Så ligger jeg her…

På Noelles kontrolscanningsdag… Syg med halsbetændelse, høj feber og snot. Der er ikke noget sted jeg hellere ville være i hele verden, end ved min Muslings side. En umulighed taget i betragtning, at hun i dag er på hhv Børneonkologisk og til MR-scanning og derefter på opvågningen, for så at komme tilbage til afdelingen. Fandens også. Har sendt Daddy afsted med hende velvidende, at de to nok skal klare det uden problemer, men jeg ville stadigvæk gerne have været med. Især når turen til Riget indbefatter fuld narkose.
Svaret på scanningen får vi på fredag. ved ikke helt hvad jeg forventer. Den sædvanlige nervøsitet lurer – selvfølgelig – og så har det været 3 vidunderlige måneder med pause og 0-vækst. Er vi så heldige at vi endnu en gang slipper med svedige håndflader og hjertebanken? Eller?

Det ved vi på fredag – og der håber jeg så på, at min halsbetændelse er på retur…

Nørder i 2.potens

Så var det at vi endelig kunne overraske ungerne med denne her lille godte… Mød Pixie, vores nye medlem af Mandalay familien…

20140413-134823.jpg
Ja, hun er lille. Meget lille. Hun er en chihuahua og hun er sgu lidt for sød end hvad godt er. Bring on the treats – weeeee!! Jeg har hørt, at de har en tendens til at formere sig – eller, sagt på en anden måde, så kender jeg ingen – ingen – der kun har én af dem. Jeg kender 3 forskellige vennepar og de har hver især 4, 4 og 8?!!
Nuvel. Der er ikke flere på planen for os foreløbig, men jeg må erkende, at alle mine fordomme om de “små arrige rotter”, man knap nok kan klappe, er manet i jorden. Jo, jeg elsker store hunde, mastiffer, grand danois, alt over 50 kg, åh, klappe klappe klappe!! Men, der er nu også noget over de der bitte små fine poter, den lille våde snude og de der kæmpe store stritører, that gets me. Og så er det værd at bemærke, at en bette skid som Pixie ikke grisser så meget som de førnævnte racer (savlespor i loftet og bæ på størrelse med kokasser, anyone??).

Noelles reaktion på, at vi skulle op og hente en hundehvalp, var ren og skær lykke! Først lidt mistro Skal den med hjem? Og blive her hos os? Er den her også i morgen? så komplet overgivelse Jeg tror den er vild med mig! Må den sove i min seng? Må den hedde Maria?

20140413-140129.jpg
Mansen tog det lidt mere cool, men vil gerne kæle og lege med Pixie. Tror han ser hende som lidt af en konkurrent til mors kram og puttetid…
Pixie er en rolig vappe, ikke den, der kommer blæsende ud til døren eller er kæk overfor fremmede – meget modsat vores tidligere hunde. En dejlig og rar forandring! Jeg havde faktisk også glemt, hvor meget man pludselig falder i snak med folk, når man har en hundehvalp… Kæft mand, hundefolk er nogle nørder. Røverhistorier om hvalpetiden og bedrifter til træning. Mobiler flyver op af lommen med billeder af hunde sovende på ryggen i sofaen, i haven i fuld firspring med ører, der flagrer bagud og nærbilleder af brune øjne, våde snuder og store tunger, der hænger ud af munden… Faktisk er hundefolk ligeså nørdet som forældre. Det vil jo så nok også betyde, at vi så er dobbeltnørdet, for nu skal jeg straks vise billeder af begge unger OG vores Chihuahua…

20140413-140230.jpg

It’s MAGIC!

Hjemvendt. Ude er godt men hjemme er bedst. Bare ikke hvis du spørger Noelle. Jeg vil ikke hjem, jeg vil bo her! var hendes kommentar til, at vi skulle vende snuden hjemad fra vores helt FANTASTISKE besøg i Disneyland! And I can’t blame her. Vi har haft den mest overdrevne, vilde, fantastiske, sjove, opløftende og pragtfulde tur til Disneyland Paris. Aldrig har jeg mødt så imødekommende mennesker, med oprigtige smil på læben og varme øjne, som vi har, under vores ophold… Og Disneyland er virkelig lavet i børnehøjde – wow – gennemført koncept – jeg er fan!! Og en lang tur med 5 overnatninger var helt perfekt – at nogle blæser igennem på 3 dage virker for mig som en helt umulig opgave! Og vi stod ikke engang i kø! Åh, Disneyland Paris – m’amour!

