Gen-Re-Nyvurdering

Noelle elsker at være til Fys og Ergo – de har så mange fede ting at lege med, der er trampolin og sjove hoppebolde, der er gynger og fiskespil, legekøkken og klatreting… Af med tøjet så vi bedre kan se funktion af arme, ben, hænder og fødder! Stolt vises Hello Kitty bukserne frem. Og Hello Kitty undertrøjen. Og Løvestrømperne, og “Fys, jeg er 4 år!” 4 små, pølsefingre holdes oppe. Sludrechatol – I love it – jeg elsker denne lille vidunderlige pige så inderligt, at ord bliver blege, flade og ganske grå… Det diametrale modsætning til denne flamme med orange hår, mælkehvid hud, fregner og blå, blå øjne.

Har set frem til vores aftale med Fys og til at møde en ny Ergo, fordi vores tidligere er stoppet. Hun viste sig at være noget af en bonus, for ikke nok med, at hun er den ansvarlige for Ergo-teamet på Riget, hun er derudover helt rooolig – og dejlig grundig. Meget grundig. Faktisk SÅ grundig at hun havde researchet lidt i journalen og var faldet over det med hendes syn… Det kan nemlig være svært for både Ergo og Fys, at vurdere hvad, der decideret motorik og hvad, der er betinget af Noelles svigtende syn. Det er f.eks ikke særligt nemt at lyne sin jakke som 4 årig, hvis man ikke kan se, hvad der sker for enden af fingrene. Læg dertil, at du har nedsat følesans og kræfter i din højre hånd og arm. Og så lystrer fingrene ikke som du gerne vil have dem til.
Tilbage til Noelles syn. Vi lærte i dag – af Ergo (!) at Noelle har det, der hedder ‘Homonym Hemianopsi’…. Okay?! Til vores store overraskelse betyder det ikke kun, at hendes højre synsfelt på højre øje er væk – nej, det betyder faktisk, at begge højre synsfelter på begge øjne er blinde….! Ergo viste os dette billede – man deler vores synsfelt op i 4 kvadrater på begge øjne. De sorte felter er de synsfelter, som Noelle er blind på.

Om det er pga tryk fra tumoren eller om det er en operationsskade er umuligt at sige. Det er bare røv ufedt. Reelt kan min pige jo ende som halvblind?! Hvis hun ikke allerede, uopretteligt, er det… WTF?! Fucking lorte tumor! Din forbandede pestilens! No wonder, at hun ikke tør løbe uden mig i hånden når vi er til Gymnastik, ‘Mor, jeg tør ikke løbe alene, for så løber jeg ind i de andre børn!’ eller at hun hele tiden drejer hovedet for, at kunne fokusere på det, hun skal! Så tror da pokker, at hun havde svært ved at se alle dyrene i Zoo i går, selvom jeg pegede og pegede! Jeg har godt lagt mærke til, at hun ligesom skanner det, hun skal fokusere på mens hun drejer hovedet. Rent faktisk sker der det, at hun leder efter et synsfelt, der virker…. Pisselort. Hvad fanden gik der lige galt dér, siden vi ikke var klar over det – ikke just en detalje at ens barn er halvt blind på begge øjne…! Efter den utroligt oplysende information og 1 times observation af leg, træning med et kæmpe 4-på-stribe-spil (grovmotorisk) og køkkenting (finmotorisk) var det interessant at se, hvordan hun forfordeler hænderne, hendes bevægemønster og hvordan hun sætter sig i forhold til legesagerne og hvor alt placeres i forhold til synfeltet…. Vores Fys og Ergo kunne tørt konstatere, at jo, Noelle er blevet dårligere – både motorisk og styrkemæssigt. Fys fik også set live, hvordan Noelle lukker ned, når hun bliver bedt om at lave en øvelse, som hun godt ved, er for svær for hende – såsom at hinke på det ene ben mens hun holder i en stang (på denne måde, med at holde fast i en stang, har hun ikke i samme grad behov for synet og kan derfor fokusere på at bruge kroppen udelukkende).

