Tag-arkiv: Kærlighed

Gen-Re-Nyvurdering

Posted on by
4

Noelle elsker at være til Fys og Ergo – de har så mange fede ting at lege med, der er trampolin og sjove hoppebolde, der er gynger og fiskespil, legekøkken og klatreting… Af med tøjet så vi bedre kan se funktion af arme, ben, hænder og fødder! Stolt vises Hello Kitty bukserne frem. Og Hello Kitty undertrøjen. Og Løvestrømperne, og “Fys, jeg er 4 år!” 4 små, pølsefingre holdes oppe. Sludrechatol – I love it – jeg elsker denne lille vidunderlige pige så inderligt, at ord bliver blege, flade og ganske grå… Det diametrale modsætning til denne flamme med orange hår, mælkehvid hud, fregner og blå, blå øjne.

Har set frem til vores aftale med Fys og til at møde en ny Ergo, fordi vores tidligere er stoppet. Hun viste sig at være noget af en bonus, for ikke nok med, at hun er den ansvarlige for Ergo-teamet på Riget, hun er derudover helt rooolig – og dejlig grundig. Meget grundig. Faktisk SÅ grundig at hun havde researchet lidt i journalen og var faldet over det med hendes syn… Det kan nemlig være svært for både Ergo og Fys, at vurdere hvad, der decideret motorik og hvad, der er betinget af Noelles svigtende syn. Det er f.eks ikke særligt nemt at lyne sin jakke som 4 årig, hvis man ikke kan se, hvad der sker for enden af fingrene. Læg dertil, at du har nedsat følesans og kræfter i din højre hånd og arm. Og så lystrer fingrene ikke som du gerne vil have dem til.
Tilbage til Noelles syn. Vi lærte i dag – af Ergo (!) at Noelle har det, der hedder ‘Homonym Hemianopsi’…. Okay?! Til vores store overraskelse betyder det ikke kun, at hendes højre synsfelt på højre øje er væk – nej, det betyder faktisk, at begge højre synsfelter på begge øjne er blinde….! Ergo viste os dette billede – man deler vores synsfelt op i 4 kvadrater på begge øjne. De sorte felter er de synsfelter, som Noelle er blind på.

Om det er pga tryk fra tumoren eller om det er en operationsskade er umuligt at sige. Det er bare røv ufedt. Reelt kan min pige jo ende som halvblind?! Hvis hun ikke allerede, uopretteligt, er det… WTF?! Fucking lorte tumor! Din forbandede pestilens! No wonder, at hun ikke tør løbe uden mig i hånden når vi er til Gymnastik, ‘Mor, jeg tør ikke løbe alene, for så løber jeg ind i de andre børn!’ eller at hun hele tiden drejer hovedet for, at kunne fokusere på det, hun skal! Så tror da pokker, at hun havde svært ved at se alle dyrene i Zoo i går, selvom jeg pegede og pegede! Jeg har godt lagt mærke til, at hun ligesom skanner det, hun skal fokusere på mens hun drejer hovedet. Rent faktisk sker der det, at hun leder efter et synsfelt, der virker…. Pisselort. Hvad fanden gik der lige galt dér, siden vi ikke var klar over det – ikke just en detalje at ens barn er halvt blind på begge øjne…! Efter den utroligt oplysende information og 1 times observation af leg, træning med et kæmpe 4-på-stribe-spil (grovmotorisk) og køkkenting (finmotorisk) var det interessant at se, hvordan hun forfordeler hænderne, hendes bevægemønster og hvordan hun sætter sig i forhold til legesagerne og hvor alt placeres i forhold til synfeltet…. Vores Fys og Ergo kunne tørt konstatere, at jo, Noelle er blevet dårligere – både motorisk og styrkemæssigt. Fys fik også set live, hvordan Noelle lukker ned, når hun bliver bedt om at lave en øvelse, som hun godt ved, er for svær for hende – såsom at hinke på det ene ben mens hun holder i en stang (på denne måde, med at holde fast i en stang, har hun ikke i samme grad behov for synet og kan derfor fokusere på at bruge kroppen udelukkende).