Det har været vores første rejse siden Pomfritten blev opereret for sin hjernetumor i 2012 og 2013, en hård og krævende tid, der til stadighed trækker i grundreserverne og det var med nervøst hjerte, at vi trillede ud af huset en meget tidlig morgen for 1 uge siden. Hvordan ville det være at rejse med en kræftramt og handicappet pige? Hvordan ville hun mon reagere med alle de synsindtryk, trætheden, der overmander hende efter et par timer – og hvad med Mansen? Ingen lur eller hvad? hvor mange hissy fits skulle vi mon igennem på træthedskontoen??
Med kørestolen, handiskiltet, kufferter og snacks til at overleve en rejse på godt og vel 6-7 timer, 2 børn i heftigt søvnunderskud (tak til sommertid for at hive os op når Natradioen starter – næsten) stævnede vi ud…
Rejsen derned gik fint – service fra Kastrup sucked i forhold til check-in med en kørestol, men da vi først landede i Paris, blev vi behandlet så overvældende godt, at vi var målløse! Hentet og bragt rundt fra A til B – wow! Ankomsten til hotellet var ligeså formidabelt og jeg må sige, at ungerne tog det ret så fint på trods af en lang rejse med meget ventetid! Mansen, som netop er moslet ind i ‘selvstændighedsalderen’ (pfft!!) gav os god kamp til stregen og det første døgn var noget af en prøvelse, men når man er næsten 3 og ikke særlig omstillingsparat, så koster det lidt grå hår i hovedet på mor og far (og ørepropper til folk omkring os). Suuuper god service på hotellet – pudsigt blev vi checket ind af Jenny, der var svensker 🙂 dejligt rum, der ventede med 2 Æsel-bamser til børnene og et yndigt sæt indpakkede espresso kopper til forældrene. En invitation fik vi med fra receptionen, som skulle vise sig at være noget helt, helt særligt!

Selve vores oplevelse af Disneyland var vitterligt en oplevelse for livet. FOR LIVET! Både Carsten og jeg skulle liiiige sluge den der med, at trille forbi køerne af børn og familier og smutte foran alle andre, fordi Noelle sad i kørestolen. Hvad ville du tænke, hvis du så en familie med et barn i kørestol bare trille forbi og komme til foran alle andre, der har stået i kø i 30 min? Spurgte Carsten mig i køen til Dumbos Cirkus Tog. Hmm, nok Ej, mand! Hvor bliver jeg misundelig! Gid det var os! Eller nej, ikke alligevel med et barn i kørestol… Meeen, det er det jo faktisk. Os. Os med et barnet i kørestolen. Freaky når min tankestrøm sådan bider sig selv i halen. Men – alt hvad min Musling kan få af medvind, det fortjener hun sgu! Hun har fandeme været igennem mere end nogle børn nogensinde kunne fortjene! Så med den kamel slugt, trillede vi rundt i parkerne og benyttede os af hendes Priority Card, så hun fik prøvet alle de forlystelser, som hun ville, mødt alle de karakterer vi ellers kun ser på fjernsynet – hvilket var til hvinende fryd for Pomfritten – og de er intet mindre end GENIALE, de mennesker, der er inde i dragterne – de ER deres karakterer! Og de forbliver i karakter både til og fra deres photo-op’s og til og fra Prinsesse Pavillionen – vi blev f.eks overhalet af Rapunzel, der løb op bag os og kildede Noelle under hagen for at trisse småklukkende videre.

IMG_0071
Jeg skal være helt ærlig at indrømme, at jeg kneb en tåre eller 2 under flere af møderne – jeg blev så rørt… At se min datters glæde lyse ud af hver fiber i hendes lille hårdprøvede krop… Hjertekuglen – BUM.

image

IMG_0051

Vi har taget en million billeder og du kan kigge mange af dem igennem på mit Instagram feed – eller på Carstens (mrmandalay77) – lige herude til højre – og selvom et billede siger mere end 1000 ord, så dækker de ikke de følelser, som turen har bragt os igennem. Især en helt særlig oplevelse var det, at modtage en invitation til en hemmelig surprise, der viste sig at være en play date med Pluto og Chip og Chap – helt og aldeles for Pomfritten! Surreal oplevelse af blive kørt over af det Bumletog, der hedder Pluto, Chip & Chap – OMG, det var en fest! Fis og ballade af overjordisk kaliber!!

