Brede Skuldre og senfølger

Nogle gange føles det som om, der er uendelig lidt at gøre. Ikke kun for Noelle, der i højere grad brænder sammen i denne tid, men også for andre børnkræftfamilier. Det er en hårfin balance, når der skal uddeles krudt for Noelles vedkommende, men det er det faktisk også for mig. Forrige uge dumpede der en lille besked ind til mig. Det gør der i ny og næ – forespørgsler på deltagelse i spørgeskemaer fra studerende eller interessegrupper, der mangler sparring og viden eller andre skribenter, der har opråb på hjertet – og alle med rigtig gode pointer og en vilje til, at gøre en forskel. Det er en kunst at vælge til og fra, for jeg tror på, at man skal gå all in, når det drejer sig om at samle momentum og komme ud over kanten. Det duer ikke at fedte rundt ved startlinjen og så ikke rigtige komme afsted med budskabet. Og jeg er nødt til at prioritere benhårdt, hvad der er plads til på mine skuldre.
Forrige uge kom så en lille besked fra Børnecancerfonden – en fond, som jeg har nævnt adskillige gange her på bloggen og som har en direkte linje til mit hjerte. Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, hvorvidt jeg ville hjælpe dem med et af deres rigtig fede projekter – nemlig Fredagshistorier på Facebook. Så efter en laaaang snak med deres pressemedarbejder fik vi strikket en fin lille bid sammen – vores anden virkelighed og den situation, som vi står i nu med senfølger og handicaps. Det er nu altid sådan lidt pudsigt, at læse vores historie skrevet ned, kort og med andre ord end mine egne – af og til spekulerer jeg på, om hele den her oplevelse har gjort mig hård. Hærdet skjoldet lidt mere og klippet de yderste nervebaner ned… Måske er det bare fordi jeg lever i det, har accepteret det og fokuserer på det, der er vigtigt, nemlig Livet Her og Nu, at jeg ikke altid tænker over, hvor hård en impact vores historie har på andre. Ak, mon ikke det er en nødvendighed? Jeg kan jo ikke leve i en evig high alert… Uanset hvad, så er budskabet fra Børnecancerfonden utroligt vigtigt – nemlig behovet for at fokusere, ikke kun på den akutte fase, men også på Livet Efter – det liv, der er præget af senfølger og konsekvenser af, at have overlevet hjernekræften. I kan se Børnecancerfondens opslag på Facebook (med detaljer om deres arbejde) her.

Og meget apropos Livet Efter, så fik Kræftens Bekæmpelse for nyligt strikket en rigtig god og enormt rørende rapport sammen, der netop tager udgangspunkt i de unge, der i dag fortsat må kæmpe med de følger, deres overlevelse har medført. Systemet er hurtige til at skubbe på videre, men faktum er, at når man har været ramt af cancer i barndommen, så er Livet for evigt forandret. Udover den hyppigere forekomst i voksen kræft-statistikkerne så er der en masse senfølger, som ikke er anerkendt, ikke tilgodeset eller for den sags skyld taget hensyn til, når det kommer til Skoleliv, uddannelse, stiftelse af egen familie – ja, Livet som Ung og Livet som Voksen i det hele taget. Man bliver ligesom glemt, hægtet af og lander mellem 2 stole. Det synes jeg faktisk er en tarvelig pris, at skulle betale for, at kæmpe sig igennem er hårdt kræftforløb som barn. Senfølger er jo ikke kun de mentale udfordringer, men også sociale og fysiske ting, der gennemsyrer tilværelsen for den unge. Anyways, rapporten taler for sig selv og giver et virkelig vigtigt og også hjerteknugende indblik i, hvad man skal ruste sig til, efter at have holdt børnekræften stangen. Den burde være obligatorisk på uddannnelsesinsitutioner og jeg kan se mig selv stikke den til horden af underviserer i Pomfrittens fremtid. Kald mig bare Curlingmor. Jeg har brede skuldre. Det får man af Den Anden Virkelighed. Se den her.