Alt i alt var det en vurdering, der understregede det, vi godt ved i forvejen, nemlig at Noelle bliver dårligere som dagene går. Da vi kom hjem lå der indkaldelse til Anæstesitilsyn samt tid til MR skanning på Glostrup… Glostrup havde tid før Riget, og tager sig kun af scanningen, billederne sendes til Riget, som vi så får svar fra. Vi skal opruste til endnu en fuld narkose og venten på skanningsbilleder – og ja, en afgørelse af Noelles fremtid. Måske. Journalen, som vi havde bedt om udleveret, var også kommet – har lige hurtigt skimmet den igennem, men skal nærstudere den her i aften. Ser ikke ud til at der er notater fra Øjenlægen – skal lige finde ud af om jeg skal have udskrifter fra dem også, siden de ikke er i journalen. Fik kuldegysninger ved bare at bladre i den… Alligevel en del småting jeg havde glemt. Fortrængt, måske. Mærker hårene i nakken rejse sig. Øv. Det skal vi igennem een gang til…. Min stakkels lille Musling. Jeg bider især mærke i Astrids sidste bemærkning fra forrige uge om, at de ‘afventer helt klare indikationer på enten vækst eller forværring af symptomer, da risici for udfald er de samme som sidst’. Av, av for helvede.
Har krampagtigt krammet pigebarnet da vi puttede her til aften. Fuck, hvor er det altså bare underligt ikke at vide, hvordan vores fremtid ser ud…. Kan jeg dette om 6 måneder? Altså putte mig i sengen med hende og snakke om løst og fast inden vi kysser godnat? Ellers skal jeg løfte hende ned i sengen og placere støttepuder på den trykaflastende madras efter at jeg har klædt hende af og vasket hende, børstet hendes tænder og nattet hende?
Kan vi overhovedet blive boende i et hus med trapper hvis hun ender i kørestol??? Årh, for fanden alle de lorte tanker. Jeg orker jer ikke nu! Forsvind og skrid væk fra mit hoved. Er der ikke noget i fjerneren, der kan drukne tankerne i iskoldt vand, holde dem under vandspejlet, til de holder op med at stritte imod og bare synker til bunds igen? Det skal der bare være.

VIP patienten i Zoo

Posted on by
Svar

Noelle fik en giga splint i foden lørdag morgen. Jeg fik efter ihærdig graven endelig splinten ud og som den “gode” mor jeg er, fik jeg ikke lige sat hende i fodbad. Søndag aften var hælen rød, øm og hævet… Great. Stupid, stupid stupid! Hun tog det nu ret så godt – Jeg går bare sådan her, sagde hun altimens hun humpede rundt på tæerne… Jeg kan sagtens komme i Børnehave! Not. Amatør-mor. Nå, måtte jo ringe til vores læge, hvis telefonsystem, som sædvanligt, er megaoverbelastet mandag morgen! For alle er akut syge efter 2 dage uden lægehjælp. Os inklusiv.
Kom endelig igennem efter 30 min og havde faktisk smidt en mail afsted vedr antibiotika, men tænkte, at det nok var fint lige at tale med ham. Kom lige ned til en podning. Det er vel bare hos sygeplejersken, ikke? Jo, men ved du hvad, jeg har lige fået et afbud kl 13.15, jeg vil sgu gerne lige se hende. Så poder jeg hende. Okay med mig.
Noelle elsker at være hos Lægen, fordi han har vildt fedt legetøj i venteværelset (vi kører altid i god tid så der er tid til at lege lidt) og så får hun altid 2 gaver med efter konsultationen, tsk tsk 😉
Afsted med os i god tid og der blev leget godt i venteværelset. Stakkels de andre, der sad og ventede – de fik en xylofonkoncert, lidt togbane, drageflyvning og Plys-telefonopkald. Kan ikke helt lade være med, at lægge mærke til, at når hun leger, bruger hun udelukkende venstre hånd og arm, selvom hun f.eks. kører toget over på højre side af kroppen…Hm.

Inde hos Ralph blev Pomfritten podet og fik jo så lov til at nakke 2 gaver fra gaveskuffen – tak for det – så er der nye klistermærker at pille af sofapuder og ud af håret inden sengetid. Forbi apoteket og hente penicillin – det er SÅ rart at Noelle kan synke piller, trods alt. Makes it all easier. Miksturer har ALDRIG været en succes herhjemme. Og tør slet ikke tænke på, hvad vi skulle have udsat hende for i forbindelse med OP sidste år, hvis ikke hun kunne synke piller.