IMG_0091 IMG_0093 IMG_0094 IMG_0095 IMG_0096

IMG_0105

Uden mange af jer, der læser med, havde turen ikke været mulig. DU har været med til at give os en uvurderlig ferie og en oplevelse for livet. For det har det været. En oplevelse for livet. Så tak – tak til Marie for at sørge for at sætte skuden i vandet, tak til Jonas for at puste endnu mere vind sejlene og tak til DIG fordi du undede os så massivt et break fra vores anden virkelighed. Det har været Magisk!

IMG_0004 IMG_0201

IMG_0010 IMG_0086 IMG_0073 IMG_0276 IMG_0171

Nye kapitler….

Møde med Pomfrittens kommende klasselærer i går – hun er en perfekt blanding af pædagog og lærer – og ligeså imødekommende og easy going som Skolelederen. Jeg synes, at det er befriende at hun bliver, nej, vi bliver, taget i mod med åbne sind, kommunikationsvillige personaler og professionelle holdninger til det, at have et barn med særlige behov. Jamen det bliver simpelthen så spændende, det der skolestart! Vi fik set klasselokalet også – hvor er det vildt, at min lille store Musling om små 2-3 måneder indtager SFO’en og til august klasselokalet… Mega angstprovokerende at gå gennem skolegården (ikke legepladsen!) og se alle de stoooore børn lege, spille fodbold og ellers vælte rundt imellem hinanden :-O Kan jeg pakke min Pomfrit ind i bobbelplast fra 2. juni??? Send mig lige noget, hvis du har en industrirulle liggende, ikke!

Gik fra Skolen med denne bog i hånden…

IMG_1474

Der er maaange sider i denne her bog – og det er med bankende hjerte jeg læser i den… Skolebarn. Flere nye kapitler.

IMG_1475

Okay – inspirationsguide til madpakkerne! Denne her bog burde min egen Mor have haft – de her madpakker ser lidt mere interessante ud, end min flade leverhakker og kødpølsemad, der lå og lumrede i min skoletaske… Bring on køleelementer i madkasserne!
Noelle og jeg sprang straks i køkkenet og lavede gulerodsmuffins fra bogen (i en glutenfri og sukkerfri udgave, naturligvis… Og ja, de ER spist allesammen, mums!)

 

Og jeg som troede, at det kun var Pomfritten, der nu skulle til at indstille sig på helt nye kapitler i løbet af sommeren… Tsk tsk – kom an! 🙂

Guld og sølv…

Er du der endnu? Altså sådan her i omegnen af bloggen? Jeg ved godt, at jeg har været stille. Jeg har haft en snert af dårlig samvittighed og alligevel har jeg nydt det. Det har givet et hvil i mit hoved, at slippe tasterne og det har givet mit nærvær en ekstra dimension omkring min Musling og min Manse. Vi har da også haft lidt at se til… 🙂

Det har været Fastelavn siden sidst – sikke en fed dag det var – Noelle som Askepot og Phoenix som… sig selv og sin dinoudklædning i favnen – på skulle den i hvert fald ikke!! Ganske som jeg havde forudset – en Musling All In og en Manse not so much 🙂
IMG_0991

Masnen har haft en heftig gang skoldkopper – 10 dage i karantæne, som vi brugte ovre ved skolen, hvor der bygges og er en hel masse maskiner at kigge på, gåture langs med Gentofte Sø og ellers bare Mor og Manse tid… Noelle blev heldigvis vaccineret i tilfælde af, at hun skulle starte Kemo, så hun slap med et par stik sidste år…

IMG_1184 IMG_1214

Mansens pas er endvidere fornyet – det var noget af en ‘underholdende’ tur til fotografen med Phoenix, der bestemt ikke gad fotograferes, hvilket hans nye pas i den grad afspejler – du godeste, hvor jeg skraldgrinede, da jeg så billedet. Måtte straks sende det til Hubby, der også måtte slå sig på lårene af grin. Oh well, det er jo kun små 5 år det holder og så skal det atter fornyes. Thumbs up til fotografen, der måtte arbejde for sin indtægt 😉 Alligevel fik Mansen en slikkepind med da vi gik derfra.
IMG_1014

