Fornuft og Følelse

Gårsdagens scanningsresultat har vendt mig op og ned på så voldsom en måde, at min hjerne stadig kæmper med at forstå, den besked jeg fik. Noelle har ikke haft tumorvækst siden OP3. Det er simpelthen så underligt! Som om beskeden banker på døren igen og igen, men jeg kan ikke få åbnet døren! Jeg hører den banke, men det er som om, at den ikke helt kan komme ordentligt igennem døren… Er det fordi jeg ikke tør åbne døren helt? Er det fordi min forsvarsmekanismer har – godt og vel – 14 måneders forspring på gode nyheder?
For godt til at være sandt – ja, det har jeg stammet for mig selv det sidste døgn… Men det VAR det vores Overlæge sagde. Det var det altså! Den er god nok! Best news in more than a year – mere eller mindre – oppe på niveau med at se Muslingen bevæge sit højre ben for første gang efter OP2 og OP3 – selvom hun lod os vente i et lille døgns tid. For der var jo ingen garanti for at hun ville kunne bruge sin højre side. Men det gjorde hun. På niveau med at se Pomfritten slæbe sig afsted med en halvsidig parese – for på legestuen, der skulle hun sgu! Det her – et stabilt scanningsresultat – det er næsten for godt til at være sandt! Jeg forstår-forstår ikke helt, at hun pt ‘kun’ er i observations-mode. Det synker ikke så nemt ind – jeg hører ordene, læser mailen igen og igen, men de fæstner sig ikke fuldstændigt. Lidt på samme måde, som da Noelle blev diagnosticeret og jeg skulle fortælle venner og bekendte om status. Jeg hørte mig selv sige det – fortælle at hun havde en hjernetumor, hun skulle opereres ellers ville hun dø, ingen garantier for noget osv osv. Jeg hørte mig selv fortælle det, men det lød som om, det kom fra en fremmed og slet ikke var mig og mit barn jeg talte om. Distance. Sådan føles det her også. Det er som om alle andre end mig havde forventet dette resultat og nu da de fik ret – og jeg tog fejl (og gudskelov for det!), så blev tæppet lige fejet væk under mig igen. Og det er det bedste tæppe-fej jeg nogensinde har oplevet – jeg tager gerne knubs, blodtud og blå mærker på den konto! Men det ER altså bare meget mærkeligt for mig – og meget svært at forstå.

Og så er det balance for mig. En balance mellem mit hjerte og min hjerne. Guderne skal vide, hvor hårdt det er, når fornuft og følelse ligger i åben krig hen over så mange måneder. Gad vide om man egentlig kunne gå hen og blive mentalt syg af det? – Nå endnu en strøtanke, jeg ikke gider analysere på lige nu. En balance. En hysterisk opløftende lettelse af mit hjerte og så alligevel en djævelsk hjerne, der trækker mig ned – husk nu på, at resultatet er et udsagn om de sidste 3 måneder, der er ingen garanti for, at det ser sådan ud efter næste scanning om 3 måneder… Faktum. Men jeg vil øve mig på –  virkelig arbejde på, at være i nuet. Nyde denne her pause, som vi har fået.

IMG_6230

#fightlikeagirl

– Noelle, ved du hvad? Mor har talt med Lægen og de har kigget på billederne af dit hoved. De kan se, at din frække knude sover. Den laver ingen ballade, den sover bare.
– Er den slet ikke vågen, Mor?
– Nej, den sover.
– Så… den vokser ikke?
– Nej.
– Begynder den at vokse igen?
– Det ved jeg ikke, Mus, men den har sovet lige siden Lars lavede din sidste streg.
– Men hvad hvis den begynder at vokse igen?
Av.
– Det tror jeg heller ikke at den gør, Mus, for den sover nu.
Hvad kunne jeg ellers svare?

