Tag-arkiv: Skoleliv

Under den hvide sne

Posted on by
9

Jeg skulle have set det komme. Som de tunge, snefnugfyldte skyer, der i dag lagde sig, som en tung, våd dyne, udenfor. Jeg betragtede de store fnug falde tungt og kluntet ned gennem luften, landende på fliserne og farve dem hvide for en stund. På vej til ergoterapi tikkede en mail ind. Fra skolen. Dansklæren. Først genkendte jeg ikke navnet på afsenderen, men det skulle hurtigt gå op for mig.
IMG_7823

Mailen fortsætter og ender med et mødeforslag og punkter, som vi skal forberede os på at gennemgå, såsom status på helbred og info vedr kendte hjerneskade-følger for Noelle. Det ramte mig som en knytnæve i mellemgulvet og jeg skulle tage mig sammen for ikke, at begynde at græde, right then and there. Mærkede min krop begynde at ryste og mine hænder blive kolde. Jeg blev… Overrasket, mest, tror jeg. Fordi jeg egentlig syntes, at det gik fremad med Muslingen, omend meget langsomt. Og fordi jeg har lullet mig selv ind i en forestilling om, at alt er normalt. At min datter er ligesom de andre. Tralalala… Men det er hun ikke. Ikke helt. Ringede til Carsten med det samme. Måtte lige tage et par dybe indåndinger og tørre et par vildfarende tårer bort fra kinderne. Det var sgu en hård mail at få, sagde han… Ja, det var det. Vi talte frem og tilbage, analyserede og ræsonerede. Da hun var mindre var hendes udvikling spot on – hun var faktisk hurtigere end sine jævnaldrende… Ja, så hun har da kunne indlære og huske – altså før hun blev syg… Ja, og hun var også god sprogligt… Vi kunne sammen konkludere, at jo, de har ret i deres observationer, Noelle er gået lidt i stå sprogligt, hun virker ikke som om, at hun husker en dyt af, hvad vi øver os på herhjemme – eller hvad de laver i skolen, for den sags skyld, så observationerne er ikke fremmede for os, som sådan. Men jeg syntes da, at det gik lidt fremad med blandt andet bogstavgenkendelse. Og jeg er naturligvis glad for, at de alle er opmærksomme på Noelles udvikling. Heldigvis er de da det!
Men… Nu stiller jeg mig selv en masse spørgsmål. Den slags, som giver bekymringsrynker i panden, nedbidte negle og en dyb, stille eftertænksomhed. Har jeg været for ambitiøs? Var det alligevel for tidligt at sende hende i skole? Skulle hun have haft mulighed for, at indhente lidt mere leg, inden det blev til bogstaver og tal, skoledage og lektier? Også selvom hun blev vurderet skoleklar i januar sidste år. Jeg – og alle fagpersoner omkring os – Refnæs, Børneterapien og Synskonsulenten – har inden skolestart, anbefalet støtte til Noelle og jeg har gentagende gange spurgt ind til evt støtte, før hun startede, da hun startede og ved sidste samtale i oktober, hvor vi første gang blev gjort opmærksom på, at Noelle var lidt bagud på det faglige. Alle gange har udmeldingen været, at det ikke var nødvendigt umiddelbart. Skulle jeg have insisteret mere? Det undrer mig, at man ikke har revurderet den mulighed fra skolens side, sådan som det ser ud nu. En anden tanke slår ned i mig. Er der rent faktisk ‘røget en sikring’ en af de gange, hvor hjernekirurgerne har snittet sig vej ind til hjernestammen for at fjerne den frække knude?