Hubby har haft fødselsdag (og vi havde 14 års jubilæum på samme dag) – en ny tradition blev født, dér den 3. marts – nemlig at holde fri sammen – have tid sammen. Vi startede med brunch og brugte dagen til at flette fingre i – spiste ude morgen, middag og aften – vildt fedt omend en anelse extravagant 🙂

IMG_1074

Brunch på Granny’s House

Vi har også været forbi et kuld af hundehvalpe og har valgt en bette skid, men det er stadig en hemmelighed for ungerne. Vi rejser i den nære fremtid til EuroDisney (YAY!) og når vi returnerer derfra, fortæller vi Mansen og Muslingen, at vi skal hente en hundehvalp dagen efter. Åh, det bliver GRAND! Noelle har tigget hund, kat og kanin i 100 år og en madpakke!

IMG_1228

Mød Jagger, vores Chihuahua hvalpepige og perfekte match til os – en nem lille fis, der ikke vælter Noelle omkring af glæde eller vokser over hovedet på Phoenix…

Den sidste uge har været så pragtfuld med solskin, ja, vi har nærmest levet i haven. Sandkassen er fyldt op, gyngerne er indviet og rutsjebanen er afprøvet. Trampolinen er vi ikke nået til endnu – men alt godt kommer til dem, der venter 😉 Og selvfølgelig har vi grillet! Mums!

IMG_1344

Besøg af naboens hund, der konsekvent hopper over hegnet for at komme på besøg 🙂

IMG_1320

Jo, stilheden her på bloggen afspejler en mere normal hverdag – og det er så dejligt. Genoptræning kører som vanligt, Børnehavetid ligeså – vi er langt fra en fuld dag, men det har jeg ligesom taget til mig – at det kommer ikke til at ske før tidligst engang i efteråret. If even then… Og ja, hun ser sgu lidt handi ud når hun sådan tumler rundt og leger, men det er bare sådan, at hun er nu. Tror faktisk, at jeg elsker hende endnu højere netop fordi hun har måtte betale så dyr en pris for livet… Så, så længe min Mus er i live betyder det ingenting, at hun ser lidt spøjs ud i sin motorik.
Næste scanning ligger lige efter Påske og vi har op til den, et par af the usual tjek på Riget. Efter gennemgang af scanningsbillederne på Riget smutter vi til Blokhus på 1 uges ferie i et af Børnecancerfondens sommerhuse – hvad end svaret på scanningen bliver.
Maj måned bringer flere skift til os – Mansen starter i Børnehaven og Noelle starter i juni i SFO, så vi har ingen sommerferieplaner. Vi får vist også fået godt med ferieminder med både EuroDisney & Blokhus med her fra foråret – takket været en masse dejlige mennesker, der har gjort en stor forskel i vores liv.

IMG_0864 IMG_0869
Så selvom der er stille her på bloggen, betyder det ikke at der er stille i mit liv – bare at jeg ikke kører på max stress – og det er jo en god ting! Så når du tænker på os og hvordan det går, så husk bare på; Tale er sølv men tavshed er guld… 😉

Købt eller Solgt?

Sommerfugle i maven… Købt eller solgt?