Allerede i dag kunne jeg se en forbedring, men jeg kender hende godt nok til at vide, at hvis jeg sendte hende i Børnehave, ville hun blæse rundt og slet ikke opdage, hvis hun havde ondt. Derfor lagde jeg en snedig plan…. Vil du i Børnehave eller skal vi smøre en god madpakke og tage i Zoologisk have? Bingo – Zoo, selvfølgelig. Sidste gang vi var i Zoo var hun på Dexa og havde denne her ulvehunger, og så snart hun opdagede, at alle madboderne var lukkede, gad hun sgu ikke glo på dyr. I dag var det en helt anden oplevelse.
Højdepunkterne? Den Arktiske Ring – AH-Mazing! Isbjørnene charmede os alle ved at lege fange hen over plexiglasbuen, satte fra på siderne og placerede rumpen over vores hoveder – sikke en herlig udsigt, der under vandet! Go see, siger jeg bare! Mona, flodhesteføllet, lå og slængede sig mens moren flød ved siden af og en anden flodhest gik forbi på bunden lige foran os. Tropehuset har sommerfuglelarver, der bryder ud af pupperne nu her, fugleedderkoppen brugte vi lang tid på at studere (ro på nu, Siff, den er bag glas! Dyyyyb indåndning). Hos Bavianerne er der masser af små abeunger, der hænger ud på ryg og mave af moar. Vi var så heldige at se en bette skid af en elefantunge, der blev født i går! Sikke en “lille” basse! Den gemte sig godt og stod noget vakkelvornt på benene, men nøj, hvor er dyrebørn bare übernuttede!

På vej rundt så vi også et af rensdyrene i fuld gang med at afgrene et træ – Noelle var helt oppe at ringe over at Julemandens rensdyr stod her i Zoo 😉 Iøvrigt det VILDESTE gevir jeg har set!

 Girafferne skulle vi naturligvis også hilse på. De var alle inde og det er jo helt overdrevet så lange de er, når man kommer tæt på dem! Denne lille charmør her lå lige og fedede den lidt ved kanten.
Gederne blev aet!! Ja, hun gjorde det! Koen og soen fik sgu også et lille strøg – miraklernes tid er ikke forbi!!!
Og så var der 2 små løveunger og en yngre én, der tumlede. Vi blev og så dem blive fodret – fed oplevelse.

4 pølsehorn, leg, klap og masser af indtryk senere trillede vi hjem igen – Noelle faldt i søvn på vej hjem i bilen 🙂
WOW, en god dag. Wow. Det eneste jeg manglede var Mansen og Hubby. Vi må afsted igen inden en evt OP 2.

Job, Kommune og Penge

Posted on by
Svar

Siden 1. november har jeg haft orlov fra mit arbejde. Det er sådan noget, man kan søge om, når ‘The Shit Hits The Fan’, og ens liv bliver vendt på vrangen, vendt op og ned, snurret rundt, klippet i stykker og smidt op imod vindretningen. Kommunen kan, med en masse dokumentation fra hospitalet og arbejdspladsen, trylle lidt bobs ind på kontoen hver måned, når man ikke er i stand til at varetage sit arbejde pga. sit barns alvorlige sygdom.
Det er ingen hemmelighed, at min arbejdsplads igennem alt det her, har udvist omsorg, nærvær, støtte og opbakning af en hel særlig kaliber. Husker I Knæk Cancer kampagnen, der kørte på samme tidspunkt, som vi indledte vores affære med Riget? Dermanor donerede 30.000 kr til kampagnen på Noelles Knæk Cancer profil. Min chef havde 1 mål – og det var at Noelles profil skulle være den, der indsamlede det største beløb og Noelle endte med at samle over 56.000 ind 💜. Hun holdt nøje øje med donationerne, der strømmede ind fra venner, familie, kollegaer, arbejdsforbindelser og venner, vi ikke har mødt endnu, for at sikre sig at Noelles navn og historie ikke gik nogle forbi. Hun sendte en skrivelse ud til alle vores kunder vedrørende vores situation, så alle vidste, hvorfor jeg pludselig ikke længere var på min pind eller kunne afholde mine kurser. Hun forsikrede mig om, at jeg altid har et arbejde at komme tilbage til, når tiden er moden. Tak Pia, fordi jeg altid ved, hvor jeg har dig. Du er en ener.