Måske kan jeg overbevise mig selv om det samme, hvis jeg siger det nok gange. For det gør den jo i hvert fald lige nu…

Survive Now, Cry Later

Skrigene er blevet stumme nu. Jeg har ikke længere lyst til at bande og skrige. Tværtimod. Jeg er stum. Det er som om, jeg har en gigantisk storm af følelser indeni – de suser rundt, omkring hinanden, over, under og forbi, støder sammen, stiger og falder. Det føles som om, jeg står og kigger på dem, bliver skubbet til og skal stå fast for ikke at miste balancen. Jeg kan ikke rigtigt mærke dem…. Eller mærke ‘mig’ er det måske. Jeg kan ‘se’ dem – fornemme deres intensitet, deres skarpe kanter og hårde flader, men jeg kan ikke fange dem. Ikke holde fast i dem. Ikke endnu. De smyger sig rundt om mig, men glider ud af mine hænder hvis jeg prøver at gribe ud efter dem og der er alt for mange… Jeg orker ikke at snakke om det lige nu. Hvad skal jeg sige? Nej, jeg ved ikke hvad fanden vi skal gøre… Vi skal igennem en ny rutsjetur. Vi har ikke nok information til at tage en beslutning om, om det er nu eller senere der skal opereres eller hvad, der er bedst for Noelle på nuværende tidspunkt – og det har lægerne sgu heller ikke.

Vi skal alle sammen tygge på det, sagde Astrid i telefonen i fredags. Genvækst – det tror jeg ikke, når Tumoren er vurderet til at være langsomt voksende, jo, det er noget af en kovending at mene at alt, hvis ikke alt, så det meste af Tumoren er fjernet, til at der så er over halvdelen tilbage…. Baffeling. Men hvis hjernekirurgi (og det iøvrigt på børn) var nemt, så var der sgu nok flere, der blev dygtige neurokirurger. Jeg tror stadig på, at Lars Bøgeskov har gjort det top professionelt, da han snittede rundt dybt nede i Noelles hjerne. Det er jo ikke fordi Hr. Tumor sidder derinde og vifter med et flag og en fin stiplet linje omkring sig – HER ER JEEEEEG – Skær her og her og her! Og bedre at de tager for lidt end for meget.
Udenlandske Second Opinions? Nej, det har jeg ikke brug for. Jeg er tryg ved vores team af læger. Og jeg stoler 100% på at de er de bedste indenfor deres felt. Jeg har heller ikke brug for hjælp til at tackle det psykiske aspekt af det lige nu. Ja, gu er det en ubegribelig led og hård situation at skulle forholde sig til, men som før første operation i oktober ’12 bliver jeg simpelthen nødt til, at opretholde en eller form for normalitet i hverdagen – for min datters skyld og for min søns skyld. Fordi mit indre er i komplet kaos, må deres dagligdag ikke blive det. Det kommer der ikke noget godt ud af.
Jeg lærte, tilbage i oktober, at jeg har en evne til at skubbe de store altoverskyggende følelser foran mig indtil sidste øjeblik, for så at dykke ned i dem og lade dem rive mig fra hinanden, mærke de skarpe kanter og de hårde flader. Lade kanterne trække blod, slagene regne ned over mig og give min sjæl blå mærker, lade følelserne tage deres bid af kagen. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så handler det om at Survive Now, Cry Later. Overlevelse. Hvis ikke jeg er stærk for mine børn, hvem skal så være det?
Jeg skal nok finde de små lommer af følelsemæssig frihed – for helvede, jeg har ikke mistet forstanden endnu, på trods af de mange “udfordringer” jeg har mødt. Jeg skal nok klare mig. Og når lokummet brænder nok, så ved jeg godt what to do. Jeg har været der før og genkender døren… Som da jeg skulle have hjælp til skyldfølelserne og selvmordstankerne efter ikke at kunne redde min Far. Eller min fødselsdepression efter Noelle kom til Verden og min Mor samtidig var syg af lungekræft, visnede hen og døde fra mig.

Men nu…. Lige nu, i denne tid, handler det om overlevelse på det mest basale plan. Lige nu har jeg kun flige af følelser og stemmebånd i dvale.

Øh, hvad?