Lige siden Pomfritten var omkring de 2-3 år har jeg haft indskrevet hende i en privatskole. På trods af, at vi bor direkte overfor en kommunal skole. Min bevægegrund for at indskrive hende i en Privatskole var, ganske enkelt, at jeg tidligt opdagede, at min Flamme er af en særlig sensitiv natur. Med sensitiv natur mener jeg, at hun er det, man også kalder et signalstærkt barn, et orkidébarn eller HSP (Highly Sensitive Person)… Kært barn har mange navne (i dette tilfælde også mange facetter) og før jeg ligesom fik afklaret, hvorfor lige netop mit barn reagerede utroligt stærkt på ydre påvirkninger, miljøskift og overstimulering – før kunne jeg ikke forstå, hvordan pokker hun var skruet sammen. Hun var så anderledes end mig (hvilket hun i virkeligheden slet ikke er, som den ekstremt detaljeopmærksomme HSP’er jeg er)?!
Noelle har vel været omkring de 8-9 måneder, før jeg i min jagt på forståelse af hende, fik opsnuset litteratur på engelsk, der forklarede mig, at min lille Mus altså havde rigtig svært ved, at filterere alle de indtryk og de rige detaljer, der blæste ind på lystavlen dagligt, fra. Det forklarede mig, hvorfor jeg havde dage på min barsel, hvor jeg måtte sidde i et stille, mørklagt soveværelse og bare vugge og schhhh’e hende i timevis. Hvorfor jeg skulle tage i maven, at der ville komme flere timers gråd og utrøstelig skrigen efter en tur ude omkring i byen med hende på armen. Det forklarede mig hvorfor det var så utroligt svært for hende, at sove en god lur, når alt inde i hende var et kæmpe stort stormende virvar af indtryk, lyde og dufte.
Når jeg ganske kort skal forklare andre, hvad det vil sige, at have er barn som mit, så plejer jeg at sige, at alt med Noelle er MERE end det er tilfældet ved andre børn. Når hun er vred eller ked af det, er det tordenvejr, bulder og regn, når hun er glad er det solskin, regnbuer og fuglefløjt. Ekstremt forsimplet forklaring, naturligvis, men til at forstå. Jeg har lært at navigere hende igennem de mange skift i dagligdagen og jeg tænker ikke altid over, hvordan jeg prepper hende på kommende dages gøremål eller instinktivt smider en tøffedag ind – det er bare blevet en integreret del af mit liv som mor til Muslingen. Planlægning og hensynstagen er et must for os – også den dag i dag. Som tiden er gået er hun blevet bedre til at håndtere de udfordringer, som hun møder og jeg er sikker på, at det er fordi jeg har fået lagt nogle gode grundsten i hende. Og det betyder ikke at vi ikke oplever en overstimuleret Pomfrit i ny og næ, for det gør vi da, men i det store hele er jeg blevet ret så skarp til at tænke fremad, til at reagere på min intuition og dæmpe når Verden bliver for meget for Muslingen. Vi har heldigvis fået en gave med i form af hendes naturlige glade disposition og optimistiske sind. En rigtig flamme – det er, hvad hun er.

Men altså, tidligt stod det klart for mig, at hun ikke har det nemt med miljøer, der giver anledning til distraktion. Som HSP er det svært, når der er lyde, bevægelser eller andre ting i periferien og jeg resonererede, at en klasse med 26-28 elever nok ikke lige var sagen. Jeg mener, en let afledelig pige med opmærksomhedsspænd på niveau med en bananflue – jo mindre klasse, jo bedre! Dertil kommer hendes kærlighed til det kreative, musik og et større socialt behov. Således blev det og jeg meldte ind i en passende privatskole i nærheden.

Sådan har planen været – lige indtil hun blev diagnosticeret med hjernecancer. Pludselig var intet længere sikkert. Intet. Nu står vi så i denne – mere afklarede og fantastiske situation, at hun kan og skal starte i skole til sommer. Vores største bekymring skiftede til, hvorvidt skolen så overhovedet ville kunne tage hende med alle hendes erhvervede særlige behov; 3 hjerneoperationer og 1 års hospitalisering senere.
I dag var vi til møde med Skolelederen på privatskolen – og jeg var en smule nervøs, for jeg vil så gerne have hun skal starte på denne skole. Siden første gang jeg besøgte den syntes jeg godt om den, deres visioner og deres metoder. Tilbage i februar sendte jeg et hav af dokumenter til skolen til hjælp til søgning af støtte og for at give mest mulig information til Ledelsen – rapporten fra Refnæs, Fys og Ergo’s rapport og vores egen liste af hjælpebehov. Lad os bare sige, at de små 20 sider var ret så omfattende, men så var der da klare linjer.