Jeg grubler over hvorfor i alverden, jeg reagerer så stærkt på denne mail… Jeg har igen og igen sagt, at skolen endelig skal sige til, hvis der er det mindste, vi skal gøre, øve eller kan gøre bedre… Og når de så gør det, så bliver jeg så ramt, så ked af det og SÅ ulykkelig. Jeg mener, hvad er det værste der kan ske? At min Musling skal gå begynderklassen om. Det kan vi godt klare. Musling, Manse, Daddy og jeg. Det ved jeg. Det vil naturligvis være ekstremt ærgeligt, hvis man vurderer, at Noelle ikke kan fortsætte på skolen – det vil være et rigtigt hårdt slag. Omvendt skal hun være dér, hvor hun får mest ud af at være og lære. Og det er katastrofalt at knække hendes skolelyst allerede nu med for stort et pres. Især når kræfterne ikke er til mere end skoletid.
Nej, det må bunde i, at jeg har vist ligget på den lade side for længe. Lade mig opsluge af min længsel efter at passe ind i en normal og ikke-hjerneskadet-prikket hverdag. Jeg har ubevidst sløret mit udsyn og lade mig forblænde. Som da de hvide, tunge snefnug i dag lagde sig over landet og kamouflerede tingenes sande tilstand.  Kæft, jeg kan høre mig selv igen og igen stolt fortælle her den seneste tid; Jamen, det går godt med Noelle i skolen! All smiles… Men som med de våde snefnug i dag, så smeltede det hvide lag bort og blotlagde den sande, grå virkelighed i den mail.
Måske, hvis jeg kigger rigtigt godt efter, kan jeg se, at det ikke nødvendigvis er mig, der ikke gør det godt nok med lektierne, at det ikke nødvendigvis er fordi Noelle er hjerneskadet efter sine operationer, men at det hele bunder i, at jeg ikke har givet hende den nødvendige tid til, at vende tilbage til Livet som Barn, efter 1 1/2 års hospitalsliv, genoptræning, scanninger og voksne, der liiige skulle prikke, glo og teste hende… Måske…

Når året går på hæld

Posted on by
4

Sidste dag i år 2014. Det har været et langt år, som har budt på så ufattelig mange nye udfordringer. Når jeg ser tilbage har året budt mig mange bekymringer og tanker, men året har også fyldt mig med store, store glæder og oplevelser. Fra vores 1. kontrolscanning i januar 2014, der for første gang viste en stabil resttumor i Noelles hoved – en gave, vi ikke fik i 2013 med ikke 1 men 2 tilbagefald, der krævede aggressive operationer og hjerneskader. I år gik vi fri for tilbagefald. Vores ophold på Refnæs Syncenter, der afgjorde skolestarten i august. Den vilde indsamling som Smukke Marie igangsatte og som Metroxpress løb med – der sendte os afsted til Disneyland Paris i foråret! Endnu en kontrolscanning, der viste en sovende tumor, men alligevel satte vores fremtid i perspektiv. En dejlig Manse, der gik fra vuggestuebarn til Børnehavedreng – min lille store, smukke og vidunderlige dreng. Vores første kør-selv-ferie, der gik over alt forventning. SFO opstart, med nye omgivelser, nye børn og nye voksen – et helt nyt miljø for hele familien. Skolestart, der fordrede både en stolt Mor og en stolt Noelle 🙂
Endnu en scanning, der viste fred og ro på tumorcellerne i Noelles hoved. Et efterår, der har været meget præget af Noelles nye skoleliv, og de udfordringer vi er så heldige at have! For hun udvikler sig jo – min Musling! I første omgang mest med fokus på de sociale kompetencer, som hun var lidt bagud med. Det går stille og roligt fremad – den største gave jeg kunne ønske mig! En tur forbi Nordisk Film og interview til Knæk Cancer 2014 i efteråret og utallige gode stunder tilbragt med vores venner og nære familie. Jeg fik efter mere end 3 lange år endelig genset min elskede storebror, svigerinde og smukke niece i Calgary – 3 mennesker, jeg har manglet så usigeligt meget i mit liv de seneste år.

Indimellem alle disse begivenheder, op- og nedture, har mit sind været præget af bekymringer, som jeg aldrig have forudset eller forberedt mig på, efterhånden som følelsen af akut overlevelse klingede af og erstattedes af synligheden af Noelles omfattende hjerneskader, som følge af 3 aggressive hjerneoperationer. Jeg har kæmpet med angst, vrede og håbløshed. Tårer, der pressede sig på uden hensynstagen til, hvor jeg lige befandt mig. Jeg har hanket op i mig selv, vendt og drejet mine følelser for at finde vejen frem. Jeg har taget imod de små sejre, fejret Noelles små fremskridt og givet alt, hvad jeg har haft i mig, af kærlighed, omsorg og Bussemandsmor-fornuft. Jeg har passet så godt på min familie, som jeg overhovedet har kunnet. På alle de måder, det har været mig muligt.
Jeg ser tilbage på 2014, med en altoverskyggende lettelse. For dette blev året, hvor vi endelig fik tid til at tænke fremad, hvor Noelle fik lov til, at mærke lidt af Barndommens vingesus, istedet for kirurgernes skalpeller. Hvor hun graduerede fra Børnehaveliv til Skoleliv. Hvor jeg fik lidt mere samling på mig selv og vores hverdag. Hvor skyerne over mit hoved steg lidt længere til vejrs. Hvor bekymringerne fulgtes af de små sejre.