Carsten;
Jeg gætter på at jeg må have blundet, for jeg farer op som en trold af en æske, da nat sygeplejersken stille banker på og oplyser at vi skal være klar om ca 30 minutter, da der kommer en ambulance for at overføre os til Riget. Nulle som stadig ikke er klar over situationen er selvfølgelig helt oppe og ringe over at hun skal ud og køre i ambulance. De to Falckreddere lægger hende på båren med en dyne og en bamse, og jeg ser hendes glade ansigt stråle som en sol, inden de smækker dørerne og vi kører i konvoj til Riget. Siff kører med Nulle i ambulancen så jeg får glæden af at være alene med mine tanker, som ræser rundt i hovedet på mig som en forvirret væddeløbshest på speed.

En situation som denne er det bedste eksempel på hvor irrationelt ens hovede fungere i en  krisesituation, da jeg som noget af det første tænker at jeg måske er en smule “overdressed” i skjorte og slips til et besøg på Rigshospitalet, da jeg stadig har arbejdshabitten på fra i går…

Vi bliver mødt af en bredt smilende Sygeplejerske på Juliane Marie centeret på Riget. “Sonja” sætter sig på hug og hilser Noelle varmt velkommen. Noelle er forelsket ved første øjekast og syntes at det hele er et fantastisk eventyr hun er kommet på.

Vi bliver vist hen på en stue og Sonja oplyser at der vil komme en læge og hilse på os. Nulle stryger lige ind på legestuen på afdelingen, da huslyet ikke har tid til at vente på læger eller andet godtfolk.

“Jesper” et nyt gebis i hvid lægejakke, kommer ind og oplyser os at der blevet informeret om Nulles situation fra Herlev og han har sat himmel og hav i bevægelse for at få os klemt ind til en MR scanning i løbet af dagen. Herefter kommer Ulrika, som er reservelæge, og endnu engang undersøger Noelle. Noelle storhygger sig, da undersøgelserne er en række lege hvor hun skal balancere, gå på linje og prikke sig selv på næsen med lukkede øjne. Det hele er fuldstændig surrealistisk at se på.

Der render læger og sygeplejersker ind og ud af stuen hele formiddagen. De har spørgsmål, skemaer og alle mulige mærkelige agendaer – og vi sidder blot på en gæsteseng som om at vi er tilskuer til en sæbeopera om livet på et hospital. Noelle er ved at være træt nu og det er som at det først er nu alvoren lurer sig lidt ind på hende, da vi fortæller at vi ikke “bare kan gå hjem nu”.

Øhm, hej på afdeling 5054?!

20.10.2012 lørdag
Kl 6.30 bliver vi vækket og kl 7.30 henter ambulancen os til overførsel til Børnekræftafdelingen. Vi fik ikke sovet ret meget og Noelle er skrupsulten, men skal holdes fastende da hun skal akut MR scannes på Riget samme dag. Jeg husker ikke ret meget fra selvet mødet med 5054 – bare en masse endeløse gange og lysstofrør. Én ting – eller rettere – én person husker jeg. Helene. Sygeplejerske på weekendvagt den weekend. Imødekommende, rolig og meget behagelig. Og så tog hun Noelle med storm! De bondede øjeblikkeligt. Om formiddagen er Neurointensivafsnittet åbnet så Noelle kan lægges i narkose og scannes. Dette bliver den første af 3 gange indenfor 2 1/2 uge jeg skal holde om hende mens hun glider væk i det, der allermest ligner en druknedød med muskeltrækninger og flitsbue og klynken, som bedøvelsen tager sin virkning. Rædselsfuldt. Vi venter. Og venter. Det tager ikke kun den time, som de sagde det ville. Det tager over 2 timer. Det viser sig at de udover at have scannet hendes hovedet også valgte at scanne hendes rygmarv for at tjekke for evt metastaser. Vi bliver hentet til opvågning på neurointensivtafsnit, hvor der er øde og helt stille. Det eneste vi kan høre er alle de bip fra overvågningsapparatet, som Noelle er hooked up til. At se hende ligge der med drop og venflon – ikke et særligt rart syn, men dog et mildt et sammenlignet med den datter vi senere skulle vente på vågnede. Tilbage på afdelingen i løbet af eftermiddagen. Afdelingslægen kommer ind med en neurokirkurg samt Helene, sygeplejersken. Mandsopdækket igen. Afdelingslægen har noget print med til os. De har nu set på scanningsbillederne og kan vise os en tumor i Noelle hjerne. En stor hvid golfbold – lige dér, i midten af det hele. Jo, det er ganske vist en tumor Noelle har. Der er afklemning af ventrikelkamrene i venstre hjernehalvdel (hvorfra der normalt flyder væske rundt). Hun skal startes op i Dexamethason øjeblikkeligt, da der er ansamlet en betydelig mængde væske i hjernen pga tumorens størrelse. Det er ikke muligt at operere før væsken er drænet – det vil nok også lette på symptomerne med den trætte arm, som Noelle kalder den. Operation er nødvendig. Livsnødvendig. Børneneurokir vil kigge på hendes case mandag morgen og vi skulle regne med OP senere på ugen. Fik en masse papirer udleveret med info om børn med kræft (omkring 150 børn diagnosticeres med cancer årligt), børn og tumorer (ca. 35 børn diagnosticeres årligt med hjernetumorer i Danmark), forskellige behandlingsmetoder og typer af tumorer samt statistikker med overlevelsesrate. Ikke særlig opløftende læsning. Lægerne kan på ingen måde gisne om udfald af operationen. Alle udfald er i spil. Fra worst case til good case. Mere info får vi efter børneneurokir har tjekket billederne igennem. Resten af dagen gik med at undersøge afdelingens legestue, køkken og ellers indrette os på stue 6. Vi fik besøg af en måge udenfor vinduet, der, når den kedede sig tilstrækkeligt, lettede igen og fløj ubekymret ud i den store verden. 