Alt i alt var det en vurdering, der understregede det, vi godt ved i forvejen, nemlig at Noelle bliver dårligere som dagene går. Da vi kom hjem lå der indkaldelse til Anæstesitilsyn samt tid til MR skanning på Glostrup… Glostrup havde tid før Riget, og tager sig kun af scanningen, billederne sendes til Riget, som vi så får svar fra. Vi skal opruste til endnu en fuld narkose og venten på skanningsbilleder – og ja, en afgørelse af Noelles fremtid. Måske. Journalen, som vi havde bedt om udleveret, var også kommet – har lige hurtigt skimmet den igennem, men skal nærstudere den her i aften. Ser ikke ud til at der er notater fra Øjenlægen – skal lige finde ud af om jeg skal have udskrifter fra dem også, siden de ikke er i journalen. Fik kuldegysninger ved bare at bladre i den… Alligevel en del småting jeg havde glemt. Fortrængt, måske. Mærker hårene i nakken rejse sig. Øv. Det skal vi igennem een gang til…. Min stakkels lille Musling. Jeg bider især mærke i Astrids sidste bemærkning fra forrige uge om, at de ‘afventer helt klare indikationer på enten vækst eller forværring af symptomer, da risici for udfald er de samme som sidst’. Av, av for helvede.
Har krampagtigt krammet pigebarnet da vi puttede her til aften. Fuck, hvor er det altså bare underligt ikke at vide, hvordan vores fremtid ser ud…. Kan jeg dette om 6 måneder? Altså putte mig i sengen med hende og snakke om løst og fast inden vi kysser godnat? Ellers skal jeg løfte hende ned i sengen og placere støttepuder på den trykaflastende madras efter at jeg har klædt hende af og vasket hende, børstet hendes tænder og nattet hende?
Kan vi overhovedet blive boende i et hus med trapper hvis hun ender i kørestol??? Årh, for fanden alle de lorte tanker. Jeg orker jer ikke nu! Forsvind og skrid væk fra mit hoved. Er der ikke noget i fjerneren, der kan drukne tankerne i iskoldt vand, holde dem under vandspejlet, til de holder op med at stritte imod og bare synker til bunds igen? Det skal der bare være.

Den halve sandheds time

Noelle er stadig forkølet, men ikke forkølet nok til isolationsstue – vi blev udstyret med et mundbind. Pomfritten var lidt utilfreds med det indtil det gik op for hende at der var Mickey Mouse, Anders And og Pluto på det. Så var det egentlig okay. Jeg kunne endda slå hende for et smil 😊

Noget af det første jeg altid gør, når vi kommer på ambulatoriet er, at tjekke at Noelles navn er på tavlen over børn, der er booket til dagen, hvilket rum vi skal være i og hvilken sygeplejerske, vi er tilknyttet. Bonusdag i dag – vi skal ses i Rum 3 med Mette – vores føromtalte seje sygeplejerske, der fjernede sting i november.
36 børn er skrevet op til 3 rum med 3 læger + sygeplejersker. Busy day!
Mens vi venter kommer en mor ind med sin dreng på – hvad er han – vel små 2 år – med sonde og kindplaster. Hue på. Leukæmi. Hun tjekker også tavlen men finder ikke sin søns navn – henvender sig til receptionisten, der kan informere om, at de er booket til diverse i morgen. Receptionisten smutter ud bag skranken og vil undersøge om de alligevel kan få taget prøver osv i dag. Meget kan man sige om fortravlet personale, men de prøver da alt, hvad de kan, for at få det til at glide for både patienter og forældre.