2015 må blive året, hvor vi atter indlemmes i jeres Virkelighed igen – omend på vores præmisser. Jeg er klar til at træde over på den anden side af det tågede vindue. Vi er klar.
IMG_7629 IMG_7633 IMG_6696 IMG_6583 IMG_6556 IMG_7696

Tøffedag

Posted on by
Svar

Inden læsset vælter helt har jeg valgt at give Noelle en Tøffedag. Da jeg hentede hende i går efter skole blev jeg trukket til side af den pædagogiske assistent, der fortalte, at Pomfritten havde været træt hele dagen. Han spurgte ind til, om hun så den sene julekalender, men det gør hun ikke, klokken 20 er over hendes sengetid. Især efter hun er startet i skole. I går gik vi ned og gjorde natteklar kl 18.15 og læste godnathistorie derefter, så klokken var ikke meget mere end 18.45, da jeg hørte den sagte snorken fra begge værelser.

Så i dag har jeg altså valgt at holde hende hjemme til en vaskeægte Tøffedag. Opladning. Ingen planer udover 1 times genoptræning til hest kl 13. Og det var umiddelbart en rigtig god disposition. Der er lige akkurat overskud til at klø Pixie bag øret og læse hestebøger med Mor.
IMG_7081

Min krop vil ikke…

Posted on by
Svar

På vej hjem fra Ergo i går gaber Noelle stort. Hun har højlydt ærget sig over, at der nu går 2 uger før hun igen skal til Vibeke. Hun spørger hvorfor, at der går 2 uger.
Fordi du jo skal have lidt mere tid til at lege i SFO’en, Mus… svarer jeg, underforstået, at krudtet bliver fordelt på dagligedagen så meningsfuldt som muligt.
Men jeg vil ikke være længere i SFO’en, Mor… svarer Muslingen mig.
Nå, hvorfor ikke? Bliver du da træt?
Nej, det gør jeg ikke, men min krop vil bare ikke…

Min dygtige Musling. Hun mærker efter og udtrykker sig. Hun fornemmer en eller anden form for træthed – hun er fyldt op – og jeg genkender, at hun atter kæmper mellem hovedet og hjertet. At hun, som altid, gerne vil meget mere, end hun egentlig kan rumme og holde til. Når hun siger, at hun ikke er træt, men at kroppen ikke vil være med fortæller mig, at hun nok gerne ville være mere i SFO, men simpelthen ikke orker det. Det her er et gigaskridt for hende! Måske kan vi endda minimere hendes stress-nedbrud med gråd og mavesmerter, hvis hun så småt lærer, at sætte ord på, hvordan en dagligdag tærer på hende. Og på den måde kan jeg endnu bedre være med til, at planlægge og hjælpe hende med at fordele krudtet. Klokken skulle dog blive 16.45, før hun lå med sin dyne oppe om hagen og spurgte om hun måtte lukke øjnene og om ikke hun måtte komme tidligt i seng…
Jo, min Musling, selvfølgelig må du det ❤

Buffalosko er da seje, eller…

Posted on by
1

Okay, så der er lige det issue med Noelles voksende forskel på benlængen. En uundgåelig konsekvens af hendes møde med hjernetumoren og de efterfølgende operationer. Den halvsidige funktionsnedsættelse gør, at hun ikke belaster knogler eller bruger sine muskler og det koster i både vækst, fylde og funktion. Jeg syntes at hun tiltagende haltede og fik vores fys til at måle hende igennem og voila – 1 cm forskel i benlængden. Det er faktisk ret så udtalt for en pige på 6 år og jeg kontaktede vores bandagist, som har lavet Noelles fod- og benskinne for at høre, om det evt var noget, der kunne korrigeres i skinnen. Ikke hensigtsmæssigt, da skinnen ikke ville kunne være i skotøj, såfremt hele sål-pladen forhøjes, så mig til tasterne og skrive til vores super kommune, der sendte mig en bevilling inden for 2 timer, til forhøjelse af højre sko hos skomager. Bum.