Dagens Gode Gerning & De Små Ting

For tiden kører der en hel del nomineringer på Facebook. Du ved, den der kædebrevsagtige ting, hvor man skal et eller andet i x antal dage og så nominere videre… Og det er ikke fordi jeg er ellevild med den slags – og jeg ser, at langtfra de fleste faktisk er det, men alligevel dumper der nomineringer ind til højre og venstre. Først var der den latterlige drikke-nominering, der kostede liv. Så kom ‘hop-i-bølgen-kold’ (gudskelov og tak, at jeg i det mindste slap for den!) efterfulgt at ‘hverdagsbilleder’ (som om jeg laver andet end at spamme med de hadede billeder af børn, mad og selfies – HA!) og sidst men ikke mindst 3 gode ting i 3 dage… Sidstnævnte fik mig til at tænke på at Oprah faktisk lavede en opfordring til, at man hver aften inden man lagde sig til at sove, nedfældede 5 ting, som man var taknemmelig for – og efter 30 dage skulle ens tankegang have ændret sig til at værdsætte de små ting i livet. Så derfor hoppede jeg på den med de 3/3.
De små ting. De er så vigtige. De er SÅ vigtige. Jeg har fået så mange beviser for, at i denne nogle gange hårde og ubarmhjertige verden findes også en betragtelig mængde næste-kærlighed (på en absolut ikke-kristen måde) – just waiting to be felt.
Den der ubetingede og uselviske måde, hvor man gør noget, der har stor betydning for et andet menneske. Det behøver ikke være en stor ting – for De Små Ting er slet ikke så små endda. Som feks da Marie (flyvekys til dig, Marie *Mwaah*) besluttede sig for at bruge sin tid på at stable en indsamling på benene (ok – det var ikke just en lille ting, det indrømmer jeg blankt!) – eller da en klassekammerat fra folkeskolen tog indsamlingen op og smed den forsiden af avisen (;-) Mr. Jones)… Eller da jeg havde takket ja til at Instagramme for Kræftens Bekæmpelse og fik de fineste små http://www.enandenvirkelighed.com visitkort… Så var der også de kære sygeplejrsker, der kom med gaver til hele familien – bare fordi jeg havde sagt ja til at lade mig interviewe til deres eksamensprojekt. Min Faster Lis, der kontaktede Ønskefonden og Børnecancerfonden, der sørgede for både forkælelseslegat, sommerhus til leje og gav mig den ultimative kompliment, at ville bruge nogle af mine griflerier til deres hjemmeside… Så var der Manisha og Gitte, der skruede et møde med Hr. Skæg sammen – jamen jeg kunne blive ved! Disse små ting – de betyder bare SÅ meget! At folk jeg ikke kender personligt sender os plakater, bamser og kort – senest modtog vi de sødeste armbånd far en amerikansk fellow-hjernetumor pige, som jeg har kontakt til på Instagram… Wow. Just wow.

Og i dag dumpede så en ny – helt igennem vildt fantastisk gave ind i min mailbox… Malene H. Jeg kender ikke Malene, men vi har fælles venner og jeg tænker at det er derigennem, at hun er stødt på bloggen her. Malene har taget sig tid til at kontakte de rigtige mennesker og så sad jeg her og fik en invitation til CIRKUS SUMMARUM forpremieren om et par uger!!!