Jeg har altid vidst, at min arbejdsplads er en helt speciel en af slagsen – jeg mener, hvem går på job hver dag med både kollegaer OG venner, har en varm, uformel og humoristisk omgangstone? Og hvilket privilegie det er, at have sin passion som sit job. Mandag? Ja, bring it – giv mig, hvad du har! Det er sådan jeg er så heldig at have det. Derfor var det både et hårdt slag af få Noelles diagnose i oktober sidste år, men det var faktisk også svært, at skulle give helt og pludseligt slip på min egen hverdag og mit job, sådan fra den ene dag til en anden. Ja, i virkeligheden en stor del af den jeg er. Måske ikke så meget i starten af det hele – da var der selvfølgelig 120% fokus på Noelle, men som månederne går og “den nye hverdag” bliver vores nye hverdag, så savner jeg mit arbejdsliv, mine kollegaer, vores kunder i firmaet. Nu skal det ikke forståes således, at jeg ikke værdsætter den tid, jeg har fået “foræret” med både Noelle og Nord – omend det er pisse-lorte-omstændigheder. For det gør jeg.
Jeg NYDER at være sammen med rollingerne. Okay, måske ikke så meget hvis Nord kun har sovet en times tid i Vuggeren og er skide træt – så er det lidt hårdt, ahem… Men. Spøg til side – jeg ved, at denne tid er kostbar. Det lyder dejligt afslappende og hyggeligt at gå hjemme sådan her, ikke?
Men, vores dage er ikke altid en loppetjans. Vi har møder og aftaler i forhold til undersøgelser, check-ups, kontroller og genoptræning. Herhjemme er min opgave, at skulle motivere en 4 årig til at træne højre arm og hånd hver dag, finde på opgaver, der leger lidt finmotorik ind uden at det bliver en pligt for Pomfritten. Og samtidig give hende tid og rum til at samle kræfter. 3-4 timer i Børneren tærer en del på den mentale energi og her bliver der også fokuseret på 2-håndsaktiviteter samtidig med, at Noelle skal indgå i social sammenhæng på mindre end deltid – altså kun de her 3 timers tid 4 gange om ugen. Det er en balance mellem frirum og genoptræning. Og så skal Nord selvfølgelig også ses, kysses på og leges med – mit skyggebarn 💙 Med en alvorligt sygt barn følger der også et søsken-skyggebarn med.

Efter vores samtale i tirsdags på ambulatoriet, med fremrykkelse af MR scanning og alle de nyvurderinger, der skal laves, skulle jeg iøvrigt også søge om forlængelse af min orlov, som var givet for 6 måneder fra 1. november. Jeg har ikke mødt vores sagsbehandler på Kommunen – vi har kun mailet hinanden – og ud fra hendes mails, virker hun som en sympatisk og flink sagsbehandler. Jeg har været lidt urolig ved tanken om, at skulle søge om forlængelse – jeg aner jo ikke lige, hvordan Kommunen ser på denne slags – det er ligesom ikke en situation, vi har erfaring med fra tidligere, men alle Kommuner har strammet en hel del op de senere år, så man ved jo aldrig. Men jeg smed en mail afsted til hende og forklarede ganske kort, hvordan landet ligger, dvs at jeg absolut ingen idé havde om, hvor længe jeg skulle søge forlængelsen for, men at jeg ville prøve at være så behjælpelig med oplysninger, hvis hun manglede. Tilbage fik jeg så en rigtig behagelig mail, skrevet med stor empati og med info om en forlængelse uden stop, til vi har fået Noelle opereret og set, hvad udfaldet af operationen er. Derefter indhentes en statusattest fra Riget. Pyha – trods alt en lettelse at jeg ved, der kommer lidt penge ind på kontoen lidt endnu. For selvom økonomien ikke burde være tilstede i bekymringsstrømmen, så ER den det selvfølgelig. Vi har jo – som alle andre børnefamilier – regninger, der skal betales.

Jeg suger de sidste “carefree” og “normale” uger til mig, nyder vores “helle” lidt endnu og værdsætter hver dag jeg har med familien. For jeg ved, hvad jeg har nu, men jeg ved ikke, hvad jeg får.