IMG_6687

Se, hvis ikke vi får løftet højre fod nu, så vil skævvridningen forværres – knæ, hofte, bækken og ryg, samt en yderligere forfordeling og brug af venstre ben, der igen vil mindske belastningen og dermed den sparsomme vækst.
Om det er noget, der måske bliver endnu mere udtalt med tiden? Ja, det vil jeg tro. Desværre. Ligesom med hendes hænder, der også er stor forskel på i størrelse, hendes fødder, der nu er 2 forskellige størrelser, så må jeg forvente, at hun vil blive mere og mere asymmetrisk. Minder mig selv om, at det stadigvæk er en small price to pay. For hun knokler derudaf, udvikler sig og jeg oplever, at hendes tegninger, bogstaver og hendes sociale kompetencer bliver bedre. Det er nu heller ikke sådan, at forskellen på skoene
springer uvidende i øjnene, heldigvis – og så er det rigtig cool, at skomageren kunne fikse vores egne, almindelige sko 🙂 Og så kan jeg da håbe, at de der Buffalo sko bliver in igen…
IMG_7001

Kulturuge i indskolingen

Posted on by
Svar

Kulturuge = andre børn = andre lokaler = nyt projektarbejde = en træt Mus = ringet tidligt hjem på 2. dagen…

Jeg har ikke ord for, hvor lettet jeg er over, at Kommunen har forlænget min orlov nogle måneder endnu. Der skal så lidt til, at tippe læsset og før bægeret flyder over. Og hun har brug for mig, for fleksibilitet og muligheden for, at komme hjem til et stille hus, til at fordøje dagens indtryk og til at lade op. Og endnu engang må Mansen vente med at blive hentet til i eftermiddag. Ingen tidlig dag til ham, når søster er overvældet. Sådan må det være. For nu.

Du er okay

Posted on by
6

En fortælling fra skole-hjem samtalen fra nogle uger siden hænger stadig fast i mig. En af dem, jeg tager frem og tygger lidt på. Lægger den væk lidt. Betragter den atter fra afstand og bider mig i kinden. Sagde hun virkelig det? Min Mus? Har jeg alligevel fejlet i min åh-så-okay-attitude? I forbindelse med motionsdagene på skolen, havde en af lærerne taget en løbevogn med til Noelle. Ruten gik nemlig gennem skoven og for, at hun stadig kunne få oplevelsen af skoven, havde læren lagt en rute, der tillod at de sammen kunne løbe turen med løbevognen. Efter et stykke tid begynder Noelle at blive træt. Læren siger til hende, at hun da lige kan springe op i vognen, hvortil hun svarer; Nej tak. – Hvorfor ikke, Noelle? – Fordi det er pinligt… 

Pinligt?? Av. Så min pige syntes altså, at det var pinligt at skulle sidde i vognen, at skulle stikke ud i mængden. Åh, mit hjerte sank, da de fortalte om det. Hun fravalgte bevidst det hjælpemiddel, fordi hun syntes, at det var flovt, selvom hun rent faktisk havde behov for det. Det var først da nogle af de andre børn havde set dem og vognen – og plaget om at måtte få en tur, at hun accepterede den. Fordi andre børn ‘godkendte’ den. Jeg spidser ører! Er det, jeg observerer her, er en tendens?
Et behov for at blive forsikret om, at det er ok, at have brug for et hjælpemiddel, uanset form og facon. Noget Noelle tidligere har accepteret uden noget snert af flovhed.
Behovet for at blive forsikret skinner også igennem i klassen og generelt fagligt i timerne. Vi vidste godt, at hun socialt ville være lidt bagud, det ville være sært, hvis hun uden det sidste 1 1/2 år i Børnehaven, lige strøg ind og kunne begå sig problemfrit. Men hendes faglige selvværd er desværre heller ikke overvældende. Endnu et område, vi skal arbejde lidt på. Jeg genkender mig selv tilbage fra matematiktimerne, der takket været Hr. Hagstrøm, der i 5. klasses forældrekonsultation proklamerede, at jeg aldrig blev et matematisk geni. Tak for lort. Jeg husker den gennemsivende frygt for, at jeg aldrig ville lære matematik ordentligt og hvor meget jeg afskyede at have matematik efter den forældrekonsultation – for han sagde jo at jeg ikke kunne finde ud af det! Jeg husker også hvordan Hr. Christensen i 7.-9. klasse forsikrede mig igen og igen i, at jeg altså sagtens kunne finde ud af at regne – forsøgte at bygge min matematiske selvtillid op igen.