20140617-120343-43423350.jpg

Igen og igen sidder jeg her og tænker – jamen, det har vi jo slet ikke fortjent! Især ikke nu, hvor vi er ude af den akutte livstruende krise og endelig kører ‘observativ kontrol’… På vej tilbage til den normale hverdag – så normal, som den nu kan blive for os.
Men jeg bliver (stadig) så rørt. Jeg bliver glad, rørt, taknemmelig og jeg får sådan en lyst til at give det videre. Jeg føler et behov for, at være med til at gøre en forskel for andre – på samme måde, som jeg har oplevet igennem det sidste halvandet års tid, stående på The Recieving End.
Så hvad angår nomineringer på Facebook, så burde man velsagtens instigere en Pay It Forward-nominering… Hvis du ikke har set filmen Pay It Forward, så burde du – det er en pragtfuld film! Hmm… Altså vende kædebrevet fra noget, der omhandler en selv til at omhandle et andet menneske – kendt eller ukendt, på en måde, der giver glæden videre. Det kan være hvad som helst. Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country. – HA – Tak JFK! Dagens Gode Gerning – De Små Ting. Den må jeg vidst lige arbejde lidt på – beware kære Facebook venner 😉

Guld og sølv…

Er du der endnu? Altså sådan her i omegnen af bloggen? Jeg ved godt, at jeg har været stille. Jeg har haft en snert af dårlig samvittighed og alligevel har jeg nydt det. Det har givet et hvil i mit hoved, at slippe tasterne og det har givet mit nærvær en ekstra dimension omkring min Musling og min Manse. Vi har da også haft lidt at se til… 🙂

Det har været Fastelavn siden sidst – sikke en fed dag det var – Noelle som Askepot og Phoenix som… sig selv og sin dinoudklædning i favnen – på skulle den i hvert fald ikke!! Ganske som jeg havde forudset – en Musling All In og en Manse not so much 🙂
IMG_0991

Masnen har haft en heftig gang skoldkopper – 10 dage i karantæne, som vi brugte ovre ved skolen, hvor der bygges og er en hel masse maskiner at kigge på, gåture langs med Gentofte Sø og ellers bare Mor og Manse tid… Noelle blev heldigvis vaccineret i tilfælde af, at hun skulle starte Kemo, så hun slap med et par stik sidste år…

IMG_1184 IMG_1214

Mansens pas er endvidere fornyet – det var noget af en ‘underholdende’ tur til fotografen med Phoenix, der bestemt ikke gad fotograferes, hvilket hans nye pas i den grad afspejler – du godeste, hvor jeg skraldgrinede, da jeg så billedet. Måtte straks sende det til Hubby, der også måtte slå sig på lårene af grin. Oh well, det er jo kun små 5 år det holder og så skal det atter fornyes. Thumbs up til fotografen, der måtte arbejde for sin indtægt 😉 Alligevel fik Mansen en slikkepind med da vi gik derfra.
IMG_1014

Hubby har haft fødselsdag (og vi havde 14 års jubilæum på samme dag) – en ny tradition blev født, dér den 3. marts – nemlig at holde fri sammen – have tid sammen. Vi startede med brunch og brugte dagen til at flette fingre i – spiste ude morgen, middag og aften – vildt fedt omend en anelse extravagant 🙂

IMG_1074

Brunch på Granny’s House

Vi har også været forbi et kuld af hundehvalpe og har valgt en bette skid, men det er stadig en hemmelighed for ungerne. Vi rejser i den nære fremtid til EuroDisney (YAY!) og når vi returnerer derfra, fortæller vi Mansen og Muslingen, at vi skal hente en hundehvalp dagen efter. Åh, det bliver GRAND! Noelle har tigget hund, kat og kanin i 100 år og en madpakke!

IMG_1228

Mød Jagger, vores Chihuahua hvalpepige og perfekte match til os – en nem lille fis, der ikke vælter Noelle omkring af glæde eller vokser over hovedet på Phoenix…

Den sidste uge har været så pragtfuld med solskin, ja, vi har nærmest levet i haven. Sandkassen er fyldt op, gyngerne er indviet og rutsjebanen er afprøvet. Trampolinen er vi ikke nået til endnu – men alt godt kommer til dem, der venter 😉 Og selvfølgelig har vi grillet! Mums!

