Synes altså de har været lidt fedtede med pladsen til de nederste spørgsmål…
Tag-arkiv: Børnekræft
Høns og Løver
Første gang jeg oplevede det rejste mine hår i nakken sig. Jeg mærkede den alt for velkendte sammensnørende panik brede sig, koldsved i hænderne og hjertebanken. Blottede nerver og angsten, der ufrivilligt buldrede frem. Noelles skrig isnede blodet i mine årer og jeg røg lige ned i bekymrings tankens dybe mørke. Hun sad i sin autostol, nyopereret dagen forinden, sit ene øje fuldstændigt lukket af hævelse, forbinding hen over operationssåret, der stadig blødte lidt. Og hun skreg. Vred sig i sin stol og jamrede sig, så jeg var lige ved at gå i panik. Hvad sker der, Mus?? Hvor har du ondt? Mine tanker galoperede afsted – for højt tryk i en nyopereret hjerne – ikke godt, indre blødninger? Får hun et anfald og ender hun bevidstløs??? Pigebarnet kunne ikke lokalisere smerten til andet end ‘ondt i maven’… Vi var heldigvis 10 min fra Glostrup, hvor vi skulle have hende post-op MR scannet, for at slå fast om/hvor meget resttumor, der stadig stædigt sad tilbage dybt inde i hendes hjerne. I en dårlig og velsagtens temmelig akut planlægning, var vi sendt til Glostrup, da alle anæstesihold på Riget var optagede og ikke kunne tage Noelle ned. Vi var selv kørt afsted med hende, hvilket også kostede en skideballe til vores læge/overlæge, der var ansvarlig for os og for at sende os afsted – meget uansvarligt. For ja, det var ret så risky buisness, at trille afsted som solo-familie, hvis en akut situation skulle opstå med vores helt ny-hjerneopererede datter. No way, at vi ville have kunne stille ret meget op. Men i narkose og scannes skulle hun jo. Og det gik også fint – indtil hun altså så begyndte at græde, skrige og vride sig i autostolen. Efter hun havde skreget resten af vejen til Glostrup, blev hun så træt, at det klingede af og blev til en klynken. Og selvfølgelig var der forsinkelser på Glostrup, så mit fastende barn (på 2. dagen pga OP), igen og igen måtte afledes fra hendes hunger, kom først ned til scanning ved 13.30-tiden. Det var benhårdt og jeg var ikke blevet klogere på hendes pludselige og meget voldsomme grådanfald i bilen.
Men nu ved jeg bedre. De voldsomme og meget omfattende gråd/skrigeanfald kommer nemlig når min Musling er udmattet, udkogt og udkørt. Når hun vitterlig ikke har flere resourcer at tage af. Når hun er dér, på opgivelsens rand, dér hvor hun giver op. Stressen og trætheden sætter sig lige i maven på hende. Og hun er så godt som umulig at tale ned. Jeg har forsøgt med alt fra at ae hende, synge for hende og bare holde om hende, men hun er så langt væk fra mig i stormen, at jeg tålmodigt må vente på at hun slipper og giver op. Tilbage sidder jeg med dårlig samvittighed. Har jeg igen presset hende for meget? For mange indtryk, for mange stimuli og for meget krudt kanaliseret ud – bare for at følge med os andre. Min stakkels lille skat. Vi har haft adskillige af de episoder med stressanfald, siden den første gang på motorring 3 mod Glostrup. Og de skræmmer mig stadigvæk. Det gør så ondt på mig at se hende sådan. Færdig og opbrugt. Et fundamentalt og desperat behov for ro, stilhed, fred og ingen krav. Passivitet. Også efter hun er startet i skole har vi oplevet det. Af samme grund forsøger jeg hele tiden, at finde balancen mellem skole, SFO, genoptræning og familieliv. Det er helt OK med mig, at hun flygter ned på sit værelse sekundet efter, at vi er trådt ind ad døren – og bliver der til vi skal spise. Det er helt OK med mig, at hun tigger om at komme i seng ved aftensmaden. Whatever it takes. Og min balancegang besværliggøres af hyggelige uden-for-skoletid legegrupper, de fedeste SFO aktiviteter, almen skolegang og nødvendig vedligeholdelses-genoptræning – for hvordan prioriterer jeg bedst for min Muslings liv? For hendes helbred? For hendes sociale tilknytning? For hendes uddannelse? Ingen af disse dilemmaer var jeg forberedt på, dengang vi stod naglet til gulvet på 5. sal på Børnekræftafdelingen. Åh, hvad jeg dog ikke ville give for, at have min mor hos mig. Min dejligt udiplomatiske mor, der ikke gav en fløjtende fis for, hvad andre tænkte, min Løvemor- Mor. Ingen tvivl om, at jeg har arvet min fars stille og diplomatiske hjerte. Med et strøg af melodramatik naturligvis. Men dog alligevel mere Hønemor end Løvemor. Nok om det.