Forskellen på disse to situationer, løbevognen og min matematikoplevelse er dog, at Noelle aldrig fået af vide, at ‘det kan du ikke finde ud af’… Tværtimod – ‘Du kan det samme som andre børn, Skat, alle børn har bare deres egen måde at gøre tingene på – og det er lige sådan, det skal være.’ Omvendt så har jeg heller ikke skilt mig ud fra mængde på den måde, som Noelle er ved at være meget bevidst om, at hun gør. Jeg trøster mig med, at hun dog var glad for at få sin kørestol med i skolen ved anden lejlighed – som voksen er en kørestol et langt større rødt flag end en løbevogn, men det handler om Noelles perception af normalt – og kørestol er i hendes optik mere normal at bruge, end en løbevogn, så måske er min føromtalte åh-så-okay-attitude egentlig okay. Jeg ved det ikke, men ikke desto mindre er min hjerne kommet på arbejde. Jeg synes egentlig at jeg altid haft en anderkendende tilgang til begge mine børn – været bevidst om, ikke at være en nej-forælder og forsøgt at støtte dem i deres udvikling. Lige nu føles det lidt som om, at jeg er ude på for dybt vand. Hvordan giver jeg min helt fantastiske tøs mod til, roligt at turde springe ud i livets sværere hjørner? Kan man få et kursus ?

Den sidste Bastion

Posted on by
2

Jeg troede faktisk, at jeg var ovre det! Havde 100% accepteret det. Ingen forfængelighed, ingen pinlighed eller anden negativ association. Så da jeg i dag stod og skulle pakke Noelles kørestol i bilen og aflevere den på skolen ifb med fødselsdag efter skole, kunne jeg bare mærke, hvordan mit indre ulmede. Modviljen brød ud i lys lue. Hvis du tager kørestolen med over på skolen, så kan hele skolen se, at Noelle er handicappet. De kan se, at hun ikke er som de andre elever, de kan se, at hun har særlige behov. Hun bliver med ét target for mobberi og hun bliver udstillet og gloet på. Jeg mærkede modviljen brænde i mig. Satte mig ned og begyndte at sms’e den forælder, der skal holde fødselsdagen – om hun mon havde en cykel, som Noelle kunne trille med på, så jeg ikke behøvede, at tage hendes kørestol med på skolen. Skrev, at jeg godt var klar over, at det var min egen forfængelighed, der stod til hinder. Da jeg læste den igennem igen, blev jeg overvældet af skam, vrede og irritation. HVORFOR er det en big deal?? Fordi jeg har en idé om, at hun måske har kunne ‘gemme’ sig lidt i mylderet af de mange børn? Et barn i kørestol sticks out like a sore thumb. Og jeg har fået nok af, at mit barn stikker ud. Skolen er min sidste bastion, hvor Noelle næsten kan være ‘just another kid’ – lidt anonym på trods af benskinne og funky motorik. Klassen har været gode til at embrace hendes handicap – men lige pludselig føles det som om, at jeg smider et kæmpe neonskilt hen over hovedet på hende… PAS PÅ – HANDICAPPET UNGE! Øv, øv, ØV, hvorfor hænger den i mig endnu??? Det er jo ingen skam, at have et handicappet barn… Og Noelle har ovenikøbet sloges med intet mindre end en hjernetumor! Det er no small feat at overleve! Jeg burde nærmere være stolt over, at hun kun skal bruge stolen, når der er distance, navigation i trafikken eller tidsfaktorer involveret. Og jeg har iøvrigt intet problem med at færdes med Noelle i stolen ellers?
Nej, jeg må sgu bare tage mig sammen! For helvede. See the bigger picture. Min pige glæder sig over, at skulle have sin stol med i skole – ja sgu! Og den er nødvendig for hende. Så kan hun få sig et hvil, hun ikke skal orientere sig eller navigere i trafikken med resten af klassen. Get over it, Siff! Skrot din skide forfængelighed og forstå, at det ikke er noget, at være flov over. Tag Noelles upbeat indstilling til dig. Noelle er som hun er – og det skal du hellere være stolt af! For alternativet var langt værre. Perspectives, Siff, perspectives.
IMG_6078

Med den tankestrøm slettede jeg sms’en, hentede kørestolen, pakkede den i bilen og rystede modviljen af mig.
Den sidste Bastion er faldet.