Noelle er udstyret med min iPhone og ser lidt YouTube, da Mette kommer ud og lyser op i et stort smil! Hej Noelle! Ej, er du blevet forkølet? Har du set, hvad der er på forsiden af mundbindet? Hvor er du fin med din kjole og rottehaler! Så er man ligesom budt velkommen, ikke! Hun smiler til både Carsten og mig også og hilser pænt med hånd. Noelle, skal vi lige måle og veje dig? Det er standard til kontrollerne. 106,9 lang i dag – hun vokser i samme tempo som sin tumor, tænker jeg….
Så bliver vi kaldt ind – som de første efter tværfaglig konference, der afholdes hver tirsdag morgen. Fedt. Bliver bekræftet i, at det kan betale sig, at komme til tiden OG være venligt insisterende…
Efter mødet i torsdag har både Carsten og jeg observeret Noelle meget, meget tæt og til vores ærgerlse har vi begge lagt mærke til det, vi mener, er en forværring i Noelles funktionsniveau. Ikke siden i torsdags, men fra hun var på sit bedste i genoptræningen. Højre arm, synes jeg, virker lidt mindre end den ellers har gjort, hendes arm bliver negligeret lidt mere og hun foretrækker stadig venstre hånd udpræget meget…
Synet behøver vi ikke at tale om – det er ligesom konstateret, at det er rigtigt skidt og nedadgående. Jeg siger direkte til René, at vi selvfølgelig har tænkt meget over mødet i torsdags – og har luret ekstra meget på Noelle og hvad jeg synes, der er af ændringer.
Jeg siger også, at jeg er meget i tvivl om, hvad der er spøgelser og hvad der er reelt, men at jeg generelt vil mene, at hun har været bedre, end hun er nu. Selvom vi ikke har hørt fra Fys/Ergo endnu – og René vil rykke på det i dag mhp en tid til vurdering i denne uge, så samtalen drejer sig egentlig hurtigt over i, hvornår der skal bestilles en ny MR scanning til.

Han ringer til Jane – en fra neurokir-teamet og taler frem og tilbage med hende. Hun er ikke ajourført med Noelles case, men er enig med René i, at vi skal fremskynde MR scanningen. Så ringer René til Glostrup, som de samarbejder tæt med, for at høre på en hurtigere tid. Her kender de ikke Noelles case overhovedet, men Mette forsøger ivrigt at intercepte vores opmærksomhed, så vi ikke overhører for meget af Renés samtale med Glostrup.
Men vi hører nok. Nemlig at han på et tidspunkt i samtalen siger; Hun “har noget oppe i hovedet og hun har forværring i symptomer både syn og højresidigt, så der er gang i noget”.

Da han har lagt på, siger han, at vi skal regne med en ny MR scanning i midten af marts – enten på Riget eller på Glostrup (der så overfører billederne til Riget). Hm. En måneds tid. Det er fremskyndet kontra hvert kvartal. Egentlig har jeg ændret holdning fra, at ville beholde min Noelle som hun er nu, så længe som muligt, til, at ville have hende til OP 2 snarligt. Hvorfor? Fordi jeg ved, at det lort vokser inde i hovedet på hende! Det er et faktum, at den ikke er stoppet med at vokse – og hvad fanden skubber den til næste gang? Vi ved, at den ligger delvist i hjernestammen og man kan ikke forudsige hvilken vej, Tumor vokser – altså i hvilken retning, den udvider sig, så med mere tid kan den vokse sig endnu længere ind i hjernestammen og besværliggøre OP 2 endnu mere, end den er i forvejen. Og koster endnu mere i forbindelse med en operation… Og vil jeg kunne holde ud at se hende blive værre og værre, velvidende grunden til at hun er dårlig?? – og hvornår er det så slemt nok? Nej, vi skal have så meget af det lort ud som muligt, inden den finder sig alt for godt tilrette derinde.

Scanningen fra starten af måneden skal bruges som udgangspunkt for at monitorere væksten af Tumoren og med en måneds mellemrum vil de få et bedre billede af vækst-raten, formen og tidsaspektet. Og for at udelukke stagnering af væksten. Underligt, ikke? Normalt siger man, at man skal udelukke vækst. Nu siger vi “udelukke stangering”. Our life, I guess.
René siger også på et eller andet tidspunkt i samtalen, at der jo har været vækst. Det er første gang vi får den info lodret. Ikke at jeg bliver chokeret, men det er alligevel noget lort. Lortet vokser altså forsat. Vi vil få tilsendt brev vedrørende tid til scanningen, men, er der nogle ændringer i hendes tilstand – kvalme, synsforstyrrelser, svimmelhed, forværring i arm/hånd, syn eller ændring i træthed, skal vi ringe og bliver smidt på en akut-tid til MR.
Carsten forstår det således, at dette betyder, at den næste MR scanning er grundlaget for OP 2, men jeg er faktisk ikke helt sikker. Eller også vil jeg ikke helt høre det – det ved jeg sgu ikke. De læger er fandeme så gode til at være vævende og ukonkrete. OP 2: Ja eller Nej – og hvis ja, hvornår? Det kan jeg forholde mig til.