Jeg forsøger, at forene min fornuft med mit hjerte og gøre det bedste jeg kan for Noelle. Det er – rent ud sagt – skidesvært. Ingen forældre ønsker andet end det bedste for deres børn, og jeg er selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg jonglerer bare nok med lidt flere faktorer end andre, det ved jeg – også selvom alle vel har et eller andet, de tumler med. Men jeg ved at min Mus halter når det kommer til det sociale – og pædagoger og lærere er opmærksomme på det og har vendt det med mig. Men prioriteringen af Noelles tid og gøremål ligger i sidste ende hos mig.
Måske er det fordi jeg føler Noelle har haft det svært nok nu. At hun burde få lov til, at komme lidt lettere til tingene. At hver dag ikke indeholdt oceaner af små kampe for, at hun kan fungere på nogenlunde samme niveau, som sine jævnaldrende. Og måske kommer hun bare aldrig til det. Måske vil hun altid hænge lidt efter, lidt i periferien. Jeg håber så inderligt, at hendes udholdenhed og hendes ‘rummelighed’ forbedres med tiden – selvom det har været stationær i en tid nu. Med skolestart, nye børn, voksne og omgivelser, er det ikke usædvanligt at hun er træt. Det er de alle jo, store som små skolebørn.
Jeg har lært, hvordan jeg bedst muligt håndterer hendes stress-udbrud, nu de ikke er så fremmede for mig mere. Jeg genkender dem og kan adskille dem fra de ‘normale’ træthedssymptomer. Og jeg, som Hønemor, arbejder benhårdt henimod, at de bliver færre og længere imellem.
At indhente Livet
Ventetiden var lang i dag… Da vi sad der i ambulatoriet og ventede på at det blev vores tur. 1 god times forsinkelse gjorde ikke meget for min nervøsitet – for selvom vi havde smugkigget på scanningsbillederne og ikke så noget alarmerende er det ikke ens betydende med, at der ingen vækst har været. Den situation har vi været i før – og vi er blevet kloge af skade – og lige det her – med min Muslings fremtid og liv på spil – så tages der ingenting for givet. For at vide hvad der er sket siden 2. januar inde i Noelles hovede har vi brug for de opmålinger og beskrivelser, som radiograferne laver. De var kommet og havde været oppe på konferencen i går. Og dommen er….. Uændret situation. Ingen vækst. Da vores Læge fortalte det – bekræftede det – følte jeg en enorm lettelse. Ikke fordi jeg har syntes, at Muslingen er blevet dårligere – hun er stagneret i sin genoptræning og er nu på et vedligeholdelsesstadie ja, men det måtte jo komme og vi vidste jo, at hun ville forblive hjerneskadet. Men jeg følte denne lettelse, fordi jeg nu ved, at vi har fred for endnu en periode. Det var den allerbedste nyhed vi kunne få. Vi talte om prognosen for fremtiden og scanningsinterval og faktisk havde lægerne diskuteret, hvornår Noelle igen skulle scannes, fordi man typisk siger, at efter 2 uændrede kvartalsscanninger øger man intervallet til 6 måneder, men i og med Noelle allerede efter første OP sprængte statistikken ved, at skulle under kniven – ikke bare 1 men hele 2 gange mere, så mener lægerne ikke, at det er hensigtsmæssigt endnu, at lade der gå 6 måneder. Noelle er atypisk (det er du på så mange måder, min elskling), så vi lander på et kompromis, der hedder 4-5 måneder til næste kontrolscanning. Men hold da kæft, mand! Pause så længe!! Næste kliniske kontrol ligger i midten af juni og vi har endnu ikke fået svar på hendes blodprøver – de kommer om 2-3 uger, da lægerne igen er obs på hendes vækst og sult, som må siges, at være en sand Mandalay værdig (med den sprængfarlige cocktail af Hansen/Jensen gener i puljen. Intens madglæde og højder i familien på de 2 meter).