Med på mødet havde vi vores Synskonsulent, faktisk både vores nuværende og vores kommende Synskonsulent, der overtager Noelle til sommer, når hun bliver skolebarn. Vores leder fra Børnehaven var med og vi havde alle til formål at være så informationsbehjælpelige som muligt, således Skolelederen kunne vurdere, hvorvidt de kan tilgodese Noelles behov. Og det gik super fint. De hjælpemidler Noelle har brug for var absolut ikke til hinder for skolestart og de bliver noteret og søgt om allerede her i foråret. Mht den praktiske hjælp var Skolelederen også yderst imødekommende – han noterede sig, at Noelle har brug for sin kørestol og en hjælper på ture ud af huset, hvilket indskolingen ofte benytter sig af. Hun har brug for noget socialt hjælp, idet hun har svært ved at følge med sine jævnaldrende – hendes halvsidige funktionsnedsættelse driller meget (og det tænker jeg at den altid vil gøre), hun kan ganske enkelt ikke fælge med i løb og leg. I børnehaven vil der altid være nogle yngre, hun kan lege med, men i 0. kl er hun jo sammen med – og en af – de mindste…
Det er utroligt svært at sige hvor meget støtte hun har behov for til timerne, men de er 2 lærere på i indskolingen og Skolelederen gjorde det klart, at til at begynde med, bruger de af deres egen inklusionspulje og skulle Muslingen have behov for mere end de 2 lærere kan give, får hun støtte på i det omfang, der kan lade sig gøre. Skulle inklusionspuljen ikke kunne dække hendes behov, søger Skolelederen SU-styrelsen (som alle frie skoler skal) for støttetilskud til de nødvendige timer. En anden bekymring vi havde behov for at få lagt på bordet var, hvordan vi skulle forholde os, såfremt Noelle på et eller andet tidspunkt skulle i Kemo… Hvis det bliver sådan, at Noelle skal igennem et kemoforløb, jamen så ser vi på hjemmeundervisning eller udarbejder af anden løsning, som Skolelederen sagde. Vi var selvfølgelig bekymrede for, om hun ville blive opsagt, hvis hendes fravær blev for højt, men det er ikke tilfældet. Så ali-t-alt er skolen åbne, ikke spor afskrækkede og byder os meget velkomne – yay! Det er bare den bedste nyhed!
En af de ting, der ramte mig lige i hjertet til dette møde var, at det faktisk bliver en frisk start. Ikke kun for Noelle men også for mig. Jeg får mulighed for at være en normal forælder – forælder til at barn, der er synshandicappet og har en halvsidig parese. Misforstå mig ikke, for jeg har ikke kunne klare den uden den enorme støtte jeg har fået fra eksempelvis Børnehaven (og Mansens vuggestue, ej at forglemme!) som netop har fulgt med på en intense sidelinje, læst med her på bloggen og stukket mig et knus på de hårde dage og lade hverdagen være hverdag de dage, hvor jeg har haft brug for det. Men jeg kan mærke, hvor vigtigt det er for mig, at lade mit barn forsøge at flyve med sine erhvervede skavanker, men uden de tunge cancerlænker.
Ja, der vil være de sædvanlige kontroller, der vil være genoptræning og der vil være svære dage. Noelle er endnu ikke udholdende nok til, at tage mere end formiddagen + frokost i Børnehaven og jeg har ingen anelse om, hvordan det vil være for hende, at skulle sidde i en klassesituation. Jeg ved, at det, at bruge synet udtrætter hende helt utroligt meget og at hun med stor sandsynlighed ikke har kræfter til at være i SFO’en hver dag. Men alt det må vi tage som det kommer. Vi må heller ikke glemme, at vi stadig kun er ‘fredet’ i 3 måneders intervaller. Der er en meget konkret og saglig grund til, at man scanner hver 3. måned i nogle år med tumorrest og Noelles historik. Men jeg er blevet rigtig god til at lægge bekymringerne for fremtiden væk, nyde dagen som den er. Jeg har et dybtfølt behov for, at lægge 5054 lidt på afstand. Vi har et meget velfortjent pusterum nu – og eftersom jeg ikke ved, hvor længe det varer ved – uger, måneder, halve eller hele år, så nyder jeg alle de dejlige ting, som vi har at se frem til her i 2014. EuroDisney, Sommerhusophold i Blokhus takket være Børnecancerfonden, skolestart, Børnehavestart for Mansen og så ved man aldrig, om man måske skulle overveje en lille 4-benet følgesvend 😉

Så ja… Købt eller solgt? Jeg tror, vi sælger bekymringerne og køber forhåbningerne.

Forberedelser på flere niveauer

Masser af tanker myldrer rundt i mit hovede i dag. Efter vores ellers rigtig gode udviklingssamtale i Børnehaven i formiddags, så har jeg især bidt mærke i een ting. Mit barn er ‘usynligt’ handicappet. Ikke bare fysisk motorisk udfordret og synshandicappet, men hun har også brug for støtte for at kunne klare sig i skolen. Jeg ved ikke hvorfor det slog mig hårdere i dag, end da vi var på Refnæs – måske fordi jeg var så mættet af indtryk, at det var svært at kaprere så meget info – jeg mener, mødet udmunder i en rapport på mellem 6-8 sider! Men det slog mig altså i dag. Stoltheden over at have en datter, der snart bliver en skolepige, blev udvisket lidt af, at nødvendigheden for støtte altså er ret så evident. Ikke bare noget af tiden, men hele tiden. Fuld støtte. Og jeg ved det vel godt – egentlig, for min Mus kan jo ikke helt det samme, som sine jævnaldrende. Hun har bare nogle motoriske udfordringer OG nogle kognitive støttebehov. Men det er alligevel noget andet at høre, at virkeligheden er, at hun har særlige behov. Sådan lidt ‘In-your-face’-agtigt… Jeg må gerne sige det, men det gør lidt ondt i hjertet, når andre siger det.