Summasummarum er vel, at lægerne heller ikke ved det helt endnu. Så planen er, som følger; tæt observation fra os og Børnehaven, nyvurdering fra Fys og Ergo og ny scanning igen om en lille måneds tid. Scanningsbillederne (sammenlagt med Noelles funktion og vurderinger fra Fys, Ergo og os) vil enten resultere i en OP 2 i slutningen af marts eller også vil de sætte tidsintervallet til næste MR scanning.
Sådan som jeg ser Noelle i dag tænker jeg, at det første er det mest sandsynlige scenarie. Følelsekuglen ruller jeg stadig foran mig – i behørig afstand. Det får jeg hjælp til, ved at se på hende her, hendes far og hendes lillebror.

Den Frække Knude nu som Hr. Tumor.

Opfølgende møde på Riget i dag. Der var travlt på afdelingen. Tavlen med indlagte børn og børn til Kemo var totalt fyldt og sygeplejerskerne var på farten konstant. Så mærkeligt at sidde der igen. På en måde så velkendt og alligevel så fremmed. Nye indbyggere… Stakkels jer nye….. Køkkenet var der blevet lidt flyttet rundt på – bordene stod anderledes end da vi var indlagte. Fremmed. Velkendte ansigter på vagt. Sonja kom forbi og lyste op i et smil, der forsvandt da vi fortalte vi muligvis kom ind til hende igen. Øv, det gider vi da ikke, sagde hun. Næ, men vi har ligesom ikke noget valg. Det er op til Den Frække Knude, som Noelle kender den som. Lortetumor, kalder jeg den. Den frække knude er ligesom ikke tilstrækkelig længere. Den er bestået til en højre rang.

Endelig havde René tid til at sludre med os. Ind på kontoret at sidde. Ved sgu ikke hvad jeg havde forventet, men når man står ansigt til ansigt med skanningsbillederne bliver ord pludselig meget virkelige. Håndgribelige. They materialize. Astrid underdrev ikke da hun konstaterede, at der var over halvdelen tilbage. Jeg vil gå så langt, med mit utrænede øje, og påstå, at det nok nærmere er 3/4, der er tilbage af Lortetumoren. Din forræderiske, uforskammede lortecellemasse! Hvorfor er du så pisse stædig – hvad får du ud af, at sidde og genere min 4 årige Musling? FORSVIND! FORSVIIIIND!



Hvad ved vi så nu? Ikke oceaner mere end i fredags. Men dog et par ting, der ikke er særligt opløftende at vide. Der er diskussion om, hvorvidt der er genvækst eller om det er resttumor der er tilbage. Det lader til, at der er sådan lidt plus/minusagtigt situation, hvor tumor er fjernet lidt her, men også vokset lidt der… Hvilket også understøttes af forværringen af Noelles syn. Og det er ikke til at vide hvad Lortetumor ellers vil trykke på, efterhånden som den vokser videre i hovedet på mit barn. Det eneste vi kan glæde os over er, at den ikke har tendens til at invadere omkringliggende væv – ‘den skubber kun’, men pga. placeringen er det i sig selv meget kritisk, som René udtrykte det.

Det handler om tid, før Noelle skal opereres igen. Der er ingen vej udenom.
Risici? Samme odds som sidste gang, måske lidt mere risikabelt denne gang, da de skal dybere ind og skrabe tumor-vævet ud. Tremors, lammelse, syn, sprog, grov- og finmotorik, temperament-ændringer og Guderne må vide hvilke andre senfølger i forhold til indlæring og sociale kompetencer. Hvilke faktorer der gør sig gældende for hvornår hun skal opereres? Hendes almene funktion og hendes syn er altafgørende for tidsaspektet. Nå ja, så skal vi da også lige være ekstra opmærksomme på evt ændringer i hende – mister hun funktioner, bliver synet endnu værre? Går det den ene eller den anden vej? Okay – læg lige lidt pres på vores skuldre!!! Som om jeg ikke GLOR på det pigebarn intenst hver eneste dag – men hvornår ser jeg spøgelser, hvornår har hun en dårlig dag? En god dag? Hvornår er det bare træthed? Sidst gik hun fra at være symptomfri til næsten halvsidigt lammet på 2 dage….