Vi vendte også en anden af mine observationer – nemlig at Muslingen kropssymmetri er ved at være en by i Rusland. Der er enorm forskel på størrelsen af hendes hænder – både i muskelmasse og knoglelængde (de kunne tilhøre hver sit barn med 1 år til forskel) og Lægen tjekkede ben, hofter og arme igennem – og jo, der er helt klare forskelle i længder fra venstre til højre side. En ting, som vi skal have under observation, således hun ikke skævvrides fra benet op gennem hofte og ryg. Ikke at hun skal have benforlængelse, men mere i forhold til evt rette benskinnen til, bruge indlæg osv. Mht hånden er der ikke meget at stille op og jeg er faktisk skidebange for, at hun ender med sådan en forkrøblet funky hånd og slaskearm, hvilket desværre nok ikke er usandsynligt. Kald mig bare forfængelig. Whatever. Må finde ud af, hvordan jeg styrker hendes selvværd nok til, at det ikke får betydning for hende, når hun bliver ældre.
Dagens andet meget store spørgsmål var naturligvis… Prognosen… Vores meget diplomatiske læge kan jo ikke spå om fremtiden, men mente dog godt, at vi kunne tillade os, at se lyst på fremtiden. Den er ikke død, altså vævet er ikke dødt, men i ro… Ja, i ro. I dvale. Ingen garantier for fremtiden, men jeg har slået mig til tåls med, at vi ikke kender fremtiden og at garantier er ikke eksisterende. Jeg ved godt, at det har ingen forældre, men det er nu ikke ret mange andre forældre, som har skulle forholde sig en meget virkelig og reel risiko for ikke at kunne holde sig barn i armene om 3 måneder – men FOR NU har vi ro. Den ro skal udnyttes, nydes, strækkes og mærkes. Hver dag.
I bilen på vej hjem fra Riget føltes det næsten som om, jeg er ved at kunne skimte og indhente Livet igen. Det er svært at forklare præcist og jeg tror bloggens navn bedst forklarer, hvordan mit liv har føltes det sidste 1 1/2 år. Som En Anden Virkelighed. Et parallel liv, der aldrig rigtig er faldet helt på plads for mig. Jeg har levet det – fået det bedste ud af det – så godt, som det har været mig muligt. Et tåget perspektiv, hvor jeg har kunne skimte andre på den anden side – se det normale liv med normale problemer. Mærke længslen efter at bytte mine bekymringer ud med deres.
Det føles næsten som om, at linen slækkes lidt… Linen mellem os og Børnekræftafdelingen… Og hvor må den dog gerne slækkes. Jeg tænker tilbage på disse sidste 3 måneders tid – på, hvordan jeg har oplevet og er gået til hver dag med forventningsfuld glæde, håb og en snert af fremtidsoptimisme. Den følelse kan jeg mærke bobler inde i mig nu igen. Især efter mødet i dag. For i dag har jeg fået lov – fået lov af kirurger, læger og Canceren til at forsøge, at indhente lidt af Livet igen.
It’s MAGIC!