IMG_1344

Besøg af naboens hund, der konsekvent hopper over hegnet for at komme på besøg 🙂

IMG_1320

Jo, stilheden her på bloggen afspejler en mere normal hverdag – og det er så dejligt. Genoptræning kører som vanligt, Børnehavetid ligeså – vi er langt fra en fuld dag, men det har jeg ligesom taget til mig – at det kommer ikke til at ske før tidligst engang i efteråret. If even then… Og ja, hun ser sgu lidt handi ud når hun sådan tumler rundt og leger, men det er bare sådan, at hun er nu. Tror faktisk, at jeg elsker hende endnu højere netop fordi hun har måtte betale så dyr en pris for livet… Så, så længe min Mus er i live betyder det ingenting, at hun ser lidt spøjs ud i sin motorik.
Næste scanning ligger lige efter Påske og vi har op til den, et par af the usual tjek på Riget. Efter gennemgang af scanningsbillederne på Riget smutter vi til Blokhus på 1 uges ferie i et af Børnecancerfondens sommerhuse – hvad end svaret på scanningen bliver.
Maj måned bringer flere skift til os – Mansen starter i Børnehaven og Noelle starter i juni i SFO, så vi har ingen sommerferieplaner. Vi får vist også fået godt med ferieminder med både EuroDisney & Blokhus med her fra foråret – takket været en masse dejlige mennesker, der har gjort en stor forskel i vores liv.

IMG_0864 IMG_0869
Så selvom der er stille her på bloggen, betyder det ikke at der er stille i mit liv – bare at jeg ikke kører på max stress – og det er jo en god ting! Så når du tænker på os og hvordan det går, så husk bare på; Tale er sølv men tavshed er guld… 😉

Børnecancerfonden – en særlig fond

Sikke en crazy måned Januar måned har vist sig at være! Fra MR kontrolscanning, til 1 uges skolstarts-vurdering på Synscenter Refnæs, 1 uge som #ugensfighter på Instagram for Kræftens Bekæmpelse, et blogindlæg på Kræftens Bekæmpelses egen blog, diverse tjek på Riget med øjne og skelen, genoptræning as usual og Børnehaveliv samt besøg fra Ønskefonden, booking af Eurodisneyturen… No wonder, at jeg føler mig udmattet, udkørt og brugt op. Slidt og træt. En splattet Cancer Mom. Husker du at trække vejret, spørger Marie mig om. Min ‘sjælevogter’. Ja, det gør jeg! svarer jeg, I næste uge ser det meget bedre ud! Knapt så mange gøremål og knapt så mange planer… Og alligevel ikke. Men jeg prøver. Prøver også at koble lidt af og ikke lade tankerne galoppere afsted med mig men når det virkelig koger over ryger jeg ofte fluks til tasterne. Nogle gange, når jeg får læst nogle af mine ældre indlæg skrevet til Noelle eller om de særlige oplevelser, tanker og bekymringer jeg har haft – så går det faktisk op for mig, hvor hård en omgang det har været – og fortsat er. Og hvor god terapi Bloggen her har været og er for mig. Jeg glemmer/parkerer/fortrænger – you take your pick – mine tanker og følelser når de først er fældet ned her på bloggen. Som om en fysisk byrde er givet videre. En distance til et liv, der på ingen måder er retfærdigt eller som jeg har kontrol over. De erfaringer tager jeg med mig – omend jeg stadig ofte føler det som om jeg står på den anden side af en dugget rude og kigger over på jer. Jo, der er nok ikke så meget at at sige til at jeg er træt – ikke kun efter denne (meget positive ladet!) januar måned er ved at være gået. Det er godt og vel 1 1/2 års krise, der så småt begynder at kræve sin ofring… Er der dog een ting jeg har lært – og som har bidt sig fast i mig, så er det, hvor ufattelig sårbar, skrøbelig og magtesløs man er, når ens barn bliver livstruende sygt. Ligeledes hvor ufattelig stærk, stædig og nærværende man bliver (nødt til at blive) af det. Min berøring med hhv Børnecancerfonden og Kræftens Bekæmpelse i den seneste tid, har i den grad sat sine spor i mig og jeg mærker en trang til at gøre en forskel – til at gøre noget – spirer i mig. Overskuddet – det har jeg ikke endnu, men jeg vil holde lidt øje med spiren og se om den vokser eller visner. Jeg ved, at den er der.

