvad og hvordan jeg prioriterer for hende på en dag, så koster det familietid. For jeg ser hende ikke når vi først er trådt ind ad døren herhjemme. Hun stryger direkte ned på sit værelse og lukker sig inde i fred og ro. Hvilket jo er ok. En dag, da Baba var her, hyggede hun med os i stuen, men da jeg havde hentet Phoenix hjem og der blev lidt mere aktivitet, trak hun sig. Sådan må det bare være – og det accepterer jeg også 100% Det er bare lidt svært at være en guitar-mor.

Legoland med FCB!

Posted on 22/09/2014 by Siff Ravn Mandalay

Noget af det første man søger, når man står i en situation, hvor man er fuldstændig råvild, er ligesindede. Andre, der er ligeså rystede, ligeså råvilde og lige så angste som én selv. En af de foreninger, som jeg har meldt os ind i, er Foreningen Cancerramte Børn. En forening, der arbejder hårdt på at skabe oplevelser for familier med kræftramte børn, videregive information, uddanne og oplyse familiemedlemmer udenfor mor, far og barn. Bedsteforældre og søskende. De arrangerer biografture og andre events, der har til formål at skabe livsglæde og samhørighed, både familien imellem, men også på tværs af kræftdiagnoser og familier.
I går var vi så afsted – vi havde ovenikøbet en fantastisk scanning at fejre! Tog til Billund og tog en overnatning inden dagen skulle bruges i Legoland med FCB. Og sikke en dejlig dag, det var! Vi fik set hele parken og prøvet alt det, mine to Pomfritter ville. Vi havde endda så travlt med at prøve forlystelser, at vi ikke nåede til den planlagte FCB-frokost 🙂
Efter 4 timer var Noelle så udmattet, på trods af, at vi havde kørestolen med, at det var på tide at tage hjemad. Selvfølgelig blev hun ked af det, da vi trillede mod udgangen… Jeg ville bare ønske vi kunne bo her i Legoland… var Muslingens kommentar. Det må siges at være en godkendelse af dagen – en dag, som vi skylder FCB en kæmpe tak for!

Spørgsmålet

Posted on 19/09/2014 by Siff Ravn Mandalay

Scanningssvar i dag. Mødt på afdelingen af 2 fabelagtige hospitalsklovne, der fjollede rundt til stor glæde og morskab. Lettede lidt på mine bekymrede tanker. Sange, tryllekunstner og akrobatik. Dr. K og Flyvende Flaka. Pragtfulde! Dejligt at Hubby netop har støtte De Danske Hospitalsklovne – de giver virkelig stor glæde!
Stabil. Ingen yderligere vækst. Bedst case scenario. Jeg kan næsten ikke tro vores held. Kan det mon passe? Selvom jeg gik og gnavede lidt negle op til i dag (eller rettere – stress-spiste alt ungernes slik i slikskabet), så var det først efter vores møde med Overlægen i dag, at jeg mærkede hvor meget beskeden rent faktisk lettede mit hjerte, mit sind og mit humør… Jeg har ikke ord for, hvor dejligt et er, at vi nu kan se fremad igen. Hele 6 måneder før næste scanning og 3 måneder før næste kontrol på ambulatoriet! Crazy vildt!

Vi vovede spørgsmålet, fordi vi begge har spekuleret på det. Det der altafgørende, gnavende og hændervridende spørgsmål.
Er Noelle så rask nu?
Langt eftertænktsomt suk… Nej, altså vi kan jo ikke sige hende fri for resttumor, så…. Men man kan heller ikke kalde hende syg. Hun er ikke behandlingskrævende lige nu, så man kan sige, at hun er under observation og stabil, men hun falder mere over i den ‘kroniske tilstands’-kasse… Vi vil forsat scanne og observere hende – indtil hun bliver 18 år, men hvis I bliver spurgt ad, så fortæl at hun er stabil, men under observation.

Okay. Det er godt nok. Ikke rask, men heller ikke syg. Ikke cancerfri, men heller ikke behandlingskrævende. Stationær. Aldrig havde jeg troet at jeg ville være så glad for det ord.
Trætheden som går mig så meget på fik vi også talt om, og jeg fik beskeden ligeud, at jeg ikke kunne forvente at hun i løbet af sin 0.klasse ville kunne både skole og SFO. Den var lige lidt hård. Jeg har savnet en forbedring i hendes udholdenhed, men jeg skal tage i maven, at selvom det er 1 år siden hendes 3. og sidste OP her den 7. oktober, så er skaderne på Noelle’s hjerne så omfattende, at det er en meget langsom progression til det bedre. Og det er OK. Og det er det jeg skal acceptere. Tiden arbejder for os. Det håber jeg også, at vores kommune fortsat vil gøre.

Hendes knoglealder fik vi også fulgt op på og hun vokser stødt – vi skal regne med en sluthøjde på ml 1.70 og 1.72 – sådan i den omegn. Hormonprøverne følges der op på om et par uger og så får vi besked om det, men hun har altså stadig et stort vækst potentiale, som Overlægen kaldte det. Hun er i højde og drøjde perfekt, så hun er ‘bare’ hoppet en linje opad på vækstkurven.
Jeg har i eftermiddag siddet med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen og undret mig over, hvordan sådan et lille menneske kan fylde så meget i mit hjerte. Hvor er jeg heldig at have denne Flamme i mit liv, og hvor er jeg forelsket i begge de 2 banditter, der har givet mig grå hår i hovedet, smilerynker og latterkramper. Mine pragtfulde unger. Elsket er de.

enandenvirkelighed.dk

Livet for os med et kræftramt barn

Forfatterarkiv: Siff Ravn Mandalay