Hjemvendt. Ude er godt men hjemme er bedst. Bare ikke hvis du spørger Noelle. Jeg vil ikke hjem, jeg vil bo her! var hendes kommentar til, at vi skulle vende snuden hjemad fra vores helt FANTASTISKE besøg i Disneyland! And I can’t blame her. Vi har haft den mest overdrevne, vilde, fantastiske, sjove, opløftende og pragtfulde tur til Disneyland Paris. Aldrig har jeg mødt så imødekommende mennesker, med oprigtige smil på læben og varme øjne, som vi har, under vores ophold… Og Disneyland er virkelig lavet i børnehøjde – wow – gennemført koncept – jeg er fan!! Og en lang tur med 5 overnatninger var helt perfekt – at nogle blæser igennem på 3 dage virker for mig som en helt umulig opgave! Og vi stod ikke engang i kø! Åh, Disneyland Paris – m’amour!
Det har været vores første rejse siden Pomfritten blev opereret for sin hjernetumor i 2012 og 2013, en hård og krævende tid, der til stadighed trækker i grundreserverne og det var med nervøst hjerte, at vi trillede ud af huset en meget tidlig morgen for 1 uge siden. Hvordan ville det være at rejse med en kræftramt og handicappet pige? Hvordan ville hun mon reagere med alle de synsindtryk, trætheden, der overmander hende efter et par timer – og hvad med Mansen? Ingen lur eller hvad? hvor mange hissy fits skulle vi mon igennem på træthedskontoen??
Med kørestolen, handiskiltet, kufferter og snacks til at overleve en rejse på godt og vel 6-7 timer, 2 børn i heftigt søvnunderskud (tak til sommertid for at hive os op når Natradioen starter – næsten) stævnede vi ud…
Rejsen derned gik fint – service fra Kastrup sucked i forhold til check-in med en kørestol, men da vi først landede i Paris, blev vi behandlet så overvældende godt, at vi var målløse! Hentet og bragt rundt fra A til B – wow! Ankomsten til hotellet var ligeså formidabelt og jeg må sige, at ungerne tog det ret så fint på trods af en lang rejse med meget ventetid! Mansen, som netop er moslet ind i ‘selvstændighedsalderen’ (pfft!!) gav os god kamp til stregen og det første døgn var noget af en prøvelse, men når man er næsten 3 og ikke særlig omstillingsparat, så koster det lidt grå hår i hovedet på mor og far (og ørepropper til folk omkring os). Suuuper god service på hotellet – pudsigt blev vi checket ind af Jenny, der var svensker 🙂 dejligt rum, der ventede med 2 Æsel-bamser til børnene og et yndigt sæt indpakkede espresso kopper til forældrene. En invitation fik vi med fra receptionen, som skulle vise sig at være noget helt, helt særligt!
Selve vores oplevelse af Disneyland var vitterligt en oplevelse for livet. FOR LIVET! Både Carsten og jeg skulle liiiige sluge den der med, at trille forbi køerne af børn og familier og smutte foran alle andre, fordi Noelle sad i kørestolen. Hvad ville du tænke, hvis du så en familie med et barn i kørestol bare trille forbi og komme til foran alle andre, der har stået i kø i 30 min? Spurgte Carsten mig i køen til Dumbos Cirkus Tog. Hmm, nok Ej, mand! Hvor bliver jeg misundelig! Gid det var os! Eller nej, ikke alligevel med et barn i kørestol… Meeen, det er det jo faktisk. Os. Os med et barnet i kørestolen. Freaky når min tankestrøm sådan bider sig selv i halen. Men – alt hvad min Musling kan få af medvind, det fortjener hun sgu! Hun har fandeme været igennem mere end nogle børn nogensinde kunne fortjene! Så med den kamel slugt, trillede vi rundt i parkerne og benyttede os af hendes Priority Card, så hun fik prøvet alle de forlystelser, som hun ville, mødt alle de karakterer vi ellers kun ser på fjernsynet – hvilket var til hvinende fryd for Pomfritten – og de er intet mindre end GENIALE, de mennesker, der er inde i dragterne – de ER deres karakterer! Og de forbliver i karakter både til og fra deres photo-op’s og til og fra Prinsesse Pavillionen – vi blev f.eks overhalet af Rapunzel, der løb op bag os og kildede Noelle under hagen for at trisse småklukkende videre.