Dr. Mandalay

Posted on by
Svar

Den højere besøgsfrekvens på Riget har tydeligvis inspireret Noelle, for da vi kom hjem i går fra Ambulatoriet skulle vi lege Læge.
Noelle havde fundet sit stetoskop frem, sit termometer, der i dagens anledning agerede kanyle og så havde hun selvfølgelig også en Prikkekasse. Hvad er en Prikkekasse, tænker du? Det er den ypperligste form for bestikkelse af børn. Jeg elsker Prikkekassen.
Se, når de små har fået taget blodprøver og lignende på afdelingen, får de lov af sygeplejerskerne, til at vælge en gave fra en herlig kasse med alskens lækre finurligheder og Kinder overraskelser (uden chokoladeægget, naturligvis)… Klistermærker, armbånd, farveblyanter, små dukker, og whatnot – der er noget for alle.
Husker du dem ikke selv, fra når vi havde været ved tandlægen eller var blevet vaccineret ved lægen? Åh, den søde følelse af at få en belønning for at være dyyyygtig. God knows, hvilke dybtliggende programmeringer, der grundlægges dér og følger os resten af livet….
Nå, men den skulle jeg da ikke snydes for, efter at være blevet undersøgt af Dr. Mandalay – jeg fik både lyttet på mit hjerte, blev prikket med ‘nåle’ og fik lige tjekket reflekserne på knæ med den lille hammer. Adskillige gange. Og så måtte jeg vælge mig en gave! Oh Joy! Efter jeg havde fået alle gaver i kassen pånær 2, skulle hun lige fortsætte med at undersøge 2 af sine bamser. En mægtig hyggelig – og uhyre vigtig – leg.
Min datter er meget gavmild – og fantastisk dygtig til at stikke – det gjorde slet ikke ondt!

Efter en fridag fra Børnehaven er det altid dejligt med et spontant besøg, så Pomfritten spurgte efter Freja og der blevet sms’et frem og tilbage. Lidt over kl 16 dumpede Freja og Rolf ind ad døren og der var vild jubel og glæde. Efter en times tid brændte Noelle så totalt sammen – ikke mere krudt. Men det var dejligt så længe humøret var højt!


Noelle 8 dage efter operationen

Posted on by
1

Nu er der gået 8 dage efter Noelle blev opereret. Vi laver ikke så meget endnu, da hun er en træt lille Mus, men lidt glimmersjov kan hun næsten altid overtales til. Min primære årsag til lidt filmeri er, at så har vi hendes tremors på film. Før operationen havde hun ikke disse tremors og vi ved på nuværende tidspunkt ikke om de tiltager eller aftager – er midlertidige eller blivende. Only time will tell.
Vi var iøvrigt på lynvisit i Børneren. Jeg ved, at mange børn og mange forældre har haft mange spørgsmål, og Børnehaven har derfor haft printet mine FB opdateringer ud og hængt dem op ved trappen. Da vi kom på besøg var der vild jubel, gensynsglæde og nysgerrigheden var stor. Vi var der en lille times tid og så var der ikke flere kræfter og vi måtte hjem og slumre lidt. Det er den bedste dag Noelle har haft længe – endelig at se Tøsepigerne, Drengene og de voksne – kram og kys fløj rundt i luften! Okay, der var også lidt våde øjne hos os over 120 cm…. Dejligt besøg. 

Dagen derpå.

Posted on by
Svar

Carsten og Noelle har haft en hård nat. En eller anden ældre mand med abstinenser har brokket sig, råbt og skreget hele natten. Idiot. Som om han har noget at pive over – her ligger en bette skid på 4 og har fået en hjerneoperation. Hold din kæft – grow up! Vi bliver sluset ned på afdelingen igen. Noelle er sulten – heldigvis. Der initieres ny medicinplan for at få hende langsomt trappet ud af Dexa’en (thank God), men fordi hun har fået det så længe, bliver det en lang udtrapning. Kan ikke vente på at jeg endelig skal møde min Mus igen – Noelle på Dexa – lort med lort på, som en anden dejlig sygeplejerske sagde… Så ved I da hvordan hun bliver som teenager. Av. Efterhånden kommer diverse drop og venflons ud – det gør det noget nemmere. Drænet fra hovedet er også fjernet. Det var vildt ubehageligt at se det dræn, sivende blod og væske fra hendes kranie… Det gør ondt på mig og jeg kan ikke have det, når hun vender og drejer sig og hiver i det. Der er kontakt til både arm og ben – sikke en lettelse! Hånden driller vist lidt, men i lettelsen over, at hun trods alt er vågnet op og har nogen førlighed, er vi svært tilfredse. I løbet af dagen fjerner vi plastret fra operationssåret – jeg får et sug i maven da jeg ser det. Shit mand. Nu er det mig, der skal være tapper. Nu er vi fuldbyrdede medlemmer af Klubben…. Vi er ovre første forhindring. Noelle er registreret i børnecancerregistret og hun har et hestesko-operationssår til at bevise det. 

image

Operationen.