FB screenshot

Få hende lige tjekket…

Fredag den 19. oktober ringer Børnehaven til først til mig og så til min mand. Jeg afholder kursus og er derfor ikke ved min mobil. Carsten taler med Noelles pædagog, som synes at Noelle virker lidt ved siden af sig selv. Det er som om hun hænger lidt i den højre side af kroppen og hun er træt, hvilket de har observeret over de sidste par dage. Meget ukarakteristisk.
Carsten siger jaja, ringer til lægen, der ikke er tilstede og henviser til en anden læge, der igen henviser til vagtlægen. Vagtlægen synes ikke det lyder af noget så Carsten lægger ikke mere i det.
Jeg henter som planlagt efter mit kursus og det første jeg ser, da jeg træder ind på legepladsen er min datter, der ligger på nogle mælkekasser med tæpper over sig. Da hun ser mig springer hun op og løber mig i møde. Og hun løber sgu lidt funky – mere end hun plejer – løber børn på små 4 år ikke altid lidt underligt? Nå, bare mit barn? Ok så. Højre arm slasker ned langs hendes side og hun trækker på højre ben. Med det samme kan jeg se at hun ser lidt spøjs ud. Samtidig kommer Tina, hendes pædagog mig i møde. Ja, jeg synes altså at I skal smutte til læge med hende – hun virker slet ikke som sig selv og den arm ser lidt underlig ud…. Jo – det må jeg jo medgive. Hun har lavet lidt to-håndsøvelser med hende og der er ikke så meget krudt den højre arm. Mine alarmklokker ringer i baghovedet. Jeg kan mærke en summen i kroppen som 1000 humlebier, der rører på sig – og ikke på den fede måde. Et par år på Sygeplejerskolen giver anledning til et par forskellige diagnoser, der toner frem inde under panden. Hjem og hente lillebror og ringe til Carsten, der sidder i møde og ikke tager sin telefon. Sender ham en sms. En af dem med CARSTEN RING! Bruger jo nærmest aldrig hans navn, men jeg synes ikke lige situationen calls for nicknames, for Noelle ser virkelig ikke for godt ud – hænger hendes mundvig ikke også lidt? Hmm, jeg er slet ikke tryg ved det her – når hun kravler rundt i sofaen virker højre arm og hånd helt lam og hun slæber den ligesom efter sig. Nej, den er sgu helt gal. Jeg ringer til vagtlægen, der umiddelbart mener, at det kan være hun er blevet hevet lidt i armen og  at albuen kan være gået lidt af led. Ok, tænker jeg – håbe håbe håbe – men ved et eller andet sted nok bedre. Grasping for straws. Nå, men hvis vi er nervøse er da vi velkomne på skadeskuen eller akutklinikken – eller hvad hulan det nu hedder. Jo tak – vi er der om 20 min! Carsten har jeg endelig fået fat på og han laver en driveby og samler Noelle op – klokken er 16.40. Jeg bliver hjemme med Nord, der jo skal afklimatiseres efter 1 hel uge i Vuggestue, vi skal lave mad og spise. OMG hvor jeg bare hellere ville være sammen med C & N på Herlev lige nu!
Tiden snegler sig afsted for os herhjemme og for Carsten og Noelle, der sidder og venter og venter på skadestuen. Jeg lægger Nord i seng ved 19 tiden som vi plejer og sætter mig til at vente på nyt fra C-teamet. Forsøger at se lidt Ugly Betty, men den fænger bare ikke. Pisseligegyldigt. Jeg begynder at mærke et jerngreb af panik som jeg sidder dér, alene i stuen og tankerne om alt den død, jeg har måtte møde allerede fra teenageårene. Tårerne begynder at trille og jeg nærmest messer for mig selv “Noelle, du må ikke dø fra mig, du må ikke dø fra mig.” Dette er min absolut allerstørste frygt. At miste igen. Og at miste min datter – min smukke, skønne, rødhårede og helt unikke datter, der har lært mig uanede højder af kærlighed, tålmodighed og dybderne af mit eget sind. Du må ikke dø fra mig, Noelle.
Tekster Carsten, intet nyt, de venter stadig. Pisseventetid. Lorte Ugly Betty – så find dog noget ordentligt tøj, Betty. Hvor svært kan det være.