Jeg skal være helt ærlig at indrømme, at jeg kneb en tåre eller 2 under flere af møderne – jeg blev så rørt… At se min datters glæde lyse ud af hver fiber i hendes lille hårdprøvede krop… Hjertekuglen – BUM.
Vi har taget en million billeder og du kan kigge mange af dem igennem på mit Instagram feed – eller på Carstens (mrmandalay77) – lige herude til højre – og selvom et billede siger mere end 1000 ord, så dækker de ikke de følelser, som turen har bragt os igennem. Især en helt særlig oplevelse var det, at modtage en invitation til en hemmelig surprise, der viste sig at være en play date med Pluto og Chip og Chap – helt og aldeles for Pomfritten! Surreal oplevelse af blive kørt over af det Bumletog, der hedder Pluto, Chip & Chap – OMG, det var en fest! Fis og ballade af overjordisk kaliber!!
Uden mange af jer, der læser med, havde turen ikke været mulig. DU har været med til at give os en uvurderlig ferie og en oplevelse for livet. For det har det været. En oplevelse for livet. Så tak – tak til Marie for at sørge for at sætte skuden i vandet, tak til Jonas for at puste endnu mere vind sejlene og tak til DIG fordi du undede os så massivt et break fra vores anden virkelighed. Det har været Magisk!
Nye kapitler….
Møde med Pomfrittens kommende klasselærer i går – hun er en perfekt blanding af pædagog og lærer – og ligeså imødekommende og easy going som Skolelederen. Jeg synes, at det er så befriende at hun bliver, nej, vi bliver, taget i mod med åbne sind, kommunikationsvillige personaler og professionelle holdninger til det, at have et barn med særlige behov. Jamen det bliver simpelthen så spændende, det der skolestart! Vi fik set klasselokalet også – hvor er det vildt, at min lille store Musling om små 2-3 måneder indtager SFO’en og til august klasselokalet… Mega angstprovokerende at gå gennem skolegården (ikke legepladsen!) og se alle de stoooore børn lege, spille fodbold og ellers vælte rundt imellem hinanden :-O Kan jeg pakke min Pomfrit ind i bobbelplast fra 2. juni??? Send mig lige noget, hvis du har en industrirulle liggende, ikke!
Gik fra Skolen med denne bog i hånden…

Der er maaange sider i denne her bog – og det er med bankende hjerte jeg læser i den… Skolebarn. Flere nye kapitler.

Okay – inspirationsguide til madpakkerne! Denne her bog burde min egen Mor have haft – de her madpakker ser lidt mere interessante ud, end min flade leverhakker og kødpølsemad, der lå og lumrede i min skoletaske… Bring on køleelementer i madkasserne!
Noelle og jeg sprang straks i køkkenet og lavede gulerodsmuffins fra bogen (i en glutenfri og sukkerfri udgave, naturligvis… Og ja, de ER spist allesammen, mums!)
Og jeg som troede, at det kun var Pomfritten, der nu skulle til at indstille sig på helt nye kapitler i løbet af sommeren… Tsk tsk – kom an! 🙂
Guld og sølv…
Er du der endnu? Altså sådan her i omegnen af bloggen? Jeg ved godt, at jeg har været stille. Jeg har haft en snert af dårlig samvittighed og alligevel har jeg nydt det. Det har givet et hvil i mit hoved, at slippe tasterne og det har givet mit nærvær en ekstra dimension omkring min Musling og min Manse. Vi har da også haft lidt at se til… 🙂
Det har været Fastelavn siden sidst – sikke en fed dag det var – Noelle som Askepot og Phoenix som… sig selv og sin dinoudklædning i favnen – på skulle den i hvert fald ikke!! Ganske som jeg havde forudset – en Musling All In og en Manse not so much 🙂

Masnen har haft en heftig gang skoldkopper – 10 dage i karantæne, som vi brugte ovre ved skolen, hvor der bygges og er en hel masse maskiner at kigge på, gåture langs med Gentofte Sø og ellers bare Mor og Manse tid… Noelle blev heldigvis vaccineret i tilfælde af, at hun skulle starte Kemo, så hun slap med et par stik sidste år…
Mansens pas er endvidere fornyet – det var noget af en ‘underholdende’ tur til fotografen med Phoenix, der bestemt ikke gad fotograferes, hvilket hans nye pas i den grad afspejler – du godeste, hvor jeg skraldgrinede, da jeg så billedet. Måtte straks sende det til Hubby, der også måtte slå sig på lårene af grin. Oh well, det er jo kun små 5 år det holder og så skal det atter fornyes. Thumbs up til fotografen, der måtte arbejde for sin indtægt 😉 Alligevel fik Mansen en slikkepind med da vi gik derfra.