Når andre ser min Pomfrit, så bliver de så overraskede over, at hun går så flot, at hun er så glad og at hun klarer det hele så godt. Og det gør hun også, men hun har altså også nogle ting, hun bokser med, ting, som er ganske usynlige for andre, ting, som hun allerhelst gemmer for omverdenen, og kun lader komme til syne herhjemme. Det er nemt at blive snydt af hende, for hun er en sand mester til at kompensere for sin parese! Og hun undgår bevist de aktiviteter, der stiller for højre krav – om ikke andet gemmer hun sig bag ‘Jeg er træt nu’… Og det er en helt og aldeles naturlig forsvarsmekanisme, for man skal helst ikke skille sig ud fra de andre børn. Anderledes er lig med afvisning og udstødelse, når man går i børnehave og skole. Anderledes bliver først hipt i gymnasietiden. Og der er meget, meget lang tid til. På en måde er det befriende med så stærk en kompensator, for det gør, at hun nemmere glider ind i mængden, men udfordringen kommer, når det også spænder ben for den hjælp, der er nødvendig for, at Pomfritten kan klare sig i skolen. Derfor har vi i dag, fået sat en række ting i gang, der skal sikre et bredt tværfagligt samarbejde lige fra kommune til Fys/Ergo til Børnehave til Synskonsulent til Skole – og sammen håber jeg på, at vi kan sørge for at Muslingen måske nok skiller sig lidt ud til skolestart, men at hun bliver ligeså stolt af, at være en skolepige, som hendes Mor bliver det.
IMG_0107

 

Scanningbilleder og Øjentjek

En hektisk dag på Riget i går. Vildt ufedt at skulle til 3 møde med en nyamputeret rodspids og 4 sting i munden – OG øjenbetændelse. Thank God for Ibuprofen på recept! Nå, men afsted kom vi da og første møde på agendaen var Skeleklinikken.
Og min Pomfrit har en ‘skjult skelen’ – som ca. 80% af danskerne har – hendes skelen bliver bare lidt tydeligere når hun er træt og når hendes syn udfordres. Men ikke noget, der skal trænes eller opereres for – vildt dejligt!!
Hos vores Øjenlæge blev hun som sædvanligt tjekket på kryds og tværs – og er helt stabil! Jubiii! Ingen problemer med synsnerverne (altså udover hendes hemianopsi, som jo er en permanent skade – selve den optiske nerve er slet og ret klemt helt over fra Tumorens vækst, og kan ikke genetableres, eller genoptrænes. Nerven er en gele-agtig substans, som fragter synsindtryk om til hjernen, men med hemianopsien, så er der ligesom ingen motorvej til alle synsindtrykkende…). Men altså, ingen hævelser eller andre overraskelser – helt normalt billede.
IMG_0051

På ambulatoriet skulle vi lige gennemgå scanningbillederne med vores Overlæge – og det var for første gang en ting, jeg så frem til. Stabilt – ingen vækst – åh, tænk at vi fik lov til at få et pusterum! Til vores store, store ærgelse, fortalte vores meget, meget afholdte Sygeplejerske, at hun rykker afdeling til et andet job allerede fra 1. februar 😦  Vi har ved tidligere lejlighed tidligere mødt vores nye Sygeplejerske, der kommer til at tage over, og hun er også en rar person, så det bliver også godt, det er jeg sikker på, men vi var nu SÅ glade for vores Sygeplejerske. Man lærer jo hinanden at kende ret så godt i en situation som vores, med både smil og tårer og Sygeplejersken lagde da også kortene på bordet, at lige præcis os, havde hun haft en meget oprigtigt og varmt forhold til. Hmm, jeg håber, at hun kommer til at trives rigtig godt i sit nye job – men nøj, hun vil blive savnet.
Her er de fiiiine billeder, som vi alle fik kigget på – faktisk også Noelle, som ikke tidligere har set billeder. Jeg tænkte at nu, når Den Frække Knude sover, så ville det måske være fint nok for hende at se den. Hun spørger jo så ofte, om den har øjne eller om den flytter rundt derinde. Hun syntes det var rigtig fedt!
– Se, Mus, Sådan ser du ud inde i hovedet – det er dit hoved, det dér… Og lige dér ligger Den Frække Knude…
– Er det den frække knude? Har den ingen øjne?
-Nej, den har ingen øjne, Mus, og den sover bare – se, den ligger bare der – helt uden at lave ballade!