Så er der nyt – de bliver overført til børnemodtagelsen, hvor de skal til videre undersøgelser, da 2. vagtlæge studsede lidt over den hængende mundvig.
Der bestilles røngten (Hvorfor?? tænker jeg herhjemme), men bedst som de er ved at blive kørt til afdelingen klokken et eller andet, aflyser bagvagten det og bestiller i stedet for en CT scanning. Noelle falder lidt i søvn og køres senere til CT scanning. Efter de første par billeder vil de gerne tage nogle flere men med kontrastvæske. Desværre vågner Pomfritten med alt de nålestikkeri og de må opgive at få taget flere billeder. Stakkels lille skat.
Lidt efter er billederne klar og lægerne beder Carsten ringe efter mig – de har fundet noget. Klokken er vel 23.30, jeg husker det ikke præcist.
I det øjeblik Carsten ringer til mig med denne besked VED jeg bare, at det er noget lort. Noget rigtigt lort. Med de der års sygeplejerstudie i rygsækken er jeg fuldstændig klar over at den er helt gal. Mit hovede summer – jeg KAN ikke også miste min datter!! Alle mine bedsteforældre er døde. Min far er død. Min mor er død. Min Svigerfar er død. JEG KAN IKKE OGSÅ MISTE MIN DATTER. Så går jeg i stykker.
Jeg er på Herlev 10 min senere. Krammer min rødhårede datter, der sover i en grim hospitalsseng med tøj på, sin regnbuefarvede jakke som pude. Jeg krammer min mand. Jeg mærker nerverne sitre helt ud i fingrespidserne på ham og på mig selv.
Vi venter på lægerne. Og venter. Aner ikke hvad tid de kommer ind – 2 eller 3 personer høj – uh-oh, not good. Mandsopdækning – hvis nu vi skulle begynde at kaste med ting eller forsøge at hoppe ud af vinduet. Like I said, not good news.
Ja, de har så fundet en *proces*, som de kalder det, i Noelles hovede. Hvad er det?? Det kan de ikke sige fordi CT-scanningen ikke er tydelig nok, men der er et eller andet derinde. Det kan være en blodprop eller en tumor. Vi sidder og glor på de her læger og tænker bare – nej, det er ikke rigtigt. Ikke mere lort til os – vi HAR taget vores andel i vores kun 35 årige liv. De går ud af stuen og tilbage sidder vi med en rungende stilhed. Hvad var det lige lige de sagde? Blodprop eller tumor? Overførsel til Rigshospitalets børneonkologiske afdeling? Vær forberedte på at børnene dér er skaldede, går med kemostativer eller har hestesko-ar i hovedet. Fuck.
Ungernes farmor er ankommet i hjemme i huset til overnatning og har sendt Heidi hjem, som kom over med det samme for at jeg kunne køre. Carsten vil ikke give hende beskeden over telefonen men ville tage hjem til hytten og tale med hende face-to-face. Men hvordan fortæller man lige, at man har fået en ca. diagnose: blodprop/tumor? Og hvad bringer fremtiden??? Den hverdag vi i 4 år var vågnet til, ændrede sig med ét, radikalt.
Ved 02 tiden kom Carsten tilbage på stuen og vi brugte rigtig lang tid på at holde om hinanden, kigge på vores lille musling og bare græde.