Tadaaaah

Posted on by
6

Jo – det er jo STORT! Noelles første skolefoto! Åh, så fin hun er! Klassebilledet lægger jeg ikke op her – men det fik mig til at bryde ud i latter – sådan som min Pomfrit står der, på bagerste række og griner, så man kan se alle hullerne i stakittet! Typisk Noelle! Typisk min pragtfulde, livsglade og boblende datter. Love it!
Og ja, hun ser sgu da ret så kær ud på hendes egne billeder også… Hubby var et kort øjeblik klar til at photoshoppe hendes ar, men kom dog på andre tanker. For hun HAR jo et ar. Et fint hvidt ar, der vidner om hendes lange vej til netop sit første skolefoto. Hendes lange vej tilbage til Livet som Barn. Det er ikke et ar, der skal gemmes væk eller retoucheres på billeder – for det er unægtelig en del af hende – et vidne om hendes historie og hendes ukuelige mod. Og så er det set med mine øjne ikke et grimt ar – ikke den del, man ser i panden. Anyways – inden jeg spinder mig selv ind i storslåede lovprisninger om min datters livsmod og livsglæde, så får I her mine favoritter – Noelle, stylet af sig selv fra top til tå ❤

JDS_2510

JDS_2526

Guitar-mor

Posted on by
5

Som barn elskede jeg når der skete noget nyt. Det var spændende og jeg kedede mig ikke. Nye udfordringer – yay! Vi flyttede meget da jeg var barn og jeg elskede det, at skulle indrette mig på ny. Egentlig er det nok et karaktertræk – det, at jeg er fleksibel. Det går igen i mit arbejdsliv, hvor jeg fint trives med ændringer, hurtigt implementerede såvel som planlagte. Jeg har behov for forskelligartede opgaver – dagene må ikke være for ens. Sådan er det ikke for min Musling. Slet ikke. Tværtimod. Hun har altid haft det bedst med, at kende dagsordenen og det, at blive preppet på de større ting, der kommer i løbet af ugen. Altid. Og det har jeg gjort meget grundigt siden hun var helt lille. Det kom os især til gode, da den Frække Knude meldte sin ankomst og vi pludselig skulle en masse voldsomme og uvante ting i nye omgivelser med nye mennesker… Og det gik faktisk over al forventning – jeg tror, at Noelle blev tvunget til at lære at tage tingene lidt mere som de kom (alt fra MR scanninger til blodprøver og overnatning på afdelingen, kontroller og fjernelse af de 42 sting – osv osv). Det betyder ikke, at hun ikke stadigvæk allerbedst trives, når hun ved, hvad der skal foregå.
Denne uge på skolen er projektuge. På tværs af klasser og klassetrin. Nyt lokale hver dag og nye opgaver hver dag.
Min Mus er fuldstændig kvast. I går havde hun trukket sig til kontoret og havde siddet for sig selv ‘Fordi jeg trængte til fred i mine ører og mit hovede, mor…’
Jeg har aflyst hendes ridefys på torsdag – det bliver der ikke krudt til.
Guitar-mor. Det er mig. En mor, der giver og tager. Det føles som om, at jeg ikke kan give Noelle noget, uden at tage noget andet fra hende. Giver jeg hende mere tid i SFO’en koster det genoptræningstid. Prioriterer jeg hendes genoptræning tager jeg tid fra hendes leg i SFO’en. Legeaftaler skal planlægges så de ikke ligger op ad genoptræningsdage. Jeg har måtte hente Pomfritten fra skole og køre hende til legegruppe efter et par timers hvil hjemme, da skole, SFO og så legegruppe (ialt fra kl. 8-17) er alt, alt for meget for hende. Jeg har måtte hente hende fra Svømmeren for at skære bare 1 times tid af hendes i forvejen meget lange dag. Og uanset hvad og hvordan jeg prioriterer for hende på en dag, så koster det familietid. For jeg ser hende ikke når vi først er trådt ind ad døren herhjemme. Hun stryger direkte ned på sit værelse og lukker sig inde i fred og ro. Hvilket jo er ok. En dag, da Baba var her, hyggede hun med os i stuen, men da jeg havde hentet Phoenix hjem og der blev lidt mere aktivitet, trak hun sig. Sådan må det bare være – og det accepterer jeg også 100% Det er bare lidt svært at være en guitar-mor.