Tilbage i september fik jeg en vild mail fra Børnecancerfonden, der gerne ville bruge mit indlæg om et af de arrangementer, som de uddeler støtte direkte til – nemlig weekenden på Solborgen for de nyudklækkede Cancerfamilier. Lige præcis det indlæg, som også er at finde her på bloggen, kan nu læses på HER, på Børnecancerfondens egen hjemmeside. Det er mig stadig en forbavsende gåde, at jeg formår, at få kommunikeret vores liv ud på en sådan måde, at andre rent faktisk får et nyt perspektiv. Sikke en ære det i virkeligheden er! 

Jeg har haft en helt unik og fantastisk kommunikation med Børnecancerfonden lige siden efteråret – jeg må sige at de har en særlig plads i mit hjerte og jeg håber på, at min oplevelse på Solborgen kan synliggøre, hvad støtten til fonden helt konkret gør og hvor meget den betyder for familier som os i En Anden Virkelighed.

Booked & paid for

OMG – it’s done! Booked and paid for! Vores rejse til EuroDisney! Jo – gu’ er den så! Vi rejser i marts og det er jo om små 2 måneder – liiige tid nok til at pløje os igennem en bunke Disney film og nå at se Frost! Tænk at det blev til virkelighed – denne rejse, dette ønske for Noelle! Jeg var på ingen måde forberedt på, at det overhovedet kunne lykkes at få samlet ind til så dyr en rejse! Vi har valgt at booke Hotel New York, så vi ikke ligger lige op til Parkerne med støjen, der dertilhører og samtidig er der et pænt overskud, som vi kan sende videre til BørneCancerFonden – Pay it Forward! Alligevel inkluderer rejsen alt – fly, transport, ophold, entrebilletter og fastpass samt helpension – meeega luksus! Hvor er det en speciel følelse – denne følelse af taknemmelighed, af glæde og hvor er det længe siden, at jeg virkelig har glædet mig… Sådan haft noget at se frem til på denne måde, som rejsen til EuroDisney giver mig.
Jeg takker ærbødigt og dybfølt dig og dig, dig og dig – og også dig derovre! I har gjort det muligt – og det betyder ubeskriveligt meget for os!

Et ydmygt men jublende tak!

Hvordan finder jeg ord, når ingen ord dækker? Hvordan får jeg ydmygt takket, når jeg ikke kender dem, der har rakt hjælpende hænder ud til os? Hvordan kan jeg beskrive hvordan det er, når fremmede giver helt betingelsesløst og uden forventninger? Dette her er det sværeste indlæg jeg forsøger at skrive!! Jeg er fuldstændig rundt på gulvet… Virkelig… rundt… på… gulvet…

I dag har været en dag, som for altid vil være i mig. Jeg vil huske den som en hektisk dag, hvor mine hænder rystede, mit hjerte hamrede og hvor jeg på alle måder blev overrasket over, hvor betydningsfuld betingelsesløs hjælp er. Jeg er rørt. Rørt til tårer. Tænk – EuroDisney!!! Det lyder måske ikke som det vilde for nogle – men for os er det lige netop det, det er! Det vildeste!
I over 1 år har Carsten og jeg talt om, at det ville være übercool at tage til EuroDisney. Noelle ville elske det! Det er det univers, hun elsker at bevæge sig rundt i – udklædning, malebøger, dukker, legetøj og film… Af samme grund har jeg skrevet mig op til nyhedsbreve fra dem og tjekker altid deres gode tilbud, for nogen billig sviptur er det ikke just, host host.
Derfor var det også min første tanke, da Marie spurgte ind til en indsamling. En særlig oplevelse. Men at det rent faktisk skulle blive en realitet – DET havde jeg oprigtigt talt ikke regnet med – jeg mener – det er jo sådan noget, der sker for heldige lotto-vindere eller dem, der bliver taget op i medierne! Vi er jo bare os… Vores netværk er stort og stærkt, meeeen… 28.000 kr! Yikes. En stor udskrivning!