Og så skred hun ellers over til bondegårdsdyrene og begyndte at stille dem op på rad og række…

Knapt 1,6 cm i mål - det er jo altså alligevel noget af en rest, der sidder derinde...

Knapt 1,6 cm i mål – det er jo altså alligevel noget af en rest, der sidder derinde…

Doxie 0177

Vi var hjemme i tide til at nå til Ergoterapi – Noelle har sådan savnet sin Fys & Ergo, så der var stor glæde efter frokosten var indtaget og vi kørte afsted.

IMG_0082

Ligesom på ‘Øve-skolen’ lavede Ergo og Pomfritten lidt øvelser, der afdækker hendes perception…

IMG_0083

Fin interesse og god koncentration det meste af tiden 😉

OG så blev det ellers tid til at hente Mansen fra Vuggeren og slappe af på sofaen med iPad’en! En godt brugt, men glad Musling. En glad og også lidt træt Manse… Mine 2 lækre guldklumper ❤

IMG_0104

Pissefed dag, siger jeg bare!!! Pissefed!

Genkendelsens glæde

Ej, Mor, seee! Hun har ikke noget hår!!

– Noelle på café LeSoleil i Kalundborg i går inden Evalueringsmødet, idet en skaldet kvinde træder ud fra toiletterne og bevæger sig op imod sit bord… Hun peger på kvinden og vender sig øjeblikkeligt mod mig med strålende øjne. Det kan godt være, at min Pomfrit er halvblind, men det er altså ting, der undslipper hendes opmærksomhed! Og selvfølgelig hører kvinden det. Jeg tror ikke, at der var nogle i hele cafeen, som kunne undgå at høre det… Jeg hører, at kvinden genfortæller det til sin ven, der sammen med hende, har slået sig ned i den bagerste afkrog af cafeen – sikkert for at undgå stirrende blikke og nysgerrige øjne. Hvad gør man så? Jeg bliver faktisk dybt pinligt berørt og alligevel ved jeg godt at børn jo er ligefremme – min datter er ingen undtagelse. Desuden var Muslingens udbrud helt uskyldigt og faktisk udtrykt med genkendelse og glæde, for hun fortsætter;

Det er ligesom Emilie! Mor, hvornår skal vi besøge Emilie, jeg har ikke set hvor hun bor endnu!

Jeg beslutter mig for lige at steppe op til parret og forklare dem vores situation og især at Pomfritten faktisk blev svært begejstret. At det i virkeligheden ikke handlede om hendes skaldede isse, men genkendelsens glæde. Da jeg nærmer mig bordet er der smil – i både mundvige og øjne… Jeg sætter mig ned i hug og hilser pænt.

Hejsa! Jeg så, at du hørte min datters udbrud lige før – og jeg ville bare lige hurtigt fortælle dig, at hun har en hjernetumor, som hun er blevet opereret for 3 gange. I den forbindelse har vi jo været indlagte og hun har fået en rigtig god og dejlig veninde, som har leukæmi og er i kemobehandling, så hun er jo vant til bare hoveder og blev vildt glad, da hun så dig og kom til at tænke på sin veninde – og ja… Det syntes jeg bare lige, at du skulle vide…

Tjah, jeg tænkte at det måtte være rart at få en positiv respons, for vi kender kun alt for godt øjne på stilke og hvisken-tisken bag håndflader – eller børns ‘uskyldige’ udbrud. De kan gøre ligeså ondt som snakken bag ryggen. Så ja, jeg valgte at adressere det for ‘komplimentens’ skyld. Og kvinden var muligvis vant til at blive kigget på – jeg syntes sgu bare lige, at det måtte være rart, at få en positiv sløjfe på en skaldet isse 🙂