For god ordens skyld kommer her Carstens beretning fra egne noter;

Fredag den 19. Oktober 2012

Det er nu 8 dage siden at min telefon ringede midt i Københavns tætte trafik. Et opkald der fuldstændig vendte vores liv op og ned. “Hej, det er Tina fra Børnehuset. Bare rolig, Noelle er ikke syg og skal hentes – men jeg har bemærket at Noelles højre arm er slap. Jeg har lavet nogle øvelser med hende og det virker som om at hun har problemer med at gribe med den højre hånd – måske skulle I lige kontakte lægen og få det tjekket!” – Helt ærligt – jeg tænkte mest; OK – jeg ringer og får det afkræftet, så Siff ikke bliver unødigt bekymret. Nu er det jo ikke det nemmeste i verden at få en læge i tale fredag eftermiddag, og det gjaldt også denne fredag eftermiddag. Vores egen læge var lukket og henviste til nabolægen, som så henviste til vores læge. GREAT! Endelig fik jeg fat i en tredje læge, som på normal lægevis, elegant fejede mig af. “Hun er nok faldet – ring til Vagtlæge hvis I bliver bekymret” … Hvis vi bliver bekymret??!! Hvorfor i alverden tror de at vi ringer i første omgang?

Ringer tilbage til Tina og fortæller hvad læge har sagt! Vi bliver enige om at vi lige tager den een gang til når Siff henter Nulle! Ærligt – jeg tænker ikke på en hjernetumor lige nu. 14:30 – Min iPhones display oplyses af Siffs smukke ansigt som altid, når “Baby Momma” ringer og tjekker ind! “Børnehuset har ringet? – er Siff’s indledende ord”! Jeg forklarer hurtigt Siff situationen og afslutter stolt at jeg allerede har taget aktion og fået at vide at det “nok bare er et fald”… Jeg kan godt høre at Siff ikke køber den!! Planen er derfor nu at Siff henter planmæssigt og rapporterer!

16:05 – endnu engang toner Siffs smukke ansigt frem på skærmen akkompagneret af den lille muntre xylofon! “Carsten, den er altså gal med Noelles arm – den ser nærmest spastisk ud!!!” Jeg kan godt høre på tonefaldet og det faktum at Siff kalder mig Carsten og ikke et eller andet nuttet øgenavn, at jeg lige har vundet en fredag aften på skadestuen i Herlev. “Ring til Vagtlægen – jeg henter Nulle og kører på Herlev. Jeg tænker igen, at et par timer på Herlev sikkert kan give lidt ro over weekenden, når Vagtlæge har bekræftet at min lille krudtugle har kørt for stærkt og er skvattet og vredet et eller andet af led!

057 – OK! Det kunne være værre. Der er 5 personer foran os. Et par snotnæser, en unge der er højrød i hovedet og en gut med en halv køkkenrulle om hånden! Et par timer og en slynge, så er den nok klaret!! En ubehagelig uro er begyndt at snige sig ind over mig. Det ser godt nok lidt mærkeligt ud når Nulle sidder og leger. Det er som om at hun undlader at bruge sin højre hånd, eller “hjælper” den med den venstre.