Hubby har haft fødselsdag (og vi havde 14 års jubilæum på samme dag) – en ny tradition blev født, dér den 3. marts – nemlig at holde fri sammen – have tid sammen. Vi startede med brunch og brugte dagen til at flette fingre i – spiste ude morgen, middag og aften – vildt fedt omend en anelse extravagant 🙂
Vi har også været forbi et kuld af hundehvalpe og har valgt en bette skid, men det er stadig en hemmelighed for ungerne. Vi rejser i den nære fremtid til EuroDisney (YAY!) og når vi returnerer derfra, fortæller vi Mansen og Muslingen, at vi skal hente en hundehvalp dagen efter. Åh, det bliver GRAND! Noelle har tigget hund, kat og kanin i 100 år og en madpakke!

Mød Jagger, vores Chihuahua hvalpepige og perfekte match til os – en nem lille fis, der ikke vælter Noelle omkring af glæde eller vokser over hovedet på Phoenix…
Den sidste uge har været så pragtfuld med solskin, ja, vi har nærmest levet i haven. Sandkassen er fyldt op, gyngerne er indviet og rutsjebanen er afprøvet. Trampolinen er vi ikke nået til endnu – men alt godt kommer til dem, der venter 😉 Og selvfølgelig har vi grillet! Mums!
Jo, stilheden her på bloggen afspejler en mere normal hverdag – og det er så dejligt. Genoptræning kører som vanligt, Børnehavetid ligeså – vi er langt fra en fuld dag, men det har jeg ligesom taget til mig – at det kommer ikke til at ske før tidligst engang i efteråret. If even then… Og ja, hun ser sgu lidt handi ud når hun sådan tumler rundt og leger, men det er bare sådan, at hun er nu. Tror faktisk, at jeg elsker hende endnu højere netop fordi hun har måtte betale så dyr en pris for livet… Så, så længe min Mus er i live betyder det ingenting, at hun ser lidt spøjs ud i sin motorik.
Næste scanning ligger lige efter Påske og vi har op til den, et par af the usual tjek på Riget. Efter gennemgang af scanningsbillederne på Riget smutter vi til Blokhus på 1 uges ferie i et af Børnecancerfondens sommerhuse – hvad end svaret på scanningen bliver.
Maj måned bringer flere skift til os – Mansen starter i Børnehaven og Noelle starter i juni i SFO, så vi har ingen sommerferieplaner. Vi får vist også fået godt med ferieminder med både EuroDisney & Blokhus med her fra foråret – takket været en masse dejlige mennesker, der har gjort en stor forskel i vores liv.

Så selvom der er stille her på bloggen, betyder det ikke at der er stille i mit liv – bare at jeg ikke kører på max stress – og det er jo en god ting! Så når du tænker på os og hvordan det går, så husk bare på; Tale er sølv men tavshed er guld… 😉
I Stormens øje
Stilhed. Stilhed i huset og stilhed i mit hovede. Hvor længe siden er det mon siden jeg sidst kunne høre stilheden ude og inde? Jeg husker det ikke. I de sidste 15-16 måneder har der været en hvirvelvind, en altødelæggende tornado af tanker i mit hoved. Endeløse og angstfyldte tanker om min Musling, om hun ville leve eller dø, om hun ville kunne gå eller stå og om nogen af os overhovedet ville komme igennem det cancerindviklede liv med livet eller psyken intakt. Om min Manse mon fik sine behov dækket – var jeg en god nok mor for ham – for Noelle? Ser jeg virkelig Phoenix, tilgodeser jeg hans behov godt nok, pakker jeg Noelle for meget ind? For lidt? Hvordan ser vores fremtid ud, hvordan ser Noelles fremtid ud? HAR Noelle en fremtid? Passer jeg nu godt nok på Hubby? Støtter jeg ham nok? Giver jeg ham frihed nok? Åh ja, så mange tanker – for få af dem, der giver et smil, for mange af dem, der giver rynker og rande under øjnene. En konstant stresspåvirkning. En storm af flere dimensioner.