På denne dag har jeg fået uendelig mange søde mails, FB beskeder og sms’er – og min plade kører totalt i hak – tak! tak! tak!

TAK er virkelig et yderst fattigt ord, for I aner ikke, hvor meget denne rejse betyder for os. Det er ikke kun en lille ferie-rejse. Det her er et kort glimt af normalitet, fri for kræft mærkatet – nogle dage uden bekymringer, uden kontrol på Riget, øjentjek, genoptræning eller lægebesøg! Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det bliver, at låse døren til huset og tage væk og bare være sammen som en lille normal familie – lade Noelle være et barn. En 5 årig pige, der skal møde Mickey, Andersine og Buzz & Woody… Alle Disney Prinsesserne!!! Og skændes med Phoenix over de sidste vingummier 🙂 Phoenix er også vildt med de gode gamle Anders And og Chip og Chap tegnefilm – han bliver ellevild! Dette bliver en tur, hvor vi kan smide Cancer-lænken for nogle dage og spise os en mavepine til i is og fylde sengen op med endnu flere bamser! Og det er takket være Marie – og alle de vidunderlige mennesker, der har hevet penge ud af deres december budget og sendt dem vores vej.

Åh, jeg kæmpede med det at tage imod en (penge)indsamling som denne – én ting er, at sende et par hundrede kroner afsted til et godt formål – det gør jeg selv hjertens gerne, men at stå på den anden side – for enden – af en indsamling, dét er noget helt, helt andet. For vi taler jo ikke bare om et par hundrede kroner. Vi taler om mange tusinde kroner! Det er altså en stor, stor gave at skulle tage i mod! Jeg har arbejdet på at dulme min ‘stolthed’, prøvet at embrace denne hengivne støtte – tænke på, at det er ganske frivilligt, om man vil donere eller ej. Ingen gør det af tvang – kun af lyst. Jeg vil ikke lyde højrøvet eller utaknemmelig – for jeg er det absolutte stikmodsatte! Men jeg har sagt til mig selv, at det er for min Musling, det er ikke en personlig økonomisk vindning (ikke at der er nogen skam i at tage imod det – overhovedet ikke (!), men jeg synes vi har et rart liv, så på den måde, er det, at tage imod ‘fornøjelsesgoder’, der ikke er ‘livsnødvendige’, lidt tricky). Men faktum er, at min Mus har fået en mulighed foræret, som vi ville skulle bruge mange, mange måneder på, at spare sammen til og det er en mulighed som alle mine medmennesker har formået at gøre til virkelighed. På under 1 uge!!

Vi er i mål, vi er faktisk langt forbi målet! Så vildt!!! Alt overskud fra indsamlingen sender vi direkte til BørncancerfondenPay it Forward

Her er et overblik over artiklerne, som har verseret hele dagen – jeg sender MetroXpress en varm tanke – for at kontakte mig og høre om de måtte køre historien – de satte i den grad skub i indsamlingen. Dagens.dk’s søde Sol Stoffregen der også ville høre vores historie og skrive om den, hver og en af jer, der har bidraget til indsamlingen – You amaze me!
Sidst men absolut ikke mindst må jeg takke Marie.

Marie – jeg glæder mig i den grad til at møde dig den 20. december – du må være en af de allerbedste julegaver man kunne ønske sig… Vil på forhånd undskylde evt tudeture og grineflip, som der måtte bryde igennem, når jeg står overfor dig. Jeg vil helt sikkert have svært ved at finde ord, men jeg ved, at du vil kunne læse mine følelser loud and clear.