Endelig blinker 057 på tavlen i skadestuen. 2 timers intensiv underholdningskampagne finder sin ende og en ung smilende læge, med lyst opsat hår kalder på os.

Vagtlægen tjekker Nulle og spørger om hvordan, hvor meget, hvor lidt bla bla… Hun trykker og vrikker Nulles arme og vi bliver mere og mere klar over at det næppe er et slag, da Nulle ikke klager over smerter. Udslaget for vagtlægens beslutning, kommer da hun beder Nulle samle en kuglepen op. Nulle kan nærmest ikke ramme den og samler den endeligt op med en klumret nærmest spastisk bevægelse. “Jeg tror at I lige skal smutte over i børnemodtagelsen og blive undersøgt nærmere af en børnelæge” siger vagtlægen med en smilende grimasse, som indikerer at hun ikke har de bedste anelser vedr. Nulle.

“Hey Babe… Vagtlægen har lige sendt os over i børnemodtagelsen for at blive tjekket lidt mere grundigt af en børnelæge! Nej nej – det er vidst mest for at få afkræftet at det er noget alvorligt”. Jeg kan ikke lade være med tænke på at Siff og jeg lige joket om at vi ikke behøver at gå til 4 års tjek med krudtuglen, fordi “hvad kan en sund 4 årig fejle?

Mette, en supervenlig og smilende sygeplejerske tager i mod os i børnemodtagelsen – “Hej Noelle, jeg skal lige spørge dig om nogle ting sammen med Far. Vil I sætte Jer på stolene herovre?” Kl. er lidt over 8 og Nulle er ved at være temmelig træt – og temmelig fortørnet over at vi ikke kan gå hjem og se Disney sjov og spise snold, som er ugens højdepunkt i Nulles verden. Heldigvis er der er en fin anledningsmanøvrebane i form af et venteværelse med legetøj og figenpålæg i køleskabet. Vi sidder og venter lidt igen.

Afdelingslæge Marianne kan heldigvis allerede ved sin entre tydeligvis se at Nulles humørbarometer er stærkt dalende og danser elegant rundt om hende som smilende ballerina, mens hun undersøger hende. Marianne foreslår selv muligheden for at Nulle må være faldet og har vredet noget ud af led – jeg tror ikke engang hun selv køber denne teori,  når jeg ser på hendes ansigt! Vi blive sendt til røntgen hvor et nyt gebis smilende undskylder at hun endnu ikke er underrettet om et barn, der skal have taget billeder. Hun beder os tage plads og vente. Vi bliver sat på en skøn gang, hvor vi skiftevis bliver overhalet af noget der bløder, eller ser mere eller mindre livløst ud! To sygeplejesker står og diskutere om “ham den sidste” havde klaret det bedre, hvis mellemvagten havde været der! Great thanks – dete havde mine nerver virkelig brug for.

ENDELIG kommer gebisset ud og siger “Noelle?” Ja tak nu sker der noget… Nulles humørbarometer stiger en anelse da vi begge bliver iført leopardmønstret blyforklæder. Gebisset begynder at stille an og beder Nulle om at stå HELT stille! Yeah Right – that’s gonna happen! Vi får et par billeder i kassen. Så ringer telefonen igen. Nej nej nu var endelig igang! Gebisset ser undrende ud og kigger ud på os bag sit lille vindue og vinker os ind! “Mellemvagten har aflyst billederne og beder Jer om at komme tilbage på afdelingen”. Jeg prøver at indfange min lille indianersquaw, som har startet en krigsdans rundt om røntgenmaskinen i ført leopard blyforklæde – det er sgu’ en underlig aften det her!

Et nyt gebis modtager os på børneafdelingen sammen med første gebisset Marianne. “Hej Noelle, jeg hedder Karoline og er mellemvagten, bla bla bla. Må vi lige kigge lidt på din arm. Gør den ondt?”. “Nej”, siger en nu temmelig udkørt Nulle “den er bare træt! Må vi gå hjem nu?”