I dag sidder jeg i et stille hus. Og jeg mærker for første gang siden efteråret 2012 en ro i mit hoved. Et helle for tanker, bekymringer og angst. Ro i mit sind. Nyder det så meget mere end ord kan beskrive. Men her er stille. Klart. Og rart. Det er vel nok i netop dette øjeblik, at jeg sådan rigtigt, får ladt lidt op. Et par timers me-time. Mig. Priceless. Og helt igennem nødvendig. Om det er stormens øje eller om vi vitterlig sidder i udkanten af tornadoen – det ved jeg ikke. Men det er også ligemeget, for begynder jeg at spekulere over det, så kan det være jeg misser Stormens øje og alt den vidunderlige stilhed, den fører med sig…
Børnecancerfonden – en særlig fond
Sikke en crazy måned Januar måned har vist sig at være! Fra MR kontrolscanning, til 1 uges skolstarts-vurdering på Synscenter Refnæs, 1 uge som #ugensfighter på Instagram for Kræftens Bekæmpelse, et blogindlæg på Kræftens Bekæmpelses egen blog, diverse tjek på Riget med øjne og skelen, genoptræning as usual og Børnehaveliv samt besøg fra Ønskefonden, booking af Eurodisneyturen… No wonder, at jeg føler mig udmattet, udkørt og brugt op. Slidt og træt. En splattet Cancer Mom. Husker du at trække vejret, spørger Marie mig om. Min ‘sjælevogter’. Ja, det gør jeg! svarer jeg, I næste uge ser det meget bedre ud! Knapt så mange gøremål og knapt så mange planer… Og alligevel ikke. Men jeg prøver. Prøver også at koble lidt af og ikke lade tankerne galoppere afsted med mig men når det virkelig koger over ryger jeg ofte fluks til tasterne. Nogle gange, når jeg får læst nogle af mine ældre indlæg skrevet til Noelle eller om de særlige oplevelser, tanker og bekymringer jeg har haft – så går det faktisk op for mig, hvor hård en omgang det har været – og fortsat er. Og hvor god terapi Bloggen her har været og er for mig. Jeg glemmer/parkerer/fortrænger – you take your pick – mine tanker og følelser når de først er fældet ned her på bloggen. Som om en fysisk byrde er givet videre. En distance til et liv, der på ingen måder er retfærdigt eller som jeg har kontrol over. De erfaringer tager jeg med mig – omend jeg stadig ofte føler det som om jeg står på den anden side af en dugget rude og kigger over på jer. Jo, der er nok ikke så meget at at sige til at jeg er træt – ikke kun efter denne (meget positive ladet!) januar måned er ved at være gået. Det er godt og vel 1 1/2 års krise, der så småt begynder at kræve sin ofring… Er der dog een ting jeg har lært – og som har bidt sig fast i mig, så er det, hvor ufattelig sårbar, skrøbelig og magtesløs man er, når ens barn bliver livstruende sygt. Ligeledes hvor ufattelig stærk, stædig og nærværende man bliver (nødt til at blive) af det. Min berøring med hhv Børnecancerfonden og Kræftens Bekæmpelse i den seneste tid, har i den grad sat sine spor i mig og jeg mærker en trang til at gøre en forskel – til at gøre noget – spirer i mig. Overskuddet – det har jeg ikke endnu, men jeg vil holde lidt øje med spiren og se om den vokser eller visner. Jeg ved, at den er der.