Posted on by
1

01.11.2012

Dagen for operationen. Noelle og jeg kom ind aftenen forinden og overnattede på stuen. Med en meget “morgenfrisk” pige med ulvehunger er det en skidt start på en meget lang dag at nægte hende morgenmad.
Vi bliver kørt ned til anæstesien – mig siddende med Noelle i hendes seng, Carsten trissende lige efter. Vi taler ikke ret meget. Ord er ligesom overflødelige og hvordan sætter man iøvrigt ord på en tornado af følelser, der hvirvler rundt i hovedet og hele kroppen? Brudstykker, der flyver rundt – livetcancerlammelserfremtidenhandikappetskolegangminegenfremtidNordhvordankommerdettilatgåhvadmedvoresøkonomi……

Jeg har preppet Noelle så hun ved, at hun skal puste i ballonen – den, der lugter af gammel sur gummistøvle og som gør, at hun falder i søvn. Hun er mildest talt ikke begejstret. Hun er faktisk rigtig ked af det og bange. Igen må jeg holde hende godt fast da hun endnu engang glider ind i druknesøvnen. Denne gang holder jeg hende ekstra fast og hvisker hende i øret at hun er SÅ dygtigt til at puste i ballonen og at jeg elsker hende meget højt. Den skal hun have med – hvis hun nu ikke vågner igen.

Da hun er lagt over på briksen bliver vi fulgt ud. Jeg ser på alle disse mennesker, med deres kitler, huer og mundbind og tænker – nu er det op til dem og til ham, med kniven. Jeg kan intet gøre for at beskytte mit barn. Det er fuldstændigt uden af mine hænder. Mit livs allermest fornemme opgave kan jeg ikke udføre – i denne allermest kritiske situation. Jeg kan ikke beskytte mit barn. Jeg har intet at sige eller gøre i dette. Min lille Fighter skal nu kæmpe en kamp, der ikke er fair. En kamp mod en invasiv knivoperation i vores mest dyrebare organ. Hun skal modstå bedøvelse, åbning af kraniet, instrumenter, der skærer i hjernestammen – der hvor alt samles! Og hun skal fandeme slå de smukke blå øjne op bagefter – og bevæge arme OG ben! Ellers ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør!

Vi gik fra operationsgangen kl 9. De ville ringe når det var overstået – og det kunne være alt fra kl 12 til 14. Gå jer en tur, få lidt luft. Fedt. No way at vi ville længere væk end vi kunne nå tilbage på 5-10 min. Cafebesøg. Ingen appetit. Hjem forbi og hente pandekager. dem havde Noelle talt om – og dem skulle hun absolut ikke snydes for, hvis hun har lyst til pandekager når hun vågner på intensiv. Tilbage på Riget. Vente. Vente.
Endelig ringer de. Klokken er vel omkring 14 – det er gået planmæssigt og vi kan mødes dem på OP gangen og gå med til opvågning.

Synet, der møder mig, er jeg på ingen måde forberedt på. Slanger alle vegne. En ligbleg Musling, hvis tryk var dykket under operationen og måtte have plader. Et barberet stykke skalp med en lang hestesko af et operationssår. Med dræn i. Kateter, 4 venflons – hvert håndled og hver ankel. Cvk (centravenekateter). Arteriemåler i håndleddet. Pulsmåler på fingeren. Du godeste gud. Min lille Skat, altså. Min tapre lille skat.

image

Højre arm og højre ben har ingen bevægelse. Fuck. Not good. Pludselig bevæger hun svagt foden. Yay! Ups – kateteret knækker?! Hov, hun får flået i CVK’et og det ryger ud. Hun kommer lidt til sig selv og falder hen. Er helt rundt på gulvet og græder. Hun har ondt, hun er forvirret, har kvalme og er sulten. Græder over alle sine venflons. Jeg tuder over at føle mig SÅ magtesløs. Åh, bare jeg kunne tage hendes plads. Hun fortjener ikke sådan en omgang.
Carsten bliver hos hende natten over på intensivafdelingen – jeg kan slet ikke magte det. Tager hjem og begraver mig på sofaen. Græder til mit hoved værker og jeg ikke har flere tårer.