Planen nu er så, at vi skal til Ambulatorietjek på tirsdag, ny Fys/Ergo vurdering hurtigst muligt i næste uge, der er samlet lægekonference onsdag og derefter burde der tegne sig et billede over, hvor travlt vi har. Og hvis vi har travlt, kigger vi på en ny OP inden for en måneds tid, hvis ikke, ser vi på et skanningsinterval af 1-2 måneder…

Fuck, hvor er jeg bombet. Jeg er taknemmelig over vores systems grundighed, men for fanden. Jeg er drænet, jeg er ked af det og jeg er gider ikke snakke med nogle. Screener for hårdt mine opkald. Drømmer mig tilbage til en ubekymret tid, hvor vi bare var en ganske normal familie med 2 unger, villa, volvo og besøgsvovse.

Hej igen, Riget, du var ellers ikke savnet. 

Endnu en øjenundersøgelse – status quo

Underligt at sidde der igen. Læse de plakater, der hænger i venteværelset. “Bag en kræftpatient står en pårørende”. En plakat jeg husker tilbage fra sidste år, men som jeg slet ikke bemærkede efter vi var “homefree for Tumor”..

Vi var spændte på øjenundersøgelsen i dag. Hvad ville den mon afsløre? Ikke rigtig noget nyt, viste det sig. Status quo. Ny tid igen i marts.
Dog fik vi tiltusket os den viden, at der er konference vedr Noelle på onsdag i næste uge med hhv Øjenklinikken, Neurokir og afdelingen. Det må jo så betyde, at de stikker deres kloge hoveder sammen og lægger en plan for vores fremtid! Great.
Men så meget for at håbe på et par dage uden hovedpine….

Survive Now, Cry Later

Skrigene er blevet stumme nu. Jeg har ikke længere lyst til at bande og skrige. Tværtimod. Jeg er stum. Det er som om, jeg har en gigantisk storm af følelser indeni – de suser rundt, omkring hinanden, over, under og forbi, støder sammen, stiger og falder. Det føles som om, jeg står og kigger på dem, bliver skubbet til og skal stå fast for ikke at miste balancen. Jeg kan ikke rigtigt mærke dem…. Eller mærke ‘mig’ er det måske. Jeg kan ‘se’ dem – fornemme deres intensitet, deres skarpe kanter og hårde flader, men jeg kan ikke fange dem. Ikke holde fast i dem. Ikke endnu. De smyger sig rundt om mig, men glider ud af mine hænder hvis jeg prøver at gribe ud efter dem og der er alt for mange… Jeg orker ikke at snakke om det lige nu. Hvad skal jeg sige? Nej, jeg ved ikke hvad fanden vi skal gøre… Vi skal igennem en ny rutsjetur. Vi har ikke nok information til at tage en beslutning om, om det er nu eller senere der skal opereres eller hvad, der er bedst for Noelle på nuværende tidspunkt – og det har lægerne sgu heller ikke.

Vi skal alle sammen tygge på det, sagde Astrid i telefonen i fredags. Genvækst – det tror jeg ikke, når Tumoren er vurderet til at være langsomt voksende, jo, det er noget af en kovending at mene at alt, hvis ikke alt, så det meste af Tumoren er fjernet, til at der så er over halvdelen tilbage…. Baffeling. Men hvis hjernekirurgi (og det iøvrigt på børn) var nemt, så var der sgu nok flere, der blev dygtige neurokirurger. Jeg tror stadig på, at Lars Bøgeskov har gjort det top professionelt, da han snittede rundt dybt nede i Noelles hjerne. Det er jo ikke fordi Hr. Tumor sidder derinde og vifter med et flag og en fin stiplet linje omkring sig – HER ER JEEEEEG – Skær her og her og her! Og bedre at de tager for lidt end for meget.
Udenlandske Second Opinions? Nej, det har jeg ikke brug for. Jeg er tryg ved vores team af læger. Og jeg stoler 100% på at de er de bedste indenfor deres felt. Jeg har heller ikke brug for hjælp til at tackle det psykiske aspekt af det lige nu. Ja, gu er det en ubegribelig led og hård situation at skulle forholde sig til, men som før første operation i oktober ’12 bliver jeg simpelthen nødt til, at opretholde en eller form for normalitet i hverdagen – for min datters skyld og for min søns skyld. Fordi mit indre er i komplet kaos, må deres dagligdag ikke blive det. Det kommer der ikke noget godt ud af.
Jeg lærte, tilbage i oktober, at jeg har en evne til at skubbe de store altoverskyggende følelser foran mig indtil sidste øjeblik, for så at dykke ned i dem og lade dem rive mig fra hinanden, mærke de skarpe kanter og de hårde flader. Lade kanterne trække blod, slagene regne ned over mig og give min sjæl blå mærker, lade følelserne tage deres bid af kagen. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så handler det om at Survive Now, Cry Later. Overlevelse. Hvis ikke jeg er stærk for mine børn, hvem skal så være det?
Jeg skal nok finde de små lommer af følelsemæssig frihed – for helvede, jeg har ikke mistet forstanden endnu, på trods af de mange “udfordringer” jeg har mødt. Jeg skal nok klare mig. Og når lokummet brænder nok, så ved jeg godt what to do. Jeg har været der før og genkender døren… Som da jeg skulle have hjælp til skyldfølelserne og selvmordstankerne efter ikke at kunne redde min Far. Eller min fødselsdepression efter Noelle kom til Verden og min Mor samtidig var syg af lungekræft, visnede hen og døde fra mig.