Tilbage i september fik jeg en vild mail fra Børnecancerfonden, der gerne ville bruge mit indlæg om et af de arrangementer, som de uddeler støtte direkte til – nemlig weekenden på Solborgen for de nyudklækkede Cancerfamilier. Lige præcis det indlæg, som også er at finde her på bloggen, kan nu læses på HER, på Børnecancerfondens egen hjemmeside. Det er mig stadig en forbavsende gåde, at jeg formår, at få kommunikeret vores liv ud på en sådan måde, at andre rent faktisk får et nyt perspektiv. Sikke en ære det i virkeligheden er!
Jeg har haft en helt unik og fantastisk kommunikation med Børnecancerfonden lige siden efteråret – jeg må sige at de har en særlig plads i mit hjerte og jeg håber på, at min oplevelse på Solborgen kan synliggøre, hvad støtten til fonden helt konkret gør og hvor meget den betyder for familier som os i En Anden Virkelighed.
Ønskefonden
Min kære Faster Lis indstillede tilbage i september Noelle til et ønske ved Ønskefonden. De kom på besøg og havde en hyggelig eftermiddag sammen med Noelle. Hun ønskede sig brændende en snehvidebamse, en dukkevogn og at svømme med delfiner. Allermest var det dog Snehvidebamsen og dukkevognen, der trak. Og i torsdags kom Ønskefonden, Anne & Maiken så endelig forbi os igen! Med sig havde de en fed dukkevogn, en fin prinsessebamse med Snehvidekjole på, en prinsesseparaply og 2 fede gavekortshæfter til DisneyStore på Strøget! Bum! Kærlighed ved første blik!
Snehvidebamsen er efter i torsdag blevet klædt af, på, krammet og kysset, puttet og kørt rundt i hele huset i sin fine dukkevogn – ja, hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro hun aldrig havde ønsket sig en dukkebamse og vogn så meget, som dem hun fik. Ret så atypisk har hun haft dukkebamsen ‘Snehvide’ i hånden lige siden – ofte leger hun med sine dukker og bamser – og så efter en dag eller to, så er der udskiftning i geledderne. Men… Ikke med Snehvide her… Hun er vist en keeper! Dukkevognen bliver sirligt parkeret ved siden af sengen hver aften og skal med op i stuen hver eneste morgen. Mansen har strictly no touching-protokol, vogn og dukke er hende for kær ❤
Fantastisk at se hende lyse op! Kinderne blussede resten af eftermiddagen og aftenen – hun blev simpelthen så glad for gaven! Jeg glæder mig også rigtig meget til at vælte DisneyStore på Strøget – vi sætter et par timer af, for jeg ved, at et besøg i Slaraffenland med min velovervejede Pomfrit tager sin tid!
Jeg skylder Faster Lis et kærligt tak, Ønskefonden og Anne og Maiken, der har knoklet for at opfylde Noelles ønske i deres fritid. Hvor stort det er, når man bliver forkælet på en sådan måde ❤
Booked & paid for
OMG – it’s done! Booked and paid for! Vores rejse til EuroDisney! Jo – gu’ er den så! Vi rejser i marts og det er jo om små 2 måneder – liiige tid nok til at pløje os igennem en bunke Disney film og nå at se Frost! Tænk at det blev til virkelighed – denne rejse, dette ønske for Noelle! Jeg var på ingen måde forberedt på, at det overhovedet kunne lykkes at få samlet ind til så dyr en rejse! Vi har valgt at booke Hotel New York, så vi ikke ligger lige op til Parkerne med støjen, der dertilhører og samtidig er der et pænt overskud, som vi kan sende videre til BørneCancerFonden – Pay it Forward! Alligevel inkluderer rejsen alt – fly, transport, ophold, entrebilletter og fastpass samt helpension – meeega luksus! Hvor er det en speciel følelse – denne følelse af taknemmelighed, af glæde og hvor er det længe siden, at jeg virkelig har glædet mig… Sådan haft noget at se frem til på denne måde, som rejsen til EuroDisney giver mig.
Jeg takker ærbødigt og dybfølt dig og dig, dig og dig – og også dig derovre! I har gjort det muligt – og det betyder ubeskriveligt meget for os!
