Links til avisartikler finder du herherher og her og den sidste ser sådan her ud på skrift…

 

 

En onsdag udover det sædvanlige

Hvor skal jeg starte? En onsdag som i går var sprængfyldt med små og store begivenheder. Som da Noelle lagde sine arme om halsen på mig, kiggede mig i øjnene og sagde; Mor, jeg elsker dig, du er den bedste mor! Eller da Phoenix rakte sine arme op i mod mig og trængte til et langt, varmt kram, da jeg hentede ham i Vuggestuen. Eller da jeg tog ind på 5054 for at møde Linda fra Bornholm, en fellow cancer mom, der var inde til kontrolscanning med sin (helt vidunderlige) knægt. Vores fællesnævner er tumor. Åh, der var SÅ meget at tale om – og alt for lidt tid, da jeg blev ringet hjem fra Børnehaven til en træt og ked Pomfrit. Men sådan er dagene jo med en hjerneopereret Tumor tøs. Svære at planlægge. Linda – vi blev slet ikke færdige med at sludre, vi må ses så snart vores kalendre passer igen!
En anden og meget stor begivenhed på denne onsdag, var en mail fra Børnecancer Fonden, som var faldet over bloggen og var svært begejstret over vores oplevelse på Solborgen, en årlig weekendbegivenhed, som de jo er med til at sponsorere. De spurgte om de måtte bruge denne post i deres næste publikation for, at sætte fokus på, hvad støtte fra Børnecancer Fonden rent faktisk betyder for Familier, hvis børn bliver udpeget og stukket med kræft. Wow, virkelig? Kan I bruge noget fra mit lille outlet af tankevirvar og oplevelser i en parallel verden? Jeg mener – det er jo jer, der gør det kæmpestore arbejde at søge støtte hos befolkningen… Så jo – brug lige hvad I kan og vil – By all means! Sikke dog en ære! Mailen kom også med en opfordring til at søge Fondens forkælelseslegat, hvilket vi havde hørt nævnt på Solborgen, men aldrig rigtig kommet videre med – der er sgu så meget andet der fylder i mit hovede, tiden bruges på genoptræning og all things Noelle, så at skulle søge legater ikke lige har været noget, jeg magtede. At indhente attester og formalier, udfylde skemaer og sende afsted. Og er hun overhovedet syg nok til at komme i betragtning? Det er hun selvfølgelig – for pokker, hun har en tumor i hjernen! Note to self – din datter ER altså syg – også selvom hun kan gå, stå og løbe. Hvis du ikke gjorde noget i forhold til behandling, så ville hun dø af det. Men det med at indhente erklæringer er jeg altså igang med nu, og jeg håber, vi kan nå det inden Pomfrittens operation, så der er lidt forkælelse til hende, når hun vågner og igen skal lære sin nye krop at kende. Så tak for det, Charlotte! Du er en stjerne!

En anden stjerne jeg må nævne, er min Faster Lis, for hun har rent faktisk indstillet Noelle til et ønske fra Ønskefonden og de ringede sgu i går aftes!Jeg var totalt paf! Tænk, min Pomfrit er kommet i betragtning til at få hvilket som helst ønske opfyldt! Det er jo simpelthen for vildt!! Jeg er sikker på, at hun til interviewet i næste uge vil nævne hhv kanin og barbiedukker som højeste ønsker – måske en hest! Begreber som højeste ønske er ikke så ‘højt’ når man er 5 år, men uanset hvad hun så giver udtryk for, så er jeg så ufattelig beæret over, at vi overhovedet får muligheden! Og så længe det er noget hun brændende føler for – så er det okay med mig, barbiedukke eller andre stykker legetøj 🙂 Så Faster Lis, du er en stjerne!

Hvad sagde jeg? Er det ikke vildt?! En onsdag udover det sædvanlige!!