Men nu…. Lige nu, i denne tid, handler det om overlevelse på det mest basale plan. Lige nu har jeg kun flige af følelser og stemmebånd i dvale.

Generel Status.

En ting, som bekymrer mig meget er, at Noelles tremors er tiltagende. Vi var blevet advaret om at de symptomer, som Noelle havde før OP med al sandsynlighed ville være mere udtalte efterfølgende. Midlertidige eller blivende – det vides ikke. Great. Jeg HADER uvished. Når hun sidder og skal bruge begge sine hænder er den helt gal med den højre arm og hånd. Hun har ingen kræfter til at holde fast med og hele armen kører bare rundt, fuldstændigt ude af kontrol.

Hun laver funky grimasser når hun anstrenger sig og jeg synes hendes sprog er ændret til det dårligere. Og så er der hendes syn på højre øje. Eller manglen på samme. Det skal hun nærmere udredes for på øjenklinikken i december. Hendes temperament har ændret sig en del – det kan være svært at præcisere, men der er et eller andet i hende, der er anderledes. Vi ser virkelig frem til at hun bliver medicinfri så vi bedre kan vurdere hvor medicinen slutter og Noelle starter.
Glæden over at hun klarede operationen erstattes af bekymringer over, hvor stort et handikap hun mon skal leve med. Hvor meget kan genoptrænes og hvor meget skal hun leve med? Den 13. november og den 15.november brugte vi på hhv kontrol og fjernelse af sting (alle 40 stks!) – tak til Mette, der på verdens mest effektive måde satte rekord i diciplinen “fjern-sting-i-en-allerhelvedes-fart-på-en-stor-skrigende-4-årig”. Det var hendes personlige rekord, pralede hun af efterfølgende. Jeg så godt hvor effektivt hendes hænder arbejde, men kors, hvor kan min Mus dog hyle og skrige.
Vi fik lagt en ny medicinplan og fik igen lov at halvere hydrokortisonen, yay. Smertestillende cocktail og morfin kunne vi også så småt skære ned på. Trætheden hos Noelle er stadig meget udtalt på dette tidspunkt og vi får af vide at det er HELT normalt og kan vare ved i op til 1 år i og med operationen har været så omfattende. Synes egentlig ikke vi bliver vildt meget klogere. Irriterende.

Efter en informationsstorm på FB  er der nu radiosilence – for hvad skal jeg fortælle andet end at det går stille og roligt? Ikke nogle radikale fremskridt, men dagene flyder bare stille forbi… Noelles fremskridt er ikke synlige på en day-to-day basis, men nok mere på den lange bane. Og jeg ser nu at den bane virkelig ER lang. Og jeg ruster mig til en lang kamp. 