Mellemvagten henvender sig for første gang i et mere alvorligt tonefald og siger, at det hende der har aflyst røntgen til fordel for en CT scanning! Nu er jeg jo ikke læge, men jeg er godt klar over at en CT skanning er en lille spejder, der kigger efter indre blødninger , blodpropper og det der er værre. Marianne følger mig ind i et undersøgelsesrum og spørger om jeg mener at Noelle kan ligge helt stille i 2-3 minutter i scanneren! Jeg fortæller hende at jeg engang har set hende sidde stille i næsten 15 sekunder, da der var et helt cirkus til stede foran hende. Og her taler vi elefanter, klovne og popcorn på een gang og der var hun udvilet. Så nej, jeg er temmelig sikker på at hun ikke kan ligge helt stille i en maskine med en hær af læger omkring hende! Marianne oplyser at “det kan være problematisk” med bedøvelse. Da jeg ikke lige føler mig påklædt til at forklare min 4 årige pose lopper, om problemerne vedr bedøvelse i moderne medicin, må jeg igen forklarer lægen at det er temmelig umulig for mig at stille nogen former for garanti i forhold til kunsten i at ligge bomstille. Marianne oplyser at hun vil tale med bedøveren een gang til!

Til alt held er Nulle nu så udmattet at hun punkterer i en hospitalsseng mens vi ser de sidste spæde minutter af Ramasjang. Vi beslutter os for at skynde os op og få lavet scanningen mens Nulle sover. Iført “dykkerdragt” med en puls et godt stykke over gennemsnit får jeg placeret en sovende Nulle på bakken til scanneren. Et hav af læger og sygeplejersker myldre ind og ud af lokalet. De sætter en stol til mig, så jeg kan holde Nulle (som jeg inderligt be’r til forbliver sovende nu) i hånden.

Langsomt glider bakken med min lille pige ind og ud af maskinen, som placerer et fint ildrødt kryds i panden på hende, som skjult snigskyttes lasersigte. Jeg kan se at læger og radiografer diskutere intenst. Der er også temmelig langt mellem gebisserne lige pludselig. “Kom nu ud for fa…..” Hvad kan tage så lang tid? Scanningen er jo bare for at afkræfte “det værste scenario” som et af gebisserne forklarede inden vi gik herhen…

Eeeendelig kommer Marianne ud! “Carsten…” Åh åh – det plejer ikke at være godt når de starter med mit navn… “Carsten, vi kan se “noget” på billederne, som ikke skal være der. Vi kan ikke se hvad det er, men vi vil gerne tage nogle flere billeder. Tror du at vi kan injicere Noelle med kontrastvæske?” Jeg tror på ingen måde at lægerne kan snige en nål med kontrast ind i Noelle lige nu – dette får jeg ganske rigtigt bekræftet da Noelle vågner og i fuldstændig panik, da der står 4 fuldvoksne mennesker bøjet over hende og forsøgte at stikke hende. Situtationen hjælpes absolut ikke af at lægen stikker forkert i første forsøg. Marianne fløjter heldigvis timeout og foreslår at vi går tilbage til børnemodtagelsen.

“Hvad så nu, Marianne?”, “Jeg syntes at du skal ringe til din kone og bede hende om at komme herind, således at vi kan tale sammen. Det er vigtigt at I får beskeden sammen.” SHIT – så er det sgu’ nok ikke fordi Nulle er skvattet på legepladsen tænker jeg, mens min finger rammer speeddial til “Baby Mama”…

Siff lander på Herlev omkring midnat efter vi har mobiliseret Rolf og Heidi til housesitting af Nord.

Vi bliver sat i stævne med mellemvagten og Marianne, som stille og roligt oplyser at de har observeret en “proces” i Nulles hjerne, som de ikke kan diagnosticere på baggrund af den forelæggelse scanning. De har arrangeret at vi skal overføres til Rigshospitalets børnekræftafdeling tidligt lørdag morgen. Børnekræftafdeling…. Alene ordet er nok til skræmme livet af en forældre til et par rollinger på hhv 4 og 1,5 år.

Vi blive installeret på en midlertidig stue, hvor der bliver stillet et par feltsenge op til os. Nulle sover heldigvis og ser ikke panikken i Siff’s og mit ansigt, da vi fuldstændig omtåget forsøge at finde ro i sengen…