Noelle 8 dage efter operationen

Nu er der gået 8 dage efter Noelle blev opereret. Vi laver ikke så meget endnu, da hun er en træt lille Mus, men lidt glimmersjov kan hun næsten altid overtales til. Min primære årsag til lidt filmeri er, at så har vi hendes tremors på film. Før operationen havde hun ikke disse tremors og vi ved på nuværende tidspunkt ikke om de tiltager eller aftager – er midlertidige eller blivende. Only time will tell.
Vi var iøvrigt på lynvisit i Børneren. Jeg ved, at mange børn og mange forældre har haft mange spørgsmål, og Børnehaven har derfor haft printet mine FB opdateringer ud og hængt dem op ved trappen. Da vi kom på besøg var der vild jubel, gensynsglæde og nysgerrigheden var stor. Vi var der en lille times tid og så var der ikke flere kræfter og vi måtte hjem og slumre lidt. Det er den bedste dag Noelle har haft længe – endelig at se Tøsepigerne, Drengene og de voksne – kram og kys fløj rundt i luften! Okay, der var også lidt våde øjne hos os over 120 cm…. Dejligt besøg. 

Bring it on!

Hvad er vi oppe i mod?

Ja, I kan nok forvente at hun hæver noget op i den ene side af ansigtet. Ja okay – det er dælme en pæn måde at sige det på! Noelles venstre øje er lukket og hendes øre stritter vildt mærkeligt. Ork, det er helt normalt – det skal kroppen nok absorbere over de næste par dage.

image

Dexa’en er halveret men det er hendes humørsvingninger eller appetit ikke.
Der foreligger et foreløbigt svar fra Patologerne og det tyder på at Noelles tumor er en langsomtvoksende en af slagsen.Altså, hvis man skal have en tumor er denne type den bedste man kan håbe på, siger en til os. Fedt nok! HVad med INGEN TUMOR OVERHOVEDET?
Carsten og jeg googler som sindssyge og læser os til flere facts og kan udlede at ja, det er en langsomtvoksende tumor (godt så), dog kan disse tumorer udvikle sig fra at være langsomtvoksende til de hurtigtvoksende og invasive sataner, der metastasere. desuden er man ikke længere ude i, at definere nogle tumorer som godartede – der findes ikke godartede tumorer i hjernen – de skal sgu da ikke være der i første omgang. Desuden har placeringen en stor, stor betydning for livskvalitet og overlevelse, Dér trak vi så nitten, da Noelles placering var den værst tænkelige. Normalt ses disse tumorer på ydersiden af lillehjernen og ikke ofte helt inde på hjernestammen (3 cases før Noelles).

Nå, men det tyder altså på at vi er sluppet med en langsom tumor omend vi må afvente og se, hvilke hjerneskader operationen unægteligt har medført. Umiddelbart ser det jo fornuftigt ud og vi er lettede. Så lettede som man nu kan være, når man lige har fundet ud af, at ens datter har hjernekræft.

Dagen derpå.

Carsten og Noelle har haft en hård nat. En eller anden ældre mand med abstinenser har brokket sig, råbt og skreget hele natten. Idiot. Som om han har noget at pive over – her ligger en bette skid på 4 og har fået en hjerneoperation. Hold din kæft – grow up! Vi bliver sluset ned på afdelingen igen. Noelle er sulten – heldigvis. Der initieres ny medicinplan for at få hende langsomt trappet ud af Dexa’en (thank God), men fordi hun har fået det så længe, bliver det en lang udtrapning. Kan ikke vente på at jeg endelig skal møde min Mus igen – Noelle på Dexa – lort med lort på, som en anden dejlig sygeplejerske sagde… Så ved I da hvordan hun bliver som teenager. Av. Efterhånden kommer diverse drop og venflons ud – det gør det noget nemmere. Drænet fra hovedet er også fjernet. Det var vildt ubehageligt at se det dræn, sivende blod og væske fra hendes kranie… Det gør ondt på mig og jeg kan ikke have det, når hun vender og drejer sig og hiver i det. Der er kontakt til både arm og ben – sikke en lettelse! Hånden driller vist lidt, men i lettelsen over, at hun trods alt er vågnet op og har nogen førlighed, er vi svært tilfredse. I løbet af dagen fjerner vi plastret fra operationssåret – jeg får et sug i maven da jeg ser det. Shit mand. Nu er det mig, der skal være tapper. Nu er vi fuldbyrdede medlemmer af Klubben…. Vi er ovre første forhindring. Noelle er registreret i børnecancerregistret og hun har et hestesko-operationssår til at bevise det. 

image

Operationen.

01.11.2012

Dagen for operationen. Noelle og jeg kom ind aftenen forinden og overnattede på stuen. Med en meget “morgenfrisk” pige med ulvehunger er det en skidt start på en meget lang dag at nægte hende morgenmad.
Vi bliver kørt ned til anæstesien – mig siddende med Noelle i hendes seng, Carsten trissende lige efter. Vi taler ikke ret meget. Ord er ligesom overflødelige og hvordan sætter man iøvrigt ord på en tornado af følelser, der hvirvler rundt i hovedet og hele kroppen? Brudstykker, der flyver rundt – livetcancerlammelserfremtidenhandikappetskolegangminegenfremtidNordhvordankommerdettilatgåhvadmedvoresøkonomi……

Jeg har preppet Noelle så hun ved, at hun skal puste i ballonen – den, der lugter af gammel sur gummistøvle og som gør, at hun falder i søvn. Hun er mildest talt ikke begejstret. Hun er faktisk rigtig ked af det og bange. Igen må jeg holde hende godt fast da hun endnu engang glider ind i druknesøvnen. Denne gang holder jeg hende ekstra fast og hvisker hende i øret at hun er SÅ dygtigt til at puste i ballonen og at jeg elsker hende meget højt. Den skal hun have med – hvis hun nu ikke vågner igen.

Da hun er lagt over på briksen bliver vi fulgt ud. Jeg ser på alle disse mennesker, med deres kitler, huer og mundbind og tænker – nu er det op til dem og til ham, med kniven. Jeg kan intet gøre for at beskytte mit barn. Det er fuldstændigt uden af mine hænder. Mit livs allermest fornemme opgave kan jeg ikke udføre – i denne allermest kritiske situation. Jeg kan ikke beskytte mit barn. Jeg har intet at sige eller gøre i dette. Min lille Fighter skal nu kæmpe en kamp, der ikke er fair. En kamp mod en invasiv knivoperation i vores mest dyrebare organ. Hun skal modstå bedøvelse, åbning af kraniet, instrumenter, der skærer i hjernestammen – der hvor alt samles! Og hun skal fandeme slå de smukke blå øjne op bagefter – og bevæge arme OG ben! Ellers ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør!

Vi gik fra operationsgangen kl 9. De ville ringe når det var overstået – og det kunne være alt fra kl 12 til 14. Gå jer en tur, få lidt luft. Fedt. No way at vi ville længere væk end vi kunne nå tilbage på 5-10 min. Cafebesøg. Ingen appetit. Hjem forbi og hente pandekager. dem havde Noelle talt om – og dem skulle hun absolut ikke snydes for, hvis hun har lyst til pandekager når hun vågner på intensiv. Tilbage på Riget. Vente. Vente.
Endelig ringer de. Klokken er vel omkring 14 – det er gået planmæssigt og vi kan mødes dem på OP gangen og gå med til opvågning.

Synet, der møder mig, er jeg på ingen måde forberedt på. Slanger alle vegne. En ligbleg Musling, hvis tryk var dykket under operationen og måtte have plader. Et barberet stykke skalp med en lang hestesko af et operationssår. Med dræn i. Kateter, 4 venflons – hvert håndled og hver ankel. Cvk (centravenekateter). Arteriemåler i håndleddet. Pulsmåler på fingeren. Du godeste gud. Min lille Skat, altså. Min tapre lille skat.

image

Højre arm og højre ben har ingen bevægelse. Fuck. Not good. Pludselig bevæger hun svagt foden. Yay! Ups – kateteret knækker?! Hov, hun får flået i CVK’et og det ryger ud. Hun kommer lidt til sig selv og falder hen. Er helt rundt på gulvet og græder. Hun har ondt, hun er forvirret, har kvalme og er sulten. Græder over alle sine venflons. Jeg tuder over at føle mig SÅ magtesløs. Åh, bare jeg kunne tage hendes plads. Hun fortjener ikke sådan en omgang.
Carsten bliver hos hende natten over på intensivafdelingen – jeg kan slet ikke magte det. Tager hjem og begraver mig på sofaen. Græder til mit hoved værker og jeg ikke har flere tårer.